Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse om tvangsmidlet anholdelse (Til samtlige kommunalbestyrelser og Civilforsvarskommissionen for Storkøbenhavn, politidirektøren i København og samtlige politimestre, samtlige CF-korpsets afdelinger m.fl.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1982/9438@1982-09-21/da
Indhold
Den tekniske og redaktionelle revision af civilforsvarsloven af 1949 med senere ændringer medførte blandt andet en udvidelse af de hidtil gældende straffebestemmelser i kapitel IV ved indførelsen af en regel om foresattes anholdelsesbeføjelse, se § 35, stk. 4, i lov nr. 253 af 27. maj 1981 om civilforsvaret.
Der er dog ikke tale om nogen skelsættende nydannelse. En vis anholdelsesbeføjelse for foresatte (og andre) i civilforsvaret har været og er fortsat tillagt disse personer i kraft af § 755, stk. 2, i retsplejeloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 488 af 2. oktober 1978 om rettens pleje med senere ændringer.
§ 35, stk.
Stk. 1. 4, giver en foresat i civilforsvaret ret til at anholde en undergiven, såfremt denne undlader at efterkomme den foresattes tjenstlige befaling og anholdelse skønnes nødvendig af hensyn til disciplinen. En tilsvarende regel er indeholdt i § 15 i den militære retsplejelov nr. 218 af 26. april 1973. Det må erkendes, at behovet for at kunne anholde hidtil har været begrænset. I praksis har det næsten udelukkende været politiets anholdelsesbeføjelse, der har haft betydning, og det må formodes, at dette også fremover vil være tilfældet. Når der i civilforsvarsloven nu er indført en særlig anholdelsesbeføjelse for foresatte i civilforsvaret, skyldes dette hensynet til at sikre tjenestens uforstyrrede gennemførelse. Der er - omend i isolerede tilfælde - forekommet eksempler på meget grov lydighedsnægtelse, hvis konsekvenser for uddannelsen og for den fortsatte opretholdelse af disciplinen uden øjeblikkelig bistand fra politiet kunne have fået vidtrækkende følger. Da man imidlertid ikke har lov til at gå ud fra, at politiet på et hvilket som helst tidspunkt vil være i stand til at yde øjeblikkelig assistance, fandtes det derfor at være en rimelig og hensigtsmæssig løsning, om der i sådanne situationer blev givet foresatte beføjelse til at kunne foretage anholdelse. Når der indføres en ny regel, der kan medføre indgreb i andre menneskers frihed, må der på intet tidspunkt herske tvivl om, under hvilke forudsætninger og på hvilke betingelser sådanne indgreb er tilladt. Derfor har Civilforsvarsstyrelsen udarbejdet en vejledning om anholdelse. Indholdet af denne vejledning må nøje kendes af enhver foresat, der kan tænkes at skulle foretage anholdelse af en undergiven. Anvendelsen af tvangsmidlet anholdelse forudsætter klare og restriktive betingelser. Den foreliggende vejledning er derfor gjort meget udførlig og vil sikkert ikke af alle blive betragtet som et let tilgængeligt hjælpemiddel. Til gengæld skulle en så udførlig vejledning give det ubetinget nødvendige kendskab til de fundamentale principper for anvendelsen af dette processuelle tvangsindgreb. Da de erfaringer, som civilforsvaret inden for dette begrænsede område af de straffeprocessuelle tvangsforanstaltninger hidtil har kunnet erhverve sig om praksis, er beskedne, har Civilforsvarsstyrelsen samtidigt besluttet, at der bør gælde en introduktionsperiode på et år, hvorefter vejledningen kan tages op til en ny vurdering, såfremt der måtte have vist sig et behov herfor. Man modtager derfor meget gerne bemærkninger til vejledningens udformning og indhold. Sådanne bemærkninger bedes indsendt til Civilforsvarsstyrelsen under henvisning til denne skrivelse. Der vedlægges eksemplarer af vejledningen. P. D. V. BRASK THOMSEN /O. Engell Nielsen EMNE: ANHOLDELSE. I. RETSGRUNDLAGET.
1. I § 35, stk. 4, i civilforsvarsloven (lov nr. 253 af 27. maj 1981 om civilforsvaret) er indført en regel om foresattes adgang til at anholde værnepligtige i civilforsvaret. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at § 35, stk. 4, svarer til § 15 i militær retsplejelov nr. 218 af 26. april 1973, og at den tidligere civilforsvarslov (af 1949 med senere ændringer) ikke indeholdt en sådan regel, hvad der i praksis har vist sig mindre hensigtsmæssigt.
