Bestemmelser om luftfartsskole, praktisk udannelse
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1997/17200@1997-10-01/da
Indhold
I medfør af § 34, § 75, § 78 og § 149, stk. 10, i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 162 af 7. marts 1994, fastsætter Statens Luftfartsvæsen herved efter bemyndigelse fra Trafikministeriet, jf. bekendtgørelse nr. 191 af 23. maj 1975 vedrørende luftfartscertifikater, § 3 og § 7 (BL 6-02), følgende:
1. Referencedokumenter
1.1 ICAO Annex 8, Airworthiness of Aircraft, seneste udgave.
1.2 BL 1-1, Bestemmelser om vedligeholdelse og ændring af luftfartøjer, seneste udgave.
1.3 BL 1-12, Bestemmelser om luftdygtighedsbevis og flyvetilladelse samt luftdygtighedskrav, generelt, seneste udgave.
1.4 BL 1-17, Bestemmelser om radioudstyr i dansk registrerede luftfartøjer, seneste udgave.
1.5 BL 6-03, Bestemmelser om certificering, generelt, seneste udgave.
1.6 Gebyrreglementet for Statens Luftfartsvæsen, seneste udgave.
Anm.: Det dokumentet, der er nævnt i pkt. 1.1, kan købes i engelsk udgave ved henvendelse til Statens Luftfartsvæsen, Luftfartsinformationstjenesten, Ellebjergvej 50, 2450 København SV.
2. Anvendelsesområde
Denne BL fastsætter bestemmelser for
* tilladelse til drift af luftfartsskoler til praktisk uddannelse, * godkendelse af chefinstruktører på sådanne skoler, * skolens og chefinstruktørens ansvar, * krav til luftfartøjer, der anvendes til skoleflyvning, * krav til skoleflyvning og * krav til skolevirksomhed i luftfartsforetagender.
3. Generelt
3.1 En luftfartsskole, der er omfattet af denne BL, må kun drives efter tilladelse fra Statens Luftfartsvæsen.
3.2 En luftfartsskole, der er omfattet af denne BL, skal ledes af en chefinstruktør, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen.
4. Ansvar
4.1 Tilladelsens indehaver skal sikre,
a. at skolen råder over egnede lokaliteter, jf. pkt. 5.3 f., samt råder over luftfartøjer, der opfylder vilkårene i pkt. 5.4 b. og er udstyret som angivet i afsnit 8,
b. at de regler, der eventuelt er fastsat af andre myndigheder i forbindelse med undervisningen, er opfyldt,
c. at dokumentation for hver elevs uddannelse og resultater under uddannelsen opbevares på skolen under uddannelsen og herefter i mindst 24 måneder efter uddannelsens afslutning, samt
d. at Statens Luftfartsvæsen omgående underrettes, hvis forudsætningerne for skolens godkendelse ikke længere er til stede.
4.2 En chefinstruktør, der er omfattet af denne BL, skal sikre,
a. at undervisningen foregår i egnede lokaler,
b. at undervisningen gives af behørigt certificerede og kvalificerede instruktører,
c. at skolens instruktører til enhver tid er orienteret om uddannelsesplaner og -programmer, elevens standpunkt og videre uddannelsesforløb, samt at der foregår en standardisering af instruktørernes virksomhed ved skolen,
d. at skolens undervisning foregår på luftfartøjer, der opfylder de krav med hensyn til udstyr m.v., der er fastsat for den pågældende form for skoleflyvning,
e. at skolens undervisning koordineres på en sådan måde, at eleven får maksimalt udbytte, og der sikres eleven bedst mulig baggrund, forinden vedkommende får opgaver i forbindelse med skoleflyvning,
f. at undervisningens indhold og omfang i øvrigt er i overensstemmelse med de bestemmelser, der er fastsat af Statens Luftfartsvæsen for den pågældende uddannelse,
g. at skolehåndbog, uddannelsesprogrammer og lektionsplaner udarbejdes, ajourføres og indsendes til Statens Luftfartsvæsen,
h. at der foreligger en ajourført liste over instruktører, der anvendes ved skolen,
i. at egnet undervisningsmateriel foreligger,
j. at der for hver elev udarbejdes dokumentation for den uddannelse, eleven har gennemgået ved skolen, samt de resultater, der er opnået herunder,
k. at ingen elev indstilles til en praktisk prøve, der er fastsat af Statens Luftfartsvæsen, eller får attestation for PFT eller typeuddannelse, medmindre vedkommende har gennemført den pågældende uddannelse i fuldt omfang med et resultat, der efter chefinstruktørens vurdering er tilfredsstillende, og
l. at al virksomhed ved skolen foregår under overholdelse af gældende regler og bestemmelser, der er fastsat af Statens Luftfartsvæsen.
