Gelex

Cirkulære om Arbejdsformidlingens administration af bekendtgørelse nr. 7 af 9. januar 1995 af lov om orlov.

OphævetVersion 1995-02-21fra 1995-02-21 til 1996-08-05
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1995/3952@1995-02-21/da

Indhold
  1. Indledning

I INDLEDNING 1. Ikrafttræden. 2. Hovedprincipperne i orlovsordningerne.

II ARBEJDSFORMIDLINGENS RÅDGIVNING OG STØTTEMULIGHEDER VED ORLOV, HERUNDER I FORBINDELSE MED JOBROTATION

III ARBEJDSFORMIDLINGENS ADMINISTRATION AF ORLOV TIL UDDANNELSE

1. Adgangskrav for orlovsansøgeren. 1.1 Generelt. 1.2 Lønmodtagere. 1.2.1 Beskæftigelseskrav. 1.2.2 Medlemskab af en arbejdsløshdskasse og dagpengeret. 1.2.3 Aftale om orlov mellem lønmodtager og arbejdsgiver. 1.2.4 Jobrotation. 1.3 Selvstændige erhvervsdrivende. 1.3.1 Beskæftigelseskrav. 1.3.2 Medlemskab af en arbejdsløshedskasse og dagpengeret. 1.3.3 Ophør med arbejde i virksomheden i orlovsperioden. 1.4 Dagpengeberettigede ledige. 1.4.1 Medlemskab af en arbejdsløshedskasse og dagpengeret. 1.4.2 Lediges orlovsmuligheder i forhold til handlingsplanen. 1.4.3 Deltidsbeskæftigede, som står tilmeldt AF. 1.5 Forholdet til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv. 2. Orlovens varighed. 2.1 Varighed, samt opdeling i enkeltperioder. 2.2 Gentagen orlov. 3. Barsel. 4. Sygdom. 5. Formidling af erstatningsarbejdskraft. 6. Det regionale Arbejdsmarkedsråds mulighed for at yde supplerende tilskud til orlovsydelsen. 7. AFs bevilling af orloven. 8. Afholdelse af ferie i orlovsperioden. 9. Underretningspligten mellem AF og arbejdsløshedskassen. 10. Tilbagekaldelse af orlovsbevillinger. 11. Klageadgang. IV ARBEJDSFORMIDLINGENS ADMINISTRATION AF ORLOV TIL SABBAT 1. Adgangskrav for orlovsansøgeren. 1.1 Generelt. 1.2 Lønmodtagere. 1.2.1 Beskæftigelseskrav. 1.2.2 Medlemskab af en arbejdsløshedskasse og dagpengeret. 1.2.3 Aftale om orlov mellem lønmodtager og arbejdsgiver. 1.2.4 Forholdet til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv. 2. Orlovens varighed. 2.1 Varighed, samt opdeling i enkeltperioder. 2.2 Gentagen orlov. 3. Barsel. 4. Sygdom. 5. Formidling af erstatningsarbejdskraft. 5.1 Afløser. 5.2 Supplerende dagpenge. 5.3 Arbejdsgiverens tro og loveerklæring, ansættelsesbevis og AFs stikprøvekontrol. 6. Genbesættelse af orlovsstillingen i orlovsperioden. 7. AFs bevilling af orloven. 8. Afholdelse af ferie i orlovsperioden. 9. Underretningspligten mellem AF og arbejdsløshedskassen. 10. Tilbagekaldelse af orlovsbevillinger. 11. Klageadgang. V ARBEJDSFORMIDLINGENS ADMINISTRATION AF ORLOV TIL BØRNEPASNING. 1. Adgangskrav for orlovsansøgeren. 1.1. Generelt. 1.2. Lønmodtagere. 1.2.1. Ret til orlov. 1.2.2 Udsættelse af retmæssig børnepasningsorlov 1.2.3. Aftalt orlov. 1.3 Selvstændige erhvervsdrivende. 1.3.1. Ophør med arbejde i virksomheden i orlovsperioden 1.4 Ledige medlemmer af en arbejdsløshedskasse. 1.4.1 Lediges orlovsmulighed i forhold til handlingsplanen. 1.4.2 Deltidsbeskæftigede, som står tilmeldt AF. 1.5. Forholdet til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv. 1.6. Kontanthjælpsmodtagere. 2. Orlovens varighed. 2.1 Varighed samt opdeling i enkeltperioder. 2.2. Gentagen orlov. 3. Barsel 4. Sygdom 5. Formidling af erstatningsarbejdskraft. 6. Supplerende tilskud til orlovsydelsen. 7. AFs bevilling af orlovsaftalen. 8. Afholdelse af ferie i orlovsperioden. 9. Underretningspligten mellem AF og arbejdsløshedskassen samt AF og bopælskommunen. 10. Tilbagekaldelse af orlov. 11. Klageadgang mv.

I INDLEDNING

1. Ikrafttrædelse m.v.

Dette cirkulære træder i kraft dags dato. Aftaler som indgås efter bekendtgørelse nr. 7 af 9. januar 1995 af lov om orlov administreres efter dette cirkulære. Orlov som er bevilget inden den 1. januar 1995 administreres efter de regler, der var gældende på bevillingstidspunkter.

Det bemærkes dog, at orlov som er bevilget inden den 1. januar 1995 ikke kan forlænges, men at orlovspersonen skal søge på ny. En fornyet ansøgning er omfattet bekendtgørelse nr. 7 af 9. januar 1995.

AF-cirkulære nr. 3/94 af 28. januar 1994 om Arbejdsformidlingens administration i forbindelse med bekendtgørelse nr. 1201 af 27. december 1993 om lov om orlov er bortfaldet med virkning fra den 1. januar 1995. Orlov, som er bevilget i henhold til det nævnte regelsæt, administreres dog fortsat efter disse retningslinier.

2. Hovedprincipperne i orlovsordningerne.

Hovedformålt med orlovsordningerne er fortsat at skabe større cirkulation på arbejdsmarkedet ved jobrotation samt understøtte virksomhedernes behov for opkvalificering af arbejdskraften og den enkeltes behov for at forbedre sine kvalifikationer.

Hertil kommer den samfundsmæssige interesse i at sikre småbørnsfamilierne en tættere kontakt til egne børn igennem en kortere eller længere periode.

Sabbatorloven er med til at forøge tilgang af ledige til afløserjob, som på sigt vil forbedre de lediges muligheder for varig tilknytning til arbejdsmarkedet.

Siden 1. januar 1994 har over 150.000 personer fået bevilget orlov ifølge reglerne om uddannelse, børnepasning og sabbat.

Dette viser, at indførelse af orlovsordningerne har dækket et samfundsmæssigt behov hos borgerne til at foretage en midlertidig forandring af arbejdslivet i form af videreuddannelse, nærhed med egne børn eller personlig udvikling og udfordring.

Lovændringerne i april 1994 (bekendtgørelse nr. 269 af 15. april 1994 af lov om orlov) medførte en vis skærpelse af reglerne for uddannelsesorlov og børnepasningsorlov.

Med hensyn til uddannelsesorlov kom der krav om mindste undervisningstid på 20 timer om ugen eller undervisningen foregår som heltidsundervisning.

Arbejdsmarkedsrådene fik i den forbindelse tillagt kompetence til at fravige disse bestemmelser såfremt det fremmer den uddannelsessøgende jobmuligheder på arbejdsmarkedet.

For at fremme jobrotationsprojekter blev det indført, at rådene kan godkende uddannelsesorlov som afholdes på enkelte dage.

I forbindelse med den retmæssige børnepasningsorlov blev der indført bestemmelser om, at arbejdsgiveren under visse betingelser vil kunne udsætte den varslede børnepasningsorlov.

Baggrunden for denne stramning af lønmodtagerens adgang til den retmæssige børnepasningsorlov skal ses i lyset af, at retten til orlov har skabt mangel på afløsere inden for vitale erhvervsormåder såsom sygehusvæsenet etc.

Endelig kan nævnes at spørgsmålet om ferie i forbindelse med orlov blev løst således, at der blev indført en bestemmelse om at optjent ferie forlænger orlovsperioden for lønmodtageren.

Endvidere er der sket en yderligere stramning af orlovsreglerne i forbindelse med lovændringerne i december 1994.

Fra fremsættelsesdatoen den 23. november 1994 af lovudkast til ændring af lov om orlov blev satserne på orlovsydelse til børnepasning og sabbat nedsat fra 80 pct. til 70 pct. og med yderligere nedsættelse i løbet af 1997. Samtidig blev der vedtaget lempelige overgangsregler for personer der i god tid havde planlagt enten børnepasningsorlov eller sabbatorlov.

Det bemærkes i den forbindelse, at en person, som har ansøgt om orlov, der i henhold til overgangsbestemmelserne udløser en ydelse på 80 pct, skal indgive en ny ansøgning, hvis orlovsansøgeren ønsker den ansøgte orlovs begyndelsestidspunkt udsat. Beregningen af orlovsydelsen vil herefter blive foretaget på baggrund af den nye ansøgning. Medfører dette åbenbare urimeligheder, bør det løses ved konkret fortolkning.

Fra 1. januar 1995 er retten til børnepasningsorlov i 26 uger nedsat til 13 uger dog således at forældre til børn som endnu ikke er fyldt 1 år ved orlovens start har den fulde ret i 26 uger.

Som yderligere stramning af regelsættet om orlov kan nævnes, at der fra 1. januar 1995 er fastsat en nedre grænse for sabbatorlov på minimum 13 uger.

Dette indebærer i princippet, at jobdelingsordninger fremover ikke længere er mulige. Samtidig er kravet til den ledige afløser skærpet således, at arbejdsgiveren i forbindelse med sabbat er forpligtet til at ansætte en person med 52 ugers forudgående ledighed i stedet for orlovspersonen.

Det kan nævnes at satsen for uddannelsesorlovsydelse som skulle nedsættes pr. 1. april 1995 er bibeholdt på den høje sats på 100 pct. af dagpengesatsen.

Fra 1. januar 1995 bortfaldt mulighederne for at få bevilget sabbatorlov i henhold til de tidligere regelsæt og orlovsperioderne skal være afviklet i løbet af 1995. Sabbatorloven videreføres fra samme dato indtil 1999 med de ændrede regler.

Fra 1. januar 1995 indføres kravet om at løønmodtageren skal være dagpengeberettiget i forbindelse med ansøgning om orlov til sabbat og orlov til uddannelse.

Ligeledes fra denne dato skal selvstændige erhvervsdrivende være dagpengeberettigede i forbindelse med orlov til uddannelse.

II ARBEJDSFORMIDLINGENS RÅDGIVNING OG STØTTEMULIGHEDER VED ORLOV, HERUNDER I FORBINDELSE MED JOBROTATION.

AF skal yde information og vejledning såvel over for virksomhederne, de offentlige institutioner mv. som over for lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende, ledige og kontanthjælpsmodtagere om orlovsordningerne.

AF bør udøve en aktiv rolle i forbindelse med information og rådgivning om orlovsordningerne og om de muligheder, AF har for at bistå virksomhederne blandt andet med formidling af erstatningsarbejdskraft og indgåelse af aftaler om jobrotation.

AF skel især være opmærksom på de problemer, der kan opstå, hvis arbejdsgiveren eller AF ikke kan finde afløsere i forbindelse med sabbatorlov.

AF bør vejlede arbejdsgiveren om forpligtelsen til at ansætte en ledig afløser i virksomheden i orlovsperioden.

