Gelex

Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse om bestemmelser om tilvejebringelse, uddannelse m.v. af personel til CF-ordenskorpset (Til politidirektøren i København og samtlige politimestre)

OphævetVersion 1982-04-07fra 1982-04-07 til 1989-03-08
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1982/9366@1982-04-07/da

Indhold
  1. Indledning

I Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse af 7. december 1981 er der redegjort for CF-korpsets dimensionering i de enkelte politikredse efter den foretagne revurdering af dimensioneringen.

I CF-ordenskorpset indgår følgende kategorier af personel: - Polititjenestemænd. - Værnepligtigt personel, der er udgået af CF-korpsets mobiliseringsstyrke (tidligere benævnt § 7-værnepligtige, og som efter 1. januar 1982 benævnes KP-værnepligtige, hvor KP står for CF-Korpsværnepligtige overført til Politiet). - X-værnepligtige (ikke-fredstidsuddannede værnepligtige). - Frivilligt personel.

I tilslutning til ovennævnte cirkulærskrivelse af 7. december 1981 fastsættes herved følgende supplerende bestemmelser om tilvejebringelse, uddannelse m.v. af værnepligtigt og frivilligt personel til CF-ordenskorpset.

I. TILVEJEBRINGELSE OG UDDANNELSE AF FØRERE TIL ORDENSDELINGERNE.

Som led i bestræbelserne på styrkelse af CF-ordenskorpset bør der indtil videre som minimum søges tilvejebragt en kadre af uddannet personel til føring af de enkelte enheder, bestående af 1 polititjenestemand som leder (indsatsleder), 2 halvdelingsførere og 8 gruppeførere pr. deling a 63 mand, svarende til dimensioneringsoversigten af november 1981, med et tillæg på ca. 50%, d.v.s. ca. 16 uddannede personer pr. deling.

Som førere anvendes primært de fra CF-korpset overførte værnepligtige (KP-værnepligtige) suppleret i nødvendigt omfang med egnede X-værnepligtige og eventuelt frivilligt personel.

De KP-VÆRNEPLIGTIGE har gennemgået en almindelig værnepligtsuddannelse i CF-korpset, men er ikke specialuddannede til løsning af CF-ordenskorpsets opgaver. De kan efter gældende regler ikke tvangsindkaldes til en efteruddannelse i fredstid, men alene tilbydes at gennemgå den nødvendige efteruddannelse på frivillig basis. Man har derfor under hensyn hertil gennemført en nyordning for overførsel af KP-værnepligtige til politiet, hvorefter der kun overføres værnepligtige, der er indforstået med at gennemgå den fastsatte uddannelse i fredstid, og som samtidig åbner mulighed for, at samtlige KP-værnepligtige inden for et kortere åremål er efteruddannet, jfr. nedenfor under pkt. II.

De X-VÆRNEPLIGTIGE kan heller ikke tvangsindkaldes til en almindelig uddannelse i fredstid, men kan ligesom de KP-værnepligtige tilbydes at gennemgå en uddannelse på frivillig basis.

Uddannelsen af personel til gruppeførere og halvdelingsførere er tilrettelagt som et fælles program for KP-værnepligtige, X-værnepligtige og almindeligt frivilligt personel. Uddannelsen omfatter 72 timer, opdelt i et 3 x 24-timers program, jfr. den med Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse af 25. juni 1979 udsendte plan for uddannelse af personel til CF-ordenskorpset.

Det anbefales, at der gives de X-værnepligtige og det frivillige personel en elementær CF-uddannelse af en varighed på mellem 8 - 30 timer inden gennemgang af 3 x 24-timers programmet, hvorved et uddannelseshold bestående af både KP-værnepligtige, X-værnepligtige og frivillige skulle blive mere homogent.

Den elementære CF-uddannelse bør som det mindste omfatte en generel orientering om civilforsvarets organisation, opgaver og virke (ca. 3 timer), oplæring i grundlæggende signaltjeneste (ca. 3 timer) samt gennemgang af bestemmelserne om bæring af civilforsvarets uniform og almindelig optræden i uniform (CF-optræden - ca. 2 timer). Dette program kan om ønsket udvides med et 12-timers kursus i førstehjælp, 2-timers kursus i elementær brandbekæmpelse samt et 5-timers kursus i beskyttelse mod virkningerne af masseødelæggelsesvåben, eventuelt kombineret med lidt ordenstjeneste som f.eks. trafikregulering. Et sådant udvidet program for en 30-timers elementær CF-uddannelse har været praktiseret i enkelte politikredse efter en plan, der vedlægges som bilag.