5. Tilladelse til drift af luftfartsskoler til praktisk uddannelse
5.1 Ansøgning om tilladelse til drift af en luftfartsskole til praktisk uddannelse skal være vedlagt en skolehåndbog, der indeholder beskrivelse af skolens
* fysiske beliggenhed og indretning, herunder fortegnelse over de flyvepladser, der skal anvendes som udgangspunkt for skoleflyvning, * organisation, * administration, * ansvarsfordeling, * målsætning/standard, * program for standardisering, * operative bestemmelser for skoleflyvning, herunder fortegnelse over de typer af luftfartøjer, der skal anvendes til skoleflyvning, samt * kontrolsystem.
5.1.1 Som del af skolehåndbogen eller som bilag til denne skal der endvidere til Statens Luftfartsvæsen indsendes uddannelsesprogrammer og detaljerede lektionsplaner, der beskriver, hvorledes de uddannelser, som skolen søger tilladelse til at udføre, agtes gennemført.
5.2 Tilladelsen gives gældende for en eller flere af de praktiske uddannelser, der er krævet af Statens Luftfartsvæsen for at opnå certifikat eller bevis.
5.3 Tilladelsen er betinget af,
a. at ansøgeren opfylder de gældende vilkår i luftfartslovens § 7, stk. 1, for at kunne få registreret et luftfartøj her i landet,
b. at ansøgerens hovedkontor/hjemsted i retlig henseende er beliggende i Danmark,
c. at ansøgeren enten er registreret eneejer af eller i henhold til lejeaftale, der skal godkendes af Statens Luftfartsvæsen, har eneret (fuld dispositionsret) over mindst et luftfartøj, der er egnet til og i praksis anvendes til den pågældende form for flyvning (det bærende luftfartøj),
d. at det må antages, at ansøgeren er i stand til behørigt at drive virksomheden,
e. at ansøgeren ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 50.000 kr. eller derover, jf. luftfartslovens § 146 a, stk. 1,
f. at skolen råder over lokaliteter, der er beliggende ved den flyveplads, hvorfra skoleflyvning udgår, og som er anvendelig til briefing, debriefing og administration af skolen, samt
g. at skolehåndbogen, inklusive uddannelsesprogrammer og lektionsplaner, jf. pkt. 5.1.1, kan godkende af Statens Luftfartsvæsen.
5.3.1 Den lejeaftale, der er nævnt i pkt. 5.3 c., skal opfylde følgende vilkår:
a. Lejeren skal have eneret til at bruge luftfartøjet i sin virksomhed (fuld dispositionsret).
b. Lejeperioden skal være på mindst 2 år, og et eventuelt opsigelsesvarsel på mindst 6 måneder.
c. Lejeren skal have det fulde økonomiske ansvar for luftfartøjets operation og vedligeholdelse.
d. Lejeafgiften skal udgøre et fast beløb, der er uafhængigt af det antal timer, som lejeren opererer luftfartøjet.
Anm.: Ud over en fast lejeafgift kan der aftales et mindre timetillæg.
5.4 For tilladelsen gælder følgende vilkår:
a. Virksomheden skal drives i overensstemmelse med de til enhver tid gældende EF-forordninger samt danske love og bestemmelser.
b. I virksomheden må der kun benyttes dansk registrerede luftfartøjer, medmindre Statens Luftfartsvæsen undtagelsesvis tillader andet. For hvert af de anvendte luftfartøjer skal der være tegnet forsikring til dækning af ansvaret for erstatning for skade på person eller ting uden for luftfartøjet, jf. luftfartslovens § 130.