Specielt skal AF være opmærksom på tilfælde, hvor der er tale om orlov inden for arbejdsområder, hvor der er eller kan forudses flaskehalse.

AF skal kunne rådgive virksomhederne om uddannelse og efteruddannelse i forbindelse med uddannelsesorlov for virksomhedens medarbejdere.

AF vil have mulighed for at opkvalificere ledige i samarbejde med virksomhederne ved jobtræning og uddannelsespraktik med det sigte at kunne tilbyde kvalificerede afløsere i forbindelse med ledige stillinger.

AF har også mulighed for at udnytte emnebanker/vikarkorps i forbindelse med arbejdsgivernes behov for erstatningsarbejdskraft.

Arbejdsløshedskasserne skal vejlede deres medlemmer i overensstemmelse med DfA's B-vejledninger om de forsikringsmæssige aspekter af orlov til uddannelse, sabbat og børnepasning.

Kommunerne udbetaler orlovsydelse til kontanthjælpsmodtagere, ikke-forsikrede lønmodtagere og ikke-forsikrede selvstændige erhvervsdrivende, der holder orlov til børnepasning.

Kommunerne oplyser om mulighederne for supplerende tilskud til forældre, der holder orlov til børnepasning, jf. bistandslovens § 69 b.

III ARBEJDSFORMIDLINGENS ADMINISTRATION AF ORLOV TIL UDDANNELSE.

1. Adgangskrav for orlovsansøgeren.

1.1 Generelt.

Uddannelsesorlovsordningen retter sig mod dagpengeberettigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og ledige.

Som udgangspunkt skal betingelserne for at få bevilget uddannelsesorlov være opfyldt på orlovens starttidspunkt. Dette gælder således betingelsen om, at orlovspersonen skal være fyldt 25 år og dagpengeberettiget medlem af en arbejdsløshedskasse. Beskæftigelseskravet skal imidlertid være opfyldt på ansøgningstidspunktet.

AF skal påse, at samtlige betingelser for at få orlov er opfyldt.

Der kan ikke dispenseres fra kravet om, at orlovsansøgeren skal være fyldt 25 år. Se dog pkt. 1.2.4.

AF skal endvidere påse, at der foreligger dokumentation for deltagelse i en uddannelse, hvortil der kan opnås orlov jf. bekendtgørelse nr. 1051 af 17. december 1993 om uddannelser, hvortil der kan opnås uddannelsesgodtgørelse og orlov til uddannelse. Dokumentationen for deltagelse i uddannelse foreligger, når uddannelsesinstitutionen har attesteret, at orlovsansøgeren er optaget på uddannelsen.

Det er en forudsætning, at den uddannelse der søges orlov til enten:

- har et ugentligt antal undervisningstimer på mindst 20 timer, eller

- er normeret som heltidsundervisning efter ministerielt fastsatte regler, eller

- er godkendt som heltidsundervisning i forbindelse med statens uddannelsesstøtte.

Forberedelsestimer tæller ikke med til opfyldelse af de 20 undervisningstimer jf. NOA-Meddelelse nr. O 24/94 af 5. august 1994.

Kravet om 20 ugentlige undervisningstimer kan opfyldes ved at sammensætte flere uddannelser jf. NOA-Meddelelse nr. O 29/94 af 13. september 1994. Det er en forudsætning, at de uddannelser, der sammensættes er offentlig godkendte.

Såfremt den orlovssøgende har sammensat flere uddannelser for at opfylde kravet om 20 ugentlige undervisningstimer, og et af kurserne eksempelvis ikke oprettes eller nedlægges efter en periode, skal AF foretage en konkret vurdering efter de retningslinier det regionale Arbejdsmarkedsråd har fastsat i henhold til § 7, stk. 3 i orlovsbekendtgørelsen.

I henhold til § 7, stk. 3 i orlovsbekendtgørelsen kan det regionale Arbejdsmarkedsråd fastsætte retningslinier efter hvilke AF efter en konkret vurdering kan fravige de ovenfor nævnte krav, hvis det fremmer den uddannelssøgendes muligheder på arbejdsmarkedet.

Hvis der ansøges om orlov til uddannelse i udlandet skal orlovsansøgeren godtgøre, at der er tale om en godkendt offentlig uddannelse jf. bekendtgørelse nr. 1178 af 27. december 1994 om orlov til uddannelse, sabbat og børnepasning. I bekendtgørelse nr. 1051 af 17. december 1993 er det fastsat, hvad der forstås ved en godkendt offentlig uddannelse. Herudover vil der kunne opnås uddannelsesorlov i udlandet, såfremt det kan godtgøres, at uddannelsen kan sidestilles med en uddannelse, der ville have været en godkendt offentlig uddannelse herhjemme, hvilket fx. er tilfældet, hvis der kan ske meritoverførsel. Uddannelsen skal derudover opfylde kravet til undervisningstimer m.m.

Det bemærkes, at perioder med orlovsydelse til en uddannelse, der giver ret til SU indenfor SU-klippekortet, kan trække fra i klippekortet.

Orlov til uddannelse kan bevilges til godkendte plankurser, der finansieres og afholdes efter Lov om arbejdsmarkedsuddannelser. Har orlovsansøgeren ret til godtgørlse efter Lov om arbejdsmarkedsuddannelser, kan der ikke modtages orlovsydelse under orloven.

Selvom AMU-kurserne er godkendte, finansieret og afholdt efter Lov om arbejdsmarkedsuddannelser, er det ikke ensbetydende med, at orlovsansøgeren er berettiget til AMU-godtgørelse. Efter bekendtgørelse nr. 1048 af 17. december 1993 om adgang, deltagerstøtte, depositum m.m. ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser er det en betingelse for at modtage AMU-godtgørelse, at ansøgeren tilhører den personkreds, der er AMUs primærgruppe, jf. §§ 1 og 16 i den nævnte bekendtgørelse.

Hvis der ansøges om orlov til en uddannelse, der samtidig er lønarbejde, som fx social- og sundhedsuddannelserne, kan der bevilges orlov, hvis orloven påbegyndes samtidig med uddannelsen. Hvis orlovsansøgeren er påbegyndt uddannelsen, kan vedkommende ikke som lønmodtager få bevilget orlov fra uddannelsen til at deltage i den samme uddannelse.

En ledig, der har fået bevilget 1 års uddannelsesorlov til en uddannelse, der samtidig er lønarbejde, kan som ledig dog få bevilget det 2. års uddannelsesorlov til uddannelsen.

Orlovsydelsen udgør et beløb, der svarer til arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. §§ 47 og 70 i Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Arbejdsgiveren har mulighed for at supplere lønmodtagerens orlovsydelse med et aftalt beløb uden, at der sker fradrag i orlovsydelsen.

Fortsætter arbejdsgiveren under orloven med at udbetale en løn, der svarer til lønmodtagerens hidtidige løn og overstiger lønnen orlovsydelsen, kan orlovsydelsen udbetales til arbejdsgiveren. Orlovsydelsen udbetales til arbejdsgiveren med det beløb, lønmodtageren ellers ville have modtaget i orlovsydelse, d.v.s. efter eventuelt fradrag for lønarbejde m.v. i orlovsperioden.

Orlovsydelse til ledige på dimmitendsats udgør et beløb svarende til dagpengebeløbet for dimittender (nyuddannede).

1.2 Lønmodtagere.

1.2.1 Beskæftigelseskrav.

I forbindelse med en lønmodtagers ansøgning om orlov skal AF påse, at kravet om forudgående beskæftigelse er opfyldt.

En fuldtidsbeskæftiget lønmodtager skal inden for de sidste 5 år have været ansat som lønmodtager eller have drevet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang svarende til mindst 3 års fuldtidsbeskæftigelse.

En deltidsbeskæftiget lønmodtager skal inden for de sidste 5 år have været ansat som lønmodtager eller drevet selvstændig erhvervsvirksomhed svarende til mindst 2 års fuldtidsbeskæftigelse.

Til opfyldelse af beskæftigelseskravet medregnes også beskæftigelse i udlandet.

Ved opgørelse af beskæftigelseskravet medregnes ikke beskæftigelse, hvortil der ydes offentligt tilskud til lønnen. Der medregnes heller ikke udøvelse af selvstændig virksomhed, hvortil der er ydet offentligt tilskud til etablering og drift, herunder iværksætterydelse i henhold til lov om arbejdstilbud, etableringsydelse i henhold til lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, igangsætterydelse i henhold til lov om social bistand eller lignende.

Ved opgørelse af såvel den 5-årige som den 3- eller 2-årige periode medregnes ikke orlovsperioder med orlovsydelse efter lov nr. 467 af 24. juni 1992 om forældreorlovsydelse med senere ændringer, lov nr. 466 af 24. juni 1992 om orlovsydelse til uddannelse med senere ændringer samt lov nr. 435 af 30. juni 1993 om orlov med senere ændringer. Derudover medregnes ikke perioder med orlov uden løn.

Er der i en 5-årig periode forud for den ansøgte orlov en periode med eksempelvis 52 ugers børnepasningsorlov »forlænges« 5-års perioden således, at orlovsansøgeren inden for de sidste 6 år skal kunne opfylde kravet om beskæftigelse.

Det skal bemærkes, at såfremt den orlovssøgende i 5 års perioden har haft mere end fuldtidsbeskæftigelse medregnes det overskydende antal timer ikke til opfyldelse af beskæftigelseskravet.

Dokumentation for beskæftigelse foreligger, når lønmodtageren på ansøgningsblanketten på tro og love har afgivet erklæring om dette.

En lønmodtager anses for at være fuldtidsbeskæftiget, hvis vedkommende de sidste 10 uger før orloven har væert ansat på fuld tid. Lønmodtagere ansat i færre timer end 37 timer om ugen anses for at være ansat på fuld tid, hvis vedkommende er ansat på vilkår, der efter overenskomst eller lignende aftaler mellem arbejdsgivere og lønmodtagere kan sidestilles med fuld tid. I alle andre tilfælde anses lønmodtageren for at være deltidsbeskæftiget.

1.2.2 Medlemskab af en arbejdsløshedskasse og dagpengeret.

AF skal påse, at arbejdsløshedskassen på ansøgningsblanketten har attesteret, at lønmodtageren er medlem af en arbejdsløshedskasse.

AF skal endvidere påse, at arbejdsløshedskassen på ansøgningsblanketten har attesteret, at lønmodtageren er dagpengeberettiget ved orlovens start.

Frem til udgangen af 1994 kunne lønmodtagere få bevilget orlov, selvom de ikke var dagpengeberettigede. Denne undtagelse fandt anvendelse på orlovsaftaler, der blev indgået, bevilget og påbegyndt i 1994. Denne undtagelse gælder, selvom orloven rækker ind i 1995. Undtagelsen gælder også i forhold til orlov, der er opdelt og som er bevilget og påbegyndt i 1994, og hvor enkelte perioder afvikles i 1995.

Orlov, der påbegyndes i 1995, er således ikke omfattet af undtagelsen, uanset om den er bevilget i 1994.

1.2.3 Aftale om orlov mellem lønmodtaget og arbejdsgiver

AF skal påse, at det af ansøgningsblanketten fremgår, at der mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren er indgået en skriftlig aftale om orlov, samt at der er aftalt nærmere vilkår for tilbagevenden til arbejdspladsen. AF skal ikke se aftalen.

