Bestemmelser om flyveledercertifikat
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1997/17128@1997-10-01/da
Indhold
I medfør af § 73 og § 149, stk. 10, i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 162 af 7. marts 1994, fastsætter Statens Luftfartsvæsen herved efter bemyndigelse fra Trafikministeriet, jf. bekendtgørelse nr. 191 af 23. maj 1975 vedrørende luftfartscertifikater, følgende:
1. Referencedokumenter
1.1 BL 6-02, Bestemmelser vedrørende luftfartscertifikater, seneste udgave.
1.2 BL 6-05, Besttemmelser om helbredskrav, seneste udgave.
1.3 BL 6-94, Bestemmelser om teoretisk uddannelse til flyveledercertifikat, seneste udgave.
1.4 BL 6-95, Bestemmelser om praktisk uddannelse til flyveledercertifikat, seneste udgave.
1.5 Forskningsministeriets bekendtgørelse nr. 872 af 2. oktober 1996 om certifikater til betjening af radioanlæg i luftfartsradiotjenester.
2. Anvendelsesområde
2.1 Denne BL fastsætter
a. bestemmelser for udstedelse og udvidelse af flyveledercertifikat og
b. vilkår for, at en certifikatindehaver kan udføre tjeneste som flyveleder.
3. Udstedelse
3.1 Flyveledercertifikat udstedes af Statens Luftfartsvæsen efter ansøgning på en autoriseret formular, når ansøgeren opfylder udstedelseskravene i afsnit 4.
3.2 Flyveledercertifikat udstedes gældende for en eller flere kategorier af flyvekontroltjeneste ved en lufttrafiktjenesteenhed. Flyveledercertifikat kan udvides med ret til at udøve andre kategorier af flyvekontroltjeneste eller til at udøve flyvekontroltjeneste ved en anden lufttrafiktjenesteenhed, jf. afsnit 5.
3.3 Flyveledercertifikat udstedes med gyldighed til ansøgerens fyldte 55. år. Statens Luftfartsvæsen kan dog i særlige tilfælde fastsætte en kortere gyldighedsperiode.
4. Udstedelseskrav
Ansøgeren skal
a. have fast bopæl i Danmark eller være ansat af en dansk, offentlig myndighed eller et dansk, privat foretagende, der har Statens Luftfartsvæsens tilladelse til at etablere og drive den pågældende kategori af flyvekontroltjeneste,
b. ikke administrativt eller ved dom være frakendt retten til at gøre tjeneste på luftfartøj eller i anden stilling af betydning for luftfartens sikkerhed,
c. være helbredsmæssigt godkendt til flyveledercertifikat, jf. BL 6-05,
d. være fyldt 21 år, men ikke 55 år,
e. være indehaver af generelt certifikat som luftfartsradiotelefonist, der tillige giver ret til at foretage dansksproget korrespondance til og fra et luftfartøj,
f. med et tilfredsstillende resultat have gennemgået den teoretiske grunduddannelse og bestået den teoretiske grundprøve, der er fastsat af Statens Luftfartsvæsen, jf. BL 6-94, og disse prøver skal have bevaret deres gyldighed, og
g. med et tilfredsstillende resultat have gennemgået den teoretiske og praktiske uddannelse og bestået de teoretiske og praktiske prøver, der kræves for at erhverve ret til at udøve den pågældende kategori af flyvekontroltjeneste ved den pågældende lufttrafiktjenesteenhed, jf. BL 6-94 og BL 6-95, og disse prøver skal have bevaret deres gyldighed.
Anm.: Bestemmelser om certifikat som luftfartsradiotelefonist findes i Forskningsministeriets bekendtgørelse nr. 872 af 2. oktober 1996 om certifikater til betjening af radioanlæg i luftfartsradiotjenester.
5. Udvidelse
5.1 Flyveledercertifikat kan udvides med en anden kategori af flyvekontroltjeneste efter endt teoretisk og praktisk uddannelse til den pågældende kategori af flyvekontroltjeneste i overensstemmelse med bestemmelserne i BL 6-94 og BL 6-95.
5.2 Flyveledercertifikat kan endvidere udvides til samme kategori af flyvekontroltjeneste ved en anden lufttrafiktjenesteenhed efter endt praktisk uddannelse ved den pågældende lufttrafiktjenesteenhed i overensstemmelse med bestemmelserne i BL 6-95. Antallet af vagter, der skal indgå i sådan uddannelse, fastsættes i de godkendte uddannelsesprogrammer for de pågældende enheder.
6. Rettigheder
6.1 Flyveledercertifikat giver på de vilkår, der er nævnt i pkt. 6.2, indehaveren ret til at gøre tjeneste som flyveleder inden for de kategorier af flyvekontroltjeneste, der er anført i certifikatet, ved de lufttrafiktjenesteenheder, for hvilke cerfifikatet er gældende.
