Gelex

Kundgørelse om ferieregler

OphævetVersion 1997-10-22fra 1997-10-22 til 2017-12-27
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1997/10679@1997-10-22/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

A: Lønmodtagere i offentlig eller privat tjeneste har ret til ferie, feriegodtgørelse eller løn efter reglerne i ferieloven.

Finansministeriet og Statsansattes Kartel, Statstjenestemændenes Centralorganisation II, Akademikernes Centralorganisation, Lærernes Centralorganisation og Overenskomstansattes Centralorganisation har den 2. maj 1997 i medfør af ferielovens §§ 2 og 3 indgået aftale om fastsættelse af et fælles regelsæt om ferie for tjenestemænd, tjenestemandslignende ansatte samt for overenskomstansatte - finansministeriets cirkulære af 15. maj 1997.

Aftalen indeholder dog visse særregler for tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte, hvis pension er sikret gennem medlemskab af en pensionsordning, for hvis forpligtigelse staten indestår (jf. ferielovens § 2, stk. 1 nr. 2.).

1. Ferie

1.1. Ferie udgør 30 dage (5 kalenderuger) pr. ferieår. Ferie kan bestå af optjente feriedage, ikke optjente feriedage eller en kombination heraf. Ved "optjent" ferie, forstås ferie, hvor arbejdsgiveren betaler fuld løn. Ved "ikke optjent" ferie forstås ferie, hvor arbejdsgiveren ikke betaler løn.

1.2. En medarbejder optjener 30 feriedage pr. optjeningsår - optjeningsåret ligger forud for ferieåret og svarer til kalenderåret 1.1.-31.12.

1.3. Ferieåret, hvori ferien afvikles, går fra 2. maj til 1. maj.

2. Retten til ferie

2.1. En medarbejder har inden for ferieåret ret til at holde 2,5 dages ferie med løn for hver måneds beskæftigelse i optjeningsåret.

Da medarbejderen også optjener ferie under afholdelse af ferie, udgør ferien 30 dage inkl. 5 lørdage.

Ved beskæftigelse af kortere varighed end 1 måned, optjenes ferie i forhold til beskæftigelsens længde.

For beregning af ferie i disse tilfælde angives følgende:

Beskæftigelse:

1- 6 kalenderdage 0,5 feriedage

7-12 kalenderdage 1,0 feriedage

13-17 kalenderdage 1,5 feriedage

18-23 kalenderdage 2,0 feriedage

24-31 kalenderdage 2,5 feriedage

Det er uden betydning for optjeningen, om der er tale om fuldtids- eller deltidsansatte.

Optjening af ferie under fravær med fuld eller delvis løn

2.2. Ved fravær med fuld eller delvis løn optjener medarbejderen ferie i følgende tilfælde:

ved sygdom jf. dog punkt 10.3 - 10.4

barsels- og adoptionsorlov

statslig uddannelsesorlov

tjenestefrihed

disciplinær suspension, jf. kundgørelse I nr. 10

ferie

2.3. Medarbejderen optjener desuden ferie under tjenestefrihed og orlov uden løn i følgende tilfælde:

under tjenestefrihed uden løn i de første 6 måneder.

under orlov til henholdsvis uddannelse, sabbat og børnepasning i de første 6 måneder

under orlov i perioder op til 1 år, hvor medarbejderen gennemgår en uddannelse, der efter Rigspolitichefens skøn er af betydning for den pågældendes beskæftigelse.

værnepligt (genindkaldelse) af højst 1 måneds varighed.

Det er dog en forudsætning, at den ansatte genindtræder i tjenesten inden udløbet af det ferieår, hvori ferien skal være afholdt, og at ferien afvikles inden udløbet af det pågældende ferieår, medmindre afviklingen udskydes jf. punkt 3.9 og 3.10.

