Gelex

Om politiets anvendelse af meldepligt efter udlændingelovens § 34, stk. 2.

OphævetVersion 1997-07-16fra 1997-07-16 til 2017-12-22
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1997/10562@1997-07-16/da

Indhold
  1. Indledning

1. Ved rundskrivelse af 25. juni 1997 orienterede Rigspolitiet om en række ændringer af udlændingeloven, som trådte i kraft den 12. juni 1997, og som har betydning for Rigspolitiets og politikredsenes behandling af udlændingesager. Rigspolitiet oplyste herunder, at der var indledt drøftelser med Udlændingestyrelsen og Dansk Røde Kors om implementeringen af de nye regler om politiets anvendelse af meldepligt (udlændingelovens § 34, stk. 2) og om Udlændingestyrelsens adgang til at bestemme, at en udlænding ikke skal have dækket sine udgifter til underhold bortset fra kost, logi og sundhedsmæssige ydelser (udlændingelovens § 42 a, stk. 6).

Drøftelserne med Udlændingestyrelsen og Dansk Røde Kors er nu afsluttet, og der fastsættes herefter følgende retningslinjer vedrørende politiets administration af de nye regler:

2. Anvendelse af meldepligt.

De nye bestemmelser i udlændingelovens § 34, stk. 2, indebærer en præcisering og udvidelse af politiets adgang til i en række, i bestemmelsen fremhævede situationer at anvende meldepligt over for udlændinge, når betingelserne for frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36 ikke er til stede.

2.1. Udlændingen indgiver ansøgning om asyl ved eller efter indrejsen og medvirker ikke til sagens oplysning (udlændingelovens § 34, stk. 2, nr. 1).

Den centrale Politiafdeling træffer afgørelse om anvendelse af meldepligt.

I denne indledende fase af asylsagsbehandlingen, hvor sagen behandles af politiet, vil Den centrale Politiafdeling træffe bestemmelse om, at udlændingen skal give møde hos politiet 3 gange om ugen (mandag, onsdag og fredag), medmindre det i den konkrete sag skønnes hensigtsmæssigt at anvende daglig meldepligt.

2.2. Udlændingen udebliver fra en afhøring ved Udlændingestyrelsen eller politiet, hvortil den pågældende er indkaldt (udlændingelovens § 34, stk. 2, nr. 2).

Denne situation vil i forhold til politiet kunne forekomme i såvel asylsager som andre udlændingesager. Det påhviler politikredsene at indberette udeblivelse, f.eks. i forbindelse med forkyndelser, til Den centrale Politiafdeling med henblik på, at afdelingen kan træffe afgørelse om anvendelse af meldepligt. Udebliver udlændingen fra en samtale ved Udlændingestyrelsen, træffer Den centrale Politiafdeling efter indstilling fra styrelsen afgørelse om eventuel anvendelse af meldepligt.

Omfanget af meldepligten vil blive fastsat efter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde afhængig af, om der eventuelt er undskyldelige momenter i forbindelse med udeblivelsen.

2.3. Udlændingen har udvist voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, eller over for udlændinge, eller over for personer, der i øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet (udlændingelovens § 34, stk. 2, nr. 3).

Den centrale Politiafdeling træffer afgørelse om anvendelse af meldepligt efter indstilling fra Udlændingestyrelsen, efter at styrelsen har modtaget en anmodning herom fra Dansk Røde Kors/Beredskabsstyrelsen.

2.4. Udlændingen efterkommer ikke Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at udlændingen skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse (udlændingelovens § 34, stk. 2, nr. 4).

Den centrale Politiafdeling træffer afgørelse om anvendelse af meldepligt efter indstilling fra Udlændingestyrelsen. I tilfælde af, at politikredsene bliver opmærksomme på, at en udlænding er forsvundet fra et asylcenter, uden at dette har forbindelse med politiets sagsbehandling, skal der således ikke indberetning til Udlændingestyrelsen med henblik på styrelsens vurdering af, om der skal ske indstilling til Den centrale Politiafdeling om meldepligt over for den pågældende.

2.5. Politiet drager omsorg for udlændingens udrejse, og udlændingen medvirker ikke hertil (udlændingelovens § 34, stk. 2, nr. 5).

Den centrale Politiafdeling vil som udgangspunkt træffe bestemmelse om, at denne gruppe udlændinge skal give møde hos politiet hver dag. Nægter en udlænding i forbindelse med en udrejsekontrol at medvirke til udsendelsen, skal Den centrale Politiafdeling underrettes ved kopi af rapporten med henblik på, at der kan træffes bestemmelse om meldepligt.

