Cirkulæreskrivelse om informationstavler for hovedlandevejsarbejder
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1982/17030@1982-05-13/da
Indhold
I overensstemmelse med intensionerne i vedlagte cirkulæreskrivelse af 3.3.1972 vil Vejdirektoratet, med henblik på en bedre information af trafikanterne om vejarbejderne på hovedlandevejsnettet, nu systematisk lade opsætte standardinformationstavler ved større anlægsarbejder og øvrige længerevarende vejarbejder.
Standardtavlerne er udformet som vist på vedlagte bilag 1, med en fast tekst og et uudnyttet felt, hvor oplysning om det konkrete arbejde kan påklæbes efter arbejdets afslutning. Et konkret eksempel på hvorledes informationstavlerne kan være udformet er vist i bilag 2.
Standardtavlerne vil i fornødent antal blive bestilt af Vejdirektoratet og tilsendt amtskommunen, som bedes opbevare skiltene. Efterhånden som der træffes beslutning om, ved hvilke arbejder der skal opsættes tavler og hvorledes teksten på tavlerne skal udformes, vil Vejdirektoratet ved særskilt skrivelse anmode amtskommunen om at påføre den nødvendige supplerende tekst og opsætte tavlerne, normalt med en tavle ved hver ende af anlægsarbejdet samtidig med arbejdets start. Materiale til opklæbningen vil blive fremsendt på Vejdirektoratets foranledning. Skiltene bedes fjernet ved arbejdets ophør.
Udgiften i forbindelse med tavlerne konteres på kontoen for det pågældende arbejde, dog således at anskaffelsesprisen for standardskiltet konteres på kontoen for det arbejde hvor skiltet første gang anvendes.
Såfremt der i forvejen er opsat informationstavler, der afviger fra standardtavlen, bedes disse nedtaget og erstattet med standardtavlen.
P.D.V:
Kim Steen Petersen.
BILAG 1
BILAG 2
Cirkulærskrivelse til anlægsstyrelsen under ministeriet for offentlige arbejder angående orientering af offentligheden om bygge- og anlægsarbejder. I Pressemeddelelse.
Når bygge- og anlægsarbejder, herunder større enkeltafsnit heraf, under ministeriet for offentlige arbejder fysisk igangsættes, udsendes der umiddelbart forinden af anlægsstyrelsen en meddelelse til pressen herom.
Anlægsstyrelsen drager omsorg for, at et eksemplar af pressemeddelelsen dagen før udsendelsen forefindes på ministeren for offentlige arbejders kontor. II. Skiltning.
Ved bygge- og anlægsarbejder under ministeriet for offentlige arbejder skal der som hovedregel på stedet opsættes et eller flere skilte, der angiver, hvad arbejdet går ud på.
Indledningsvis oplyses, at »Ministeriet for offentlige arbejder (herefter tjenestegren) udfører (anlægger, bygger eller lignende)» det pågældende anlæg, som angives. Dernæst anføres budgetsummen og i muligt omfang det gennemsnitlige eller maksimale antal beskæftigede. Herefter kan nævnes den projekterende arkitekt eller ingeniør og den udførende hovedentreprenør og/eller enkeltentreprenørerne.
Hvor forholdene gør det naturligt, opsættes flere skilte, f.eks. ved store enkeltafsnit af et anlæg eller ved hver ende af en vejstrækning.
Skiltning foretages ikke, når arbejdets art, dets begrænsede omfang, forholdene på stedet, arbejdspladsens beliggenhed eller lignende motiverer, at skiltning undlades.
Hvor det er begrundet og muligt, opsættes en model, en oversigtsplan, en perspektivtegning, modelfotos eller lignende.
Disse retningslinjer begrænser ikke eventuelle videregående ønsker om eller bestræbelser for at informere offentligheden om, hvad et arbejde går ud på og skal tjene til. De skal alene understrege det ønskelige i en sådan information.
Underskrift 1
Ministeriet for offentlige arbejder, den 3. marts 1972. Sign. ? Sign. ?