Gelex

Cirkulære om statens erstatningsordning for deltagere i praktisk erhvervsorientering

OphævetVersion 1990-03-21fra 1990-03-21 til 2003-04-23
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1990/3700@1990-03-21/da

Indhold
  1. Indledning

Cirkulæret ajourfører retningslinierne i AF-cirkulære nr. 22/85 af 14. november 1985. Ajourføringen sigter navnlig på at tydeliggøre mulighederne for at bruge statens erstatningsordning i indsatsen mod arbejdsløsheden, jvf. afsnit II. om ordningens område.

I. Erstatningsordningens hjemmel og formål

Hjemmelen for ordningen er fortsat givet i tekstanmærkningerne til finansloven.

Formålet er i første række at sikre at vejledningssøgende der deltager i praktisk erhvervsorientering (i det følgende kaldet praktikanter) får samme erstatningsmæssige stilling som de egentlige arbejdstagere, med hvem praktikantene ofte samarbejder og deler arbejdsvilkår.

Samtidig vil specielt dækningen af praktikanternes erstatningsansvar være en væsentlig betryggelse for praktikvirksomhederne, og ordningen er dermed en afgørende forudsætning for arbejdspladsernes imødekommenhed.

II. Erstatningsordningens område

Sikrede af ordningen er, med de begrænsninger som følger af nedenstående, alle uddannelses- og erhvervsvejledningssøgende, herunder skoleelever, der deltager i praktisk erhvervsorientering, hvorved i denne forbindelse forstås aktiviteter der foregår i erhvervslivet, såvel det offentlige som det private, og har uddannelses- og erhvervsorientering som et væsentligt formål.

Aktiviteter der omfattes af ordningen er eksempelvis

- erhvervspraktik

- studiebesøg

- praktik som led i valgfaget arbejdskendskab

- arbejdspraktik (hvorved dette cirkulære forstår længerevarende praktik for specialundervisningens elever)

- praktik i forbindelse med erhvervsmæssige introduktionskurser

- praktik i forbindelse med UTB (uddannelsestilbud efter § 10 i lov om arbejdstilbud til ledige)

- praktik i forbindelse med den 1-årige arbejdsmarkedsuddannelse for voksne kvinder (P 47)

- praktik i forbindelse med uddannelser i henhold til § 23a i lov om beskæftigelsesmuligheder for unge mv.

Betingelserne for at anvende ordningen er følgende:

1. Aktiviteten skal iværksættes gennem AF eller en skole/uddannelsesinstitution/vejledningsordning der er offentligt godkendt.

2. Aktiviteten skal finde sted i en situation hvor den uddannelses- eller vejledningssøgende endnu ikke har truffet et endeligt valg af uddannelse eller erhverv. I alle de ovenfor eksempelvis nævnte aktiviteter anses et endeligt valg ikke for truffet.

Når valget må antages at være truffet, fx i efg-uddannelserne efter basisåret, kan ordningen ikke anvendes.

3. Uddannelses- og erhvervsorientering skal indgå som et væsentligt formål med aktiviteten. Dette udelukker ikke at der er andre væsentlige formål.

4. Med mindre der er helt specielle forhold, skal praktikanterne befinde sig på mindst 8. klassetrin eller tilsvarende.

5. Erhvervspraktik må normalt ikke vare længere end i alt 6 uger om året, jfr. dog de særlige regler for 10. klasse samt for arbejdspraktik for specialundervisningens elever og praktik som led i valgfaget arbejdskendskab. Er der tale om uddannelser hvor der efter uddannelsesplanerne lægges særlig vægt på elevernes orientering om og kontakt med erhvervslivet, vil der kunne ses bort fra tidsbegrænsningen, jfr. eksempelvis LAMU-kurser, UTB-kurser og 1-årige arbejdsmarkedsuddannelser for voksne kvinder. Også i den individuelle vejledning vil ordningen, når der kan godtgøres et særligt behov, kunne dække i et udvidet tidsrum.

6. Aktiviteten skal finde sted i en her i landet hjemmehørende virksomhed. Hvis en sådan virksomhed sender en praktikant til udlandet, dækkes praktikanten også der af erstatningsordningen. Praktikanters færden mellem hjem og praktiksted er som altovervejende hovedregel ikke omfattet af ordningen. Derimod er færden mellem skole/institution og praktiksted omfattet.