Lønfradrag under afholdelse af optjent ferie

2.4. Hvis medarbejderen har haft lønnet beskæftigelse i sådanne fraværsperioder (jf. punkt 2.3. fradrages den optjente feriegodtgørelse i den løn, der udbetales under ferie jf. punkt 2.6.)

Når der planlægges for afvikling af ferie, der er optjent i fraværsperioder med lønnet beskæftigelse, skal dette straks indberettes til Rigspolitichefen med henblik på lønfradrag på P. 526.

Lønfradrag under afholdelse af ikke optjent ferie

2.5. En medarbejder har ret til 30 feriedage, uanset om ferien er optjent.

Således har en medarbejder, der ikke har optjent 30 feriedage, ret til at få suppleret antallet af feriedage op til 30 dage pr. ferieår jf. punkt 2.6.

Ved planlægning af ferie, der ikke er optjent i politiet, skal der straks ske indberetning til Rigspolitichefen med henblik på lønfradrag.

Lønfradrag under afholdelse af "ikke optjent ferie" samt ferie optjent hos anden arbejdsgiver inden ansættelse i politiet.

2.6. Når der sker planlægning for afvikling af ikke optjent ferie, eller ferie, som er optjent hos anden arbejdsgiver, skal der foretages lønfradrag.

Fradraget udgør 1/1924 af årslønnen for hver time, medarbejderen skulle have udført tjeneste den pågældende dag. Såfremt der ikke for den pågældende dag har været fastsat en bestemt arbejdstid, foretages fradrag for 7,4 timers tjeneste.

Afviklingen af ikke optjent ferie eller ferie optjent hos en anden arbejdsgiver skal indberettes til Rigspolitichefen med henblik på lønfradrag.

Elever

2.7. Politibetjente på prøve er omfattet af feriereglerne, og har i første og andet ferieår efter ansættelsen ret til 30 dages ferie jf. punkt 2.5.

2.8. Politibetjente på prøve, der ikke har optjent ferie, kan i perioder, hvor politiskolen holder ferielukket, afvikle ferie med fuld løn.

2.9. Såfremt politibetjentene på prøve har optjent ferie hos anden arbejdsgiver skal der foretages et fradrag i lønnen jf. punkt 2.6.

2.10. Bestemmelsen i punkt 2.9 finder også anvendelse for politibetjente på prøve, der er berettiget til feriedagpenge fra en arbejdsløshedskasse.

2.11. For øvrige elever, der er omfattet af fællesoverenskomsterne, gælder de særlige heri indeholdte regler. Finansministeriets cirkulære nr. 50/97 af 5. september 1997.

3. Tilrettelæggelse/afvikling af ferie

Overenskomstansatte er ikke omfattet af punkterne 3.3., 3.7., 3.9., 3.10.

3.1. Hovedreglen er, at ferie skal afholdes i ferieåret, der følger efter optjeningsåret.

Hovedferien på 18 feriedage skal så vidt muligt gives samlet i perioden fra den 2. maj til den 30. september, medmindre der foreligger særlige tjenstlige forhold, eller der træffes anden aftale med medarbejderen eller med et flertal af tjenestestedets medarbejdere.

Den øvrige restferie kan placeres frit inden for ferieåret, og bør normalt ikke deles i mindre perioder end 6 dage i sammenhæng.

3.2. Ved afvikling af ferie medregnes ikke søn- og helligdage, der ville være fridage for den pågældende, samt fridage, der ydes som kompensation herfor.

3.3. Tjenestemænd kan efter ønske give afkald på optjent ferie, da der ingen krav er om afvikling af ferie.

En tjenestemand kan derfor vælge at give afkald på den optjente ferie, medmindre særlige tjenstlige forhold - såsom samlet institutionslukning - forhindrer det.

Afkald på ferie giver ikke tjenestemanden ret til nogen økonomisk kompensation.