Den samlede uddannelse afvikles lokalt ved politiets foranstaltning og kan eventuelt tilrettelægges ved et samarbejde mellem flere politikredse.

Der er inden for Civilforsvarsstyrelsens nuværende bevillingsrammer afsat et beløb til gennemførelse af denne uddannelse. Der skulle herefter landet over løbende kunne gennemføres en uddannelse af ca. 50 hold (ca. 1000 personer) over en 1 1/2-årig periode med en 24-timers undervisning pr. halvår. Der er endvidere oprettet særlige instruktørkurser på Civilforsvarets tekniske Skole i Tinglev for det faste personel i politikredsene, der forudsættes at medvirke ved gennemførelsen af denne uddannelse.

II. SÆRLIGT OM DE ENKELTE PERSONELKATEGORIER.

1. KP-VÆRNEPLIGTIGE.

a. OVERFØRSEL.

Der overføres KP-værnepligtige til de enkelte politikredse i et antal af 6 pr. ordensdeling (a 63 mand) med et tillæg på ca. 15% til bistand ved føring af disse enheder, se vedlagte personeloversigt.

Der er som ovenfor nævnt foretaget en ændring af procedurerne ved overførsel af disse værnepligtige. Overførslen vil herefter ske på følgende måde.

1o. Civilforsvarsstyrelsen udarbejder een gang om året i marts måned en fortegnelse over de værnepligtige, der inden for det sidste år er udgået af CF-korpsets mobiliseringsstyrke og således står for overførsel til det lokale civilforsvar. Fortegnelsen, der omfatter ca. 1000 værnepligtige, opdeles politikredsvis. Politimesteren (politidirektøren i København) vil således omkring 1. april - første gang i begyndelsen af april måned 1982 - modtage en liste over de værnepligtige, der vil kunne overføres og som har bopæl i politikredsen.

2o. Det påhviler politimesteren (politidirektøren i København) snarest muligt efter modtagelsen af denne liste af undersøge, hvilke værnepligtige, der er villige til at gennemgå en supplerende fredstidsuddannelse på frivillig basis.

3o. Resultatet af denne undersøgelse meddeles Civilforsvarsstyrelsen - senest 3 måneder efter modtagelsen af listen - ved tilbagesendelse af denne med afmærkning af de værnepligtige, der har erklæret sig indforstået med at gennemgå uddannelsen, og som ønskes tilknyttet CF-ordenskorpset.

4o. De afmærkede værnepligtige vil derefter blive overført til de respektive politikredse ved tilsendelse af de pågældendes værnepligtspapirer. (De øvrige vil samtidig blive overført til det kommunale civilforsvar).

5o. Denne procedure med tilsendelse af årlige lister over potentielle KP-værnepligtige fortsætter, indtil der i vedkommende politikreds er oparbejdet en pulje af efteruddannede KP-værnepligtige, svarende til normtallet, d.v.s. 6 KP-værnepligtige pr. ordensdeling med et tillæg på ca. 15%.

6o. Politimesteren (politidirektøren i København) kan til Civilforsvarsstyrelsen tilbageføre

- tidligere tildelte KP-værnepligtige, der ikke har reageret på eller afvist uddannelsestilbuddet, og

- KP-værnepligtige, der ikke gennemfører uddannelsen med tilfredsstillende resultat.

b. PERSONALEADMINISTRATION.

Administrationen af de overførte KP-værnepligtige foretages efter de givne forskrifter vedrørende »§ 7-værnepligtige« i »Bestemmelser om personaleadministration i det lokale civilforsvar«, der er udsendt med Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse af 14. oktober 1977.

Ved overførslen modtager politimesteren (politidirektøren i København) fra vedkommende CF-kaserne den værnepligtiges stamhulkort, stamkort og helbredspose med indlagt helbredskort. De værnepligtige får i forbindelsen med overførslen tildelt CRM-kode Ø.

Det påhviler politimesteren (politidirektøren i København) ved modtagelsen af disse værnepligtspapirer fra kasernen

AT anbringe stamhulkortene i det oprettede stamhulkortkartotek,

AT oprette nyt stamkort på grundlag af de modtagne stamhulkort og stamkort,

AT udfærdige ekstraordinære indkaldelsesordrer,

AT udfærdige en ny mødebefaling til indsættelse i de pågældendes tjenestebøger i stedet for den tidligere mødebefaling til CF-korpset. Som mødebefaling anvendes den almindelige hvide mødebefaling gældende for det værnepligtige mandskab i det lokale civilforsvar.

Endvidere at foretage en papirmæssig overførsel af de værnepligtige til anden stamafdeling (politikreds) ved modtagelse af stamhulkort om adresseforandring.

c. INDKALDELSE.