2. I forbindelse med Folketingets behandling af lovforslaget udbad forsvarsudvalget sig en redegørelse for baggrunden for bemærkningerne til lovforslagets § 35. Indenrigsministeriets besvarelse af 1. april 1981 vedlægges i afskrift (bilag a).
3. Folketingets kommunaludvalg stillede i en skrivelse af 18. februar 1982 til indenrigsministeren blandt andet spørgsmål om begrundelsen for, at anholdelsesbeføjelsen i civilforsvarslovens § 35, stk. 4, tilsyneladende var formuleret mere vidtgående end i den tilsvarende § 15 i den militære lov. Indenrigsministeriets besvarelse af 2. marts 1982 vedlægges ligeledes i afskrift (bilag b).
4. Det skal i denne sammenhæng påpeges, at en foresat i civilforsvaret også før den ovenfor nævnte lovændrings gennemførelse kunne anholde en værnepligtig i civilforsvaret uden hensyn til, om de i § 35, stk. 4, anførte anholdelsesbetingelser var opfyldt. Dette følger af den borgerlige retsplejelov, der i § 755, stk. 2, i lovbekendtgørelse nr. 488 af 2. oktober 1978 om rettens pleje med senere ændringer tillægger andre end politiet (og domstolene) en anholdelsesbeføjelse. Afskrift af § 755 vedlægges (bilag c).
Denne regel, der har et andet og mere vidtgående sigte end § 35, stk. 4, i civilforsvarsloven, gælder selvsagt fortsat ved siden af § 35, stk. 4.
5. En anholdelse efter § 35, stk. 4, i civilforsvarsloven kan kun foretages af en a) foresat, såfremt den, der anholdes, har b) undladt at afterkomme den foresattes tjenstlige befaling, og c) anholdelse skønnes nødvendig af hensyn til disciplinen.
a) Foresat i civilforsvaret er den, der har befalingsret (kommandomyndighed) over andre i kraft af sin tjenestestilling, jfr. Grundbog for CF-korpsets menige, kapitlet om Almindelige tjenesteforhold.
b) Den, der anholdes, skal have gjort sig skyldig i ulydighed (»undladt at efterkomme den foresattes tjenstlige befaling«). En befaling er tjenstlig, når den gives inden for det tjenesteområde, hvor vedkommende foresatte er bemyndiget til at befale. Befalingen skal naturligvis også være lovlig, for at dens tilsidesættelse kan medføre strafansvar, se nærmere herom i Grundbog for CF-korpsets menige, kapitlet om Almindelige tjenesteforhold.
c) For at kunne foretage en anholdelse efter § 35, stk. 4, kræves yderligere, at anholdelsen skønnes nødvendig af hensyn til disciplinen. Det beror på en konkret vurdering af den foreliggende situation, om denne betingelse må anses for opfyldt. Det er vanskeligt udtømmemde at angive, hvornår denne betingelse kan anses for opfyldt. En rimelig afgrænsning af reglens rækkevidde kan udformes således, at en anholdelse ikke må foretages, hvis den - alt taget i betragtning - stiller sig som et uforholdsmæssigt omfattende indgreb, det vil sige, at der fx var en rimelig mulighed for at bringe situationen under kontrol ved hjælp af andre - mindre vidtrækkende - forholdsregler. Midlet skal stå i et rimeligt forhold til målet.
Anholdelse kan ske, selv om forseelsen ikke overværes af andre undergivne, idet hensyn til disciplinen ikke alene refererer sig til påvirkning af andre værnepligtiges handlemåde, men også til den pågældendes egen underkastelse af tjenstlige befalinger. Hensyn til disciplinen vil dog i særlig grad komme på tale, når andre undergivne overværer forseelsen.
Sammenfattende kan herefter siges, at den udviste ulydighed normalt skal have en sådan karakter (grovhed), at den efter en fornuftig afvejning af de foreliggende faktiske forhold må formodes at skabe en overhængende fare for disciplinens fortsatte opretholdelse, fx derved, at der som følge af den udviste ulydighed opstår tilløb til uroligheder, tumult eller andre omstændigheder af sikkerhedstruende art eller begrundet frygt for voldshandlinger eller anden skadetilføjelse.