c. Virksomheden er undergivet Statens Luftfartsvæsens tilsyn. Indehaveren skal efterkomme påbud fra Statens Luftfartsvæsen og meddele Statens Luftfartsvæsen enhver oplysning, der er relevant for udøvelsen af tilsynet. Statens Luftfartsvæsens tilsynsførende personale skal have uhindret adgang til indehaverens lokaliteter, luftfartøjer, dokumenter m.v. i den udstrækning, dette er nødvendigt for udøvelsen af tilsynet. Statens Luftfartsvæsens personale skal i forbindelse med udøvelsen af tilsynet have fri befordring med virksomhedens luftfartøjer under deres benyttelse.
d. Med henblik på bedømmelse af luftfartsforetagendets økonomi kan Statens Luftfartsvæsen kræve foretagendets regnskaber indsendt til gennemsyn.
e. Etablering af fælles drift med andre luftfartsforetagender må ikke ske uden Statens Luftfartsvæsens tilladelse.
f. Hvis et af de bærende luftfartøjer, jf. pkt. 5.3 c., ikke er luftdygtigt for en periode af mere end en måned, skal Statens Luftfartsvæsen underrettes herom.
g. Statens Luftfartsvæsen skal på forhånd underrettes om ændringer i foretagendets juridiske status, herunder ejerforhold.
5.5 Tilladelsen meddeles på bestemt tid og kan gøres afhængig af yderligere vilkår, hvis dette skønnes påkrævet. Statens Luftfartsvæsen kan endvidere i tilladelsens løbetid foretage sådanne ændringer i de gældende vilkår og bestemmelser, herunder fastsætte yderligere vilkår og bestemmelser, som anses for nødvendige for at sikre, at virksomheden drives på en for almenheden hensigtsmæssig og betryggende måde.
5.6 Tilladelsen bortfalder, hvis skolen ikke længere har ansat en godkendt chefinstruktør, jf. pkt. 3.2.
5.7 Tilladelsen vil blive tilbagekaldt, hvis
a. indehaveren anmoder derom,
b. indehaveren ikke længere opfylder betingelserne for opnåelse af tilladelse, og forholdet ikke bliver rettet inden for en frist, der fastsættes af Statens Luftfartsvæsen,
c. der under udøvelsen af virksomheden finder væsentlig tilsidesættelse sted af bestemmelserne i denne BL eller af gældende love og bestemmelser for virksomheden,
d. det må antages, at indehaveren ikke er i stand til behørigt at opretholde den tilladte virksomhed,
e. foretagendet har indstillet driften i 12 måneder eller ikke har påbegyndt driften 12 måneder, efter at tilladelsen er udstedt,
f. indehaveren træder i likvidation, undergives konkursbehandling eller standser sine betalinger. Boet eller, i tilfælde af anmeldt betalingsstandsning, Botilsynet, kan dog efter tilladelse fra Statens Luftfartsvæsen midlertidigt fortsætte virksomheden med henblik på afvikling, afhændelse eller finansiel rekonstruktion af virksomheden,
g. der sker væsentlige ændringer i foretagendets ejerforhold, herunder ændringer i bestyrelse og direktion, som medfører, at foretagendet ikke længere opfylder de gældende vilkår i luftfartslovens § 7, stk. 1, for at kunne registrere et luftfartøj her i landet,
h. virksomhedens hovedaktionær, hovedanpartshaver eller administrerende direktør bliver straffet for overtrædelse af straffeloven eller luftfartsloven, og overtrædelsen skønnes at udgøre en fare for misbrug af virksomhedens adgang til at drive luftfartsvirksomhed, eller
i. indehaveren har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 100.000 kr. og derover, jf. luftfartslovens § 146 a., stk. 2.
6. Godkendelse som chefinstruktør
6.1 En godkendelse som chefinstruktør på en luftfartsskole til praktisk uddannelse er betinget af,
a. at ansøgeren er indehaver af et gyldigt instruktørbevis, der giver ret til den pågældende form for uddannelse,
b. at ansøgeren opfylder de nærmere fastsatte vilkår vedrørende flyvetid, der er nævnt under pkt. 6.2, pkt. 6.3, pkt. 6.4 og pkt. 6.5,
c. at ansøgeren over for Statens Luftfartsvæsen dokumenterer et tilfredsstillende kendskab til den pågældende uddannelse,
d. at ansøgeren ikke er godkendt som chefinstruktør på en anden skole,
e. at ansøgeren har mulighed for at være fysisk til stede på skolen i et sådant omfang, at vedkommende kan leve op til chefinstruktørens ansvar, jf. afsnit 4, og
f. at ansøgeren af Statens Luftfartsvæsen anses for egnet til at varetage hvervet.