7. Praktikken forudsættes gennemført i overensstemmelse med gældende love og bestemmelser.

Hvor dette ikke er tilfældet, kan det efter omstændighederne begrunde afvisning af erstatningskrav.

Der er særlig grund til at nævne at det er ulovligt og evt. strafbart at lade praktikanten føre motorkøretøj, herunder traktor, uden den fornødne hjemmel. Hvor skaden er sket i forbindelse med overtrædelse af reglerne herom vil styrelsen kunne afvise erstatningskravet. Hvor det kan blive aktuelt bør kontorerne og andre iværksættere af praktisk erhvervsorientering gøre både praktikant og praktikvært opmærksom på disse forhold.

Unge der er fyldt 15 år kan komme i erhvervspraktik til søs. De skal ikke have udstedt søfartsbog, men optages på bemandingslisten efter udfyldelse af hyrekontrakt, idet dennes linier J., K. og L. ikke udfyldes, medens der på linie M anføres »ingen tjenestepligt (erhvervspraktikant)». Udtrykket »påmønstre« bør ikke benyttes om praktikanter, idet de ikke er en del af besætningen.

Erstatningsordningen gælder ikke for Færøerne og Grønland.

III. Erstatningsordningens indhold

A. Erstatning til praktikanten for skade på egen person

Eratatningsordningen sikrer praktikanter erstatning efter reglerne i lov om arbejdsskadeforsikring. Ved skade på praktikantens person kan der herefter blive tale om følgende ydelser:

Erstatning for tab af erhvervsevne når skaden har medført bortfald eller nedsættelse af evnen til at skaffe sig indtægt ved arbejde.

Ved 100% erhvervsevnetab betales der en årlig ydelse på 4/5 af et i loven fastsat årslønsgrundlag, som reguleres efter løntallet hver 1. april. Ved mindre tab tilkendes forholdsmæssigt mindre ydelser. Fastsættes erhvervstabet til under 50%, udbetales erstatningen som hovedregel som et engangsbeløb.

Årsindtægten fastsættes efter et skøn når særlige forhold gør sig gældende, fx når indtægten har været varierende gennem det forudgående år.

Er praktikanten under 21 år eller under uddannelse, tages der ved fastsættelsen hensyn til den erhvervsindtægt praktikanten kunne forventes at få efter det fyldte 21. år, hvis skaden ikke var sket. I loven er der fastsat et mindstebeløb.

Erstatning for varigt men for de ulemper skaden har medført i den daglige tilværelse. Erstatningen fastsættes i almindelighed i overensstemmelse med en af Arbejdsskadestyrelsen udarbejdet tabel over mengrader, der går ud fra skadens medicinske følger. Erhvervs- og indtægtsmæssige forhold er således uden betydning. Erstatningen ydes som en kapital een gang for alle. Kapitalens størrelse afhænger af skadelidtes statistiske restlevetid.

Betaling af sygebehandling m.m. Medens erstatningssagen er under behandling, godtgøres skadelidtes udgifter til sygebehandling og transport i forbindelse hermed. Udgifterne godtgøres dog kun i det omfang de ikke kan betales af den offentlige sygesikring efter sygesikringsloven eller af sygehuset efter sygehusloven.

Endvidere kan skadelidte, medens sagen er under behandling, få godtgjort udgifter til hjælpemidler der er nødvendige på grund af skaden, fx. proteser, briller, kontaktlinser og høreapparater. I denne forbindelse bemærkes at skader på sådanne hjælpemidler anses for personskade, og at udgifterne til reparation eller nyanskaffelse derfor godtgøres skadelidte.

Overgangsbeløb ved dødsfald og erstatning for tab af forsørger. Medfører skaden praktikantens død, tilkendes der en efterladt ægtefælle, registreret partner eller samlever med hvem afdøde har levet i ægteskabslignende forhold, et overgangsbeløb een gang for alle. I særlige tilfælde kan beløbet også tilkendes andre efterladte.

Herudover ydes der erstatning for tab af forsørger til efterladt ægtefælle, registreret partner eller samlever som afdøde forsørgede helt eller delvis. Erstatningen tilkendes som en løbende ydelse der årligt udgør 30% af afdødes årsløn, dog højst 30% af det i loven nævnte maksimale årslønsgrundlag. Ydelsen løber i perioder fra 1 til 10 år, alt efter omfanget af den tabte forsørgelse.