Det bemærkes, at en naturlig forståelse af begrebet »orlov« er, at lønmodtageren vender tilbage til arbejdspladsen efter orloven. De almindelige opsigelsesregler gælder under orloven. Orlovsansøgeren kan således opsiges i orlovsperioden under iagttagelse af de regler og aftaler, der er gældende for et pågældende ansættelsesforhold, herunder gældende varsel.

Opsiger arbejdsgiveren lønmodtageren under orloven, vil vedkommende kunne fortsætte med at holde orlov indtil orlovsperiodens udløb, uanset at ansættelsesforholdet ophører i orlovsperioden. Det er også muligt for en lønmodtager, som sidder i opsagt stilling at indgå aftale med arbejdsgiveren om orlov til uddannelse. Orlovsansøgeren skal påbegynde orloven inden ansættelsens ophør, og den resterende del af orloven kan afvikles efter ansættelsens ophør.

1.2.4 Jobrotation.

Såfremt uddannelsesorloven afholdes som led i et jobrotationsprojekt kan det regionale Arbejdsmarkedsråd godkende, at orloven afholdes på enkeltdage. Orloven skal sammenlagt være på mindst 1 uge, hvilket forudsætter, at projektet sammenlagt indeholder 5 uddannelsesdage.

Såfremt orlov afholdes som led i et større jobrotationsprojekt, der er etableret ved kollektiv aftale på en arbejdsplads, kan det regionale Arbejdsmarkedsråd i særlige tilfælde bevilge orlov til uddannelse til lønmodtagere, som ikke er fyldt 25 år.

Bestemmelsen skal fortolkes indskrænkende, idet bestemmelsen er en undtagelse til hovedreglen om, at orlovsansøgeren skal være fyldt 25 år for at få bevilget orlov.

Det regionale Arbejdsmarkedsråd har eksempelvis på baggrund af bestemmelsen mulighed for at bevilge orlov til lønmodtagere under 25 år i de situationer, hvor aftalen ikke kan forventes iværksat, medmindre aftalen også kommer til at omfatte enkelte medarbejdere under 25 år. Den altovervejende del af deltagerne i jobrotationsprojektet skal således være fyldt 25 år.

1.3. Selvstændige erhvervsdrivende.

1.3.1 Beskæftigelseskrav

I forbindelse med en selvstændig erhvervsdrivendes orlov skal AF påse, at beskæftigelseskravet er opfyldt.

Selvstændige erhvervsdrivende skal inden for de sidste 5 år have været ansat som lønmodtagere eller have drevet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang svarende til mindst 3 års fuldtidsbeskæftigelse.

Til opfyldelse af beskæftigelseskravet medregnes også beskæftigelse i udlandet.

Ved opgørelse af beskæftigelseskravet medregnes ikke beskæftigelse, hvortil der ydes offentligt tilskud til lønnen. Der medregnes heller ikke udøvelse af selvstændig virksomhed, hvortil der er ydet offentligt tilskud til etablering og drift, herunder iværksætterydelse i henhold til lov om arbejdstilbud, etableringsydelse i henhold til lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, igangsætterydelse i henhold til lov om social bistand eller lignende.

Ved opgørelse af såvel den 5-årige som den 3-årige periode medregnes ikke orlovsperioder med orlovsydelse efter lov nr. 467 af 24. juni 1992 om forældreorlovsydelse med senere ændringer, lov nr. 466 af 24. juni 1992 om orlovsydelse til uddannelse med senere ændringer samt lov nr. 435 af 30. juni 1993 om orlov med senere ændringer. Derudover medregnes ikke perioder med orlov uden løn.

Er der i en 5-årig periode forud for den ansøgte orlov en periode med eksempelvis 52 ugers børnepasningsorlov »forlænges« 5-års perioden således, at orlovsansøgeren inden for de sidste 6 år skal kunne opfylde kravet om beskæftigelse.

Det skal bemærkes, at såfremt den orlovssøgende i 5 års perioden har haft mere end fuldtidsbeskæftigelse medregnes det overskydende antal timer ikke til opfyldelse af beskæftigelseskravet.

Dokumentation for beskæftigelse foreligger, når den selvstændig erhvervsdrivende på ansøgningsblanketten på tro og love har erklæret dette.

1.3.2 Medlemskab af en arbejdsløshedskasse og dagpengeret

AF skal påse, at arbejdsløshedskassen på ansøgningsblanketten har attesteret, at den selvstændige erhvervsdrivende er medlem af en arbejdsløshedskasse.

AF skal endvidere påse, at arbejdsløshedskassen på ansøgningsblanketten har attesteret, at den selvstændige erhvervsdrivende er dagpengeberettiget ved orlovens start.

Frem til udgangen af 1994 kunne den selvstændige erhvervsdrivende få bevilget orlov, selvom pågældende ikke var dagpengeberettiget. Denne undtagelse fandt anvendelse for orlov, der blev bevilget og påbegyndt i 1994 og er gældende, selvom orloven rækker ind i 1995. Undtagelsen gælder også for orlov, der er bevilget og påbegyndt i 1994, og hvor enkelte perioder afvikles i 1995.

Orlov, der påbegyndes i 1995 er ikke omfattet af undtagelsen, uanset om den er bevilget i 1994.

1.3.3 Ophør med arbejde i virksomheden i orlovsperioden

Det er en betingelse for orlov, at den selvstændige erhvervsdrivende ikke arbejder i virksomheden i orlovsperioden. AF skal således påse, at der ved orlov til den selvstændige erhvervsdrivende foreligger attestation fra arbejdsløshedskassen for, at den selvstændige erhvervsdrivende ophører med at arbejde i virksomheden i orlovsperioden.

1.4 Dagpengeberettigede ledige.

1.4.1 Medlemskab af en arbejdsløshedskasse og dagpengeret

I modsætning til lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, skal ledige ikke opfylde et beskæftigelseskrav for at få bevilget orlov.

Der stilles som udgangspunkt ikke krav om en bestemt forudgående ledighedsperiode, idet det afgørende er, at pågældende står registreret som ledig på AF eller anden godkendt offentlig formidling, som bevirker fritagelse for fremmøde på AF. Den ledige skal endvidere modtage arbejdsløshedsdagpenge, eller ville have modtaget dagpenge, hvis orloven ikke var påbegyndt.

En lønmodtager, der er blevet sagt op af arbejdsgiveren, kan søge om uddannelsesorlov fra første ledighedsdag. Det er i den sammenhæng en betingelse, at vedkommende melder sig ledig på AF samme dag, som orloven starter. Ansøgningen om orlov kan indgives inden fratrædelsen.

Dog kan en lønmodtager, der selv har opsagt sit arbejde, ikke få bevilget orlov som ledig, før vedkommende har modtaget arbejdsløshedsdagpenge i sammenlagt 4 uger efter fratrædelsen. Denne regel gælder i alle tilfælde, hvor lønmodtageren har opsagt sit arbejde, uanset opsigelsesgrunden.

Det er kun arbejdsløshedsdagpenge og ikke feriedagpenge eller andre ydelser udbetalt af arbejdsløshedskassen, der kan medregnes i de 4 uger. Der kan kun mdregnes dagpenge, der udbetales efter, at lønmodtageren er fratrådt. Supplerende dagpenge, der er udbetalt under ansættelse, kan ikke medregnes i de 4 uger.

Dette finder anvendelse på lønmodtagere, der siger op pr. 1. januar 1995 eller senere. Det vil sige, at en lønmodtager, der siger op den 31. december 1994 ikke er omfattet af bestemmelsen, uanset på hvilket tidspunkt i 1995 ansættelsesforholdet ophører. Se i øvrigt NOA-meddelelse O-1/95.

AF skal påse, at arbejdsløshedskassen har attesteret, at den ledige er dagpengeberettiget ved orlovens start. Har orlovsansøgeren opsagt sin stilling skal AF endvidere påse, at arbejdsløshedskassen har attesteret, at vedkommende har modtaget dagpenge i sammenlagt 4 uger ved orlovens start.

1.4.2 Lediges orlovsmuligheder i forhold til handlingsplanen.

Dagpengeberettigede lediges orlovsmuligheder begrænses ikke af handlingsplanen, idet den ledige har ret til orlov til uddannelse. Det kan således ikke betragtes som saglig grund for afslag på ansøgning om orlov, at den ledige ifølge handlingsplanen fx skal påbegynde et jobtræningsforløb.

Ved tilbud om uddannelse i henhold til den individuelle handlingsplan kan det aftales, at den ledige deltager i uddannelsen på uddannelsesorlov. Bidrager AF økonomisk til uddannelsen, fx ved køb af uddannelsesplads, medregnes uddannelsesperioden i den lediges minimumsret. Uddannelsesperioden, hvor den ledige er på uddannelsesorlov, medregnes dog ikke i den lediges dagpengeperiode. Se i øvrigt NOA-meddelelse A-7/O-5/94.

1.4.3 Deltidsbeskæftigede, som står tilmeldt AF.

Personer, der er deltidsbeskæftigede som lønmodtagere, og som samtidig står tilmeldt AF (teknisk ledige) - med eller uden ret til supplerende dagpenge - kan ikke få orlov efter reglerne for ledige, men skal søge efter reglerne for lønmodtagere.

1.5 Forholdet til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

Orlov til uddannelse medregnes ikke i perioderne, jf. § 55 i Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Udfører orlovspersonen arbejde i orlovsperioden, vil dette arbejde kunne medregnes til opfyldelse af arbejdskravet i henhold til § 53, stk. 2 i Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

Har orlovspersonen lønarbejde m.v. under orloven skal der ske fradrag i orlovsydelsen efter regler fastsat i henhold til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

2. Orlovens varighed.

2.1 Varighed, samt opdeling i enkeltperioder

Den mindste periode, der kan bevilges orlov til uddannelse, er 1 sammenhængende uge, og der kan højst bevilges orlov op til 1 år.

Ved orlov til uddannelse, der afholdes som led i et jobrotationsprojekt kan det regionale Arbejdsmarkedsråd godkende, at orloven afholdes på enkeltdage. orloven skal imidlertid sammenlagt være på mindst 1 uge.

Ledige kan højst få bevilget orlov til uddannelse i 2 år inden for den 7-årige ydelsesperiode efter Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Adgangen til orlov til uddannelse er ikke begrænset til, at der kun kan bevilges orlov med 1 år i hver delperiode. Orlov til uddannelse vil således kunne benyttes fuldt ud i delperiode 1 eller 2. Det skal imidlertid understreges, at der kun kan bevilges orlov til uddannelse for eet år ad gangen.

Den nedre grænse på 1 uge for bevilling af uddannelsesorlov skal fortolkes således, at det er muligt at få bevilget uddannelsesorlov, såfremt betingelserne i § 7, stk. 2 i orlovsbekendtgørelsen er opfyldt. Der er således ikke noget krav om, at undervisningen skal være tilrettelagt over 5 undervisningsdage for at § 7, stk. 2 anses for opfyldt.

Eksempel: En kursusvirksomhed udbyder et kursus af 24 timers varighed, men kurset strækker sig alene over 3 dage. I den konkrete situation vil AF kunne bevilge orlov under forudsætning af, at den orlovssøgende i øvrigt opfylder betingelserne. Det skal imidlertid bemærkes, at der skal bevilges en uges orlov, idet den mindste periode, der kan bevilges orlov udgør 1 sammenhængende uge jf. ovenfor.

