Cirkulæreskrivelse om regeringsbeslutning af 28. august 1997 om Retsinformation (Til samtlige ministerier)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1997/11480@1998-03-15/da
Indhold
Regeringens koordinationsudvalg har den 28. august 1997 tiltrådt Justitsministeriets notat af 29. juni 1997 til regeringen om Retsinformation. Notatet vedlægges til orientering.
Regeringsbeslutningen indebærer, at Retsinformation fortsat er baseret på ønsket om at opretholde en samlet statslig edb-baseret retskildeformidling, men at grundlaget for driften af Retsinformation ændres på de to punkter, som er nærmere beskrevet nedenfor.
1. Adgangen til Retsinformation via Internettet bliver gratis.
Med virkning fra den 1. januar 1998 stilles Retsinformation gratis til rådighed via Internettet, således at alle borgere har fri og uhindret adgang til den elektroniske version af de gældende regler enten fra egen pc eller via Internetadgang fra biblioteker, skoler institutioner m.v.
Data i Retsinformation tilhører alle ministerierne, som også er ansvarlige for ajourføringen, og overgangen til gratis Retsinformation vil på en række punkter få betydning for ministerierne.
For det første kan ministerierne nu give alle medarbejdere adgang til Retsinformation. Sekretariatet for Retsinformation vurderer i øjeblikket mulighederne for at give statslige myndigheder, som ikke ønsker at give medarbejderne adgang til Internettet, adgang til Retsinformation enten i en særlig offentlig intranetløsning eller ved at opretholde adgangsmuligheden vis Retsinfo Client og/eller 3270-kommunikation. Ministerier, som generelt eller for enkelte institutioners vedkommende har behov for sådanne løsninger, bedes kontakte Sekretariatet for Retsinformation.
Ministeriet, som på deres hjemmeside ønsker at informere om ministerområdets regler, kan fra den 1. januar 1998 etablere links direkte til den enkelte forskrift i Retsinformation. Det betyder, at den redaktionelle omtale eller præsentation af nye regler eller af regler, som der særligt behov for at informere om, ikke behøver at omfatte selve forskriften. Et link direkte til teksten i Retsinformation sparer indlæggelse og vedligeholdelse af data, som allerede er indlagt i Retsinformation.
Andre myndigheder, organisationer og virksomheder kan også etablere links til forskrifter i Retsinformation. Sekretariatet for Retsinformation har bl.a. modtaget henvendelser fra brancheorganisationer m.v., som i forbindelse med egne informationssystemer ønsker at etablere links til Retsinformation. Justitsministeriet finder det sandsynligt, at overgangen til gratis Retsinformation udover en stigning i den direkte brug af Retsinformation vil skabe et helt nyt forbrugsmønster med et betydeligt brug, som ikke passerer Retsinformations "hoveddør".
2. Elektronisk Ministerialtidende og den medfølgende udvidelse af indlæggelsespligten.
I overensstemmelse med regeringens IT-politiske handlingsplan overgår Ministerialtidende med virkning fra den 1. januar 1998 til elektronisk form. Ministerialtidende vil indtil videre også blive udgivet i en trykt version.
Det elektroniske Ministerialtidende består af forskrifterne i Retsinformation kombineret med et elektronisk, kronologisk register og et elektronisk emneregister, der svarer til de eksisterende registre i det trykte Ministerialtidende med links fra registrene til forskrifterne i Retsinformation. Modellen, som er afprøvet i et forsøgsprojekt med Ministerialtidendes årgange 1995 og 1996, kan ses på Retsinformations hjemmeside på http://www.retsinfo.dk.
Det elektroniske Ministerialtidende forudsætter således, at forskrifterne er indlagt i Retsinformation.
Som nævnt i regeringsbeslutningen omfatter den nuværende indlæggelsespligt vedrørende Retsinformation imidlertid ikke forskrifter for Grønland og Færøerne, som alene vedrører Grønland og Færøerne, jf. § 3, stk. 3, i cirkulære nr. 27 af 28. februar 1996 om ministeriernes pligtaflevering til Retsinformation. Cirkulæret vil derfor blive ændret, så undtagelse af forskrifter, som alene vedrører Grønland og Færøerne, begrænses til forskrifter på lov- og bekendtgørelsesniveau.
Overgangen til elektronisk Ministerialtidende indebærer også, at en forskrift kun kan optages i Ministerialtidende, når forskriften enten er indlagt i Retsinformation eller afleveres i elektronisk form, så den kan indlægges i Retsinformation. Cirkulære nr. 28 af 28. februar 1996 vil derfor i overensstemmelse med regeringsbeslutningen blive ændret, så der fastsættes retningslinier om indlæggelse af cirkulæreforskrifter som led i de pågældende forskrifters optagelse i Ministerialtidende.
