Cirkulære om overenskomst for tandteknikere (* 1)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1990/6017@1990-01-05/da
Finansministeriet og Dansk Funktionærforbund har indgået vedlagte overenskomst af 5. januar 1990, der træder i stedet for overenskomst af 21. juli 1987.
Almindelige bemærkninger
Der henvises til Finansministeriets cirkulære af 22. maj 1989 om ministeriepuljer (LP.nr. 40/89) med tilhørende vejledning.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 3. Ansættelsesbrev
Overenskomstens parter er enige om at anbefale, at ansættelsesbrevet i bilag 3 anvendes. Teksten kan fraviges, hvis forholdene kræver det.
Der henvises i øvrigt til Finansministeriets cirkulære af 20. januar 1989 (LP.nr. 1/89) om ansættelsesaftale for funktionærer og medarbejdere med funktionærlovsvilkår i statens tjeneste, samt til CFU-forligets punkt 6.1 om udstedelse af ansættelsesbrev ved førstegangsansættelse af medarbejdere på månedsløn.
Til § 4. Løn
Indplacering på 1987-overenskomsten er sket i overensstemmelse med nedenstående regler:
Allerede ansatte på skalatrin 8, 9 og 10 indplaceres pr. 13. april 1987 på skalatrin 11. Øvrige ansatte indplaceres på nærmeste højere skalatrin med oprykning til næste skalatrin efter 2 års ansættelse.
Allerede ansatte, som har stået 2 år eller mere på skalatrin 15, indplaceres på skalatrin 17. Allerede ansatte, som har oprykningsdato 1. april 1987, opnår herved oprykning med i alt 2 skalatrin.
Til § 6. Lønanciennitet
Finansministeriet bemyndiger vedkommende ministerium til at dispensere i henhold til § 7, stk. 1, 2. punktum.
Til § 8. Pension
Aftalen af 2. november 1989 mellem Finansministeriet og Statsansattes Kartel om pensionsordning vil blive optrykt i et særskilt cirkulære.
Til § 13. Normal arbejdstid
For så vidt angår pauser, der medregnes i arbejdstiden, præciseres:
at den ansatte ikke kan forlade arbejdsstedet i sådanne pauser,
at den ansatte i pausen er til rådighed for arbejdsgiveren, samt
at der ikke sker ændring i gældende regler om pausernes omfang.
Til § 14. Deltid
Af Finansministeriets cirkulæreskrivelser af 21. januar 1977 og 25. maj 1978 fremgår, at anmodning om tjenestetidsnedsættelse mod tilsvarende lønreduktion bør imødekommes, medmindre vægtige tjenstlige, praktiske, økonomiske eller lignende hensyn taler derimod.
Til § 18. Overarbejde, tandlægehøjskolerne
I overenskomstperioden kan der optages drøftelser om konvertering af de deltidsansattes overarbejde til frihed. Indtil der er opnået enighed om nogle nye regler, gælder § 18, stk. 1.
Til § 21. Ferie
De ændrede regler om særlig feriegodtgørelse har virkning fra ferieåret 1990/91 (optjeningsåret 1989). For ferieåret 1989/90 gælder de i overenskomst af 21. juli 1987 anførte regler om særlig feriegodtgørelse.
Til § 26, stk. 4 og § 28, stk. 2. Afskedigelse/opsigelsesvarsel
Afskedigelsesreglerne med tilhørende bemærkninger findes i hovedaftalens §§ 8 og 9, jf. i øvrigt aftalens bilag 2. Hovedaftalen er udsendt med Finansministeriets cirkulære af 20. juni 1988 (LP.nr. 66/88).
Cirkulære om overenskomsten har virkning fra 1. april 1989. Samtidig ophæves cirkulære af 5. oktober 1987 (LP.nr. 150/87) om overenskomst for tandteknikere.
Eventuelle tvivlsspørgsmål vedrørende overenskomsten forelægges for Finansministeriet.
Finansministeriet,
Administrations- og
Personaledepartementet,
Den 5. januar 1990
P.M.V.
E.B.
Agnete Halmind
OVERENSKOMST
FOR TANDTEKNIKERE
Overenskomstens område
§ 1.
Stk. 1. Overenskomsten omfatter tandteknikere beskæftiget ved tandlægehøjskolerne og ved Rigshospitalet.
