Civilforsvarsstyrelsens cirkulære om Den statslige Ambulancetjeneste (Sygehusberedskabscirkulære nr. 13.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1981/9367@1981-11-27/da
Indhold
Med baggrund i Indenrigsministeriets bekendtgørelse af 14. februar 1974 om sygehusberedskabets organisation henstillede Civilforsvarsstyrelsen i cirkulærskrivelse af 2. oktober 1974, at der ved amtskommunernes sygehusforvaltninger og ved de enkelte sygehuse udpeges særlige beredskabsmedarbejdere til at bistå sygehusudvalg og sygehusenes beredskabsledelser med tilrettelæggelse, opbygning og gennemførelse af sygehusenes beredskabsforanstaltninger, herunder ledelsen af de ved sygehusene stationerede enheder af Den statslige Ambulancetjeneste.
I henhold til denne skrivelse, der videre redegjorde for en plan for uddannelse af beredskabsmedarbejdere ved sygehuse og sygehusforvaltninger, er udpeget og uddannet i alt 130 beredskabsmedarbejdere, repræsenterende 72 sygehusforvaltninger og sygehuse fra ialt 14 amtskommuner og det storkøbenhavnske beredskabsområde.
På møde i Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabsudvalg den 11. januar 1978 godkendtes et forslag til principplan for ambulancetjenestens mobilisering ved sygehuse, udarbejdet af en under sygehusberedskabsudvalget nedsat arbejdsgruppe med repræsentanter for Civilforsvarsstyrelsen, CF-regionerne og sygehusene.
Med sygehusberedskabscirkulære nr. 3 af 15. december 1977, henholdsvis cirkulærskrivelse af 9. januar 1978, udsendtes »Standardberedskabsplan for sygehuse«.
I henhold til denne plan indgår Den statslige Ambulancetjeneste som led i de enkelte sygehuses beredskabsplaner.
Med sygehusberedskabscirkulære nr. 9 af 13. april 1981 udsendtes »Standardberedskabsplan for det amtskommunale sygehusvæsen«. I denne plan er optaget beredskabsbestemmelser vedrørende den statslige ambulancetjeneste, og der er med planen tilvejebragt det fornødne grundlag for iværksættelse af ovennævnte principplan for ambulancetjenestens mobilisering ved sygehuse.
Denne nye mobiliseringsordning sættes i kraft med virkning fra 1. januar 1982.
Som grundlag for tilrettelæggelsen af sygehusenes medvirken ved planlægning og gennemførelse af ambulancetjenestens mobilisering og virke, jfr. »Retningslinier for ambulancetjenesten«, 1958, og standardberedskabsplanens afsnit 3.901 og 4.212 har Civilforsvarsstyrelsen udarbejdet hoslagte »Notat vedrørende Den statslige Ambulancetjeneste«, November 1981.
Som det fremgår af notatet er ambulancetjenestens gruppeførere bl.a. uddannet til selvstændigt at varetage modtagelse af såvel personel som køretøjer ved mobilisering, og beredskabsmedarbejderens opgaver i forbindelse hermed vil være af rent koordinerende art.
Den endelige fordeling af mandskab og køretøjer i ambulancetjenesten vil ske på grundlag af de af sygehuse og amtskommuner udarbejdede koordinerede beredskabsplaner. Indtil disse planer foreligger, er fordelingen - jfr. hoslagte oversigt, mobiliseringsplan pr. 1. december 1981 - sket på grundlag af antallet af fredsmæssige sengepladser ved amtskommunens somatiske sygehuse, som disse fremgår af lægeforeningens vejviser 1980.
Indtil der i amtskommunerne er tilvejebragt egnede depotforhold, vil ambulancetjenestens materiel og mundering samt personlig udrustning til ambulancetjenestens værnepligtige mandskab fortsat blive opbevaret på civilforsvarets regionale depoter.
De særlige forhold i det storkøbenhavnske område bevirker, at sygehusene i Københavns amtskommune, Københavns kommune og Frederiksberg kommune ikke ved mobilisering modtager ambulancer fra Den statslige Ambulancetjeneste. Der vil i stedet til Civilforsvaret i Storkøbenhavn blive mobiliseret i alt 396 ambulancer i henhold til særlig mobiliseringsplan.
Behovet for ambulancer til hovedstadsområdet vil herudover blive dækket gennem en øget tildeling af personel og materiel til de øvrige amtskommuner på Sjælland og Lolland-Falster, udover det antal, den fredsmæssige somatiske sengekapacitit i disse amtskommuner berettiger til.