Det er ikke muligt at forlænge en bevilget orlov. Hvis orlovspersonen ønsker en længere orlovsperiode end den bevilgede, skal orlovspersonen søge på ny.

Det er muligt at dele orloven op i enkelte perioder, fx hvor uddannelsen er opbygget af forløb, der ikke er sammenhængende. AF skal i den forbindelse tage stilling til hele orlovsforløbet, og der skal således ikke indgives ansøgning om orlov for hver enkelt periode. Det skal bemærkes, at hver enkelt bevilget periode skal bestå af mindst 1 sammenhængende uge.

Er der indlagt ferie i uddannelsen, kan bevillingen omfatte ferieperioden forudsat, at den orlovssøgende fortsætter uddannelsen efter ferieperiodens udløb.

AF skal i forbindelse med behandlingen af orlovsansøgningen påse, at orloven opfylder kravet om mindste og højeste varighed.

2.2 Gentagen orlov.

En beskæftiget person kan højst anvende orlov til uddannelse og orlov til sabbat i samlet 1 år inden for en periode på 5 år.

En person, der eksempelvis har haft 1 års sabbatorlov som lønmodtager kan således ikke indenfor en 5-års periode få uddannelsesorlov, uanset om vedkommende har skiftet profil fra lønmodtager til selvstændig erhvervsdrivende.

5-årsperioden er løbende og opgøres i forhold til orlovsperioderne fra den ene orlovs starttidspunkt til den ansøgte orlovs sluttidspunkt.

En ledig med ret til ydelser efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. kan anvende orlov til uddannelse i 2 år i forbindelse med den 7-årige ydelsesperiode efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Se i øvrigt pkt. 2.1.

3. Barsel

Hvis orlovspersonen overgår til barselsorlov i uddannelsesorlovsperioden, afbrydes uddannelsesorloven. Uddannelsesorloven bliver således ikke udsat på grund af barselsorloven. Ønsker orlovspersonen efter barselsorloven at genoptage uddannelsesorloven skal vedkommende derfor søge på ny. Bevilling af en ny uddannelsesorlov forudsætter, at samtlige betingelser er opfyldt. Se i øvrigt NOA-meddelelse O-17.

4. Sygdom

Der er intet til hinder for, at orlovspersonen kan melde sig syg i orlovsperioden. Meddelelse om sygdom skal indgives til a-kassen.

Under sygefraværet betragtes orlovspersonen stadig som værende på orlov, hvilket medfører, at orlovsperiodens længde og udløbsdato ikke berøres.

Under sygefraværet kan orlovspersonen stadig modtage orlovsydelse, men modtages sygedagpenge, skal arbejdsløshedskassen ikke udbetale orlovsydelse i sygeperioden.

5. Formidling af erstatningsarbejdskraft.

Arbejdsgiveren angiver på ansøgningsblanketten, om erstatningsarbejdskraft ønskes til den ledige stilling, og om erstatningsarbejdskraften ønskes formidlet af AF. Der er ikke pligt for arbejdsgiveren til at ansætte erstatningsarbejdskraft.

I forbindelse med en orlovsansøgning fra en lønmodtager eller en selvstændig erhvervsdrivende, hvor det på ansøgningsblanketten er angivet, at en afløser ønskes, skal AF altid kontakte virksomhedn og tilbyde formidling af erstatningsarbejdskraft.

6. Det regionale Arbejdsmarkedsråds mulighed for at yde supplerende tilskud til orlovsydelsen.

Det regionale Arbejdsmarkedsråd kan beslutte at yde et supplerende tilskud til orlovsydelsen på op til 20 % af den højeste orlovsydelse. Supplementet kan gives til lønmodtagere, der gennemfører uddannelse inden for erhvervsområder, hvor der er eller forventes flaskehalse.

AF kan i forbindelse med rotationsordninger yde støtte til lønmodtageres uddannelse, jf. § 88, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 1200 af 27. december 1993 om en aktiv arbejdsmarkedsindsats.

7. AFs bevilling af orloven.

Når AF har påset, at alle betingelserne er opfyldt, bevilger AF orloven.

AF kan tidligst bevilge orloven 2 måneder før orlovens start. Orlovsansøgeren kan derimod indgive orlovsansøgningen tidligere end 2 månder før orlovens start.

Kopi af bevillingen sendes til arbejdsløshedskassen og orlovsansøgeren. I forbindelse med bevilling af orlov til en lønmodtager sendes endvidere kopi af bevillingen til arbejdsgiveren.

Ved orlov til ledige, der er tilmeldt AF, afmelder AF pågældende ved orlovens start. AF skal underrette den ledige herom samt om eventuel gentilmelding, jf. § 20, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 1200 af 27. december 1993 om en aktiv arbejdsmarkedsindsats.

På den godkendte bevillingsblanket skal AF angive det 2-cifrede AF-regionsnummer samt registreringsnummeret i statsregnskabet (Reg.nr.), som arbejdsløshedskassen herefter vil anføre i dens regnskab ved de fremtidige udbetalinger af orlovsydelser.

8. Afholdelse af ferie i orlovsperioden.

Ferie kan afholdes i orlovsperioden. Hvis en lønmodtager afholder optjent ferie i orlovsperioden, udsættes den resterende del af orlovsperioden til ferien er afsluttet.

Afholdelse af ferie i orlovsperioden forlænger ikke denne orlovsperioden forlænges, idet orloven ikke kan strække sig ud over uddannelsens varighed. Afholdelse af ferie bevirker imidlertid, at lønmodtageren forbruger tilsvarende mindre af orlovsperioden.

Lønmodtageren modtage ikke orlovsydelse i den periode, hvor der afholdes ferie.

Dette gælder også for orlovsaftaler, der er indgået før den 16. april 1994 - hvor lovbekendtgørelse nr. 269 af 15. april 1994 trådte i kraft - og som afvikles helt eller delvis efter denne dato.

Afholdelse af ferie i orlovsperioden skal aftales/varsles og afholdes i overensstemmelse med de gældende ferieregler.

Lønmodtageren skal senest 14 dage inden ferien oplyse AF om, at ferie afholdes samt feriens start- og sluttidspunkt. Manglende underretning til AF om afholdelse af ferie, medfører dog ikke, at lønmodtageren ikke kan holde ferien.

Når AF har modtaget oplysninger fra en lønmodtager om afholdelse af ferie, skal AF underrette arbejdsløshedskassen herom samt oplyse om orlovens ændrede udløbsdato.

I forbindelse med vejledning om orlovsordningerne bør AF gøre opmærksom på, at orlovspersonen skal holde ferie inden ferieårets udløb for at få de optjente feriepenge udbetalt.

AF bør i øvrigt vejlede om, at det vil være hensigtsmæssigt, at lønmodtageren i forbindelse med orloven aftaler tidspunktet for afholdelse af ferie med arbejdsgiveren.

Hvis selvstændige erhvervsdrivende eller ledige afholder optjent ferie under orloven, udsættes orloven ikke.

Ved konkrete forespørgsler om udbetaling og optjening af feriepenge, bør AF henvise til Ferielovkontoret, Landskronagade 33-35, 2100 København Ø, tlf. 31 18 10 50.

Ved konkrete forespørgsler om udbetaling og optjening af feriedagpenge, bør AF henvise til pågældendes arbejdsløshedskasse.

9. Underretningspligten mellem AF og arbejdsløshedskassen.

AF skal underrette arbejdsløshedskassen om alle forhold af betydning for udbetalingen af ydelsen, som AF bliver vidende om.

Bliver arbejdsløshedskassen opmærksom på, at der er sket ændringer i de oprindelige betingelser for orloven, skal arbejdsløshedskassen give AF meddelelse om dette.

Hvis AF tilbagekalder orlovsbevillingen, skal AF straks underrette arbejdsløshedskassen.

Arbejdsløshedskassen skal meddele AF, hvis udbetalingen af orlovsydelse stoppes på grund af, at orloven afbrydes. AF skal herefter betragte orloven for ophørt.

10. Tilbagekaldelse af orlovsbevillinger.

AF kan tilbagekalde orlovsbevillingen, hvis orlovspersonen ved ansøgningen om orlov har givet AF urigtige oplysninger eller har fortiet forhold, der havde betydning for bevilling af orloven.

AF kan også tilbagekalde orlovsbevillingen, hvis betingelserne for orloven ikke længere er tilstede under orloven.

AF underretter arbejdsløshedskassen, hvis orlovsbevillingen tilbagekaldes.

11. Klageadgang.

AFs afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Dog kan AFs afgørelser om tilbagekaldelse af en bevilling af orlov indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Arbejdsløshedskassens afgørelser om udbetaling af orlovsydelse m.v. kan indbringes for Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. § 98 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv. Direktørens afgørelser kan indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn inden 4 uger efter, at klageren har fået medddelelse om afgørelsen, jf. § 99 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

IV ARBEJDSFORMIDLINGENS ADMINISTRATION AF ORLOV TIL SABBAT.

1. Adgangskrav for orlovsansøgeren.

1.1 Generelt.

Det er kun dagpengeberettigede lønmodtagere, der kan få orlov til sabbat.

Som udgangspunkt skal betingelserne for at få bevilget sabbatorlov være opfyldt på orlovens starttidspunkt. Dette gælder således betingelsen om, at orlovspersonen skal være fyldt 25 år og dagpengeberettiget medlem af en arbejdsløshedskasse. Beskæftigelseskravet skal imidlertid være opfyldt på ansøgningstidspunktet.

AF skal påse, at samtlige betingelser for at få orlov er opfyldt.

Der kan ikke dispenseres fra kravet om, at orlovsansøgeren skal være fyldt 25 år.

Det er muligt at få orlov til sabbat i sammenhængende perioder af mindst 13 ugers og højst 52 ugers varighed.

Orlovspersonen kan anvende orloven efter eget ønske, herunder tage en uddannelse, der ikke er omfattet af bekendtgørelse nr. 1051 af 17. december 1993 om uddannelser, hvortil der kan opnås uddannelsesgodtgørelse og orlov til uddannelse. Sabbatorlov kan også afholdes i udlandet.

Orlovsydelsen udgør et beløb, der svarer til 70 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. §§ 47 og 70 i Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Arbejdsgiveren har mulighed for at supplere lønmodtagerens orlovsydelse med et aftalt beløb uden, at der sker fradrag i orlovsydelsen.

Fortsætter arbejdsgiveren under orloven med at udbetale en løn, der svarer til lønmodtagerens hidtidige løn og overstiger lønnen orlovsydelsen, kan orlovsydelsen udbetales til arbejdsgiveren. Orlovsydelsen udbetales til arbejdsgiveren med det beløb, lønmodtageren ellers ville have modtaget i orlovsydelse, d.v.s. efter eventuelt fradrag for lønarbejde m.v. i orlovsperioden.

Der skal ske genbesættelse ved orlov til sabbat. AF skal påse, at der sker genbesættelse i hele orlovsperioden, jf. pkt. 5.

1.2. Lønmodtagere.

1.2.1 Beskæftigelseskrav

I forbindelse med en lønmodtagers ansøgning om orlov skal AF påse, at kravet om forudgående beskæftigelse er opfyldt.

En fuldtidsbeskæftiget lønmodtager skal inden for de sidste 5 år have været ansat som lønmodtager eller have drevet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang svarende til mindst 3 års fuldtidsbeskæftigelse.

En deltidsbeskæftiget lønmodtager skal inden for de sidste 5 år have været ansat som lønmodtager eller drevet selvstændig erhvervsvirksomhed svarende til mindst 2 års fuldtidsbeskæftigelse.