Stk. 2. Overenskomsten omfatter ikke 1) tjenestemænd 2) pensionerede tjenestemænd fra a) staten, folkeskolen, folkekirken, b) kommuner, c) statsfinansierede virksomheder, d) koncessionerede virksomheder, 3) andre pensionerede, der får understøttelse eller egenpension fra en pensionsordning, som det offentlige har ydet tilskud til, og 4) personer, der er fyldt 70 år.
§ 2.
Stk. 1. Til beskæftigelse inden for tandteknikerfaget kan ansættelse af tandteknikere kun finde sted, såfremt et svendebrev, der svarer til Handelsministeriets bekendtgørelse af 5. august 1958, omhandlende tandteknikeres uddannelse, eller et uddannelsesbevis i henhold til loven om EFG, foreligger.
Stk. 2. Crom-coboltteknikere, som efter det fyldte 18. år har været beskæftiget mindst 2 år ved crom-coboltarbejde, og som har aflagt svendeprøve hovedsagelig inden for guld- og sølvsmedefaget, er omfattet af nærværende overenskomst. Crom-coboltteknikere uden svendeprøve omfattes af overenskomsten efter 6 års beskæftigelse ved crom-coboltarbejde.
Stk. 3. For udlærlinge må tilsvarende uddannelse dokumenteres. Ansættelsesbrev
§ 3.
Stk. 1. Der udleveres et ansættelsesbrev til den ansatte, medmindre ansættelsen kun er midlertidig. Ansættelsesbrevet skal angive tiltrædelsesdato, stillingsbetegnelse og anciennitet. Løn
§ 4.
Stk. 1. Lønnen til tandteknikere svarer pr. 1. april 1989 til lønnen på skalatrinene 15, 16, 17, 18, 19 og 20 (stedtillægssats V) efter den for perioden 1. april 1989 til 31. marts 1991 gældende lønjusteringsaftale for statens tjenestemænd. Samtlige skalatrin er 2-årige.
Stk. 2. Allerede ansatte på skalatrin 11, 12, 13 og 14 indplaceres pr. 1. april 1989 på skalatrin 15.
Stk. 3. Øvrige ansatte oprykkes til højere skalatrin efter opnåelse af 2 års anciennitet på det pågældende skalatrin.
Stk. 4. Ved ansættelse på deltid ydes løn i forhold til den nedsatte tjenestetid.
§ 5.
Stk. 1. I de anførte lønninger og det årlige timetal er inkluderet betaling for søgnehelligdage og sommerferie. Lønanciennitet
§ 6.
Stk. 1. Ancienniteten regnes fra afsluttet læretid under den forudsætning, at den pågældende har været beskæftiget ved faget. Finansministeriet kan i særlige tilfælde dispensere fra dette vilkår.
Stk. 2. Anciennitet optjenes i forhold til den nedsatte tjenestetid, dog således at der optjenes fuld anciennitet ved ansættelse på mindst halvdelen af fuld tjenestetid. Lærlinge og elever
§ 7.
Stk. 1. Lærlinge og elever aflønnes i overenskomstperioden efter de af tandteknikerfagets fællesudvalg pr. 1. marts 1988 fastsatte praktikantlønninger. Praktiklønnen forhøjes pr. 1. april 1989 med 1 1/2 pct. og pr. 1. april 1990 med yderligere 1 1/2 pct. Lønningerne fremgår af bilag 4 til overenskomsten. Løn under skoleophold følger den af det faglige fællesudvalg fastsatte sats. Pension
§ 8.
Stk. 1. Der indbetales med virkning fra 1. april 1990 pensionsbidrag til den pensionsordning, der aftales mellem Finansministeriet og Statsansattes Kartel. Lønberegning og lønfradrag
§ 9.
Stk. 1. Ved fravær og lønberegning ved til- og fratræden m.v. gælder de for tjenestemænd fastsatte regler om lønberegning og lønfradrag, jf. for tiden cirkulære af 24. maj 1985. Udbetaling af løn og indbetaling af pensionsbidrag
§ 10.
Stk. 1. Udbetaling af løn og indbetaling af eventuelt pensionsbidrag sker månedsvis bagud. Tillæg Mestersvendstillæg
§ 11.
