Cirkulære om varetagelse af forsorgsarbejdet vedrørende indsatte i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene. (* 1).
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1982/11730@1982-12-28/da
Indhold
1) Indledning
Det forsorgsmæssige arbejde med kriminalforsorgens klientel tilrettelægges ud fra princippet, at det forsorgsmæssige arbejde varetages af det tjenestested, der aktuelt har klienten i tilsyn eller i anstalt. Det enkelte tjenestested er i arbejdet med den enkelte klient forpligtet til at samarbejde med de tjenestesteder, hvor klienten har haft eller senere formodes at få tilknytning.
Hvor anstaltsopholdet er af længere varighed, inddrages den frie kriminalforsorgs afdeling normalt kun i den del af arbejdet, der har relation til tiden efter anstaltsopholdet.
2) Forsorgsarbejdets fordeling.
Det forsorgsmæssige arbejde varetages - hvor ikke andet er aftalt - således:
a) For indsatte i kriminalforsorgens anstalter:
Anstaltens forsorgsafdeling.
b) For varetægtsarrestanter og afsonere i arresthusene:
Den afdeling, i hvis område arresthuset ligger.
c) For varetægtsarrestanter og afsonere i Københavns fængsler:
Fra det storkøbenhavnske område:
Den afdeling, i hvis område den pågældende sidst har været tilmeldt folkeregistret eller senest haft bopæl.
For andre indsatte:
Forsorgsafdelingen i Københavns fængsler.
d) For afsonere, der i medfør af straffelovens § 49, stk. 2, er overført til en af kriminalforsorgens pensioner eller til en institution uden for kriminalforsorgen:
Anstaltens forsorgsafdeling i samarbejde med den pågældende institutions personale.
e) For afsonere, der er udstationeret eller på frigang fra en anstalt:
Anstaltens forsorgsafdeling i samarbejde med udstationerings-/frigangsstedets personale (i arresthusene i samarbejde med arresthuspersonalet samt den afdeling af kriminalforsorgen i frihed, i hvis område arresthuset er beliggende).
3) Forsorgsarbejdets udførelse.
a) Indledning.
I overensstemmelse med den samarbejdsforpligtelse, der er fastlagt ovenfor i indledningen (pkt.1), forudsættes det, at de tjenestesteder, der aktuelt har ansvaret for den indsatte, giver underretning til og samarbejder med de tjenestesteder, der senere i forløbet skal overtage det forsorgsmæssige arbejde med pågældende.
b) Generelle retningslinjer.
Forsorgspersonalet har ansvaret for, at det forsorgsmæssige arbejde udføres i anstalterne og arresthusene. Arbejdet udføres i samarbejde med det øvrige personale ved de pågældende institutioner.
Det påhviler fængsels- eller arresthuspersonalet at gøre sig bekendt med de evt. problemer af forsorgsmæssig art, den indsatte måtte have, med henblik på at formidle den nødvendige kontakt til forsorgspersonalet. En del problemer vil kunne løses umiddelbart af den indsatte selv, evt. med bistand fra fængsels- eller arresthuspersonalet, medens andre bør udføres af forsorgspersonalet.
For så vidt angår arresthusene forudsættes det, at en repræsentant fra forsorgspersonalet jævnligt (mindst 1 gang om ugen) aflægger besøg i arresthuset, og at der foregår en løbende gensidig udveksling af oplysninger om den enkelte indsattes situation.
For anstalter og arresthuse forudsættes det endvidere, at forsorgspersonalet er det øvrige personale behjælpelig med konsultativ bistand i forbindelse med løsning af opgaver, og at det i konkrete situationer aftales, hvorledes opståede problemer løses, og hvem der i givet fald påtager sig opgaven.
Henvendelser til socialforvaltning og lignende bør som udgangspunkt formidles gennem forsorgspersonalet. Andre ordninger kan fastsættes lokalt.
I tilfælde hvor en indsat har ophold i en pension, enten som afsoner eller som anbragt i varetægtssurrogat, bør man være opmærksom på nøje at få aftalt arbejdsfordelingen. Udgangspunktet herfor vil være, at hvad der vedrører selve institutionsopholdet, varetages af pensionen, det øvrige af anstaltens eller afdelingens forsorgspersonale.
c) Særlig om varetægtsarrestanter.
I medfør af § 1, stk. 2, i justitsministeriets bekendtgørelse af 12. september 1978 om ophold i varetægtsfængsel skal kriminalforsorgen yde bistand til at begrænse de erhvervsmæssige, sociale og personlige ulemper som følge af varetægten. Herudover bør der tilbydes bistand til løsning af andre tilsvarende problemer.