3.4. Ved feriens tilrettelæggelse skal der tages størst muligt hensyn til personalets ønsker, ligesom medarbejderen skal give tjenestestedet meddelelse om feriens placering så tidligt som muligt.

3.5. Ikke optjent ferie skal afholdes efter eventuelt optjent ferie.

3.6. Såfremt medarbejderen skal møde i retten på en feriedag, betragtes feriedagen ikke som afholdt. Det samme gælder, hvis en medarbejder undtagelsesvis sættes til tjeneste på en feriedag.

3.7. Hvis en tjenestemand på grund af tjenstlige forhold ikke har afholdt mindst 18 feriedage inden for perioden 2. maj til 30. september, ydes kompensation med 1,5 tjenestetimer for hver feriedag, der er placeret uden for ferieperioden.

Dette gælder dog ikke, såfremt der jf. punkt 3.1. er indgået anden aftale med tjenestemanden eller et flertal af tjenestestedets tjenestemænd.

Særlige feriedage for mistet søn- og helligdagsfrihed

3.8. For medarbejdere ydes der særlige feriedage i forbindelse med mistet søn- og helligdagsfrihed jf. kundgørelse II nr. 11.

Udskydelse af ferie

3.9. Tjenestestedet kan udskyde indtil 6 feriedage til det følgende ferieår, såfremt der foreligger ganske særlige tjenstlige forhold.

Udskydelsen af ferie kan ikke finde sted i to på hinanden følgende ferieår.

Skriftlig dokumentation med angivelse af de ganske særlige tjenstlige forhold skal opbevares på tjenestestedet i mindst 3 år og skal være tilgængelig for Rigsrevisionen og Rigspolitichefen.

Sammensparing af ferie

3.10. Tjenestestedet kan efter ansøgning fra en tjenestemand tillade, at indtil 6 feriedage pr. år sammenspares med henblik på afvikling i sammenhæng senest 3 år efter udløbet af det ferieår, i hvilket sammensparingen er påbegyndt.

3.11. Sammensparet ferie kan sammen med den ordinære ferie i et enkelt ferieår maksimalt udgøre 8 uger, der fortrinsvis bør placeres udenfor ferieperioden.

Ansøgning om sammensparing skal ske samtidig med tjenestestedets ferieplanlægning for det ferieår, hvori ferien skulle være holdt, og det skal fremgå af ansøgningen, i hvilket ferieår afviklingen ønskes.

Medarbejderen skal sammen med tjenestestedet planlægge afvikling af sammensparet ferie senest 3 måneder før det ferieår, i hvilket afviklingen skal ske.

3.12. Sammensparet og udskudt ferie kan alene omdannes til kontant godtgørelse i medfør af punkt 10.4. og 10.5.

3.13. Ovenstående regler gælder ikke for områder, hvor ferien afholdes i forbindelse med institutionslukning.

Omlægning af ferie

3.14. Hvis planlagt ferie omlægges uden medarbejderens samtykke med et varsel på mindre end 3 måneder ifm. hovedferien, henholdsvis 1 måned for restferien, ydes der som kompensation 1,5 tjenestetimer for hver omlagt feriedag.

3.15 Hvis omlægningen sker efter feriens påbegyndelse, ydes der som kompensation den ansatte 3 tjenestetimer for hver omlagt feriedag.

3.16. Omlægning af planlagt ferie kan kun finde sted, når der foreligger ganske særlige omstændigheder, der begrunder, at tjenestestedet har brug for den ansattes arbejdskraft.

3.17. Tjenestestedet skal ved omlægning af ferie snarest muligt give medarbejderen skriftlig meddelelse om omlægningen, herunder begrunde, hvilke særlige tjenstlige forhold, der ligger til grund for omlægningen af den planlagte ferie.