Stk. 1. Efter 2 års ansættelse kan der, såfremt forudsætningerne i stk. 3. er opfyldt, ydes tandteknikere et mestersvendstillæg på 334,85 kr. pr. måned.
Stk. 2. Undtagelsesvis kan sådant tillæg ydes på et tidligere tidspunkt end efter 2 års ansættelse.
Stk. 3. Ydelse af mestersvendstillæg forudsætter, at tandteknikere a) kan udføre selvstændigt arbejde på en afdeling b) kan afholde demonstrationer for tandlægestuderende c) har arbejde af ledende art for en gruppe teknikere d) kan oplære lærlinge eller e) har endt uddannelse som specialist efter udstået læretid. Natpenge
§ 12.
Stk. 1. Der ydes natpenge efter de for statens tjenestemænd gældende regler. Arbejdstid m.v. Normal arbejdstid
§ 13.
Stk. 1. Den normale ugentlige arbejdstid er 38 timer (pr. 1. september 1990: 37 timer). Deltid
§ 14.
Stk. 1. Arbejdstiden kan nedsættes til 15 timer pr. uge.
Stk. 2. Ved ansættelse på deltid mindre end 15 arbejdstimer pr. uge træffes forudgående aftale mellem overenskomstens parter. Arbejdstidstilrettelæggelse
§ 15.
Stk. 1. Den daglige arbejdstid kan lægges mellem kl. 7.00 og kl. 17.30 efter aftale mellem den ansatte og ansættelsesstedet.
Stk. 2. Ændring af den aftalte arbejdstid skal fra begge parters side ske med mindst en måneds varsel. Overarbejde
§ 16.
Stk. 1. Såfremt overarbejde ikke er varslet dagen før, bør der i videst muligt omfang tages hensyn til individuelle ønsker om fritagelse for overarbejde.
§ 17.
Stk. 1. Placering af afspadsering aftales lokalt. Tandlægehøjskolerne
§ 18.
Stk. 1. Timer udover 38 pr. uge (pr. 1. september 1990: 37) betragtes som overarbejde, og der ydes frihed inden for højskolens ferier, svarende til antallet af overarbejdstimer med tillæg af 50 pct. af den gennemsnitlige timeløn udregnet som 1/1976 (pr. 1. september 1990: 1/1924) af årslønnen. For timetal, der overstiger den årlige norm på 1976 timer (pr. 1. september 1990: 1924 timer), betales den gennemsnitlige timeløn med tillæg af 50 pct., for så vidt afspadsering efter den ovenstående regel ikke er mulig.
Stk. 2. Overarbejde på fridage og søgnehelligdage betales med et tillæg på 100 pct. Rigshospitalet
§ 19.
Stk. 1. For tandteknikere på Rigshospitalet finder § 18 ikke anvendelse. I stedet gælder reglen i nedenstående stk. 2.
Stk. 2. Timer ud over 38 pr. uge (pr. 1. september 1990: 37) betragtes som overarbejde. For en overarbejdstime ydes 1/1976 (pr. 1. september 1990: 1/1924) af årslønnen med tillæg af 50 pct. Ved afspadsering ydes frihed svarende til antallet af overarbejdstimer med tillæg på 50 pct. Lærlinge
§ 20.
Stk. 1. Lærlinge, der er fyldt 18 år, kan sættes til at udføre overarbejde efter samme retningslinier og i samme udstrækning, som er gældende for fagets voksne arbejdere.
Stk. 2. Arbejdstiden for lærlinge under 18 år må normalt ikke overstige den sædvanlige arbejdstid for voksne, der er beskæftiget i samme fag.
Stk. 3. Lærlinge under 18 år må ikke beskæftiges mere end i alt 10 timer pr. dag. Ferie
§ 21.
Stk. 1. Tandteknikere er omfattet af ferieloven.
Stk. 2. Ansatte, der holder ferie med løn, er berettiget til særlig feriegodtgørelse i stedet for ferietillæg efter ferielovens § 14, stk. 1.
Stk. 3. Beregningsgrundlaget for den særlige feriegodtgørelse er den ansattes skattepligtige indkomst for tjenstligt arbejde i optjeningsåret med tillæg af 1) den ansattes egetbidrag til ATP og 2) den ansattes bidrag til AUD.
