Cirkulære om ansættelse og aflønning mv. af specialarbejdere under Forsvarsministeriet
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1995/25035@1995-09-07/da
Indhold
Forsvarsministeriet og Specialarbejderforbundet i Danmark samt Fabrik- og Specialarbejdernes Forbund har den 10. juli 1995 i tilknytning til Statsansattes Kartels fællesoverenskomst indgået organisationsaftale for specialarbejdere under Forsvarsministeriet.
Organisationsaftalen vedlægges som bilag 1.
§ 1.
Stk. 1. Bestemmelserne i denne kundgørelse omfatter specialarbejdere under Forsvarsministeriet, herunder kystudkigge, bortset fra specialarbejdere, herunder kystudkigge ansat under Farvandsvæsenet.
§ 2.
Stk. 1. I tilslutning til ovennævnte organisationsaftale bemærkes følgende. Generelle bemærkninger Organisationsaftalen har virkning fra den 1. april 1995. Organisationsaftalen udgør sammen med STK-fællesoverenskomsten af 16. maj 1995 det samlede overenskomstgrundlag. Der kan ikke indgås aftaler mellem Forsvarsministeriets underliggende myndigheder og Specialarbejderforbundet i Danmark og Fabrik- og Specialarbejdernes Forbund som fraviger eller supplerer nærværende organisationsaftale. Med virkning fra 1. april 1996 ydes et særligt tillæg til førstefyrpassere med 8.900 kr. årligt (oktober 1984-niveau), jf. bilag 1 til organisationsaftalen. Ændring vedrørende fleksibel arbejdstid træder i kraft med virkning fra 1. oktober 1995. Såfremt den daglige arbejdstid falder uden for tidsrummet 17-06, skal der udbetales natpenge. Med virkning fra 1. april 1995 er specialarbejdere omfattet af bestemmelsen om deltidsansættelse, jf. Ad § 11 (2). Med virkning fra 1. april 1995 er specialarbejdere omfattet af bestemmelsen om konvertering af ikke-afviklet over-/merarbejde til omsorgsdage, jf. Ad § 11 (IX). Specialarbejdere under Forsvarsministeriet ansættes som hovedregel som månedslønnede ikke-funktionærer, jf. Statsansattes Kartels fællesoverenskomst. Kun i de tilfælde, hvor ansættelsesperioden er under 7 måneder, finder ansættelse sted på timeløn, jf. organisationsaftalen ad § 35. Vedrørende frihed til bestemte formål bemærkes, at dette, såfremt tjenesten tillader det, som hovedregel kan gives i form af anvendelse af feriedage, eller eventuelt ved anvendelse af optjent afspadsering mv. Frihed til tillidsrepræsentantarbejde bør dog gives i den udstrækning, det er nødvendigt for tillidsrepræsentantarbejdets forsvarlige udførelse, jf. Tillidsrepræsentantaftalens § 6 og vedrørende tillidsrepræsentantens løn under varetagelse af tillidsrepræsentantarbejdet, Tillidsrepræsentantaftalens §§ 7 og 9. Der kan herudover efter aftale med institutionen gives tillidsrepræsentanten frihed til i passende omfang at deltage i faglige kurser mv., jf. lønnings- og pensionsministeriets cirkulæreskrivelse af 23. juni 1971. Ansatte, som af en læge er henvist til at søge specialbehandling, kan meddeles frihed uden afkortning i lønnen 8 gange i løbet af 12 på hinanden følgende måneder. Der kan dog uden begrænsning gives frihed uden lønafkortning til specialbehandling som følge af tilskadekomst i tjenesten. Om reglerne for tjenestefrihed i øvrigt henvises til STK-fællesoverenskomstens § 18 samt til side 17-19 i Personaleadministrativ Vejledning (bilag 2). Aftale om rådighedsvagt for specialarbejdere under Forsvarsministeriet vedlægges som bilag 3. Ad organisationsaftalens § 4
1. løntrin for specialarbejdere ved Ammunitionsarsenalet bliver 1-årigt, og træder i kraft med virkning fra 1. april 1996.
Med virkning fra 1. april 1996 ydes et særligt tillæg til specialarbejdere i København og i provinsen samt ved Ammunitionsarsenalet efter 2 år på sluttrin med grundbeløb 1.500 kr. årligt (oktober 1984-niveau).
Ad organisationsaftalens § 11
I. (1) Arbejdstid
Der åbnes mulighed for at indgå lokale aftaler om fleksibel arbejdstid, således at arbejdstiden kan variere, dog under den forudsætning, at den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid fortsat er 37 timer regnet over en 6 måneders periode.
Ved indgåelse af fleksibel arbejdstidsordninger skal der udarbejdes en arbejdstidsplan varierende fra 4-52 uger afhængig af det konkrete behov.
(2) Deltid
Med virkning fra 1. april 1995 åbnes der mulighed for at indgå lokale aftaler om deltidsansættelse af specialarbejdere.
Protokollat af 3/4 1995 mellem Finansministeriet og Specialarbejderforbundet i Danmark om deltidsbestemmelser vedlægges som bilag 4.
II. Overarbejde
Såfremt overarbejde på grund af helt særlige omstændigheder undtagelsesvist ikke vil kunne afspadseres, kan aftale om kompensation for det ikke afviklede overarbejde indgås mellem Specialarbejderforbundet i Danmark eller Fabrik- og Specialarbejdernes Forbund og Forsvarskommandoen.
IX. Konvertering af ikke-afviklet over-/merarbejde til omsorgsdage
Som led i overenskomstforhandlingerne i 1995 blev der i barselsaftalen indført ret til 10 omsorgsdage som følge af barsel og adoption for ansatte, der bliver forældre efter den nye aftales ikrafttræden.
I tilknytning hertil blev det samtidig aftalt at åbne mulighed for, at ansatte, herunder også medarbejdere der ikke opfylder betingelserne for at opnå omsorgsdage i henhold til barselsaftalen, kan opspare omsorgsdage ved konvertering af eventuel ikke-afviklet afspadseringsfrihed, der er givet som kompensation for tidligere udført over-/merarbejde eller for arbejde på ubekvemme tidspunkter (»37/2-opsparingsdagen«).
Ordningen er frivillig, således at det er den ansatte, der vælger om den ikke-afviklede frihed ved afspadseringsfristens udløb skal honoreres efter de almindelige regler om over-/merarbejdsbetaling eller konverteres til omsorgsdage.
Der kan fastsættes et maksimum for antallet af afspadseringstimer, der kan omdannes til omsorgsdage. Maksimum fastsættes af ansættelsesmyndigheden, dog således at de ansatte som minimum skal have mulighed for at opspare 10 omsorgsdage.
Med virkning fra 1. april 1996 forhøjes satserne for arbejde på søn- og helligdage, hvor dette ikke er overarbejde, jf. pkt. IV i organisationsaftalen.
§ 3.
Stk. 1. Cirkulære om STK-fællesoverenskomst, cirkulære om hovedaftale mellem Finansministeriet og Statsansattes Kartel samt cirkulære om tillidsrepræsentanter for overenskomstansatte i staten er udsendt i Forsvarsministeriets kundgørelsessamling, bind 2, faneblad 2.
§ 4.
Stk. 1. Kundgørelse for Forsvaret B.5-38 af 24. juni 1994 ophæves. P.M.V. E.B. H. Lange
Bilag 1
Organisationsaftale for specialarbejdere under Forsvarsministeriet.