Ved udarbejdelsen af afsnit 3.901 og 4.212 i sygehusenes beredskabsplan ydes efter anmodning bistand fra vedkommende CF-region.
Med henblik på en nærmere redegørelse for opgavens karakter og den bistand, der kan ydes fra CF-regionerne, vil der i de enkelte CF-regioner blive afholdt orienteringsmøder for de af sygehusforvaltninger og sygehuse udpegede beredskabsmedarbejdere (ambulanceledere).
Nærmere meddelelse om tid og sted for mødernes afholdelse vil senere tilgå herfra.
Schultz
/K. E. Fisker.
--------------------------------------------------------------------
BILAG 1
N O T A T VEDRØRENDE DEN STATSLIGE AMBULANCETJENESTE Indhold: 1. Organisation og virkemåde 2. Administration i fredstid, herunder mobiliseringsplanlægning 3. Mobiliseringens gennemførelse 4. Administration under forøget beredskab/ krigsforhold 5. Økonomi Bilag: 1. Den fredsmæssige administration ved CF-regionerne 1.1 Fortegnelse over udskrevne køretøjer 1.2 Fortegnelse over værnepligtigt mandskab 1.3. Fortegnelse over frivilligt mandskab. 2. Mobiliseringsplanlægning 2.1 Mobiliseringskasse 2.2 Supplement til mobiliseringskasse 2.3 Civilforsvarets brug af statens bilinspektions synshaller 2.4 Fordelingsplan 2.5 Instruks for mobiliseringskommandoets leder 2.6 Instruks for mobiliseringskommandoet 2.7 Sygehusets beredskabsplan, afsnit 3.901 2.8 Sygehusets beredskabsplan, afsnit 4.212 2.9 Indberetning om mobiliseringspligtigt personel 2.10 Indberetning om udskrevne køretøjer
DEN STATSLIGE AMBULANCETJENESTE.
1. ORGANISATION OG VIRKEMÅDE.
Den statslige ambulancetjeneste organiseres direkte under Civilforsvarsstyrelsen, der udarbejder planer for ambulancetjenestens organisation og virkemåde og drager omsorg for tilvejebringelsen af personel og materiel.
Ambulancetjenesten indgår som et led i omsorgen for syge og sårede, specielt den del, der vedrører omsorgen for de hårdtsårede, dvs. sårede, der ikke selv er i stand til at gå.
Denne omsorg for hårdtsårede omfatter
- befrielse, opsamling og transport til køregrænsen,hvilket uden for områder, hvor der kæmpes, varetages af civilforsvarets redningstjeneste,
- transport fra køregrænsen til primært kirugisk behandlingssted og i nødvendigt omfang derfra til endeligt behandlingssted, hvilket varetages af ambulancetjenesten,samt
- lægelig behandling på primært kirugisk behandlingssted og sygehus, hvilket varetages af sygehustjenesten.
Den statslige ambulancetjeneste, der er landsomfattende, har således til opgave under katastrofeforhold at varetage:
- ambulancetransport at civile syge og sårede fra venteplads (båresamlingssted) til primært kirugisk behandlingssted
- ambulancetransport af langtransportable syge og sårede fra primært kirugisk behandlingssted til indlæggelsessygehus samt
- ambulancetransport af militære syge og sårede i henhold til derom truffet aftale mellem civilforsvaret og forsvaret.
Ambulancetransport af militære syge og sårede i områder, hvor der kæmpes, samt - uden for disse områder - til forsvarets behandlingssteder, påhviler ikke den statslige ambulancetjeneste, men varetages af de militære myndigheder, der ligeledes i muligt omfang tilrettelægger jernbanetransport af egne syge og sårede.
Civilforsvarsstyrelsen forestår ambulancetjenestens opbygning og administration. Under krigsforhold har Civilforsvarets landskommando den øverste kommandomyndighed over ambulancetjenestens personel og materiel.
Ambulancetjenestens kapacitet er i dag 9.600 bårepladser.
Køretøjerne er ca. 2.400 udskrevne motorvogne af typen VW pick-up og VW LT 31.
Til samtlige disse køretøjer har Civilforsvarsstyrelsen anskaffet udrustning, der muliggør, at hver ambulance kan indrettes til tranport af 4 liggende patienter.
VW LT 31-ambulancerne giver mulighed for at gennemføre en vis patientpleje under kørslen, hvilket ikke er muligt i VW-pick-up-ambulancerne.
Som ambulancechauffør anvendes værnepligtigt og frivilligt personel, idet hver ambulance påregnes bemandet med en mandlig (værnepligtig) og en frivillig (kvindelig) ambulancechauffør, og det samlede behov er således ca. 4.800 ambulancechauffører.