3. Retsinformation får snart et nyt datafangstsystem.
Efter visse problemer i forbindelse med udvikling af Retsinformations datafangstsystem afholdes der for tiden afleveringsprøve, som forventes afsluttet inden længe. Sekretariatet for Retsinformation vil umiddelbart efter overtagelsen af systemet invitere ministerierne til et møde, hvor datafangstsystemet vil blive demonstreret, og hvor overgangen til de nye datafangstprocedurer nærmere kan drøftes.
Frank Jensen
/ Ole Hansen
BILAG
RESUME af notat til regeringen om Retsinformation.
Som en del af udkastet til IT-politisk handlingsplan 1997 indgår, at adgangen til Retsinformation skal gøres gratis. Endvidere har Rigsrevisor udtalt, at han finder det vigtigt, at der hurtigt træffes endelig strategiske beslutninger om, hvad Retsinformation skal indeholde, om det fortsat skal være en statslig opgave, om databasen fortsat skal udbydes mod betaling og om på hvilke medier, herunder Internet, databasen skal være tilgængelig.
Justitsministeriet foreslår derfor, at adgangen til Retsinformation gøres gratis samt at Retsinformation i øvrigt videreføres i overensstemmelse med de beslutninger, regeringen tidligere har taget, dog således at der sker en mindre udvidelse af indlæggelsespligten. Endvidere foreslås det, at forskrifter til Ministerialtidende fremover skal afleveres i elektronisk form.
Grundlaget for den videre drift af Retsinformation vil således være følgende:
- Retsinformation videreføres i statsligt regi som supplement til Lov- og Ministerialtidende og med henblik på statens beredskab til elektronisk kundgørelse.
- Retsinformation videreføres som on-line-system og med pligtaflevering for ministerierne. Retsinformation er fortsat tilgængelig på Internettet.
- Der sker ikke afgørende ændringer i de hidtidige indlæggelseskriterier (totalitet fastholdes).
- Arbejdet med etablering af en database med uredigerede domme i Retsinformation videreføres og søges fremskyndet.
- Adgangen til Retsinformation gøres fra 1998 gratis.
- Også forskrifter på cirkulæreniveau, der udstedes med virkning for Grønland og Færøerne skal fremover indlægges.
- Udgifterne til den centrale drift af Retsinformation afholdes fortsat af Justitsministeriet.
Retsinformation baseres herefter på ønsket om opretholdelse af en samlet statslig edb-baseret juridisk retskildeformidling.
NOTAT til regeringen om Retsinformation
1. Retsinformation er statens edb-baserede juridiske on-line informationssystem, der består af databaser med lovforslag, Folketingets forhandlinger, regler fra samtlige ministerområder, administrative afgørelser samt registerforskrifter m.v.
Regeringen tiltrådte den 17. april 1997 at der nedsættes en arbejdsgruppe, der skal analysere og udarbejde en model for, hvorledes også uredigerede domme skal indlægges i Retsinformation.
2. Rigsrevisor har i et notat af 28. maj 1997 udtalt, at han finder det vigtigt, at der hurtigt træffes endelige strategiske beslutninger om, hvad Retsinformation skal indeholde, om det fortsat skal være en statslig opgave, om databasen fortsat skal udbydes mod betaling og om på hvilke medier, herunder Internet, databasen skal være tilgængelig.
Med henblik herpå og med henblik på at fremtidssikre Retsinformation til bl.a. elektronisk kundgørelse af Lov- og Ministerialtidende, foreslår Justitsministeriet nedennævnte principper for videreførsel af Retsinformation. Det bemærkes, at der i vidt omfang er tale om fastholdelse af beslutninger truffet af regeringen i 1994. De nye tiltag er forslagene om, at Retsinformation gøres gratis, at ministeriernes pligtaflevering udstrækkes til at også at gælde cirkulære-forskrifter for Grønland og Færøerne, og at forskrifter til Ministerialtidende skal afleveres i elektronisk form.
- Retsinformation videreføres i statsligt regi som supplement til Lov- og Ministerialtidende og med henblik på statens beredskab til elektronisk kundgørelse.
Det må anses for at være en typisk statslig opgave at sikre, at borgerne har adgang til de regler, der udstedes af det offentlige.
I en offentlig regeldatabase kan det endvidere sikres, at regelsamlingen er total, og navnlig også indeholder regler der ud fra en markedsøkonomisk betragtning næppe ville blive medtaget i private databaser.
Borgere, virksomheder og offentlige myndigheder kan således via eet samlet statsligt system få umiddelbar adgang til alle normerende forskrifter.
Af den IT-politiske handlingsplan for 1995 og 1996 fremgår det, at Justitsministeriet skal søge at udbygge Retsinformation til også at omfatte en elektronisk Ministerialtidende og senere Lovtidende. Det er bl.a. hensigten hermed at skabe de nødvendige erfaringer til senere i forbindelse med Retsinformation at etablere en elektronisk Lovtidende med henblik på retligt bindende kundgørelse af love m.v. i elektronisk form.