Det skal bemærkes, at personer, der er deltidsbeskæftigede som lønmodtagere og som samtidig står tilmeldt AF (teknisk ledige) - med eller uden ret til supplerende dagpenge - vil kunne få orlov til sabbat.

Til opfyldelse af beskæftigelseskravet medregnes også beskæftigelse i udlandet.

Ved opgørelse af beskæftigelseskravet medregnes ikke beskæftigelse, hvortil der ydes offentligt tilskud til lønnen. Der medregnes heller ikke udøvelse af selvstændig virksomhed, hvortil der er ydet offentligt tilskud til etablering og drift, herunder iværksætterydelse i henhold til lov om arbejdstilbud, etableringsydelse i henhold til lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, igangsætterydelse i henhold til lov om social bistand eller lignende.

Ved opgørelse af såvel den 5-årige som den 3- eller 2-årige periode medregnes ikke orlovsperioder med orlovsydelse efter lov nr. 467 af 24. juni 1992 om forældreorlovsydelse med senere ændringer, lov nr. 466 af 24. juni 1992 om orlovsydelse til uddannelse med senere ændringer samt lov nr. 435 af 30. juni 1993 om orlov med senere ændringer. Derudover medregnes ikke perioder med orlov uden løn.

Er der i en 5-årig periode forud for den ansøgte orlov en periode med eksempelvis 52 ugers børnepasningsorlov »forlænges« 5-årsperioden således, at orlovsansøgeren inden for de sidste 6 år skal kunne opfylde kravet om beskæftigelse.

Det bemærkes, at såfremt den orlovssøgende i 5 års perioden har haft mere end fuldtidsbeskæftigelse medregnes det overskydende antal timer ikke til opfyldelse af beskæftigelseskravet.

Dokumentation for beskæftigelse foreligger, når lønmodtageren på ansøgningsblanketten på tro og love har afgivet erklæring om dette.

En lønmodtager anses for at være fuldtidsbeskæftiget, hvis vedkommende de sidste 10 uger før orloven har været ansat på fuld tid. Lønmodtagere ansat på et mindre timetal end 37 timer om ugen anses for at være ansat på fuld tid, hvis vedkommende er ansat på vilkår, der efter overenskomst eller lignende aftaler mellem arbejdsgivere og lønmodtagere kan sidestilles med fuld tid. I alle andre tilfælde anses lønmodtageren for at være deltidsbeskæftiget.

1.2.2 Medlemskab af en arbejdsløshedskasse og dagpengeret.

AF skal påse, at arbejdsløshedskassen på ansøgningsblanketten har attesteret, at lønmodtageren er medlem af en arbejdsløshedskasse.

AF skal endvidere påse, at arbejdsløshedskassen på ansøgningsblanketten har attesteret, at lønmodtageren er dagpengeberettiget ved orlovens start.

Frem til udgangen af 1994 kunne lønmodtagere få bevilget orlov, selvom de ikke var dagpengeberettigede. Denne undtagelse fandt anvendelse på orlovsaftaler, der blev indgået, bevilget og påbegyndt i 1994. Denne undtagelse gælder, selvom orloven rækker ind i 1995. Undtagelsen gælder også i forhold til opdelt orlov, der blev bevilget og påbegyndt i 1994, og hvor enkelte perioder afvikles i 1995.

Orlov, der påbegyndes i 1995, er ikke omfattet af undtagelsen, uanset om orloven er bevilget i 1994.

1.2.3 Aftale om orlov mellem lønmodtager og arbejdsgiver

AF skal endvidere påse, at det af ansøgningsblanketten fremgår, at der mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren er indgået en skriftlig aftale om orlov, samt at der er aftalt nærmere vilkår for tilbagevenden til arbejdspladsen. AF skal ikke se aftalen.

Det bemærkes, at en naturlig forståelse af begrebet »orlov« er, at lønmodtageren vender tilbage til arbejdspladsen efter orloven. De almindelige opsigelsesregler gælder under orloven. Orlovspersonen kan således opsiges i orlovsperioden under iagttagelse af de regler og aftaler, der er gældende for det pågældende ansættelsesforhold, herunder gældende varsel.

Opsiger arbejdsgiveren lønmodtageren under orloven, vil vedkommende kunne fortsætte med at holde orlov indtil orlovsperiodens udløb, uanset at ansættelsesforholdet ophører i orlovsperioden.

En lønmodtager, som sidder i opsagt stilling, kan få orlov til sabbat indtil ansættelsens ophør. Orlovsperioden skal være på mindst 13 sammenhængende uger. Se endvidere NOA-meddelelse nr. O.2/94.

1.2.4 Forholdet til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

I perioder med orlov til sabbat bruger lønmodtageren af ydelsesperioderne efter § 55, stk. 1 og 2 i Lov om arbejdsløshedsforsikring mv. Der henvises i øvrigt til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse om beskæftigelseskravet og delperioderne.

Udfører orlovspersonen arbejde i orlovsperioden, vil dette arbejde kunne medregnes til opfyldelse af arbejdskravet i henhold til § 53, stk. 2 i Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

Har orlovspersonen lønarbejde m.v. under orloven sker der fradrag i orlovsydelsen efter regler fastsat i henhold til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

2. Orlovens varighed.

2.1 Varighed, samt opdeling i enkeltperioder.

Orlov til sabbat kan bevilges i sammenhængende perioder af mindst 13 ugers varighed og højst 1 år.

Det er muligt at dele orloven op i enkelte perioder, der hver skal være på mindst 13 uger. AF skal i den forbindelse tage stilling til hele orlovsforløbet, og der skal således ikke indgives ansøgning om orlov for hver enkelt periode.

Det er ikke muligt at forlænge en bevilget orlov. Hvis orlovspersonen ønsker en længere orlovsperiode end den bevilgede, skal orlovspersonen søge på ny.

AF skal i forbindelse med behandlingen af orlovsansøgningen påse, at orloven opfylder kravet om mindste og højeste varighed.

2.2 Gentagen orlov.

En lønmodtager kan højst få bevilget orlov til sabbat i 1 år inden for en periode på 5 år.

Endvidere kan en beskæftiget person højst anvende orlov til sabbat og orlov til uddannelse i samlet 1 år inden for en periode på 5 år. En person, der eksempelvis har haft 1 års sabbatorlov som lønmodtager kan således ikke indenfor en 5-års periode få uddannelsesorlov, uanset om vedkommende har skiftet profil fra lønmodtager til selvstændig erhvervsdrivende.

5-årsperioden er løbende og opgøres i forhold til orlovsperioderne fra den ene orlovs starttidspunkt til den ansøgte orlovs sluttidspunkt.

3. Barsel

Hvis orlovspersonen overgår til barselsorlov i sabbatorlovsperioden, afbrydes sabbatorloven. Sabbatorloven bliver således ikke udsat på grund af barselsorloven. Ønsker orlovspersonen efter barselsorloven at genoptage sabbatorloven skal vedkommende derfor søge på ny. Bevilling af en ny sabbatorlov forudsætter, at samtlige betingelser er opfyldt, herunder at orloven er af mindst 13 ugers varighed, og at der ansættes en afløser, der har været tilmeldt AF i mindst 52 uger inden for de seneste 65 uger. Se i øvrigt NOA-meddelelse O-17.

4. Sygdom

Der er intet til hinder for, at orlovspersonen kan melde sig syg i orlovsperioden.

Meddelelse om sygdom skal indgives til a-kassen.

Under sygefraværet betragtes orlovspersonen stadig som værende på orlov, hvilket medfører, at orlovsperiodens længde og udløbsdato ikke berøres.

Under sygefraværet kan orlovspersonen stadig modtage orlovsydelse, men modtages sygedagpenge, skal arbejdsløshedskassen ikke udbetale orlovsydelse i sygeperioden.

5. Formidling af erstatningsarbejdskraft.

5.1 Afløser.

Der er krav om, at orlovspersonen under hele orloven erstattes af en afløser.

Afløseren skal i mindst 52 uger inden for de seneste 65 uger have været tilmeldt som ledig hos AF eller har været tilmeldt som ledig hos anden lignende formidlingsvirksomhed, som bevirker fritagelse for fremmøde på AF.

Hvis afløserne i 65-ugers perioden på grund af sygdom, barsel, børnepasningsorlov, uddannelsesorlov som ikke er led i en individuel handlingsplan mv. har været frameldt AF, medregnes dette ikke i opgørlsen af ledighed.

65-ugers perioden bliver ikke forlænget på grund af disse perioder.

Perioder med tilbud efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om kommunal aktivering medregnes i ledighedsperioden.

Der stilles ikke krav om, at afløseren skal være dagpengeberettiget.

AF skal påse at afløseren opfylder ledighedsbetingelsen.

Der stilles ikke krav om, at afløseren ansættes i orlovspersonens stilling eller i samme stillingskategori. Afløseren skal ansættes med mindst samme timetal som orlovspersonen og på de løn- og ansættelsesvilkår, der gælder for det arbejde, som afløseren udfører. Se endvidere NOA-Meddelelse nr. O.11/94.

Arbejdsgiveren angiver på ansøgningsblanketten, om erstatningskraft ønskes formidlet af AF.

Arbejdsgiveren skal senest 1 måned efter orlovens begyndelse indsende kopi af afløserens ansættelsesbevis til AF. Det bemærkes, at alle beskæftigede har krav på et ansættelsesbevis. Ved bevilling af orlov, skal AF gøre arbejdsgiveren opmærksom på, at arbejdsgiveren skal indsende kopi af ansættelsesbeviset.

Modtager AF ikke en kopi af ansættelsesbeviset, kan det formodes, at stillingen ikke er besat, hvorefter arbejdsgiveren rykkes efter reglerne om genbesættelse, jf. pkt. 6.

Ønsker arbejdsgiveren selv at finde en afløser, skal arbejdsgiveren endvidere indsende oplysning om afløserens navn og cpr.nr. Arbejdsgiveren skal herudover oplyse, om afløseren modtager arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp, og fra hvilken arbejdsløshedskasse/kommune ydelsen modtages.

Der henvises i øvrigt til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens B-vejledning om orlov til sabbat.

Afløseren kan ansættes i jobtræning inden for den (amts)kommunale kvote. Se endvidere NOA-Meddelelse nr. O. 16/94.

5.2 Supplerende dagpenge

Det vil være muligt for såvel fuldtidsforsikrede som deltidsforsikrede, der overtager en deltidsorlovsstilling at få supplerende dagpenge. De sædvanlige betingelser for opnåelse af supplerende dagpenge skal være opfyldt, herunder eventuelt udstedelse af frigørelsesattest.

5.3 Arbejdsgiverens tro og loveerklæring, ansættelsesbevis og AFs stikprøvekontrol.

For at orlovspersonen kan få udbetalt orlovsydelse under sabbatorlov, er det er en forudsætning, at arbejdsgiveren forpligter sig til at ansætte en ledig afløser i orlovsperioden. Forudsætningen er opfyldt i og med, at arbejdsgiveren på ansøgningsblanketten på tro og love erklærer, at stillingen holdes besat med en ledig i hele orlovsperioden. Se endvidere NOA-Meddelelse nr. O.26/94.

AF skal i forbindelse med bevillingen gøre arbejdsgiveren opmærksom på forpligtelsen til at besætte stillingen.