6. Ifølge retsplejelovens § 755, stk. 2, kan enhver anholde en person, der træffes under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale.
Denne bestemmelse har som tidligere nævnt praktisk betydning ved siden af reglen i § 35, stk. 4, i civilforsvarsloven, der er begrænset til en bestemt forseelsestype (ulydighed), og hvor det som en yderligere betingelse er foreskrevet, at anholdelsen skønnes nødvendig af hensyn til disciplinen. Også uden for området for § 35, stk. 4, i civilforsvarsloven kan der uomtvisteligt opstå situationer, der gør en anholdelse påkrævet, fx i tilfælde af voldshandlinger, ildspåsættelse eller indbrud, og i sådanne tilfælde kan anholdelsen foretages med hjemmel i § 755, stk. 2, hvis betingelserne er opfyldt, hvad de i sådanne situationer næsten altid vil være.
Det er efter bestemmelsen enhver, der kan anholde, altså ikke kun en foresat i civilforsvaret. Det siger sig selv, at anholdelse efter denne regel ikke må foretages, hvis den efter sagens art eller omstændighederne iøvrigt ville være et uforholdsmæssigt omfattende indgreb.
Det strafbare forhold (lovovertrædelsen) skal være undergivet offentlig påtale. Beføjelsen til offentligt at påtale lovovertrædelser tilkommer efter dansk ret som hovedregel anklagemyndigheden, se i denne sammenhæng også § 35, stk. 3, i civilforsvarsloven.
7. Den beføjelse til at anholde, der er hjemlet såvel i § 35, stk. 4, i civilforsvarsloven som i § 755, stk. 2, i retsplejeloven, svarer ikke helt til politiets (og domstolenes) kompetence. I denne indgår to hovedelementer: en pågribelse og en tilbageholdelse i op til 24 timer. Når anholdelse foretages efter § 35, stk. 4, i civilforsvarsloven eller § 755, stk. 2, i retsplejeloven, må tilbageholdelse af en vis varighed ikke finde sted. Den anholdte skal snarest muligt overgives til politiet med oplysning om tidspunktet og grundlaget for anholdelsen.
II. ANHOLDELSENS IVÆRKSÆTTELSE OG FORLØB.
1. Beslutningen om at iværksætte en anholdelse efter § 35, stk. 4, i civilforsvarsloven tages i overensstemmelse med sædvanlige principper for tjenesteforretningers udførelse normalt af den, der fører kommandoen på gerningsstedet, men ellers af den foresatte selv. Efter retsplejelovens § 755, stk. 2, tages beslutningen af den, der træffer lovovertræderen under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af det strafbare forhold.
2. Den, der anholdes, skal ved pågribelsen eller snarest derefter have meddelelse om grunden til anholdelsen og det nøjagtige klokkeslet for anholdelsen.
3. Genstande, der kan benyttes til vold eller undvigelse, må fratages den anholdte. Det samme gælder genstande, der kan tjene til sagens oplysning, som f.eks. den strafbare handlings redskaber og udbytte. Der må dog aldrig foretages en egentlig kropsvisitation. Mistænkes den anholdte for at have ting på sig, der antages at have betydning som bevismidler, og den anholdte nægter at være i besiddelse af sådanne ting eller at udlevere disse, må han holdes under opsyn, indtil en personlig ransagning kan foretages af politiet.
Fratagelsen er ikke en egentlig beslaglæggelse, idet den principielt kun angår spørgsmålet om den anholdtes ret til at have genstandene på eller ved sig. Hvis politiet, til hvem de fratagne genstande skal afleveres, vil sikre sig besiddelsen (og f.eks. forhindre udlevering til andre), må retsplejelovens almindelige regler om bevaringstagelse og beslaglæggelse anvendes.
4. Anholdelsen skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. Magtanvendelse bør så vidt muligt undgås.
5. Sætter den pågrebne sig aktivt til modværge eller sker anholdelsen under uroligheder eller slagsmål, tillader øjemedet med anholdelsen ofte ikke megen skånsel. Anholdelse kan da ske ved brug af den nødvendige magt. Grænsen for sådan magtanvendelse må drages efter samme principper som grænsen for det berettigede nødværge, jfr. § 13 i lovbekendtgørelse nr. 411 af 17. august 1978 om borgerlig straffelov. Afskrift af denne bestemmelse vedlægges (bilag d). Magtanvendelsen må ikke overstige, hvad der er nødvendigt for at gennemtvinge pågribelsen og skal undlades, hvor behovet for en anholdelse er beskedent, fx fordi lovovertrædelsen er af mindre væsentlig art, hvilket kan være tilfældet uden for den form for lovovertrædelse, der er beskrevet i § 35, stk. 4, i civilforsvarsloven.
