Cirkulære vedrørende midlertidig afskedigelse af beskæftigede under arbejdstilbudsordningen. (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1982/3165@1982-09-13/da
Indhold
Arbejdsformidlingskontorerne.
De statsanerkendte arbejdsløshedskasser.
Ifølge § 15 i bekendtgørelse nr. 431 af 20/8-1981 om arbejdstilbud til ledige har arbejdstageren krav på nyt arbejdstilbud, hvis arbejdsforholdet ophører inden 9 måneder og ophøret ikke kan tilregnes arbejdstageren. Det hedder samtidig i bekendtgørelsens § 16, at midlertidig afskedigelse af den langtidsledige skal indgå ved beregningen af en eventuel forlængelse af arbejdstilbudsperioden.
På given foranledning skal det med henvisning til § 16,stk.1 nr. 2, meddeles, at det kan tillades midlertidigt afskedigede at få forlænget arbejdstilbuddet på ansættelsesstedet, hvis følgende betingelser er opfyldt:
- Midlertidige afskedigelser er et normalt arbejdsvilkår på ansættelsesstedet, f.eks. på grund af råvaremangel, stop inden for bygge-og anlægsvirksomhed om vinteren og lukning af institutioner i ferier.
- Arbejdsformidlingen skal vurdere, at der er rimelig sikkerhed for, at arbejdstilbuddet kan fortsætte på ansættelsesstedet, når forholdene, der førte til den midlertidige afskedigelse, ophører.
- Den midlertidigt afskedigede skal være dagpengeberettiget i hele perioden, idet den pågældende har ret til dagpenge på lige fod med andre, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
- Arbejdstilbuddet skal kunne afvikles inden for 14 måneder. Dette gælder for den samlede forlængelse efter § 16,stk. 3.
I andre tilfælde af afskedigelse, herunder hvor de oven for nævnte betingelser for forlængelse ikke er opfyldt, behandles spørgsmålet, om der skal gives et nyt arbejdstilbud efter § 15.
Rengøringsarbejde ved skolevæsenet udgør et særligt område. De ledige kan sige nej til et arbejdstilbud som rengøringsassistent på en skole, hvis arbejdsgiveren ikke vil udstede frigørelsesattest. Ifølge AF-cirkulære nr. 161/77 skal rengøringsassistenter på skoler være frigjort for de perioder, under skolernes lukning, hvor de pågældende ønsker at oppebære dagpenge, og et medlem, der ikke kan opnå frigørelsesattest, vil kunne vægre sig ved at overtage anvist arbejde som rengøringsassistent. En sådan vægring må anses for at være fyldestgørende begrundet og får ikke dagpengemæssige konsekvenser. Beskæftigede under arbejdstilbudsordningen sidestilles med andre og har altså ret til af afslå et arbejdstilbud som rengøringsassistent på en skole, hvis der ikke udstedes frigørelsesattest.
P.D.V.
Per Hersby
Kontorchef
/M. Øhlenschlæger
fuldmægtig