AF bør ved stikprøver kontrollere, at der er ansat afløsere i orlovsstillingerne. Manglende modtagelse af ansættelsesbevis kan indicere at der ikke er sket genbesættelse. Stikprøver kan foretages ved at anmode virksomheden om at fremsende lønseddel for afløseren i en given måned/periode. Det regionale Arbejdsmarkedsråd kan fastsætte nærmere regler herom.

6. Genbesættelse af orlovsstillingen i orlovsperioden

Hvis stillingen bliver ledig i orlovsperioden, skal arbejdsgiveren uden unødigt ophold genbesætte stillingen med en ledig.

AF skal påse, at den nye afløser opfylder ledighedsbetingelsen.

Arbejdsgiveren skal udfolde alle rimelige bestræbelser for at søge stillingen genbesat, herunder anmode Arbejdsformidlingen om at formidle en ledig, hvis arbejdsgiveren ikke selv kan finde en ny afløser.

Hvis stillingen ikke genbesættes, bliver arbejdsgiveren forpligtet til at betale orlovsydelsen for den del af orlovsperioden, hvor der ikke er sket genbesættelse, medmindre den manglende genbesættelse skyldes, at Arbejdsformidlingen ikke har kunnet fremskaffe erstatningsarbejdskraft.

Arbejsformidlingen træffer afgørelse om fra hvilken dato, arbejddsgiveren er forpligtet at betale orlovsydelsen, og Arbejdsformidlingen meddeler arbejdsgiveren dette.

Orlovsydelsen indbetales til Arbejdsformidlingen med det fulde bruttobeløb efter § 18 i bekendtgørelse om orlov til uddannelse, sabbat og børnepasning, dvs. uden fradrag for andre indtægter og skattetræk.

Meddeler arbejdsgiveren, at stillingen er genbesat med en ny afløser, skal Arbejdsformidlingen påse, at afløseren opfylder ledighedskravet.

Hvis orlovspersonen afholder optjent ferie i orlovsperioden, forlænges orloven med en periode, der svarer til den afholdte ferie, jf. pkt. 8. Har stillingen været besat i ferieperioden, bliver arbejdsgiveren ikke forpligtet til at betale orlovsydelsen, hvis arbejdsgiveren ikke holder stillingen besat i den periode orloven er blevet forlænget med.

7. AFs bevilling af orloven.

Når AF har påset, at alle betingelserne er opfyldt, bevilger orloven.

AF kan tidligst bevilge orloven 2 måneder før orlovens start. Orlovsansøgningen kan derimod indgives tidligere end 2 måneder før orlovens start.

Kopi af bevillingen sendes til arbejdsløshedskassen, orlovsansøgeren og arbejdsgiveren.

Hvis afløseren er en dagpengeberettiget ledig eller kontanthjælpsmodtager, underretter AF afløserens arbejdsløshedskasse hhv. kontanthjælpmodtagerens bopælskommune om, at vedkommende er blevet ansat i en orlovsstilling.

På den godkendte bevillingsblanket skal AF angive det 2-cifrede AF-regionsnummer. Registreringsnummeret i statsregnskabet (Reg.nr.), som er fortrykt på ansøgningsblanketten, vil arbejdsløshedskassen herefter anføre i dens regnskab ved de fremtidige udbetalinger af orlovsydelser.

8. Afholdelse af ferie i orlovsperioden.

Ferie kan afholdes i orlovsperioden. Hvis en lønmodtager afholder optjent ferie i orlovsperioden, udsættes den resterende del af orlovsperioden i en periode, der svarer til den afholdte ferie. Dette gælder også for orlovsaftaler, der er indgået før den 16. april 1994 - hvor lovbekendtgørelse nr. 269 af 15. april 1994 trådte i kraft - og som afvikles helt eller delvis efter denne dato.

Afholdelse af ferie i orlovsperioden skal aftales/varsles og afholdes i overensstemmelse med de gældende ferieregler.

Lønmodtageren skal senest 14 dage inden ferien oplyse AF om, at ferie afholdes samt feriens start- og sluttidspunkt. Manglende underretning til AF om afholdelse af ferie medfører dog ikke, at lønmodtageren ikke kan holde ferien.

Når AF har modtaget oplysninger fra en lønmodtager om afholdelse af ferie, skal AF underrette arbejdsløshedskassen herom samt oplyse om orlovens ændrede udløbsdato.

Det bemærkes, at lønmodtageren ikke modtager orlovsydelse i den periode, hvor der afholdes ferie. Derimod vil der blive udbetalt orlovsydelse i den periode, som orloven er udsat med på grund af ferien.

I forbindelse med vejledning om orlovsordningerne bør AF gøre opmærksom på, at orlovspersonen skal holde ferie inden ferieårets udløb for at få de optjente feriepenge udbetalt.

AF bør i øvrigt vejlede om, at det vil være hensigtsmæssigt, at lønmodtageren i forbindelse med orloven aftaler tidspunktet for afholdelse af ferie med arbejdsgiveren.

Ved konkrete forespørgsler om udbetaling og optjening af feriepenge, bør AF henvise til Ferielovkontoret, Landskronagade 33-35, 2100 København Ø, tlf. 31 18 10 50.

Ved konkrete forespørgsler om udbetaling og optjening af feriedagpenge, bør AF henvise til pågældendes arbejdsløshedskasse.

9. Underretningspligten mellem AF og arbejdsløshedskassen.

AF skal underrette arbejdsløshedskassen om alle forhold af betydning for udbetalingen af ydelsen, som AF bliver vidende om.

Bliver arbejdsløshedskassen opmærksom på, at der er sket ændringer i de oprindelige betingelser for orloven, skal arbejdsløshedskassen give AF meddelelse om dette.

Hvis AF tilbagekalder orlovsbevillingen, skal AF straks underrette arbejdsløshedskassen.

Arbejdsløshedskassen skal endvidere meddele AF, hvis udbetalingen af orlovsydelse stoppes på grund af, at orloven afbrydes. AF skal herefter betragte orloven for ophørt.

10. Tilbagekaldelse af orlovsbevillinger.

AF kan tilbagekalde orlovsbevillingen, hvis orlovspersonen ved ansøgningen om orlov har givet AF urigtige oplysninger eller har fortiet forhold, der havde betydning for bevilling af orloven.

AF kan også tilbagekalde orlovsbevillingen, hvis betingelserne for orloven ikke længere er til stede under orloven.

AF underretter arbejdsløshedskassen, hvis orlovsbevillingen tilbagekaldes.

11. Klageadgang.

AFs afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Dog kan AFs afgørelser om tilbagekaldelse af en bevilling af orlov indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Arbejdsløshedskassens afgørelser om udbetaling af orlovsydelse m.v. kan indbringes for Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. § 98 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv. Direktørens afgørelser kan indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. § 99 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

V ARBEJDSFORMIDLINGENS ADMINISTRATION AF ORLOV TIL BØRNEPASNING.

1. Adgangskrav for orlovsansøgeren.

1.1. Generelt.

Børnepasningsorlovsordningen retter sig mod såvel forsikrede som ikke-forsikrede lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, dagpengeberettigede ledige og kontanthjælpsmodtagere.

Som udgangspunkt skal betingelserne for at få bevilget børnepasningsorlov være opfyldt på ansøgningstidspunktet. Dette gælder således lønmodtageres og selvstændige erhvervsdrivendes opfyldelse af beskæftigelseskravet efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Betingelsen om barnets alder samt lediges dagpengeret eller modtagelse af kontanthjælp skal imidlertid først være opfyldt ved orlovens start.

Orlov til børnepasning kan bevilges til pasning af egne børn i alderen 0 - 8 år.

Alderskravet skal være opfyldt i hele orlovsperioden, undtagen i de tilfælde, hvor arbejdsgiveren har udsat en varslet retmæssig børnepasningsorlov.

AF skal påse, at barnet som orloven holdes for, opfylder dette alderskrav.

Definitionen af begrebet »egne børn« i bekendtgørelsens § 19, stk. 2 omfatter også det tilfælde, hvor orlovsansøgeren har delt forældremyndighed over barnet. I de tilfælde, hvor orlovsansøgeren har delt forældremyndighed, skal forældrene være enige om, hvordan spørgsmålet om barnets benyttelse af dagplads skal løses, før ansøgning om orlov indgives til AF.

Orlovsansøgeren skal oplyse barnets cpr.nr. på ansøgningsblanketten samt erklære, at orlov holdes for at passe barnet, og at barnet ikke benytter offentligt dagtilbud i strid med § 21 i bekendtgørelse om orlov til uddannelse, sabbat og børnepasning. Disse oplysninger afgiver orlovsansøgeren på tro og love.

Hvis der ansøges om børnepasningsorlov for et barn, der på ansøgningstidspunktet ikke er født og der dermed ikke kan angives et cpr.nr. på ansøgningsblanketten, skal det forventede fødselstidspunkt anføres. Det forventede fødslstidspunkt fremgår af vandrejournalen, som alle gravide kvinder får ved den første graviditetsundersøgelse hos deres læge. Orloven kan først påbegyndes, når barnet er født. AF skal efter barnets fødsel have oplysning om barnets cpr.nr. (Se endvidere pkt. 1.2. vedrørende fædres mulighed for retmæssig børnepasningsorlov i forlængelse af fædreorlov.)

Institutionsafdelingen i orlovspersonens bopælskommune kan anmode AF om at udlevere oplysning om orlovspersonens navn, cpr.nr., barnets cpr.nr., orlovsperiodens længde samt eventuelt orlovspersonens adresse, jf. Arbejdsmarkedsstyrelsens skrivelse af 20. januar 1993, som opretholdes i forbindelse med lov om orlov. Det skal bemærkes, at udlevering af oplysningerne kun skal finde sted på bopælskommunens anmodning.

En kommune kan i henhold til § 33 i lov om social bistand bestemme, at et barn skal benytte offentligt dagtilbud. Hvis kommunen inden eller under orloven træffer en sådan bestemmelse, må barnet dog benytte offentligt dagtilbud i orlovsperioden.

Orlovsydelsen udgør et beløb, der svarer til 70 % af arbejdsløshedspengenes højeste beløb, jf. §§ 47 og 70 i Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

Arbejdsgiveren har mulighed for at supplere lønmodtagerens orlovsydelse med et aftalt beløb uden, at der sker fradrag i orlovsydelsen.

Fortsætter arbejdsgiveren under orloven med at udbetale en løn, der svarer til lønmodtagerens hidtidige løn og overstiger lønnen orlovsydelsen, kan orlovsydelsen udbetales til arbejdsgiveren. Orlovsydelsen udbetales til arbejdsgiveren med det beløb, lønmodtageren ellers ville have modtaget i orlovsydelse, d.v.s. efter eventuelt fradrag for lønarbejde m.v. i orlovsperioden.

1.2. Lønmodtagere.

Adgang til orlov til børnepasning gælder for alle lønmodtagere, som opfylder betingelserne for orlov. Personer, som er midlertidigt eller tidsbegrænset ansat og personer, der er ansat med løntilskud kan således også få orlov.

Hvis lønmodtageren er ansat i en tidsbegrænset stilling eller sidder i opsagt stilling, er det en forudsætning for at opnå børnepasningsorlov som lønmodtager, at orlovsansøgeren påbegynder orloven inden ansættelsens ophør. Den resterende del af orlovsperioden vil kunne afvikles efter ansættelsesforholdets ophør.