Sammenfattende kan herefter siges, at den, der foretager en anholdelse, skal vise besindighed og mådehold, og unødig magtanvendelse eller krænkende eller ydmygende adfærd er ikke tilladt.
6. Når anholdelse er foretaget, skal den anholdte snarest muligt overgives til politiet med oplysning om grundlaget for anholdelsen og tidspunktet herfor. Genstande, der er frataget den anholdte, afleveres ligeledes til politiet. Overgivelse til politiet kan ske ved at transportere den anholdte til nærmeste politistation eller ved at anmode politiet om at afhente den anholdte på tjenestestedet (gerningsstedet). I den periode, der hengår, til overgivelse til politiet har fundet sted, må der ikke gøres andre indskrænkninger i den anholdtes fritid, end anholdelsens øjemed eller hensynet til orden og sikkerhed fordrer.
7. En anholdelse skal snarest muligt indberettes til den chef, inden for hvis myndighedsområde anholdelsen har fundet sted. Indberetning til Civilforsvarsstyrelsen skal også ske, jfr. Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse af 13. maj 1982 (bilag e). Alle fornødne oplysninger til bedømmelse af anholdelsens retmæssighed (:grundlag, tidspunkt og sted for anholdelsen, om magtanvendelse til realisation af anholdelsen har fundet sted, hvori magtanvendelsen bestod og hvilke forhold, der har foranlediget magtanvendelsen, tidspunkt for overgivelse til politiet, politimyndighed, navn, stilling og adresse på vidner, kopi af anmeldelsesrapport til politiet og af indberetningen til vedkommende chef m.a.).
Undladelse af at indberette en foretaget anholdelse er en tjenesteforseelse, der kan pådrage ansvar efter gældende bestemmelser.
8. En anholdelse er et alvorligt indgreb i den personlige frihed.
Det bør derfor stå helt klart, at en anholdelse aldrig må foretages, hvis frihedsberøvelse efter sagens art eller omstændighederne iøvrigt ville være et uforholdsmæssigt indgreb. Er der tvivl om indgrebets nødvendighed, skal det derfor undlades.
---------------------------------------------------------------------
BILAG a
Afskrift af Indenrigsministeriets skrivelse af 1. april 1981 til Folketingets forsvarsudvalg (2.a.kt. j.nr.1978/2200-24)
Spørgsmål 28: »Ministeren bedes nærmere redegøre for baggrunden for bemærkningerne til lovforslagets § 35. Ministeren bedes endvidere angive, hvilke konsekvenser ændringerne har i forhold til de i dag gældende regler.«
Svar: Henvisningen til retsplejelovens kap. 68 og 69 (om anholdelse og varetægtsfængsling) i civilforsvarslovens § 42 stk. 3, er ikke medtaget i lovforslagets § 35, stk. 3. Det skyldes, at disse retsmidler idag kan anvendes i såvel politi- som statsadvokatsager. Før retsplejelovændringen i 1978 kunne retsmidlerne kun benyttes i statsadvokatsager; derfor er det nødvendigt i civilforsvarslovens § 42, stk. 3, at nævne, at de opså kan anvendes i sager om overtrædelse af civilforsvarsloven.
Den eneste realitetsændring i forhold til den gældende bestemmelse er, at der efter lovforslagets § 35, stk. 4, er hjemmel til, at en foresat i civilforsvaret kan anholde en værnepligtig, når denne ikke efterkommer den foresattes tjenstlige befaling, og det skønnes nødvendigt af hensyn til disciplinen at anholde ham.
De værnepligtige i civilforsvaret vil herefter blive ligestillet med værnepligtige i forsvaret, idet der er en tilsvarende bestemmelse i § 15 i den militære retsplejelov.