En sådan elektronisk kundgørelse forudsætter en regelsamling i statslig7 regi.
Det tilføjes, at det trykte Ministerialtidende fortsat vil blive udgivet, i hvert fald i 1998. I Lov- og Ministerialtidendeloven hedder det bl.a., at der ved regeringens foranstaltning udgives en Ministerialtidende. Loven blev i sin oprindelige form vedtaget i 1870. Det må på den baggrund antages, at det er en forudsætning, at udgivelse af Ministerialtidende sker på tryk. En afskaffelse af det trykte Ministerialtidende vil derfor kræve en lovændring. Justitsministeriet vil i løbet af 1998 i lyset af de erfaringer, der indhentes om brugen af det elektroniske Ministerialtidende overveje behovet for en fortsat trykt udgave af publikationen.
- Retsinformation videreføres som udgangspunkt indholdsmæssigt med pligtaflevering for ministerierne.
De nærmere retningslinier for omfanget af ministeriernes pligtaflevering er præciseret ved Justitsministeriets cirkulære nr. 27 og 28 af 28. februar 1996. Pligtafleveringen omfatter herefter som hidtil bl.a. materiale, der efter de gældende forskrifter ikke offentliggøres i Lov- og Ministerialtidende, samt cirkulærer og vejledninger med normerende indhold. Afgørelsesbaserne videreføres som hidtil. Der sker ikke ud over det nedenfor anførte ændringer i de hidtidige indlæggelseskriterier.
Arbejdet med etablering af en database i Retsinformation med uredigerede domme videreføres og søges fremskyndet. Heri ligger, at dommene ikke vil blive forsynet med f.ex. et forklarende "hoved", resume og med noter, ligesom dommene vil blive indlagt i deres helhed. Databasen skal imidlertid forsynes med et godt søgesystem, ligesom dommene bl.a. skal anonymiseres.
Der vil fortsat være mulighed for, at private forlag m.v. kan distribuere information via Retsinformation.
- Retsinformation skal fra 1998 være gratis tilgængelig for borgerne.
Siden Retsinformations etablering har det været et princip, at der skulle betales for brugen af Retsinformation.
Indtil begyndelsen af 1994 var det hensigten, at Retsinformation på længere sigt skulle være økonomisk rentabel. Denne målsætning blev imidlertid ændret ved regeringsbeslutning i marts 1994, hvor det understreges, at en videreførelse af Retsinformation baseres på ønsket om opretholdelse af en samlet statslig edb-baseret juridisk retskildeformidling. De hidtidige forudsætning om rentabilitet ville således næppe kunne opretholdes.
Prisstrukturen for Retsinformation er i dag tilrettelagt således, at der er etableret en abonnementsordning med ubegrænset søgetid, hvor man tidligere skulle betale for søgetid. Den endelige abonnementspris fastsættes af forhandlerne. Det kan til orientering oplyses, at GadJura har fastsat en listepris på enkeltbrugerversionen til 7.000 kr. årligt.
Indtægterne udgjorde i 1996 ca. 1,9 mio. kr., og målet er, at licens-indtægten i 1997 skal ende på ca. 3,7 mio. kr. Det mål kan dog næppe nås, formentlig bl.a. fordi overvejelserne om at gøre Retsinformation gratis har gjort både forhandlerne og forbrugerne tilbageholdne.
At gøre Retsinformation frit tilgængelig vil således indebære, at staten mister indtægter på ca. 3,7 mio. kr. årligt. Omkring halvdelen af dette beløb var budgetteret at komme fra statslig myndigheder. Retsinformation har i øvrigt peget på, at den nuværende betalingsordning indebærer, at udgifterne ved brugersystemet dækkes af brugerne, medens udgifterne ved datafangstsystemet afholdes af det offentlige (Justitsministeriet).
For en betalingsordning taler herudover bl.a. følgende:
- Salg af Retsinformation kan ligestilles med virksomhedsudøvelse .
Det almindelige offentlige princip for, hvornår man skal kræve betaling, knytter sig til begrebet myndighedsudøvelse. Tanken er, at er der tale om myndighedsudøvelse, kræver det offentlige ikke betaling.
Formidling af regler via et edb-medie som Retsinformation kan næppe ligestilles med myndighedsudøvelse, men kan som nævnt mest sammenlignes med en almindelig virksomhedsudøvelse.
- Retsinformation er i et vist (begrænset) omfang en konkurrent til private forlag. En række forlag udgiver således regler på edb-medie, dog typisk kædet sammen med anden form for redigering, information eller lignende. Hvis Retsinformation gøres gratis kan det offentlige derfor beskyldes for unfair konkurrence .