Personel og materiel stationeres under krigsforhold ved landets sygehuse, hvorfra de beordres til indsats.
Ifølge »Retningslinier for ambulancetjenesten«, 1958, tilknyttes ambulancetjenestens mandskab under beredskabsforhold landets sygehuse, hvor det indgår i sygehusberedskabet, underlægges sygehusledelsen og efter dennes bestemmelse deltager i sygehusets arbejde, når udrykning ikke finder sted. Uddannelsen er tilrettelagt således, at funktionen som hjælpere på sygehusene kan udføres i overensstemmelse med sygehusenes behov.
De eksisterende fredsmæssige ambulancekorps (brandvæsener, De danske Redningskorps m.v.) indgår ikke i den statslige ambulancetjeneste, men deltager ved skader under krigsforhold sammen med enheder fra den statslige ambulancetjeneste i transport af tilskadekomne fra skadested (venteplads) til sygehus.
På sygehusene udpeges en ambulanceleder, dvs. en beredskabsmedarbejder (med stedfortræder) som leder af de ved pågældende sygehusenhed stationerede ambulancer med opgave at forestå de med administrationen af ambulancetjenestens materiel og personel forbundne opgaver under krigsforhold.
Etablering af den statslige ambulancetjeneste under krigsforhold er baseret på en i fredstid forberedt mobiliseringsordning, hvorefter personel og materiel, herunder køretøjer, skal give møde ved sygehusene.
Uniformer og personlig udrustning til ambulancetjenestens mandskab, bårer og anden udrustning til klargøring af køretøjerne oplægges i regionale depoter for i givet fald at kunne fordeles til mobiliseringsstederne (sygehusene).
Civilforsvarsstyrelsen udsender i påkommende tilfælde ordre om forøgelse af beredskabet og mobilisering.
Den praktiske gennemførelse af mobiliseringen, omfattende modtagelse, iklædning af personel, montering af ambulancer m.v. på mobiliseringsstedet (sygehuset), er forudsat gennemført ved hjælp af ambulancepersonellet under ledelse af ambulancetjenestens ggruppeførere.
Ambulancetjenestens styrker er underlagt CF-regionskommandoen direkte.
I skadesituationer kan styrker af ambulancetjenesten, der er stationeret ved sygehusenheder i en kommune, af vedkommende civilforsvarsleder beordres indsat i ambulancetransporter inden for kommunen.
Ambulancetjenestens enheder beordres indsat gennem sygehusets ambulanceleder; denne er således i kommandomæssig henseende underlagt civilforsvarets myndigheder.
2. ADMINISTRATION I FREDSTID, HERUNDER MONBILISERINGSPLANLÆGNING.
CIVILFORSVARSSTYRELSEN udarbejder planer for ambulancetjenestens organisation og virkemåde, drager omsorg for tilvejebringelse af personel og materiel, og udarbejder og ajourfører en plan for fordelingen af ambulancetjenestens personel og materiel til sygehusene. Civilforsvarsstyrelsen udsender bestemmelser for forøgelse af beredskabet, jfr. afsnit 4 i »Standardberedskabsplan for det amtskommunale sygehusvæsen«.
CF-REGIONEN administrerer ambulancetjenestens udskrevne køretøjer og såvel det frivillige som det værnepligtige personel. For hver sygehusenhed inden for CF-regionen udarbejder denne fortegnelser over frivilligt personel, værnepligtigt personel og udskrevne køretøjer.
De nærmere bestemmelser herfor fremgår af bilag 1.
For hvert mobiliseringssted (sygehus) opretter CF-regionen en »mobiliseringskasse« til brug ved mobiliseringens gennemførelse og bistår efter anmodning fra de inden for regionen beliggende sygehuse disse med udarbejdelse af mobiliseringsplan.
De nærmere bestemmelser herfor fremgår af bilag 2.
SYGEHUSENE udarbejder afsnittene 3.901 »Ambulancetjenestens organisation« og 4.212 »Modtagelse af ambulancetjenesten« i »Standardberedskabsplan for sygehusene«. Fra CF-regionen modtager sygehuset 2 eksemplarer af ovennævnte fortegnelser over frivilligt og værnepligtigt personel samt udskrevne køretøjer. Det ene eksemplar indgår i beredskabsplanens afsnit 3.901, medens det andet eksemplar opbesvares i »mobiliseringskassen« på sygehuset.