4. Retten til ferie for deltidsansatte medarbejdere

4.1. Medarbejdere med nedsat tjenestetid optjener ferie med forholdsmæssig løn jf. punkt . 4.3.

Afvikling af ferie

4.2. Ferie for deltidsbeskæftigede medarbejdere skal afvikles efter følgende beregning:

30 feriedage - 5 lørdage x gennemsnitlig ugentlige timetal = antal feriedage på arbejdsdage

Det ugentlige timetal for fuldtidsbeskæftigede (37 timer)

Antallet af feriedage oprundes til hele dage.

Lønregulering i forbindelse med deltidsbeskæftigede

4.3. Deltidsansattes løn under ferie beregnes på grundlag af beskæftigelsesgraden.

Det betyder, at en medarbejder, der afvikler ferie med en beskæftigelsesgrad, der er forskellig fra den beskæftigelsesgrad, ferien blev optjent på, skal lønreguleres.

Senior-ordninger

4.4. Medarbejdere, der som et led i seniorordningen nedtrapper deres ugentlige tjenestetid, optjener og afvikler deres ferie på samme måde, som deltidsansatte medarbejdere.

4.5. Med henblik på lønregulering, skal der ved overgang til/fra deltidsbeskæftigelse ske indberetning til Rigspolitichefen på det tidspunkt, hvor der planlægges for afvikling af medarbejderens ferie.

5. Sygdom før/under ferie

5.1. En medarbejder, der bliver syg før feriens begyndelse og stadig er sygemeldt, når ferien påbegyndes har ret til at få suspenderet ferien.

5.2. En medarbejder, der bliver syg under ferien kan ansøge tjenestestedet om at få ferien suspenderet.

Ved afgørelsen tages der hensyn til om sygdommen:

er af længere varighed

er af alvorligere karakter

hindrer medarbejderen i at udnytte ferien på en rimelig måde, eller

er begrundet i en arbejdsskade.

5.3. Hvis ferie eller feriedage suspenderes efter punkt 5.2. har medarbejderen ret til erstatningsferie.

5.4. Hvis tilgodehavende ferie samt erstatningsferie jf. punkt 5.3. ikke har kunnet afvikles som følge af sygdom overføres ferien til det følgende ferieår.

5.5. Tilgodehavende ferie samt erstatningsferie jf. punkt 5.3. kan i stedet for overført ferie efter ansøgning via tjenestestedet til Rigspolitichefen godtgøres med et beløb, der svarer til den løn, der skulle have været udbetalt under afholdelse af den tilgodehavende ferie.

6. Ferie ifm. barsels- og adoptionsorlov

6.1. Ferie kan ikke afvikles under barsels- og adoptionsorlov

Barsels- og adoptionsorlov, der falder i forud tilrettelagte ferieperioder, erstattes med et tilsvarende antal feriedage, selvom ferien må tildeles uden for perioden 2. maj til 30. september.

6.2. Tilgodehavende ferie, der ikke har kunnet afvikles inden ferieårets udgang på grund af barsel og adoption overføres til det følgende ferieår.

6.3. Rigspolitichefen kan ved ferieårets udløb efter ansøgning via tjenestestedet i stedet godtgøre den tilgodehavende ferie med et beløb, der svarer til den løn, der skulle have været udbetalt under afholdelse af ferien.

7. Ferie ifm. orlov til henholdsvis uddannelse, sabbat og børnepasning.

7.1. Under orlov uden løn optjenes ferie med løn de første 6 måneder, dog således at den feriegodtgørelse, der måtte være optjent i orlovsperioden, fradrages i lønnen.

Det er dog en forudsætning, at den ansatte genindtræder i tjenesten inden udløbet af det ferieår, hvori ferien skal være afholdt, og at ferien afvikles inden udløbet af det pågældende ferieår, medmindre afviklingen udsættes i henhold til punkterne 3.9. og 3.10.

7.2. Hvis en medarbejder har orlov med løn til uddannelse, optjenes ferie med løn under orloven i op til 1 år jf. punkt 2.3.