3. Mødested for udlændinge, som er pålagt meldepligt af Den centrale Politiafdeling.

Udlændinge, som er pålagt meldepligt, og som er indkvarteret i politikredsene 1-11, skal møde hos Den centrale Politiafdeling, Modtagecenter Sandholm.

Udlændinge, som er pålagt meldepligt, og som er indkvarteret i politikredsene 12-54, skal møde i den aktuelle politikreds efter politikredsens nærmere bestemmelse.

Den centrale Politiafdeling vil gennemgå samtlige verserende sager, det vil sige især udsendelsessager, hvor det kan være aktuelt at pålægge meldepligt, og herefter anmode de aktuelle politikredse (12-54) om at forkynde meldepligten for de pågældende udlændinge.

Ved forkyndelsen skal blanket P 612-20 på det relevante sprog anvendes. Udlændingen skal samtidig - om fornødent ved anvendelse af tolk - gøres opmærksom på, at undladelse af at give møde hos politiet som bestemt normalt vil medføre frihedsberøvelse.

4. Udeblivelse fra at give møde hos politiet, efter at Den centrale Politiafdeling har pålagt udlændingen meldepligt.

Opmærksomheden henledes på, at det i denne situation efter en konkret vurdering bør overvejes at frihedsberøve udlændingen i medfør af udlændingelovens § 36 med henblik på at sikre den pågældendes tilstedeværelse.

5. Underretning til Dansk Røde Kors/Beredskabsstyrelsen og Udlændingestyrelsen om pålagte meldepligter.

Den centrale Politiafdeling vil underrette Dansk Røde kors/Beredskabsstyrelsen og Udlændingestyrelsen om alle pålagte meldepligter. Dansk Røde Kors/Beredskabsstyrelsen vil drage omsorg for, at udlændingen får billet til offentlige transportmidler fra asylcentret til det sted, hvor udlændingen efter politiets anvisning skal give møde.

Med henblik på underretning til Dansk Røde Kors/Beredskabsstyrelsen skal politikredsene meddele Den centrale Politiafdeling, hvor udlændingen skal møde.

6. Klager over Den centrale Politiafdelings afgørelser om meldepligt.

Den centrale Politiafdelings afgørelser kan påklages til Indenrigsministeriet.

En eventuel klage har ikke opsættende virkning.

Den centrale Politiafdeling vil give udlændingen klagevejledning i forbindelse med, at der træffes afgørelse om meldepligt.

7. Udlændinge, som ikke skal have dækket udgifter til underhold bortset fra kost, logi og sundhedsmæssige ydelser (udlændingelovens § 42 a, stk. 6).

Det er udlændingestyrelsen, som træffer afgørelse efter bestemmelsen.

Den centrale Politiafdeling afgiver indstilling til brug for Udlændingestyrelsens afgørelser i de situationer, som er omfattet af udlændingelovens § 42 a, stk. 6, nr. 1, 2, 5, 7 og 8. Inden der afgives indstilling, skal politiet afhøre udlændingen, og herunder gennemgå grundlaget for indstillingen samt oplyse den pågældende om, at det er Udlændingestyrelsen, som træffer afgørelse. Politiet skal endvidere udlevere en kopi af rapporten til udlændingen.

Den centrale Politiafdeling vil gennemgå samtlige verserende sager, det vil sige især udsendelsessager, hvor det kan blive aktuelt at foretage indstilling til Udlændingestyrelsen, og politikredsene 12-54 vil herefter blive anmodet om at afhøre de pågældende udlændinge.

I situationer, hvor politikredsene i øvrigt finder, at der kan være anledning til iværksættelse af foranstaltninger efter udlændingelovens § 42 a, stk. 6, skal dette indberettes til Den centrale Politiafdeling med henblik på indstilling til Udlændingestyrelsen.

8. Orientering til udlændinge om mulighederne for at anvende meldepligt og mulighederne for ikke at udbetale lommepenge, tøjpenge og kostpenge.

Udlændingestyrelsen og Den centrale Politiafdeling vil udarbejde en vejledning herom, som skal udleveres til alle udlændinge, der indkvarteres på et asylcenter. Vejledningen vil blive udleveret i forbindelse med den første indkvartering.

Versioner

  1. 1997-07-16 · til 2017-12-22