Uanset at enhver efter retsplejelovens § 755, stk. 2, kan anholde en person, der træffes under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale, er det fundet hensigtsmæssigt, at der tilvejebringes hjemmel for, at en befalingsmand kan bringe en værnepligtig til øjeblikkelig afhøring hos politiet.
Baggrunden herfor er, at Civilforsvarskorpset har haft enkeltstående tilfælde, hvor en værnepligtig udviste grov lydighedsnægtelse og forsøgte at ødelægge en afdelings mulighed for at gennemføre uddannelse af et hold værnepligtige. Befalingsmændene måtte søge støtte hos politiet, uden at en sådan støtte kunne ydes omgående.
Efter lovforslagets § 35, stk. 1, er det fortsat således, at disciplinarmidler skal anvendes i stedet for straf, med mindre omstændighederne taler derimod.
---------------------------------------------------------------------
BILAG b
Afskrift af Indenrigsministeriets skrivelse af 2. marts 1982 til Folketingets kommunaludvalg (2.a.kt. j.nr. 1982/2200-76).
Spørgsmål 23: »Hvad er begrundelsen for, at man i den nye civilforsvarslov, som trådte i kraft den 1. januar 1982, i afsnittet om straffe m.v. har overført regler fra den militære straffelov, således at enhver foresat nu skulle have beføjelse til at anholde en værnepligtig, jfr. de CF-værnepligtiges blad »SPRØJTEN«, seneste nummer?
(Det bemærkes, at de nye regler ikke blev begrundet eller kommenteret, da forslaget blev fremsat og behandlet sidste år, men at der alene i bemærkningerne står, at det har vist sig »mindre hensigtsmæssigt« ikke at have sådanne anholdelsesbeføjelser).'
Spørgsmål 24: »Kan den gennemførte ændring ses som et udtryk for en mere generel retningslinie i forbindelse med begrebet »totalforsvar«?»
Spørgsmål 25: »Hvad er begrundelsen for, at man har formuleret anholdelsesbeføjelsen i civilforsvarslovens § 35, stk. 4, tilsyneladende mere vidtgående end i den tilsvarende § 15 i den militære straffelov? (således opfattes forskellen af de CF-værnepligtige).«
Svar: I forbindelse med Folketingets behandling af forslag til civilforsvarslov (nu lov nr. 253 af 27. maj 1981) bad forsvarsudvalget indenrigsministeren om blandt andet at redegøre nærmere for baggrunden for bemærkningerne til lovforslagets § 35.
Der vedlægges en kopi af indenrigsministerens besvarelse på forsvarsudvalgets spørgsmål.(se bilag a.)
Der er ingen anden motivering for den nye bestemmelse end den, der fremgår af svaret. De betragtninger, der kommer til udtryk i de CF-værnepligtiges blad om f.eks. integration af den militære straffelov i civilforsvarsloven, er fejlagtige.
Bestemmelsen i civilforsvarslovens § 35, stk. 4, svarer til § 15, 1), i den militære retsplejelov og er ikke mere vidtgående end denne bestemmelse. Tværtimod er bestemmelsen i civilforsvarsloven snævrere, da den forudsætter en klar tilsidesættelse af en tjenstlig befaling, medens reglen i den militære retsplejelov også omfatter »grov respektstridig opførsel«. Hertil kommer, at civilforsvarsloven ikke indeholder en til den militære retsplejelovs § 15, 2), svarende hjemmel til at »anholde en værnepligtig, når denne træffes under udførelse af forbrydelse eller på friske spor eller mistænkes for begået forbrydelse, og det skønnes nødvendigt at sikre hans tilstedeværelse eller afsondring fra andre«. Udenfor tjenesten kan befalingsmænd i civilforsvaret kun anholde civilforsvarsværnepligtige i medfør af retsplejelovens § 755, stk. 2, på tilsvarende måde som alle andre borgere. Det betyder, at der ikke i civilforsvaret - som i forsvaret - er hjemmel til at anholde alene på grundlag af mistanke om en begået forbrydelse.
Ifølge § 16 i den militære retsplejelov skal en foretagen anholdelse straks indberettes til den pågældende rettergangchef. Der er ikke i civilforsvarsloven fastsat en tilsvarende bestemmelse, fordi der er tale om interne tjenstlige forhold, som det ikke er påkrævet at regulere ved lov. Det er imidlertid klart, at det vil blive betragtet som en tjenesteforseelse at foretage en anholdelse i civilforsvaret uden straks at indberette til højere instans. Civilforsvarsstyrelsen er anmodet om at udsende bestemmelser herom til Civilforsvarskorpset i den nærmeste fremtid.