Afdødes børn tilkendes hver 10% af afdødes årsløn i årlig ydelse, maksimalt dog 40% til alle børn tilsammen. Det er en betingelse at afdøde havde forsørgelsespligt overfor børnene. Ydelsen løber til barnets fyldte 18. år, men kan forlænges til det fyldte 21. år hvis barnet er under uddannelse.

Der kan også tilkendes andre personer som afdøde forsørgede helt eller delvis, erstatning for tab af forsørger.

Satserne for ydelserne efter lov om arbejdsskadeforsikring - bortset fra betaling af sygebehandling m.m. - reguleres årligt ved bekendtgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen. Ved henvendelse til styrelsen kan man få oplyst de til enhver tid gældende satser for ydelser i henhold til loven.

Erstatningsordningen giver ikke erstatning for skade på praktikantens ejendele, fx beklædning, ure, cykler og knallerter, selv om skaden sker i forbindelse med den praktiske erhvervsorientering. Disse skader kan eventuelt erstattes over praktikantens familieforsikring eller praktikværtens virksomhdsforsikring.

Der kan heller ikke ydes godtgørelse for svie og smerte.

Hvis praktikanten eller dennes efterladte har erstatningskrav mod en skadevolder der er erstatningsansvarlig for skade på praktikantens person, nedsættes kravet i det omfang praktikanten eller de efterladte er berettiget til erstatningen efter statens erstatningsordning.

B. Erstatning for skader som praktikanten forvolder på andres person eller ejendele

Erstatningsordningen dækker praktikantens erstatningsansvar efter dansk rets almindelige erstatningsregler.

I visse tilfælde kan udenlandsk ret dog anvendes. Dette er således godkendt ved praktik på udenlandsk færge der anløber dansk havn, og ved praktik hos langturschauffører på rejse i udlandet for dansk firma.

1. Grundlaget for erstatningsansvar. Dansk erstatningsret bygger i vid udstrækning på retspraksis. Der er herigennem udformet en almindelig erstatningsregel, culpareglen, hvorefter det kan pålægges en skadevolder at yde skadelidte erstatning såfremt skadevolderen har været mere skødeløs end man almindeligvis måtte forvente i den givne situation. I den juridiske terminologi foreligger der culpa hvis skadevolder har forvoldt skade ved forsætlig, groft uagtsom eller simpel uagtsom adfærd eller undladelse. Der vil herefter ikke være erstatningsansvar for den hændelige skade.

Statens erstatningsordning arbejder i praksis med et videre culpabegreb end domstolene, idet erstatningsordningen også dækker skade der er forvoldt ved almindelig klodsethed eller anden uhensigtsmæssig adfærd. Dette er ikke ensbetydende med at der også kan ydes erstatning for hændelig skade, men der er i praksis kun forekommet ganske undtagelsesvis at erstatningskrav er afvist fordi skaden blev anset for hændelig.

2. Erstatningsansvaret

Er praktikanten herefter ansvarlig for en skade, må der tages stilling til hvilket tab der skal erstattes, og hvem der - under hensyn til tegnede forsikringer, den ansvarspådragende adfærds grovhed og andre forhold - skal ende med at betale erstatningen.

a. Erstatningsansvaret for personskade og tab af forsørger

Er praktikanten erstatningsansvarlig for personskade eller tab af forsørger, betaler statens erstatningsordning for de krav der kan rejses mod praktikanten om en række ydelser. Erstatningsordningen følger her de regler der er givet i lov om erstatningsansvar.

Statens erstatningsordning yder herefter erstatning og godtgørelse for følgende tab mv.:

Udgifter til helbredelse og andet tab, fx udgifter til sygehus, læge, tandlæge, kørestol, særligt fodtøj, transport og forlænget uddannelse.

I opgørelsen af skadelidtes tab fradrages sociale ydelser og andre ydelser der tilkommer skadelidte som følge af skaden, fx udbetaling fra privat sygesikring eller efter reglerne i lov om arbejdsskadeforsikring.

Tabt arbejdsfortjeneste i tiden fra skadens indtræden til skadelidtes genoptagelse af arbejdet. Arbejde i hjemmet ligestilles med erhvervsarbejde; udgifter til ekstra hushjælp kan derfor også erstattes. I erstatningsopgørelsen fradrages løn under sygdom, sygedagpenge og forsikringsydelser der har karakter af skadeserstatning.

Svie og smerte. Der betales et beløb for hver dag skadelidte er syg. Beløbets størrelse afhænger af om skadelidte er sengeliggende eller oppegående.