Stk. 4. I det beløb, der er beregnet efter stk. 3, fradrages 1) den ansattes eget pensionsbidrag og 2) udbetalt særlig feriegodtgørelse.
Stk. 5. Den særlige feriegodtgørelse udgør 1 1/2 pct. af beregningsgrundlaget efter stk. 4. Sygdom
§ 22.
Stk. 1. Bliver en tandtekniker på grund af sygdom ude af stand til at udføre sit arbejde, betragtes den heraf følgende forsømmelse som lovligt forfald, medmindre han under tjenesteforholdets beståen har pådraget sig sygdommen ved forsæt eller grov uagtsomhed, eller han ved arbejdets overtagelse svigagtigt har fortiet, at han led af den pågældende sygdom.
Stk. 2. Tandteknikerens sygdom hindrer ikke nogen af parterne i at opsige kontraktforholdet efter reglerne i § 26.
Stk. 3. Har tandteknikeren inden for et tidsrum af 12 på hinanden følgende måneder oppebåret løn under sygdom i i alt 120 dage, kan den pågældende opsiges af ansættelsesstedet med 1 måneds varsel til fratræden med udgangen af en måned, når opsigelsen afgives i umiddelbar tilknytning til udløbet af de 120 sygedage, og mens tandteknikeren endnu er syg. Graviditet, barsel og adoption
§ 23.
Stk. 1. Aftale af 5. september 1989 mellem Finansministeriet og centralorganisationerne under Centralorganisationernes Fællesudvalg om fravær fra arbejdet på grund af graviditet, barsel og adoption finder anvendelse. Tjenestefrihed
§ 24.
Stk. 1. Ansatte har ret til tjenestefrihed uden løn til de formål og af den varighed, der er nævnt i Finansministeriets bekendtgørelse nr. 851 af 28. november 1986 om ret for tjenestemænd til tjenestefrihed uden løn til nærmere afgrænsede formål. Barns 1. sygedag
§ 25.
Stk. 1. Institutionen kan give den ansatte hel eller delvis tjenestefrihed til pasning af et sygt barn, når 1) det er barnets første sygedag, 2) hensynet til barnets forhold gør dette nødvendigt, 3) forholdene på tjenestestedet tillader det, 4) barnet er under 18 år og 5) barnet er hjemmeværende.
Stk. 2. Fravær efter stk. 1 noteres på de lister, der føres om de ansattes sygefravær.
Stk. 3. Den ansatte oppebærer under tjenestefriheden indtægt, svarende til den indtægt, som den ansatte ville have oppebåret i sygdomstilfælde, idet der dog i denne fraværssituation ikke indgår de særlige ydelser, som er omhandlet i Finansministeriets vejledning om udbetaling af visse særlige ydelser under sygdom, jf. cirkulærer af 25. maj 1977 og 2. maj 1978.
Stk. 4. Adgangen til tjenestefrihed efter stk. 1, kan for den enkelte ansatte inddrages ved misbrug. Afskedigelse/opsigelsesvarsel
§ 26.
Stk. 1. Arbejdsaftaler kan ved opsigelse kun bringes til ophør efter forudgående skriftligt varsel i henhold til stk. 2.
Stk. 2. De i funktionærloven omhandlede regler om opsigelsesvarsler finder tilsvarende anvendelse på ansatte efter nærværende overenskomst.
Stk. 3. For ansatte, der er antaget til midlertidigt arbejde, vil opsigelse i de første 3 måneder efter ansættelsen såvel fra ansættelsesstedets som den ansattes side kunne ske fra dag til dag. For ansatte, der er antaget på prøve, vil det fra ansættelsesstedets side kunne ske med 14 dages varsel, såfremt der forud for ansættelsen er truffet skriftlig aftale herom med den pågældende.
Stk. 4. Ved afskedigelse af tandteknikere følges reglerne i hovedaftalen mellem Finansministeriet og Statsansattes Kartel, Overenskomstsektionen. Arbejdsløshedskasse
§ 27.
Stk. 1. Ansættelsesstederne forpligter sig til fortrinsvis kun at antage tandteknikere, som er medlemmer af en statsanerkendt arbejdsløshedskasse. Tillidsrepræsentanter
§ 28.