1o. UNDER ALMINDELIGE FREDSFORHOLD.

Kp-værnepligtige er som nævnt ikke forpligtet til at give møde til uddannelse eller anden tjeneste under almindelige fredsforhold bortset fra deltagelse i kortvarige mønstringer. En mønstring af dette mandskab kræver Indenrigsministeriets godkendelse i hvert enkelt tilfælde.

Disse værnepligtige kan således kun indkaldes til uddannelse eller anden tjeneste på frivillig basis, herunder indbydes til et orienteringsmøde om CF-ordenskorpset.

Deres værnepligtstjeneste bortfalder med udgangen af det år, i hvilket de fylder 50 år.

2o. UNDER KRIG ELLER ANDRE EKSTRAORDINÆRE FORHOLD.

KP-værnepligtige kan indkaldes til tjeneste under krig eller andre ekstraordinære forhold, når indenrigsministerens tilslutning hertil foreligger. Indkaldelserne sker ved udsendelse af ekstraordinære indkaldelsesordrer eller ved ikrafttræden af deres mødebefaling, bekendtgjort gennem presse, radio, fjernsyn m.v.

d. DISTINKTIONERING.

KP-værnepligtige, der under deres uddannelse i CF-korpset har opnået en befalingsmandsgrad, beholder denne ved overførslen til politiet.

De værnepligtige kan iøvrigt efter politimesterens (i København politidirektørens) nærmere bestemmelse udnævnes og distinktioneres som gruppeførere og delingsførere II samt i særlige tilfælde som delingsførere I efter egnethed og gennemgået uddannelse.

2. X-VÆRNEPLIGTIGE.

a. TILVEJEBRINGELSE.

De X-værnepligtige er tjenstdygtige værnepligtige, der ikke indkaldes til tjeneste ved forsvaret, CF-korpset eller det kommunale civilforsvar, og som således har trukket »frinummer« på sessionen. Civilforsvarsstyrelsen råder over en pulje af disse værnepligtige, der årligt forøges med ca. 15.000 mand.

Af denne pulje udtages et antal til fordeling til de enkelte politikredse, svarende til 56 pr. deling (a 63 mand) med et tillæg på ca. 15%, alle med bopæl inden for vedkommende politikreds.

Der er fra politiets side lagt afgørende vægt på, at CF-ordenskorpset på grund af tjenestens karakter omfatter værnepligtige med en vis højere alder. Den generelle X-værnepligtsordning er under hensyn hertil tilrettelagt således, at de X-værnepligtige først udtages som mobiliseringspligtige den 1. januar året efter, at de er fyldt 22 år.

Mobiliseringsstyrken af X-værnepligtige i CF-ordenskorpset omfatter herefter normalt kun værnepligtige i alderen mellem 22 og 26 år, idet der hvert år tilgår en ny årgang af 22-årige, hvorved et hertil svarende antal værnepligtige blandt de ældste fødselsårgange udgår af mobiliseringsstyrken.

De X-værnepligtige har fra Civilforsvarsstyrelsen modtaget en skrivelse om deres generelle værnepligtsforhold. Der vedlægges en kopi af denne skrivelse til orientering.

Den foretagne fordeling af de værnepligtige til de forskellige tjenesteområder, herunder til CF-ordenskorpset, er af intern karakter. De værnepligtige har ikke modtaget nogen meddelelse herom, ligesom de ej heller har fået nogen underretning om, hvorvidt og hvor længe de står i mobiliseringsstyrken (mobiliseringsregisteret).

b. PERSONELADMINISTRATION.

Denne værnepligtsordning administreres af Civilforsvarsstyrelsen i samarbejde med datacentralen. De værnepligtige har CRM (centralregistrerende myndighed) kode X og er under denne kode registreret på et særskilt bånd i datacentralen med oplysning om deres personnummer, navn og adresse. Datacentralen modtager løbende fra folkeregistrene via CPR meddelelse om ændring af de registrerede data (navne- og adresseændringer). Ændringerne indføres på værnepligtsbåndet ved halvårlige kørsler og ved ekstraordinære kørsler i en beredskabssituation.

Civilforsvarsstyrelsen har foretaget en opgørelse over behovet for mobiliseringspligtige X-værnepligtige i hver politikreds på grundlag af de foreliggende dimensioneringsplaner, se vedlagte personaloversigt. Disse behov er indlagt i EDB-programmet, hvorved der er tilvejebragt et mobiliseringsregister af X-værnepligtige. Civilforsvarsstyrelsen drager omsorg for, at eventuelle ændringer i dimensioneringen løbende bliver indkodet i programmet.

