Gelex

Prøvelsen af ægteskabsbetingelserne m.v. i tilfælde, hvor ingen af parterne har bopæl i Danmark.

OphævetVersion 1995-02-28fra 1995-02-28 til 2014-10-03
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1995/11087@1995-02-28/da

Indhold
  1. Indledning

Skrivelse til kommunerne vedrørende prøvelsen af ægteskabsbetingelserne m.v. i tilfælde, hvor ingen af parterne har bopæl i Danmark.

En række kommuner har oplyst, at man i de senere år har foretaget et stort antal vielser af parter, som ikke har bopæl her i landet. Det er de pågældende kommuners opfattelse, at der i forbindelse med en del af disse vielser har været en vis usikkerhed - bl.a. om hvorvidt parterne forstod vielsesritualet, ligesom der i enkelte tilfælde efterfølgende er opstået tvivl om, hvorvidt ægteskabsbetingelserne har været opfyldt.

Civilretsdirektoratet finder på denne baggrund anledning til at indskærpe, at det påhviler prøvelsesmyndigheden af sig selv at foretage de undersøgelser, som er nødvendige for at kontrollere, om betingelserne for indgåelse af ægteskabet er opfyldt, jf. bekendtgørelse nr. 563 af 24. juni 1992 om ægteskabs indgåelse, kapitel 1 og 3.

Parterne skal på en særlig blanket afgive en række oplysninger, jf. bekendtgørelsens § 3. Prøvelsesmyndigheden bør i den forbindelse sikre, at hver af parterne forstår, hvilke oplysninger der ønskes, og at parten afgiver disse oplysninger på egne vegne og under strafansvar. Hvis der er tvivl om, hvorvidt den ene part forstår situationen og hvilke oplysninger, der ønskes, bør prøvelsesmyndigheden ikke acceptere, at den anden part udfylder blanketterne på begges vegne.

Hver af parterne skal afgive erklæring om, hvorvidt den pågældende tidligere har indgået ægteskab. Samtidig skal parten dokumentere, at et eventuelt tidligere ægteskab er opløst ved skilsmisse eller omstødelse, eller at den tidligere ægtefælle er død, jf. bekendtgørelsens § 10. Er det tidligere ægteskab i parternes levende live opløst i udlandet uden for de nordiske lande, skal prøvelsesmyndigheden forelægge sagen for statsamtet. I tilfælde, hvor der ikke kan tilvejebringes dokumentation for en tidligere ægtefælles død, skal prøvelsesmyndigheden forelægge sagen for Civilretsdirektoratet.

Som det fremgår af bekendtgørelsens § 18, stk. 2, må prøvelsesattest til en part, der ikke er statsborger i et af de nordiske lande, kun udstedes, hvis den pågældende opholder sig lovligt i Danmark. Prøvelsesmyndigheden kan kræve, at den pågældende godtgør at have lovligt ophold i Danmark. Dette bør som udgangspunkt altid kræves, hvis der under prøvelsen af ægteskabsbetingelserne opstår tvivl om spørgsmålet. Prøvelsesmyndigheden kan henvise en part til at rette henvendelse til Direktoratet for Udlændinge eller kan eventuelt selv rette en sådan henvendelse.

Hvis en part har statsborgerret og bopæl i udlandet, og det er prøvelsesmyndigheden bekendt, at det påtænkte ægteskab er ubetinget forbudt i det land, hvor parten har statsborgerskab eller bopæl, må prøvelsesattest ikke udstedes, jf. bekendtgørelsens § 18, stk. 3. Prøvelsesmyndigheden skal i så fald forelægge sagen for Civilretsdirektoratet, jf. § 18, stk. 6.

Det er således prøvelsesmyndigheden, der i forbindelse med den konkrete prøvelse må vurdere, om de afgivne erklæringer eller eventuelle attester, som parterne fremlægger, kan anses for at godtgøre, at ægteskabsbetingelserne er opfyldt.

Prøvelsesmyndigheden kan eventuelt anmode en part, som ikke har bopæl her i riget, om at fremvise dokumentation fra det land, hvor den pågældende er statsborger, eller hvor den pågældende har bopæl, hvis det ikke uden en sådan dokumentation kan anses for tilstrækkeligt godtgjort, at ægteskabsbetingelserne efter ægteskabsloven er opfyldt. Det vil normalt særligt være spørgsmålet, om hvorvidt der tidligere har været indgået ægteskab, og om dette ægteskab er endeligt opløst, som vil kunne give anledning til at anmode en part om sådan dokumentation.

Det fremgår bl.a. af ægteskabsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 148 af 8. marts 1991 med senere ændringer, § 20, stk. 2, at parterne ved samtidigt møde skal erklære at ville ægte hinanden. Det er således fortsat vielsesmyndighedens opgave under selve vielsen at sikre, at begge parter forstår, at der indgås et ægtskab, og at ingen af parterne er udsat for et utilbørligt pres. Der kan i den forbindelse være brug for bistand af en tolk, således at det ved samtale med parterne - hver for sig - kan sikres, at de begge ønsker at indgå ægteskabet.

Civilretsdirektoratet kan endelig oplyse, at justitsministeren netop har fremsat et forslag til ændring af ægteskabsloven, således at det fremover kan pålægges parterne at afholde udgifterne ved en eventuel tolkebistand under prøvelsen af ægteskabsbetingelserne eller under vielsen. Det er hensigten at de nærmere regler skal fastsættes ved bekendtgørelse. Civilretsdirektoratet vil senere orientere herom.

P.M.V.

C. Rosholm / Gitte Cordes

Versioner

  1. 1995-02-28, til 2014-10-03