I tilfælde af at uddannelsesinstitutionen holder ferielukning i orlovsperioden, skal medarbejderen, såfremt denne ikke afvikler ferie i samme periode, forrette tjeneste efter Rigspolitichefens nærmere bestemmelse.

Indberetning om ferieafvikling/tjeneste ved det hidtidige tjenestested skal i god tid forinden indsendes til Rigspolitichefen.

7.3. Hvis orloven er af længere varighed end 1 måned afregnes tilgodehavende ferie ved at konvertere den til feriegodtgørelse på 12 ½ procent, der indbetales til FerieKonto.

7.4. En medarbejder kan ikke holde ferie med feriegodtgørelse og samtidig modtage orlovsydelse.

7.5. Ved afvikling af ferie optjent i orlovsperioden skal der ske indberetning til Rigspolitichefen med henblik på lønregulering for så vidt angår ferie optjent:

i de første 6 måneder, såfremt medarbejderen i perioden har haft lønnet beskæftigelse

i orlovsperioden efter den 6. måned, hvor der ikke er optjent ferie med løn - undtaget her er statslig uddannelsesorlov samt

ved afvikling af ferie, som er indbetalt til FerieKonto.

8. Værnepligtstjeneste udover 1 måned

8.1. Medarbejdere, der indkaldes til aftjening af værnepligt af mere end 1 måneds varighed, er berettiget til almindelig feriegodtgørelse jf. punkt 10.5 for den ferie, som medarbejderen har optjent, men ikke afholdt inden indkaldelsen.

8.2. Efter genoptagelse af tjenesten er medarbejderen berettiget til at holde ferie, der er optjent under værnepligtstjenesten mod fradrag i lønnen som anført i punkt 2.6.

9. Særlig feriegodtgørelse

9.1. Medarbejdere har altid ret til løn + særlig feriegodtgørelse på 1½ procent ved afholdelse af optjent ferie.

Feriegodtgørelse på 1½ procent beregnes af den skattepligtige indkomst i optjeningsåret, jf. dog punkt 10.4, arbejdsmarkedsbidrag, medarbejderens eget bidrag til ATP samt en eventuel kapitalpensionsordning, men med fradrag af særlig feriegodtgørelse og merarbejdsbetaling, der har givet grundlag for udbetaling af feriegodtgørelse jf. punkt 9.2.

9.2. Til deltidsansatte medarbejdere, der i optjeningsåret har udført tjeneste ud over den faste nedsatte arbejdstid, uden at dette er blevet aflønnet som merarbejde, har krav på almindelig feriegodtgørelse på 12½ procent af merarbejdsgodtgørelsen.

Der kan ikke samtidig ydes særlig feriegodtgørelse efter punkt 9.1.

10. Feriemæssig stilling ved afsked samt tjenestefrihed uden løn.

Overenskomstansatte er ikke omfattet af punkterne 10.3., 10.4., 10.5.

10.1. Når en medarbejder, der afskediges med pension i henhold til kapitel 2 i lov om tjenestemandspension eller i henhold til de nærmere bestemmelser i fællesoverenskomsterne afregnes tilgodehavende ferie med 12½% feriegodtgørelse jf. dog for tjenestemænd punkterne 10.3. og 10.4.

10.2. Hovedferien (18 dage) skal dog være afviklet ved fratrædelse pr. 1. oktober eller derefter.

10.3. Har en tjenestemand forud for afskedigelsen været sygemeldt i under 6 måneder medregnes sygeperioden ikke som tjeneste og der optjenes ikke ferie. Løn mv., der er udbetalt under sygefraværet, medtages heller ikke ved beregning af særlig feriegodtgørelse.

10.4. Har sygefraværet været på 6 måneder eller derover, bortfalder retten til særlig feriegodtgørelse samt eventuel godtgørelse for tilgodehavende ferie, for så vidt angår ferie optjent i det pågældende samt de forudgående optjeningsår, med undtagelse af tilgodehavende ferie jf. punkterne 3.9 og 3.10.

