Gelex

Cirkulæreskrivelse vedrørende: Ændring af reglerne for kørsel i international trafik.

OphævetVersion 1992-12-21fra 1992-12-21 til 2024-05-29
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1992/11730@1992-12-21/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Justitsministeriet foretager pr. 1. januar 1993 en mindre ændring af reglerne for visse køretøjstyper i international trafik.

De nye regler, der gennemfører EF-direktiverne 89/338/EØF og 92/7/EØF, fremgår af en ændring til bekendtgørelse nr. 567 af 24. juni 1992 om køretøjers største bredde, længde, højde, vægt og akseltryk (dimensionsbekendtgørelsen).

Med den nye bestemmelse i § 35, stk. 1, ændres de hidtidige regler, hvorefter alene 5- og 6-akslede lastbilvogntog i international trafik kan køre med et drivakseltryk på 11.500 kg, således at alle store køretøjer, der i øvrigt opfylder de anførte betingelser, fra den 1. januar 1993 kan have et faktisk drivakseltryk på op til 11.500 kg.

Endvidere bliver det i medfør af § 35, stk. 3, muligt for 3-akslet bil i international trafik at have en totalvægt på indtil 25.000 kg, dog 26.000 kg, såfremt drivakslen er forsynet med tvillingemonterede dæk, og bilen er forsynet med vejvenlig affjedring eller den enkelte aksels faktiske akseltryk ikke overstiger 9.500 kg. På tilsvarende måde sker der i § 35, stk. 2, en ændring af de højeste tilladte akseltryk i en akselgruppe på 2 aksler, gradueret efter afstanden mellem de pågældende aksler.

Vogntog må ikke have en faktisk totalvægt, der overstiger 40.000 kg, såfremt det trækkende køretøj har et faktisk drivakseltryk, der overstiger 10.000 kg, eller et samlet faktisk akseltryk i en akselgruppe på 2 aksler, der overstiger 16.000 kg. Dette gælder dog ikke for en 3-akslet lastbil med sættevogn, der medfører en 40-fods ISO-container, idet den faktiske totalvægt her må være op til 44.000 kg.

Det bemærkes, at et tilladt drivakseltryk på op til 11.500 kg ikke vil være en begrænsning for at anvende et vogntog i national trafik med en totalvægt på op til 48.000 kg, såfremt det faktiske drivakseltryk ikke overstiger 10.000 kg.

Ved vejvenlig affjedring som nævnt i § 35, stk. 2 og 3, forstås luftaffjedring eller tilsvarende affjedring, som fastlagt i bilag III til rådets direktiv nr. 85/3/EØF som senest ændret ved direktiv nr. 92/7/EØF. Reglerne er vedlagt som bilag til Meddelelse nr. 1614 om køretøjers indretning og udstyr m.v.

Det er en forudsætning for at anvende de nye regler, at der er tale om kørsel i international trafik. Ved international trafik forstås i denne sammenhæng, at den konkrete kørsel finder sted på dansk og mindst een anden stats område.

Kopi af de nye bestemmelser vedlægges til orientering.

P. M. V. E. B.

Henrik Waaben

Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om køretøjers største bredde, længde, højde, vægt og akseltryk (* 1)

Stk. 1. § 1 I Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 567 af 24. juni 1992 om køretøjers største bredde, længde, højde, vægt og akseltryk foretages følgende ændringer: 1. § 35 affattes således:

Stk. 1. »§ 35. Bil med hjul, som er forsynet med luftgummiringe, må hverken i belæsset eller ubelæsset stand i international trafik have et friakseltryk, der overstiger 11.500 kg.

Stk. 2. På en bil i international trafik må det samlede akseltryk i en akselgruppe på 2 aksler ikke overstige: 1) 19.000 kg, såfremt afstanden mellem de 2 aksler er under 2,0 m, men mindst 1,3 m og drivakslen samtidig er forsynet med tvillingemon- terede dæk og a) vejvenlig affjedring eller b) den enkelte aksels faktiske akseltryk ikke overstiger 9.500 kg, 2) 18.000 kg, såfremt den nævnte afstand er under 2,0 m, men mindst 1,3 m og akselgruppen ikke opfylder kravene i nr. 1, 3) 16.000 kg, såfremt den nævnte afstand er under 1,3 m, men mindst 1,0 m, og 4) 11.500 kg, såfremt den nævnte afstand er under 1,0 m.

Stk. 3. Bil med 3 aksler må i international trafik ikke have en faktisk totalvægt, der overstiger 25.000 kg, dog 26.000 kg, såfremt drivakslen er forsynet med tvillingemonterede dæk og 1) vejvenlig affjedring eller 2) den enkelte aksels faktiske akseltryk ikke overstiger 9.500 kg.

Stk. 4. Vogntog, hvori den trækkende bil er omfattet af reglerne i stk. 1-3 og har et faktisk drivakseltryk på over 10.000 kg eller et faktisk samlet akseltryk i en akselgruppe på 2 aksler på over 16.000 kg, må ikke have en faktisk totalvægt, der overstiger 40.000 kg, dog 44.000 kg for 3-akslet lastbil med sættevogn, der medfører en 40-fods ISO-container.

Stk. 5. Ved vejvenlig affjedring som nævnt i stk. 2 og 3, forstås luftaffjedring eller tilsvarende affjedring, som fastlagt i bilag III til Rådets direktiv nr. 85/3/EØF som senest ændret ved direktiv nr. 92/7/EØF. (* 2)»

Stk. 1. § 2 Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1993.

Underskrift 1

Justitsministeriet, den 10. december 1992 HANS ENGELL /Henrik Waaben (* 1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv nr. 89/338/EØF, EF-Tidende 1989 L 142 s. 3 og nr. 92/7/EØF, EF-Tidende 1992 L 57 s. 29. (* 2) EF-Tidende 1985 L 2.s. 14 og EF-Tidende 1992 L 57 s. 29.

Versioner

  1. 1992-12-21 · til 2024-05-29