6.2 Indehaveren
a. skal have et gyldigt flyveledercertifikat, jf. BL 6-02,
b. skal være helbredsmæssigt godkendt til flyveledercertifikat, jf. BL 6-05,
c. skal inden for de forudgående 3 måneder, regnet fra den første dag i den pågældende måned, på mindst 20 vagter have udført de kategorier af flyvekontroltjeneste, der er anført i certifikatet, ved den pågældende lufttrafiktjenesteenhed, medmindre vedkommende inden for de forudgående 3 måneder har bestået den pågældende praktiske prøve, jf. afsnit 4, litra g, pkt. 5.1 og pkt. 5.2, og
d. må ikke være fyldt 55 år, jf. dog afsnit 7.
Anm.: Tilfælde, hvor et certifikat er ugyldigt, fremgår af BL 6-02.
6.2.1 En indehaver af et flyveledercertifikat, der giver ret til at udøve flyvekontroltjeneste ved både et kontroltårn og den tilknyttede indflyvningskontrol, skal inden for de forudgående 3 måneder, regnet fra den første dag i den pågældende måned, på mindst 20 vagter have udført de pågældende kategorier af flyvekontroltjenestte. Vagterne skal omfatte begge kategorier.
6.2.2 En indehaver af et flyveledercertifikat, der giver ret til at udøve præcisionsradarindflyvning, skal inden for de forudgående 3 måneder have udført mindst 20 PAR-indflyvninger, heraf mindst 5 pr. måned.
6.3 For at generhverve en rettighed, der er mistet i henhold til pkt. 6.2 c, pkt. 6.2.1 eller pkt. 6.2.2, skal vedkommende godkendes af chefinstruktøren på baggrund af den praktiske uddannelse, som chefinstruktøren finder nødvendig.
6.3.1 Hvis rettighederne til pågældende kategori af lufttrafiktjeneste ikke har været udøvet i 1 1/2 år, skal vedkommende tillige bestå fornyede teoretiske prøver, jf. BL 6-94.
7. Forlængelse af gyldighedsperioden ud over det fyldte 55. år
7.1 Den aldersgrænse på 55 år, der er nævnt i pkt. 6.2 d., kan efter ansøgning forlænges indtil indehaverens fyldte 60. år på betingelse af, at ansøgeren anses for fuldt ud at kunne tilgodese gældende normer for fysisk og psykisk egnethed uden tegn på funktionsnedsættelse.
7.2 Vurdering heraf skal ske på grundlag af de normale helbredsundersøgelser suppleret med de yderligere ekstraundersøgelser, der i det enkelte tilfælde skønnes nødvendige for en samlet bedømmelse også af aldersbetonede symptomer samt på grundlag af en udtalelse fra den pågældendes tjenestested på baggrund af en dokumenterbar afprøvning af ansøgerens teoretiske og praktiske færdigheder.
7.3 Forlængelse vil normalt kun kunne meddeles for eet år ad gangen.
8. Deponering
8.1 Et flyveledercertifikat skal indsendes til Statens Luftfartsvæsen til deponering i tilfælde af,
a. at indehaveren ikke længere har et gyldigt flyveledercertifikat, jf. BL 6-02, eller
b. at indehaveren i 1 1/2 år ikke har udøvet nogen af certifikatets rettigheder.
8.2 For at få udleveret et certifikat, der er deponeret i henhold til pkt. 8.1 a., og således generhverve de rettigheder, der er nævnt i pkt. 6.1., skal vedkommende
a. have fast bopæl i Danmark eller være ansat af en dansk, offentlig myndighed eller et dansk, privat foretagende, der har Statens Luftfartsvæsens tilladelse til at etablere og drive den pågældende kategori af flyvekontroltjeneste,
b. ikke administrativt eller ved dom være frakendt retten til at gøre tjeneste på luftfartøj eller i anden stilling af betydning for luftfartens sikkerhed,
c. være helbredsmæssigt godkendt til flyveledercertifikat, jf. BL 6-05, og
d. være indehaver af generelt certifikat som luftfartsradiotelefonist, jf. afsnit 4, litra e.
8.3 For at få udleveret et certifikat, der er deponeret i henhold til pkt. 8.1 b., skal vedkommende opfylde betingelserne i pkt. 8.2 samt at bestå fornyede teoretiske og praktiske prøver, jf. afsnit 4, litra f og g.
9. Dispensation
Statens Luftfartsvæsen kan i ganske særlige tilfælde dispenere fra bestemmelserne i denne BL, når det skønnes foreneligt med de hensyn, der ligger til grund for de pågældende bestemmelser.
10. Klageadgang
Afgørelser truffet af Statens Luftfartsvæsen efter bestemmelserne i denne BL kan påklages til Trafikministeriet.
11. Straf
Overtrædelse af bestemmelserne i afsnit 6 og pkt. 8.1 straffes med bøde.
12. Ikrafttræden
12.1 Denne BL træder i kraft den 1. juni 1997.
12.2 Samtidig ophæves BL 6-70, 2. udgave af 11. marts 1991.
Underskrift 1
Statens Luftfartsvæsen, den 7. april 1997 Ole Asmussen /M. Dambæk