Datacentralen udskriver een gang om året (omkring den 1. maj) navnelister over de X-værnepligtige, der på dette tidspunkt står i mobiliseringsregisteret, opført i aldersorden. Navnelisterne udskrives politikredsvis til videresendelse til de respektive politimestre (politidirektøren i København) og omfatter personnummer, navn og adresse på de værnepligtige.

På navnelisterne er der endvidere foretaget en typemarkering af de værnepligtige således:

TYPE 01: Ny tilgang, d.v.s. værnepligtige, der er indgået i mobiliseringsstyrken siden sidste listeudskrivning.

TYPE 02. Overført fra anden politikreds siden sidste listeudskrivning.

Værnepligtige, der fortsat står i mobiliseringsstyrken i vedkommende politikreds, har maskinelt typebetegnelsen 03, men denne betegnelse er af hensyn til overskueligheden ikke udskrevet på listerne.

Værnepligtige, der på frivillig bases gennemgår en uddannelse, har typebetegnelsen 04.

TYPE 24 står således for værnepligtige, der er overført fra anden politikreds (2), og som er under uddannelse eller er uddannet (4).

TYPE 34 står for værnepligtige, der fortsat indgår i mobiliseringsstyrken i vedkommende politikreds (3), og som er under uddannelse eller er uddannet (4).

Værnepligtige, der har meldt sig til en uddannelse, vil herefter blive stående i mobiliseringsregisteret indtil udgangen af det år, hvori de fylder 50 år. De kan dog fra det tidspunkt, hvor deres fødselsårgang udgår af mobiliseringsstyrken, begære sig slettet i mobiliseringsregisteret.

Man udbeder sig derfor løbende indberetning, omfattende personnummer, navn og adresse på de X-værnepligtige, der har modtaget tilbud om gennemgang af en uddannelse inden for CF-ordenskorpset, ligesom man anmoder om indberetning, når de pågældende ønskes slettet i mobiliseringsregisteret som type 04-værnepligtig.

c. INDKALDELSE.

1o. UNDER ALMINDELIGE FREDSFORHOLD.

X-værnepligtige er som nævnt ikke forpligtet til at give møde til uddannelse eller anden tjeneste under almindelige fredsforhold bortset fra deltagelse i kortvarige mønstringer. En mønstring af dette mandskab kræver ligeledes Indenrigsministeriets godkendelse i hvert enkelt tilfælde.

Disse værnepligtige kan således kun indkaldes til uddannelse eller anden tjeneste på frivillig bases, herunder indbydes til et orienteringsmøde om CF-ordenskorpset.

2o. UNDER KRIG ELLER ANDRE EKSTRAORDINÆRE FORHOLD.

X-værnepligtige kan indkaldes under krig eller andre ekstraordinære forhold, når indenrigsministerens tilslutning hertil foreligger. Man vil fra Civilforsvarsstyrelsens side søge at opnå ministerens godkendelse af en mønstring af mandskabet på et relativt tidligt tidspunkt i en eventuel beredskabsfase, bl.a. med henblik på gennemførelse af en nødtørftig uddannelse af mandskabet. Ved en mønstring i denne forbindelse forstås et kortvarigt fremmøde med henblik på registrering, iklædning og instruktion af mandskabet, hvorefter de pågældende hjemsendes med udrustning med pålæg om at give møde til uddannelse i henhold til en herom udarbejdet plan og iøvrigt at give møde til fast vedvarende tjeneste ved udsendelse af nærmere meddelelse herom.

Ved mønstringen bør der

- foretages en kontrol af de pågældendes navne og adresser,

- afkræves dem yderligere nødvendige oplysninger til brug ved oprettelse af stamkort,

- foretages en iklædning af mandskabet,

- foretages en fordeling af mandskabet til de respektive tjenestesteder,

- gives dem en orientering om deres værnepligtsforhold og tjenestens nærmere karakter med oplysning om deres tjenestested og om deres forestående uddannelse samt eventuelle møde til fast vedvarende tjeneste på et senere tidspunkt.

Indkaldelserne foretages ved ekstraordinære indkaldelsesordrer, der udskrives af datacentralen i en beredskabssituation efter anmodning fra Civilforsvarsstyrelsen. De ekstraordinære indkaldelsesordrer vil derefter hurtigst muligt blive tilsendt politimesteren (politidirektøren i København) med henblik på videresendelse til mandskabet i den takt, hvormed styrken ønskes mønstret eller indkaldt. Med indkaldelsesordrerne følger en samtidig dermed udskrevet navneliste.