Stk. 1. I principperne følges tillidsmandsreglerne i overenskomsten mellem Sammenslutningen af Arbejdsgivere inden for Jern- og Metalindustrien i Danmark og Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark.
Stk. 2. I forbindelse med afskedigelse af tillidsrepræsentanter følges reglerne i hovedaftalen mellem Finansministeriet og Statsansattes Kartel, Overenskomstsektionen. Hovedaftale
§ 29.
Stk. 1. Den mellem Finansministeriet og Statsansattes Kartel pr. 20. juni 1988 indgåede hovedaftale finder anvendelse på denne overenskomst. Ikrafttræden og opsigelse af overenskomsten
§ 30.
Stk. 1. Overenskomsten har virkning fra 1. april 1989 og kan af parterne opsiges med 3 måneders varsel til en 31. marts - dog tidligst 31. marts 1991.
Stk. 2. Aflønningen af tandteknikere sker - fra det tidspunkt, da en opsigelse af overenskomsten får gyldighed, og indtil en ny overenskomst indgås - på grundlag af den på overenskomstens sidste gyldighedsdag gældende lønjusteringsaftale for statens tjenestemænd.
Underskrift 1
København, den 5. januar 1990 Dansk Funktionærforbund Finansministeriet P.M.V. E.B. Tommy Hansen / Kim Vormsby Niels Paludan
Bilag 1
PROTOKOLLAT NR. I
I forbindelse med indgåelsen af overenskomst af 21. juli 1987 mellem Finansministeriet og Dansk Funktionærforbund vedrørende løn- og arbejdsforhold for tandteknikere er aftalt følgende:
Teknikmedhjælpere, ansat ved tandlægehøjskolerne, aflønnes og ansættes m.v. fortsat efter tilsvarende regler, som er fastsat i overenskomst af 25. juni 1987 mellem Finansministeriet og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark vedrørende løn- og arbejdsvilkår for rengøringsassistenter m.fl. i statens tjeneste.
Underskrift 2
København, den 21. juli 1987 Dansk Funktionærforbund Finansministeriet P.M.V. E.B. Tommy Hansen / Kim Vormsby Henriette Sartvin
Bilag 2
PROTOKOLLAT NR. II
Følgende tandteknikere, der den 1. april 1989 er oprykket til skalatrin 18, oprykkes med virkning fra samme dato til skalatrin 20:
Klaus Weirup Jørgensen, Københavns Tandlægehøjskole Henning Rogiers, Københavns Tandlægehøjskole Marcella Møller, Københavns Tandlægehøjskole Hanne Stockler, Århus Tandlægehøjskole Xenia Gruelund, Århus Tandlægehøjskole Hanne Møller, Århus Tandlægehøjskole Oldrich Hrubes, Århus Tandlægehøjskole
Underskrift 3
København, den 5.januar 1990 Dansk Funktionærforbund Finansministeriet P.M.V. E.B. Tommy Hansen / Kim Vormsby Niels Paludan
Bilag 3
ANSÆTTELSESBREV
månedslønnede
Det bekræftes, at De fra ....................... er beskæftiget
som månedslønnet tandtekniker ved .............................
De er ansat som fuldtidsbeskæftiget/som deltidsbeskæftiget med gennemsnitlig .... timer pr. uge.
Deres anciennitet regnes fra .................................
De aflønnes med virkning fra ......................... efter skalatrin ....
Med hensyn til løn- og arbejdsforhold er De undergivet den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Dansk Funktionærforbund for tandteknikere.
Bilag 4
PRAKTIKLØN TIL LÆRLINGE OG ELEVER, JF. OVERENSKOMSTENS § 7.
1.3.1988 1.4.1989 1.4.1990 kr.pr.md. kr.pr.md. kr.pr.md. Aftagelig protetik 0 3 måneder 5.256,99 5.335,83 5.414,67 4 6 måneder 5.854,47 5.942,25 6.030,08 7 12 måneder 6.212,94 6.306,17 6.399,33 Fast protetik 0 3 måneder 6.212,94 6.306,17 6.399,33 4 9 måneder 6.690,82 6.791,17 6.891,58 10 12 måneder 7.168,77 7.276,33 7.383,83