I det omfang, antallet af mødende køretøjer og personel gør det hensigtsmæssigt eller nødvendigt at udvide beredskabsplanens afsnit 4.212 med en særlig plan for mobiliseringens gennemførelse på/ved sygehuset, yder CF-regionen efter anmodning fra sygehuset den fornødne bistand med udarbejdelse af denne plan, jfr. bilag 2.
Ambulancetjenestens materiel opbevares på regionale depoter, hvorfra det ved mobilisering fordeles til tjenestestederne (sygehusenhederne). I samarbejde med CF-regionen udarbejder sygehuset en afhentningsplan for det til sygehuset designerede ambulancemateriel.
3. MOBILISERINGENS GENNEMFØRELSE.
CIVILFORSVARSSTYRELSEN udsender ordre om forøgelse af beredskabet eller mobilisering, jfr. afsnit 4 i »Standardberedskabsplan for det amtskommunale sygehusvæsen«.
CF-REGIONEN udsender ved modtagelse af ordre om forøgelse af beredskabet eller mobilisering ekstraordinære indkaldelsesordrer for personel og køretøjer og underretter samtidig hermed samtlige sygehusenheder. Efter ordre fra Civilforsvarsstyrelsen udleverer CF-regionen til sygehusenhederne de for mobiliseringens gennemførelse nødvendige papirer til suppleringaf »mobiliseringskassen« (stamkort for værnepligtigt og frivilligt personel samt mobiliseringskuverter med udskrivningsbeviser for udskrevne køretøjer).
SYGEHUSET modtager ambulancetjenestens gruppeførere i overensstemmelse med afsnit 3.901 og 4.212 i sygehusets beredskabsplan og udleverer »mobiliseringskassen« til den først mødende gruppefører.
Ambulancelederfunktioner iværksættes, jfr. delforanstaltning 4.2.12.01 i sygehusets beredskabsplan, og personel og køretøjer modtages i overensstemmelse med planen.
Efter ordre fra Civilforsvarsstyrelsen, jfr. afsnit 4 i »Standardberedskabsplan for det amtskommunale sygehusvæsen«, afhenter sygehuset ambulancetjenestens materiel på regionsdepot og oplægger det på mobiliseringsstedet (sygehuset) i overensstemmelse med den herfor udarbejdede plan.
Det forudsættes, at hjemsendt værnepligtigt ambulancemandskab skal iklædes på mobiliseringsstedet, og at CF-regionen har udleveret udrustning til de frivillige, således at disse møder iklædt ved mobiliseringens begyndelse.
Munderingen til de fremmødte værnepligtige ambulancefolk rekvireres fra regionsdepot efter mobiliseringens afslutning af den gruppefører, der leder mobiliseringen. Munderingen afhentes ved ambulancetjenestens egen foranstaltning.
4. ADMINISTRATION UNDER FORØGET BEREDSKAB/KRIGSFORHOLD.
Køretøjer og mandskab er på tjenestestederne underlagt vedkommende sygehusenhed, der udpeger en beredskabsmedarbejder som ambulanceleder på sygehuset med opgave at forestå de med administrationen af ambulancetjenestens materiel og personel forbundne opgaver under krigsforhold.
Indkvartering og forplejning af det til sygehusenhederne afgivne personel fra ambulancetjenesten samt udbetaling af lønning til dette sker ved sygehusenhedernes foranstaltning efter nærmere af Civilforsvarsstyrelsen efter aftale med Amtsrådsforeningen i Danmark fastsatte retningslinier.
Sygehusets ambulanceleder er ligeledes ansvarlig for ambulancetjenestens reparations- og værkstedstjeneste, der henlægges til private autoværksteder i nærheden af tjenestestederne, evt. til nærliggende værksteder for CF-korpsets eller forsvarets køretøjer. CF-regionschefen træffer de herom fornødne aftaler med civile og militære myndigheder. Renholdelse, almindelig vedligeholdelse og mindre reparationer foretages af ambulancetjenestens mandskab.
Anmodning om erstatning for tabtgået personel og materiel samt fornyelser af udrustning m.v. fremsendes af vedkommende ambulanceleder til CF-regionen, der i muligt omfang drager omsorg for indkaldelse af nyt personel og tilvejebringelse af nyt materiel.
Ambulancetjenestens kommandoforhold fremgår af afsnit 1 (side 3).
5. ØKONOMI.
Samtlige udgifter i forbindelse med ambulancetjenestens etablering og drift afholdes af staten.
Bilag
(Udelades her)
---------------------------------------------------------------------
BILAG 2
Oversigt, mobiliseringsplan pr. 1. december 1981
(Udelades her)