Varigt men. Mengraden fastsættes som omtalt under III A. Der gives kun godtgørelse for mengrader på 5% og derover. I særligt alvorlige tilfælde kan der ved en mengrad på 100% ydes et tillæg på 20% af den normale godtgørelse.

Var skadelidte ved skadens indtræden fyldt 60 år, nedsættes godtgørelsen med 5% for hver år skadelidte var ældre end 59 år. Der sker dog ikke yderligere nedsættelse efter det fyldte 69. år.

Tab af erhvervsevne. Har skaden medført nedsættelse eller bortfald af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, ydes der erstatning for tab af erhvervsevne. Erstatningsfastsættelsen sker når skadelidtes herlbredstilstand er blevet stationær. Der gives kun erstatning for tab på 15% og derover. Erstatningen udbetales som en kapital og udgør ved 100% tab af erhvervsevne 6 gange skadelidtes årlige erhvervsindkomst på skadestidspunktet, dog højst et i loven fastsat maksimumsbeløb. Ved lavere tab reduceres erstatningen forholdsmæssigt.

Har skadelidte ingen eller kun ganske ringe erhvervsindtægt, beregnes erstatningen på grundlag af mengraden, således at erstatningen for tab af erhvervsevne udgør en stigende procentdel af menerstatningen desto højere denne er fastsat. Er mensgraden fx 15% udgør erstatningen for tab af erhvervsevne 130% af menerstatningsbeløbet. Er mengraden 100%, udgør erstatningen 400% af menerstatningsbeløbet. Er mengraden under 15%, gives der ikke erstatning for tab af erhvervsevne.

De nævnte beløb nedsættes med 8 1/2% for hvert år skadelidte er ældre end 55 år. Denne regel kan dog fraviges i særlige tilfælde.

Tab af forsørger. Erstatningen til en efterladt ægtefælle, registreret partner eller samlever udgør 30% af den erstatning som afdøde ville have fået ved fuldstændig tab af erhvervsevnen, jfr. ovenfor.

Var forsørgeren fyldt 56 år, nedsættes erstatningen som nævnt ved tab af erhvervsevne.

Afdødes arbejde i hjemmet anses som forsørgelse, og der ydes erstatning for værdien heraf. Erstatningen til efterladte børn svarer til summen af de underholdningsbidrag som afdøde kunne være pålagt efter lov om børns retsstilling hvis afdøde havde været bidragspligtig. Var afdøde eneforsørger, fordobles erstatningen.

Der gives også erstatning for rimelige begravelsesudgifter.

Fælles for erstatning for varigt men, tab af erhvervsevne og tab af forsørger gælder at erstatningen nedsættes med det beløb skadelidte eller efterladte måtte være berettiget til efter lov om arbejdsskadeforsikring.

Satserne for ydelserne for svie og smerte, varigt men, tab af erhvervsevne samt tab af forsørger reguleres årligt ved bekendtgørelse fra Justitsministeriet, der i øvrigt kan oplyse de til enhver tid gældende satser for ydelser i henhold til lov om erstatningsansvar.

b. Erstatningsansvaret for skade på andres ejendele

Erstatningsordningen dækker også de krav der kan gøres gældende mod en praktikant der er ansvarlig for skade på andres ejendele.

Loven om erstatningsansvar har ikke regler om opgørelsen af erstatning ved tingskade. Statens erstatningsordning bygger her på de regler der har dannet sig i teori og praksis samt på forsikringsaftalelovens §§ 37 og 38, der handler om udmålingen af erstatning ved skadesforsikring.

Udgangspunktet er at skadelidte økonomisk skal stilles som om skaden ikke var sket. Skadelidte skal hverken tabe eller tjene på skaden. Den skadede tings værdi ansættes til det beløb der efter priserne umiddelbart før beskadigelsen ville kræves til genanskaffelse af tingen, med rimeligt fradrag for værdiforringelse ved alder, brug, nedsat anvendelighed eller andre forhold.

Udmålingen volder sjældent større vanskeligheder; der ydes erstatning for genanskaffelsesværdien eller reparationsudgiften. Hvis tingens værdi er væsentlig mindre end udgiften til genanskaffelse eller reparation, kan der dog være vanskelige afvejninger. Rammer skaden fx en gammel, næsten udslidt maskine, kan det være urimeligt at erstatte den med en ny, idet skadelidte herved ville tjene på skaden. Man vil i sådanne tilfælde ofte erstatte skaden med et beløb der svarer til det en tilsvarende brugt maskine koster. Findes en sådan ikke, kan der blive tale om at nærme sig nyværdien.