Af bestemmelsen i bekendtgørelsens § 25 fremgår det, at institutionens personale, herunder det til arresthuset (Københavns fængsler) knyttede afdelingspersonale, ved personlig samtale snarest efter indsættelsen skal give varetægtsarrestanten mulighed for at redegøre for eventuelle problemer af erhversmæssig, boligmæssig, økonomisk, familiemæssig og anden personlig karakter med henblik på at søge disse løst.
4) Forsorgsjournalens placering, samarbejde m.v.
Medmindre andet aftales mellem tjenestestederne beror forsorgsjournalen i anstalten eller den afdeling, der varetager forsorgsarbejdet (arresthusene), idet det forudsættes, at der som led i samarbejdet løbende udveksles oplysninger af forsorgsmæssig betydning (f.eks. ved kopi af journalnotater m.v.). Ved løsladelse uden tilsyn eller ved endt straf forbliver forsorgsjournalen i den løsladende anstalt. Ved tilsvarende løsladelse fra arresthus forbliver forsorgsjournalen i afdelingen.
Ved indkaldelse eller overførsel til strafudståelse i anstalt sender afdelingen relevante oplysninger til anstalten. Anstalten underretter afdelingen om indsættelsen og sender samtidig oplysninger om strafberegning m.v. (stamrulleudskrift).
Ved prøveløsladelse med tilsyn sendes forsorgsjournalen til den afdeling, der skal føre tilsynet.
5) Adgangen til arresthusene.
a) Personkredsen.
Kriminalforsorgens fastansatte forsorgsmedarbejdere har adgang til ukontrolleret besøg og brevveksling med varetægtsarrestanter også i det tidsrum, de pågældende måtte være helt eller delvis isoleret af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed. Andre forsorgsmedarbejdere kan få en tilsvarende adgang efter aftale med arrestinspektøren (inspektøren for Københavns fængsler).
Politiet kan under ganske særlige omstændigheder begrænse kredsen af personer, som har ukontrolleret kontakt med arrestanter, der er isolerede af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed. Der tænkes herved særlig på sager om overtrædelse af straffelovens kap. 12 eller 13 (om forbrydelse mod statens selvstændighed og sikkerhed og mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder m.v.), samt sager, hvor det skønnes at være af helt afgørende betydning, at kendskab til efterforskningen holdes inden for en ganske snæver kreds af personer.
b) Legitimation.
Afdelingernes fastansatte forsorgsmedarbejderes legitimationskort forsynes med et særligt stempel til dokumentation af den i cirkulæret forudsatte adgang til arresthusene. Stemplet - et stort A i en cirkel, påtrykt i rødt - administreres af afdelingslederen.
Såfremt andre forsorgsmedarbejdere ønskes forsynet med en tilsvarende adgang til arresthusene, indhenter afdelingslederen den fornødne godkendelse fra arrestinspektøren (inspektøren for Københavns fængsler), hvorefter den pågældende medarbejders legitimationskort stemples som ovenfor beskrevet.
Fastansatte forsorgsmedarbejdere i anstalter, pensioner og andre afdelinger, som undtagelsevis har behov for at komme i personlig kontakt med varetægtsindsatte i arresthusene, kan få adgang, hvis deres legitimationskort er forsynet med ovennævnte stempel, og der forlods er rettet henvendelse til den stedlige afdelingsleder, der har det forsorgsmæssige ansvar for pågældende.
Legitimationen giver alene adgang til ukontrolleret besøg og brevveksling med de indsatte.
Eventuel videregående adgang til arresthuset, udlevering af nøgler og lignende samt fornøden dokumentation (påtegning eller lignende) aftales med arrestinspektøren (inspektøren for Københavns fængsler).
6) Forholdet til gældende bestemmelser.
Reglerne i dette cirkulære ændrer ikke de i øvrigt gældende bestemmelser om kompetence og procedurespørgsmål m.v. mellem anstalter og afdelinger eller interne kompetenceregler.
7) Ikrafttræden.
Cirkulæret træder i kraft 1. januar 1983.
Samtidig ophæves cirkulærskrivelse af 15. december 1978 angående foreløbige retningslinjer for fordeling af forsorgsarbejdet vedrørende de indsatte i kriminalforsorgens anstalter mellem anstalterne og kriminalforsorgens afdelinger, og cirkulærskrivelse af 2. juni 1979 om foreløbige retningslinjer for udførelse af forsorgsarbejdet vedrørende varetægtsarrestanter og indsatte i arresthusene.
W. Rentzmann
fg.
/F. Lambæk