Orlov til børnepasning kan også bevilges til lønmodtagere, der er bosiddende uden for Danmark, hvis lønmodtageren opfylder betingelserne for orlov, herunder kravet til dagpengeret efter lov om sygdom eller fødsel. Dette gælder også for grænsegængere. Se i øvrigt NOA-meddelelse O-20.

Orlov til børnepasning er betinget af, at lønmodtageren på ansøgningstidspunktet opfylder beskæftigelseskravet i kapital 2 eller 6 i Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. AF skal påse, at bopælskommunen har attesteret på asøgningsblanketten, at lønmodtageren opfylder beskæftigelseskravet.

Orlov til børnepasning er ikke betinget af medlemskab af en arbejdsløshedskasse.

1.2.1 Ret til orlov.

En lønmodtager kan overfor arbejdsgiveren fremsætte krav om retmæssig orlov til børnepasning for højst 13 sammenhængende uger, hvis barnet er fyldt 1 år ved orlovens start.

Hvis barnet ikke er fyldt 1 år ved orlovens start, kan lønmodtageren dog fremsætte krav om retmæssig børnepasningsorlov i op til 26 uger for det pågældende barn. Lønmodtageren kan opdele de 26 ugers orlov i to perioder af hver 13 ugers varighed forudsat, at den sidste orlovsperiode påbegyndes inden barnet fylder 1 år.

Varslet om retmæssig børnepasningsorlov kan tidligst afgives efter 3 måneders ansættelse i de pågældende ansættelsesforhold.

En lønmodtager, som vil udnytte sin ret til orlov til børnepasning, er forpligtet til at underrette sin arbejdsgiver herom 4 uger inden for orlovens start.

Ved ansættelsesforhold, der er omfattet af kollektiv overenskomst, kan dette varsel fraviges ved aftale mellem de berørte organisationer. I øvrige ansættelsesforhold kan vaslet fraviges ved individuel aftale. Varslet om retmæssig børnepasningsorlov kan i den forbindelse højst udgøre arbejdsgiverens opsigelsesvarsel overfor lønmodtageren, dog mindst 2 uger og højst 26 uger.

Fædre, der benytter retten til fædreorlov i indtil 2 uger efter fødslen eller modtagelsen i hjemmet eller efter aftale med arbejdsgiveren inden for de første 14 uger efter fødslen kan opnå børnepasningsorlov i direkte forlængelse af fædreorloven. Hvis fædreorloven holdes i direkte forlængelse af fødslen skal den retmæssige børnepasningsorlov varsles til påbegyndelse 14 dage efter det forventede fødselstidspunkt. Se i øvrigt pkt. 1.1.

Hvis lønmodtageren ønsker orlov til børnepasning ud over den retmæssige orlov, skal lønmodtageren aftale dette med arbejdsgiveren. Såfremt der søges aftalt børnepasningsorlov i forlængelse af retmæssig orlov, og ansøgningerne indgives samtidig, betragtes orlovsperioderne som eet forløb. Det er i den sammenhæng ikke en betingelse, at den aftalte orlov er på 13 uger.

Har lønmodtageren fremsat krav om retmæssig orlov skal AF påse, at lønmodtageren på ansøgningsblanketten har angivet, at orloven er varslet overfor arbejdsgiveren.

AF skal endvidere påse, at det fremgår af blanketten, om lønmodtageren ikke tidligere har fremsat krav om orlov til at passe det pågældende barn, hvis barnet ved orlovens start er fyldt 1 år.

Hvis barnet ved orlovens start ikke er fyldt 1 år, skal AF påse, at lønmodtageren ikke tidligere har benyttet retten til orlov for det pågældende barn i mere end 13 uger.

Ved fremsættelse af krav om orlov til børnepasning har lønmodtageren ikke pligt til at oplyse arbejdsgiveren om, hvor lang tid orloven varer. Lønmodtageren skal imidlertid senest 8 uger inden tilbagevenden til arbejdspladsen underrette arbejdsgiveren om orlovens slutdato. Dette gælder dog kun, hvis der er ansøgt om orlov for et barn, der ikke er fyldt 1 år ved orlovens start. Hvis lønmodtageren ikke angiver en slutdato for den retmæssige orlov, skal AF gå ud fra, at orlov ønskes for 26 uger.

1.2.2 Udsættelse af retmæssig børnepasningsorlov

Arbejdsgiveren kan under iagttagelse af betingelserne i bekendtgørelsens §§ 26-29 udsætte en børnepasningsorlov i op til 26 uger. Arbejdsgiverens mulighed for udsættelse af børnepasningsorlov gælder kun i forbindelse med retmæssig børnepasningsorlov.

Arbejdsgiveren kan kun udsætte orloven een gang.

Arbejdsgiveren skal angive en dato til hvilken orloven er udsat. Arbejdsgiveren kan ikke uden lønmodtagerens accept pålægge denne at påbegynde orloven i udsættelsesperioden.

Arbejdsgiveren kan ikke udsætte en retmæssig børnepasningsorlov, som er varslet til afholdelse i forlængelse af barselsorlov. Det er ikke en betingelse, at børnepasningsorloven ønskes afholdt i forlængelse af egen barselsorlov. Faderen kan således varsle retmæssig børnepasningsorlov i forlængelse af moderens barselsorlov, uden at arbejdsgiveren kan udsætte orloven. Det er dog en betingelse, at børnepasningsorloven holdes til det barn, der er holdt barselsorlov til, og at børnepasningsorloven holdes i direkte forlængelse af barselsorloven. Hvis lønmodtageren fx holder ferie mellem barselsorloven og børnepasningsorloven, vil arbejdsgiveren have mulighed for at udsætte orloven.

Arbejdsgiveren kan heller ikke udsætte orloven, hvis AF eller den instans, der varetager formidlingen af arbejdskraft, har formidlet mindst 3 personer med de kvalifikationer, som arbejdsgiveren har opstillet.

Det bemærkes, at det er arbejdsgiveren, der vurderer om den formidlede arbejdskraft opfylder kvalifikationskravene. Arbejdsgiveren er ikke forpligtet til at ansætte en af de formidlede personer. Hvis arbejdsgiveren afviser at ansætte en af de formidlede personer, har arbejdsgiveren fortsat mulighed or at udsætte orloven.

Hvis arbejdsgiveren på ansøgningsblanketten har erklæret, at orloven ikke vil blive søgt udsat, er arbejdsgiveren bundet af dette.

En bevilget retmæssig børnepasningsorlov bortfalder ikke, hvis en udsættelse medfører, at betingelserne for orlov ikke længere er opfyldt i den udsatte orlovsperiode. Dette kan fx være tilfældet, hvis barnet under den udsatte orlov ikke længere opfylder aldersbetingelsen.

1.2.3. Aftalt orlov.

Hvis orloven er aftalt mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren, skal AF påse, at det fremgår af ansøgningsblanketten, at der mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren er indgået en skriftlig aftale om orlov, og at der er aftalt nærmere vilkår for tilbagevenden til arbejdspladsen. AF skal ikke se aftalen.

Det bemærkes, at en naturlig forståelse af begrebet »orlov« er, at lønmodtageren vender tilbage til arbejdspladsen efter orloven. Det er dog ikke ensbetydende med, at orlovspersonen ikke kan afskediges under orloven, idet de almindelige opsigelsesregler gælder under orlov. Ansættelsesforholdet kan opsiges under iagttagelse af de regler og aftaler, der er gældende for det pågældende ansættelsesområde, herunder gældende varsel.

Opsiger arbejdsgiveren lønmodtageren under orloven, vil vedkommende kunne fortsætte med at holde orlov indtil orlovsperiodens udløb, uanset at ansættelsesforholdet ophører i orlovsperioden.

1.3 Selvstændige erhvervsdrivende.

For selvstændige erhvervsdrivende er orlov til børnepasning ikke betinget af medlemskab af en arbejdsløshedskasse.

Orlov til børnepasning er betinget af, at den selvstændige erhvervsdrivende på ansøgningstidspunktet opfylder beskæftigelseskravet i kapitel 2 eller 6 i Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. AF skal påse, at bopælskommunen har attesteret på ansøgningsblanketten, at den selvstændige erhvervsdrivende opfylder beskæftigelseskravet.

1.3.1. Ophør med arbejde i virksomheden i orlovsperioden

Det er endvidere en betingelse for orlov, at den selvstændige erhvervsdrivende ikke arbejder i virksomheden i orlovsperioden. AF skal påse, at der på ansøgningsblanketten foreligger erklæring om dette. Hvis den selvstændige erhvervsdrivende er medlem af en arbejdsløshedskasse, skal arbejdsløshedskassen afgive erklæringen. Hvis den selvstændige erhvervsdrivende ikke er medlem af en arbejdsløshedskasse, skal bopælskommunen afgive erklæringen.

1.4 Ledige medlemmer af en arbejdsløshedskasse.

Der stilles som udgangspunkt ikke krav om en bestemt forudgående ledighedsperiode, idet det afgørende er, at pågældende står registreret som ledig på AF eller anden godkendt offentlig formidling, som bevirker fritagelse for fremmøde på AF. Den ledige skal endvidere modtage arbejdsløshedsdagpenge, eller ville have modtaget dagpenge, hvis orloven ikke var påbegyndt.

En lønmodtager, der er blevet sagt op af arbejdsgiveren, kan søge om børnepasningsorlov fra første ledighedsdag. Det er i den sammenhæng en betingelse, at vedkommende melder sig ledig på AF samme dag, som orloven starter. Ansøgningen om orlov kan indgives inden fratrædelsen.

Dog kan en lønmodtager, der selv har opsagt sit arbejde, ikke få bevilget orlov som ledig, før vedkommende har modtaget arbejdsløshedsdagpenge i sammenlagt 4 uger efter fratrædelsen. Denne regel gælder i alle tilfælde, hvor en lønmodtager har opsagt sit arbejde, uanset opsigelsesgrunden.

Det er kun arbejdsløshedsdagpenge og ikke feriedagpenge eller andre ydelser udbetalt af arbejdsløshedskassen, der kan medregnes i de 4 uger. Der kan kun medregnes dagpenge, der udbetales efter, at lønmodtageren er fratrådt. Supplerende dagpenge, der er udbetalt under ansættelse, kan ikke medregnes i de 4 uger.

Dette finder anvendelse på lønmodtagere, der siger op pr. 1. januar 1995 eller senere. Det vil sige, at en lønmodtager, der siger op den 31. december 1994 ikke er omfattet af bestemmelsen, uanset på hvilket tidspunkt i 1995 ansættelsesforholdet ophører. Se i øvrigt NOA-meddelelse O-1/95.

Det bemærkes, at kontanthjælpsmodtagere, som er medlemmer af en arbejdsløshedskasse skal ansøge om orlov efter bestemmelserne om kontanthjælpsmodtagere. (Se pkt. 1.6.)

AF skal påse, at arbejdsløshedskassen har attesteret, at den ledige er dagpengeberettiget ved orlovens start. Har orlovsansøgeren opsagt sin stilling skal AF endvidere påse, at arbejdsløshedskassen har attesteret, at vedkommnde har modtaget dagpenge i sammenlagt 4 uger ved orlovens start.

1.4.1 Lediges orlovsmulighed i forhold til handlingsplanen.

Dagpengeberettigede ledige har ret til orlov til børnepasning uanset indholdet af handlingsplanen, således at dagpengeberettigede lediges orlovsmuligheder ikke begrænses af handlingsplanen. Det kan ikke betragtes som saglig grund for afslag på ansøgning om orlov, at den ledige ifølge handlingsplanen fx skal påbegynde et jobtræningsforløb.