Ud over erstatning for skaden på tingen, kan der ydes erstatning for det tab der lides ved at tingen ikke kan benyttes i en periode. Der tales her om afsavns- eller driftstabserstating.

c. Erstatningsansvar for skade der er dækket af forsikring

Statens erstatningsordning betaler kun erstatning hvis den skadevoldende praktikant har erstatningsansvar for skaden. Lov om erstatningsansvar indeholder regler om at en skadevolder i visse tilfælde fritages for erstatningsansvar hvis der er tegnet en forsikring som dækker skaden. Disse regler er vejledende ved administrationen af statens erstatningsordning.

Herefter gælder som almindelig regel at praktikanten - og dermed statens erstatningsordning - ikke er erstatningsansvarlig for skade der er dækket af en tingsforsikring, en driftstabsforsikring eller arbejdsgiverens ansvarsforsikring. Denne regel gælder dog ikke hvis praktikanten har forvoldt skaden forsætligt eller ved grov uagtsomhed.

Hvis praktikanten som fører af et motordrevet køretøj har forvoldt skade på andres person eller ejendele, bedømmes ansvaret efter færdselslovens særlige regler, og skadeserstatningen må - i alle tilfælde i første omgang - udredes af det forsikringsselskab i hvilket der er tegnet lovpligtig ansvarsforsikring for det pågældende motorkøretøj.

Det anførte betyder at skadeanmeldelser til statens erstatningsordning altid skal oplyse: om der er tegnet forsikring som dækker skaden, forsikringsselskabets navn, policenummer, samt om skaden er anmeldt til forsikringsselskabet.

IV. Administrationen

Erstatningsordningen administreres af Arbejdsmarkedsstyrelsen med bistand af Arbejdsskadestyrelsen. Det stedlige AF-kontor bistår efter behov.

A. Anmeldelse af skader

Anmeldelse af skader skal så vidt muligt ske inden 8 dage. anmeldelsen sendes gennem AF-kontoret til Arbejdsmarkedsstyrelsen på særlige blanketter:

(8)5002 ved skader som praktikanter forvolder, og (9) 5003 ved praktikanters tilskadekomst.

Blanketterne fås på AF-kontorerne, der rekvirerer dem ved direkte henvendelse til INTERPRINT 36 77 65 11.

Blanketten udfyldes normalt af praktikværten. Om fornødent kan anmeldelse også foretages af andre som måtte have en interesse heri, fx hjem, skole eller praktikant. Blanketten påtegnes af den for praktikopholdet ansvarlige institution samt af AF-kontoret, uanset om dette har medvirket til det pågældende praktikophold. Kontorets påtegning betyder en bekræftelse af at det kender anmeldelsens indhold, og, hvis sagen giver anledning til det, har suppleret anmeldelsen med de oplysninger man måtte sidde inde med i kraft af lokalkendskabet.

Ved anmeldelse af tilskadekomst skal lægeerklæringen i blanket (9) 5003 udfyldes af den førstbehandlende læge.

B. Sagsbehandlingen vedrørende tilskadekomst

Arbejdsmarkedsstyrelsen påser at betingelserne for at henføre tilfældet under erstatningsordningen er opfyldt. Arbejdsskadestyrelsen afgør derefter erstatningsspørgsmålet og afholder udgifterne til erstatning mod senere refusion fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Parterne i sagen, herunder AF-kontoret, underrettes direkte af Arbejdsskadestyrelsen om den trufne afgørelse.

C. Sagsbehandlingen vedrørende ansvarsskader

Sager om ansvarsskader behandles af Arbejdsmarkedsstyrelsen. Udmålingen af erstatningen foretages normalt med bistand af de enkelte Arbejdsformidlingskontorer, der tilvejebringer den fornødne dokumentation - reparationsregning, fakturaer mv. Hvor taksation er nødvendig, kan styrelsen søge bistand af forsikringsselskabernes taksatorer.

Arbejdsmarkedsstyrelsens afgørelser kan indankes for Arbejdsministeriets departement.

Cirkulæret afløser AF-cirkulære 22/85 af 14. november 1985.

P.S.V.

Ib Bundgaard

kontorchef

/Preben Gross

fuldmægtig

Versioner

  1. 1990-03-21 · til 2003-04-23