I det omfang Civilforsvarsstyrelsen har modtaget meddelelse om de pågældendes mødested ved mønstring og mobilisering, vil mødestedet være anført på de ekstraordinære indkaldelsesordrer. Det henstilles, at der kun udpeges eet mødested i hver politikreds. Hvis flere mødesteder udpeges, ønskes en tilkendegivelse af, hvilke værnepligtige der skal møde de respektive steder. Det er af systemmæssige grunde nødvendigt, at værnepligtige, der bor i samme kommune, har fælles mødested.

Hvis mødestedsrubrikken på grund af manglende oplysninger herom ikke er udfyldt, må politimesteren (politidirektøren i København) påføre dette på de modtagne indkaldelsesordrer, inden de videresendes til de værnepligtige.

d. UDNÆVNELSE TIL BEFALINGSMAND.

X-værnepligtige kan efter politimesterens (i København politidirektørens) nærmere bestemmelse udnævnes til og distinktioneres som gruppeførere og delingsførere II samt i særlige tilfælde som delingsførere I efter egnethed og gennemgået uddannelse.

3. FRIVILLIGT PERSONEL.

Personer, der ønsker at forrette frivillig civilforsvarstjeneste i CF-ordenskorpset, kan efter politimesterens (i København politidirektørens) bestemmelse knyttes til CF-ordenskorpset.

Der indgås en skriftlig aftale med de pågældende om frivillig tjeneste i civilforsvaret. Standardformularen (CF-form.440-75) forudsættes benyttet.

Værnepligtigt personel (KP- og X værnepligtige), der deltager i uddannelsen eller andre aktiviteter på frivillig bases, betragtes IKKE som frivilligt personel. En skriftlig aftale med disse værnepligtige om frivillig tjeneste er således ikke nødvendig.

III. FÆLLESBESTEMMELSER.

1. UDRUSTNING.

Personellet udstyres med en standardudrustning, reflekterende bandoleer med skede, 2 refleksarmbind og -ankelbind samt en almindelig politistav.

Til personel, der gennemgår en uddannelse i fredstid, udleveres en standardudrustning M/80, som består af 1 par uniformsbenklæder M/71 1 uniformsjakke M/71 1 hætte M/71 1 hue M/71 1 par seler 1 skjorte M/71 1 trøje m/lynlås 1 par lange grå underbenklæder 1 par halvlange støvler 1 hjelm M/52 m/inderhjelm 1 gasmaske, komplet 1 halsklud (blå).

Ved iklædning af den resterende styrke i en beredskabssituation udleveres en standardudrustning, som består af 1 par uniformsbemklæder M/50 1 uniformsjakke M/50 1 skråhue M/50 1 kappe M/50 1 skjorte 1 slips 1 par støvler 1 par gamacher 1 hjelm M/52 med inderhjelm 1 halsbeskytter/tørklæde 1 gasmaske, komplet 1 bukserem, Webbing.

Politistaven, der er omfatte af våbenlovens almindelige regler om deponering m.v., må under almndelige fredsforhold ikke udleveres til opbevaring hos personellet.

2. KASSATION.

Hvis en værnepligtig ved fremmøde i en beredskabssituation mener, at hans legemlige eller åndelige tilstand er til hinder for tjenestens udførelse, forelægges sagen af politimesteren (politidirektøren i København) for vedkommende udskrivningskreds om muligt bilagt en lægeerklæring fra den værnepligtiges egen læge med henblik på en bedømmelse af hans tjenstdygtighed.

3. YDELSER.

Ved fremmøde i fredstid til uddannelse eller anden frivillig tjeneste kan der efter reglerne i Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse af 15. januar 1980 om ydelser til værnepligtigt og frivilligt personel i det lokale civilforsvar ydes de pågældende

- befordringsgodtgørelse,

- en forfriskning i form af en kop kaffe med brød,

- gratis forplejning, hvis tjenesten på den enkelte dag har en varighed af mindst 4 timer.

Til værnepligtigt personel (KP- og X-værnepligtige) kan der endvidere efter omstændighederne ydes godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste efter de herom gældende regler.

IV. OPHÆVELSE AF BESTEMMELSER.

Samtidig hermed ophæves følgende bestemmelser:

- Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse af 27. april 1977 vedrørende tilvejebringelse m.v. af personel til CF-ordenskorpset.

- Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse af 25. juni 1979 vedrørende fordeling m.v. af X-værnepligtige til CF-ordenskorpset.

Lauritz Hvidt

/F. Trosbjerg

---------------------------------------------------------------------

BILAG

(udelades her)

Versioner

  1. 1982-04-07, til 1989-03-08