1.4.2 Deltidsbeskæftigede, som står tilmeldt AF.

Personer, der er deltidsbeskæftigede som lønmodtagere, og som samtidig står tilmeldt AF (teknisk ledige) - med eller uden ret til supplerende dagpenge - kan ikke søge orlov efter reglerne for ledige, men skal søge efter reglerne for lønmodtagere.

1.5. Forholdet til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

Det skal bemærkes, at perioder med orlov til børnepasning ikke medregnes i de perioder, hvor den ledige modtager arbejdsløshedsdagpenge jf. § 55 i Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Udfører orlovspersonen arbejde i orlovsperioden, vil dette arbejde kunne medregnes til opfyldelse af arbejdskravet i henhold til § 53, stk. 2, i Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

Har orlovspersonen lønarbejde m.v. under orloven skal der ske fradrag i orlovsydelsen efter regler fastsat i henhold til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

1.6. Kontanthjælpsmodtagere.

Socialministeriet har i bekendtgørelse om orlovsydelse til kontanthjælpsmodtagere og om fradrag i orlovsydelse, der udbetales af kommunerne fastlagt nærmere regler for, hvilke kontanthjælpsmodtagere, der kan få orlov til børnepasning.

AF skal påse, at bopælskommunen har attesteret på ansøgningsblanketten, at ansøgeren modtager kontanthjælp vd orlovens start, og at ansøgeren er omfattet af den personkreds, der er berettiget til orlov til børnepasning.

Det bemærkes, at kommunen ikke kan beslutte, hvor lang ansøgerens orlov skal være.

2. Orlovens varighed.

2.1 Varighed samt opdeling i enkeltperioder.

Orlov til børnepasning kan bevilges til hver af forældrene for mindst 13 sammenhængende uger og højst for 52 uger for hvert barn. Det er muligt at opdele orlovsperioden i flere perioder, dog skal hver enkelt orlovsperiode udgøre mindst 13 sammenhængende uger. Forældrene kan holde orlov til børnepasning for samme barn samtidig eller hver for sig.

Det er ikke muligt at forlænge en bevilget orlov. Hvis orlovspersonen ønsker en længere orlovsperiode end den bevilgede, skal orlovspersonen søge på ny.

AF skal i forbindelse med behandlingen af orlovsansøgningen påse, at orloven opfylder kravet om mindste og højeste varighed.

2.2. Gentagen orlov.

Orlov til børnepasning begrænses ikke af udnyttelse af muligheden for orlov til uddannelse og orlov til sabbat. Orlov til børnepasning kan således bevilges uanset, at orlovsansøgeren har udnyttet sine muligheder for orlov til uddannelse og orlov til sabbat.

3. Barsel

Hvis orlovspersonen overgår til barselsorlov i børnepasningsorlovsperioden, afbrydes børnepasningsorloven. Børnepasningsorloven bliver således ikke udsat på grund af barselsorloven. Ønsker orlovspersonen efter barselsorloven at genoptage børnepasningsorloven skal vedkommende derfor søge på ny. Bevilling af en ny børnepasningsorlov forudsætter, at samtlige betingelser er opfyldt, herunder at orloven er af mindst 13 ugers varighed. Se i øvrigt NOA-meddelelse O-17.

4. Sygdom

Der er intet til hinder for, at orlovspersonen kan melde sig syg i orlovsperioden. Meddelelse om sygdom skal indgives til a-kassen eller kommunen.

Under fraværet betragtes orlovspersonen stadig som værende på orlov, hvilket medfører, at orlovsperiodens længde og udløbsdato ikke berøres.

Under sygefraværet kan orlovspersonen stadig modtage orlovsydelse, men modtages sygedagpenge, skal arbejdsløshedskassen/kommunen ikke udbetale orlovsydelse i sygeperioden.

Hvis orlovspersonen på grund af sygdom ikke kan passe barnet, vil der ikke kunne dispenseres fra bestemmelsen om barnets benyttelse af dagplads (bekendtgørelsens § 21).

5. Formidling af erstatningsarbejdskraft.

Arbejdsgiveren angiver på ansøgningsblanketten om erstatningsarbejdskraft ønskes til den ledige stilling, og om erstatningsarbejdskraften ønskes formidlet af AF. Der er ikke pligt for arbejdsgiveren til at ansætte erstatningsarbejdskraft.

I forbindelse med en orlovsansøgning fra en lønmodtager eller en selvstændig erhvervsdrivende, hvor det på ansøgningsblanketten er angivet, at en afløser ønskes, skal AF altid kontakte virksomheden og tilbyde formidling af erstatningsarbejdskraft.

6. Supplerende tilsud til orlovsydelsen.

Ifølge bistandslovens § 69 b kan bopælskommunen beslutte at yde et suplerende tilskud til orlovsydelsen.

Da det er de enkelte kommuner, der administrerer ordningen om det supplerende tilskud til orlovsydelsen, herunder beregner tilskuddets størrelse, bør AF henvise konkrete forespørgsler om det supplerende tilskud fra orlovsansøgere til den pågældendes bopælskommune.

7. AFs bevilling af orlovsaftalen.

Når AF har påset, at alle betingelserne er opfyldt, bevilger AF orloven. AF kan tidligst bevilge orloven 2 måneder før orlovens start. Hvis der er ansøgt om retmæssig børnepasningsorlov, kan Af dog tidligst bevilge orloven 14 dage før orlovens start, medmindre orloven ikke kan søges udsat, jf. pkt. 1.2.2.

Hvis orlovsansøgeren ikke er medlem af en arbejdsløshedskasse eller er kontanthjælpsmodtager, sendes kopi af ansøgningen til bopælskommunen og orlovsansøgeren. I forbindelse med bevilling af orlov til en lønmodtager sendes endvidere kopi af ansøgningen til arbejdsgiveren.

Ved orlov til ledige, der er tilmeldt AF, afmelder AF pågældende ved orlovens start. AF skal underrette den ledige herom samt om eventuel gentilmelding, jf. § 20, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 1200 af 27. december 1993 om en aktiv arbejdsmarkedsindsats.

På den godkendte ansøgningsblanket for forsikrede orlovsansøgere skal AF angive det 2-cifrede AF-regionsnummer samt registreringsnummeret i statsregnskabet (Reg.nr.), som arbejdsløshedskassen herefter vil anføre i dens regnskab ved de fremtidige udbetalinger af orlovsydelser.

For ikke forsikrede orlovsansøgere skal AF-regionen på begæring refundere kommunerne orlovsydelsen månedsvis bagud. Kommunens begæring om refusion af orlovsydelse skal så vidt muligt være AF i hænde senest den 15. i den efterfølgende måned. AF udbetaler refusionen til kommunen inden udgangen af den måned, hvori anmodningen er modtaget.

8. Afholdelse af ferie i orlovsperioden.

Ferie kan afholdes i orlovsperioden. Hvis en lønmodtager afholder optjent ferie i orlovsperioden, udsættes den resterende del af orlovsperioden i en periode, der svarer til den afholdte ferie. Dette gælder også for orlovsaftaler, der er indgået før den 16. april 1994 - hvor lovbekendtgørelse nr. 269 af 15. april 1994 trådte i kraft - og som afvikles helt eller delvis efter denne dato.

Afholdelse af ferie i orlovsperioden skal aftales/varsles og afholdes i overensstemmelse med de gældende ferieregler.

Lønmodtageren skal senest 14 dage inden ferien oplyse AF om, at ferie afholdes samt feriens start- og sluttidspunkt. Manglende underretning af AF om afholdelse af ferie medfører dog ikke, at lønmodtageren ikke kan holde ferien.

Når AF har modtaget oplysninger fra en lønmodtager om afholdelse af ferie, skal AF underrette arbejdsløshedskassen/kommunen herom samt oplyse om orlovens ændrede udløbsdato.

Det bemærkes, at lønmodtageren ikke modtager orlovsydelse i den periode, hvor der afholdes ferie. Derimod vil der blive udbetalt orlovsydelse i den periode, som orloven er udsat med på grund af ferien.

I forbindelse med vejledning om orlovsordningerne bør Af gøre opmærksom på, at orlovspersonen skal holde ferie inden ferieårets udløb for at få de optjente feriepenge udbetalt.

AF bør i øvrigt vejlede om, at det vil være hensigtsmæssigt, at lønmodtageren i forbindelse med orloven aftaler tidspunktet for afholdelse af ferie med arbejdsgiveren.

Hvis selvstændige erhvervsdrivende, dagpengeberettigede ledige eller kontanthjælpsmodtagere afholder optjent ferie under orloven, udsættes orloven ikke.

Ved konkrete forespørgsler om udbetaling og optjening af feriepenge, bør AF henvise til Ferielovkontoret, Landskronagade 33-35, 2100 København Ø, tlf. 31 18 10 50.

Ved konkrete forespørgsler om udbetaling og optjening af feriedagpenge, bør AF henvise til pågældendes arbejdsløshedskasse.

9. Underretningspligten mellem AF og arbejdsløshedskassen samt AF og bopælskommunen.

Udbetaler arbejdsløshedskassen orlovsydelsen, skal AF underrette arbejdsløshedskassen om alle forhold af betydning for udbetalingen af ydelsen, som AF bliver vidende om.

Tilsvarende gælder, hvor bopælskommunen udbetaler orlovsydelsen.

Bliver arbejdsløshedskassen opmærksom på, at der er sket ændringer i de oprindelige betingelser for orloven, skal arbejdsløshedskassen give AF meddelelse om dette.

Hvis AF tilbagekalder orlovsbevillingen, skal AF straks underrette arbejdsløshedskassen eller kommunen om dette.

Arbejdsløshedskassen skal meddele AF, hvis udbetalingen af orlovsydelse stoppes på grund af, at orloven afbrydes. AF skal herefter betragte ordningen som ophørt.

10. Tilbagekaldelse af orlov.

AF kan tilbagekalde orlovsbevillingen, hvis orlovspersonen ved ansøgningen om orlov har givet AF urigtige oplysninger, eller har fortiet forhold, der havde betydning for bevilling af orlov.

AF kan også tilbagekalde orlovsbevillingen, hvis betingelserne for orloven ikke længere er til stede under orloven.

AF underretter arbejdsløshedskassen eller kommunen, hvis orlovsbevillingen tilbagekaldes.

11. Klageadgang mv.

Afs afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Dog kan AFs afgørelse om tilbagekaldelse af en bevilling af orlov indbringes for Arbejdsmarkeds Ankenævn inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. § 100 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

Arbejdsløshedskassens afgørelser om udbetaling af orlovsydelse m.v. kan indbringes for Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. § 98 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv. Direktørens afgørelser kan indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. § 99 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

Kommunalbestyrelsens afgørelser om udbetaling af orlovsydelse mv. til ikke-forsikrede lønmodtagere og ikke-forsikrede selvstændige erhvervsdrivende kan indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. § 100 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv. Ankenævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

De afgørelser, som kommunalbestyrelsen har truffet om indstilling af kontanthjælpsmodtagere til børnepasningsorlov samt udbetaling af orlovsydelse til kontanthjælpsmodtagere kan indbringes for Det Sociale Ankenævn og Den Sociale Ankestyrelse i overensstemmelse med reglerne i kapitel 4 i love om social bistand.

Preben Buchholt

Versioner

  1. 1995-02-21 · til 1996-08-05