---------------------------------------------------------------------
BILAG c
Afskrift af § 755 i den borgerlige retsplejelov, jfr. lovbekendtgørelse nr. 488 af 2. oktober 1978 om rettens pleje med senere ændringer.
§ 755.
Stk. 1. Politiet kan anholde en person, der med rimelig grund mistænkes for et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale, såfremt anholdelse må anses for påkrævet for at hindre yderligere strafbart forhold, for at sikre hans foreløbige tilstedeværelse eller for at hindre hans samkvem med andre.
Stk. 2. Samme beføjelse har enhver, der træffer nogen under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale. Den anholdte skal snarest muligt overgives til politiet med oplysning om tidspunktet og grundlaget for anholdelsen.
Stk. 3. Finder opløb sted, hvorunder der øves eller trues med vold på person eller gods, eller er slagsmål, hvori flere har deltaget, resulteret i drab eller betydelig legemsbeskadigelse, og den eller de skyldige ikke med sikkerhed kan udpeges, kan politiet anholde enhver, der er til stede, og som kan mistænkes for strafbar deltagelse.
Stk. 4. Anholdelse må ikke foretages, hvis frihedsberøvelse efter sagens art eller omstændighederne i øvrigt ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 5. Efter politiets begæring kan beslutning om anholdelse træffes af retten. ---------------------------------------------------------------------
BILAG d
Afskrift af § 13 i den borgerlige straffelov, jfr. lovbekendtgørelse nr. 411 af 17. august 1978 om borgerlig straffelov.
§ 13.
Stk. 1. Handlinger foretagne i nødværge er straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende, uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt.
Stk. 2. Overskrider nogen grænserne for lovligt nødværge, bliver han dog straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse.
Stk. 3. Tilsvarende regler finder anvendelse på handlinger, som er nødvendige for på retsmæssig måde at skaffe lovlige påbud adlydt, iværksætte en lovlig pågribelse eller hindre en fanges eller tvangsanbragt persons rømning.
BILAG e
Afskrift af Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse af 13. maj 1982 (7.kt. j.nr. 001-a.3 og j.nr. 450-h.2/1982), se bilag b in fine.
Emne: Foreløbigt om civilforsvarslovens § 35, stk. 4.
Med den seneste ændring af civilforsvarsloven, jfr. nu lov nr. 253 af 27. maj 1981, indførtes som et nyt stykke 4 til den hidtidige paragraf (42) en bestemmelse om foresattes anholdelsesret.
Af stykkets indhold fremgår, at enhver foresat i civilforsvaret kan anholde en værnepligtig, når denne ikke efterkommer den foresattes tjenstlige befaling, og det skønnes nødvendigt af hensyn til disciplinen at anholde ham.
Anholdelse er et straffeprocessuelt tvangsmiddel, der kun må iværksættes, hvor dette skønnes absolut påkrævet. Kravet om anholdelsens nødvendighed følger allerede af den almindelige grundsætning om anvendelse af tvangsmidler i processen, hvorefter der aldrig må foretages videregående indgreb end påkrævet for sagens formål. Den foresatte må aldrig handle overilet, men skal, forinden anholdelse iværksættes, nøje overveje, om anholdelsen står i rimeligt forhold ikke blot til selve pågribelsens vanskelighed, men også til pågribelsens formål, d.v.s. grundene til at foretage en anholdelse. En detaljeret vejledning om foresattes anholdelsesbeføjelser er under udarbejdelse og vil blive udsendt til samtlige afdelinger m.v.
Derimod skal man ved nærværende skrivelse understrege, at en foresat i civilforsvaret, der foretager eller lader foretage en anholdelse, har pligt til - uanset om anholdelsen er foretaget med hjemmel i civilforsvarslovens § 35, stk. 4, eller i andre bestemmelser - uden ugrundet ophold at indberette anholdelsen til vedkommende chef, inden for hvis myndighedsområde anholdelse har fundet sted. Det påhviler den pågældende chef ufortøvet at indberette anholdelsen til Civilforsvarsstyrelsen.
Pligt til ufortøvet at foretage indberetning om anholdelse, som foretages af politiet efter opfordring af en foresat, består naturligvis fortsat.