Særlig feriegodtgørelse, der allerede er udbetalt forud for meddelelsen om afsked, kan dog ikke kræves tilbagebetalt.

10.5. I de tilfælde, hvor en medarbejder fratræder sin stilling som følge af

død

tjenestefrihed uden løn i mere end 1 måned

indkaldelse til værnepligtstjeneste af mere end 1 måneds varighed

afskedigelse med opsat pension, også selvom den opsatte pension kommer til udbetaling straks

afskedigelse med opsat pension i de tilfælde, hvor der ved fratrædelsen er rejst spørgsmål om pension efter tjenestemandspensionslovens § 7, stk. 1 eller § 8, stk. 1 (kvalificeret svagelighedspension eller tilskadekomstpension)

afregnes tilgodehavende ferie med 12½ procent feriegodtgørelse.

Feriegodtgørelsen beregnes af den løn, der er udbetalt i den tilgodehavende feries optjeningsperiode.

Ved beregning ses der bort fra løn, der er udbetalt under ferie i det tidsrum, der danner grundlag for godtgørelsen.

Løn ydet under eventuel forudgående sygefravær indgår derimod i beregningen af feriegodtgørelsen.

Såfremt medarbejderen afgår ved døden uden at have holdt den optjente ferie, udbetales godtgørelsen til boet efter medarbejderen.

10.6. Retten til særlig feriegodtgørelse bortfalder i det omfang, der ydes feriegodtgørelse i henhold til punkt 10.1. og 10.5.

Indberetning i forbindelse med afsked.

10.7. Ved fratrædelse jf. punkt 10.1. og 10.5. skal der til brug ved anvisningen af feriegodtgørelse (FerieKonto) ske indberetning via tjenestestedet til Rigspolitichefen om:

afholdt ferie i indeværende og foregående kalenderår med angivelse af tidspunkterne for feriens afholdelse og optjeningsår

tilgodehavende ferie ved fratrædelsen med angivelse af optjeningsår.

Indberetningen skal indsendes senest 2 måneder før fratrædelsen, og ferieafviklingen må ikke ændres i forhold til de indberettede oplysninger.

B. Ferieregnskab

1.1. Ferieregnskabet må ikke føres af den enkelte, men skal overlades til en udpeget medarbejder med særlig kendskab til politiets ferieregler.

1.2. Ved ferieårets begyndelse udarbejdes en samlet ferieoversigt for tjenestestedet, hvoraf fremgår, hvor mange feriedage med løn den enkelte medarbejder er berettiget til.

Herefter foretages registrering af de faktisk afholdte feriedage, og det skal klart fremgå, om der er tale om ferie eller anden frihed.

1.3. Regnskabet med afviklede feriedage føres på arbejdstidsopgørelsen eller med 25 feriedage i POLPLAN.I forbindelse med den månedlige afslutning af opgørelsen overføres antallet af afviklede feriedage til ferieopgørelsen, blanket P 344, hvor det egentlige ferieregnskab føres.

1.4. Ved nyansættelser vil der til tjenestestedet blive givet oplysninger om de ansattes antal optjente, ikke afviklede feriedage, og om der er overført ferie fra anden statsinstitution, eller om der skal ske melding til Rigspolitichefen ved enhver ferieafholdelse.

1.5. Ferieregnskabet attesteres ved ferieårets afslutning af politimesteren/politidirektøren og opbevares i mindst 3 år.

1.6. Ferieregnskab og - opgørelse skal altid være tilgængelig for Rigsrevisionen og Rigspolitichefen.

Kundgørelse II nr. 41 og nr. 42 af 15. januar 1986 ophæves.

Underskrift 1

Rigspolitichefen, den 22. oktober 1997 Boye /Dahlfelt

Versioner

  1. 1997-10-22, til 2017-12-27