- Der er tale om forbrug af en service. Et hensigtsmæssigt forbrugsmønster opnås bedst gennem realistisk prisfastsættelse.
For et gratisprincip taler bl.a. følgende:
- Det offentlige må antages at have en naturlig forpligtelse til vederlagsfrit at informere borgerne om de gældende regler. Hidtil er denne information i hvert fald på cirkulæreniveau foregået spredt og vel også usystematisk. Informationsteknologiens udvikling har gjort, at systemer som Retsinformation gør det betydeligt lettere at give borgerne en samlet oversigt over alle regler.
At gøre denne information optimal forudsætter, at adgangen til Retsinformation er gratis.
- Samtlige ministerier har meddelt, at udtræk af data fra Retsinformation skal være gratis, bortset fra håndteringsudgiften. Når et privat forlag ønsker at anvende Retsinformation kommercielt, kan man altså gøre det (næsten) gratis, mens det koster penge for en borger at søge de samme data i Retsinformation.
- Der er siden marts 1997 givet adgang til Retsinformation på Internettet . Det er naturligt og bedst overensstemmende med Internettets karakter at information på nettet er gratis.
- Samtlige ministeriet har på Internettet oprettet hjemmesider , eller har overvejelser herom. En naturlig del af en hjemmeside er orientering om regler på minister-området. Ministerierne kan her etablere såkaldte hyperlinks til forskrifterne i Retsinformation, således at man friholdes for udgiften til selv at etablere og vedligeholde en regelservice på hjemmesiden. En sådan løsning vil både økonomisk og administrativt være den mest hensigtsmæssige, men forudsætter at adgangen til Retsinformation er gratis.
- Et gratis Retsinformation vil være en væsentlig forudsætning for overgangen til elektronisk kundgørelse , d.v.s. udgivelse af Ministerialtidende og senere Lovtidende i elektronisk form. Borgerne får herved en reel mulighed for adgang til de centrale offentlige kundgørelsesforskrifter. Når Retsinformation bliver gratis, vil det fra folkebibliotekerne på sigt blive muligt via Internettet at få adgang til Ministerialtidende.
Det tilføjes, at det i det foreliggende udkast til IT-politisk Handlingsplan 1997 som en del af "åben offentlig sektor" er optaget som et nyt initiativ, at Retsinformation skal gøres frit tilgængelig på Internettet. Om baggrunden herfor er anført følgende:
"Borgerne skal sikres lettest mulig adgang til landets love og regler. Statens elektroniske regeldatabase, Retsinformation, gøres derfor fra 1998 frit tilgængelig på Internettet. Borgerne vil her gratis kunne finde, læse og hente love og regler samtidig med, at private forlag, organisationer, offentlige myndigheder m.m. vil kunne hente oplysninger direkte ud af databasen til brug for videreforædling til kommercielle formål eller til servicering af deres medlemmer og brugere".
Justitsministeriet finder på denne baggrund, at adgangen til Retsinformation bør gøres gratis.
- De gældende regler om ministeriernes pligtaflevering til Retsinformation udvides, således at også forskrifter på cirkulæreniveau, der udstedes med virkning for Grønland og Færøerne, fremover skal indlægges.
En forudsætning for et elektronisk Ministerialtidende er, at der ikke kan forekomme forskrifter, der optages i Ministerialtidende, men som ikke optages i Retsinformation. Forskrifter på cirkulæreniveau, der udstedes med virkning for Grønland og Færøerne indlægges i dag ikke i fuldt omfang i Retsinformation.
Der er tale om et ganske lille antal forskrifter årligt, hvorfor pligten til indlæggelse næppe vil påføre ministerierne nævneværdige meromkostninger.
- De gældende regler om ministeriernes aflevering til Ministerialtidende ændres, således at ministerierne fremover bliver forpligtet til at aflevere forskrifterne i elektronisk form.
Langt hovedparten af alle forskrifter afleveres i dag i elektronisk form til Ministerialtidende. Det datafangstsystem, der forventes taget i brug i efteråret 1997, vil yderligere lette denne afleveringsform.
Det er dog muligt at lade et fotografisk aftryk af forskrifterne optage i Ministerialtidende.
Det er imidlertid en forudsætning for en forskrifts optagelse i Retsinformations databaser, at den leveres i elektronisk form. Ministerierne skal således i dag betale for at forskrifterne bliver indlagt elektronisk i Retsinformation. Sådan konvertering af fotografiske aftryk sker i dag i ganske få tilfælde.
Det foreslås, at reglerne om ministeriernes aflevering til Ministerialtidende ændres, således at ministerierne fremover allerede ved indrykningen i Ministerialtidende skal aflevere forskrifterne i elektronisk form.
Ændringen er tillige en forudsætning for gennemførelsen af planerne om et elektronisk Ministerialtidende.