6.2 En godkendelse af chefinstruktør på en luftfartsskole, der forestår den praktiske uddannelse af elever til
* privatflyvercertifikat, * typeuddannelse på enmotoret flyve-maskine eller * PFT/A-certifikat,
er endvidere betinget af,
a. at ansøgeren har erhvervet en flyvetid som pilot på mindst 1000 timer, indeholdende en IFR-flyvetid på mindst 100 timer, samt
b. at ansøgeren inden for den flyvetid, der er nævnt under a., har fungeret som instruktør mindst 100 timer inden for de forudgående 12 måneder, heraf mindst 50 timer under uddannelse af aspiranter til privatflyvercertifikat.
6.3 En godkendelse som chefinstruktør på en luftfartsskole, der forestår den praktiske uddannelse af elever på konventionelle/ ukomplicerede luftfartøjer, som i henhold til luftdygtighedsbeviset kan føres af en pilot, til
* trafikflyvercertifikat af III klasse, * instrumentbevis, * flermotoret grundskole, * flermotoret typeuddannelse, * instruktørbevis, * PFT/B-certifikat eller * PFT/instrumentbevis,
er endvidere betinget af,
a. at ansøgeren har fløjet mindst 2000 timer, indeholdende en IFR-flyvetid på mindst 1000 timer, hvoraf mindst 500 timer på flermotoret luftfartøj, samt
b. at ansøgeren inden for den flyvetid, der er nævnt under a., har fungeret som instruktør mindst 100 timer inden for de forudgående 12 måneder, heraf mindst 50 timer under uddannelse af aspirant til den form for certificering, som godkendelsen skal omfatte.
6.3.1 Hvis godkendelsen kun skal omfatte praktisk uddannelse af elever til trafikflyvercertifikat af III klasse samt PFT/B-certifikat, og hvis ansøgeren har fløjet mindst 500 timer under VFR-taxaflyvning, nedsættes kravet om IFR-flyvetid fra 1000 timer til 500 timer, og kravet om at have fløjet på flermotoret luftfartøj bortfalder.
6.4 En godkendelse som chefinstruktør på en luftfartsskole, der forestår den praktiske uddannelse af elever på luftfartøjer, der i henhold til luftdygtighedsbeviset skal føres af mindst 2 piloter, til
* trafikflyvercertifikat af I klasse, * flermotoret grundskoling eller * flermotoret typeuddannelse,
er endvidere betinget af,
a. at ansøgeren har fløjet mindst 5000 timer, indeholdende en IFR-flyvetid på mindst 2000 timer, hvoraf halvdelen skal være opnået som luftfartøjschef på flermotoret luftfartøj, der i henhold til luftdygtighedsbeviset skal føres af mindst 2 piloter, samt
b. at ansøgeren inden for den flyvetid, der er nævnt under a., har fungeret som instruktør mindst 100 timer inden for de forudgående 12 måneder, heraf mindst 50 timer under uddannelse af elev til den form for certificering, som godkendelsen skal omfatte.
6.4.1 Halvdelen af den flyvetid, der er nævnt for godkendelse som chefinstruktør, skal være opnået på et luftfartøj af den kategori, som godkendelsen skal omfatte.
6.5 Hvis godkendelsen kun skal omfatte chefinstruktør på en luftfartsskole, der skal forestå den praktiske uddannelse af elever til
* privatflyvercertifikat/helikopter, * trafikflyvercertifikat/helikopter, * typeuddannelse/helikopter/VFR eller * PFT/VFR,
bortfalder kravet om, at ansøgeren skal opfylde det IFR-flyvetidskrav, der er fastsat for den pågældende godkendelse.
6.6 En ansøger, der ikke opfylder kvalifikationskravene i pkt. 6.2, 6.3 eller 6.4, kan dog godkendes som chefinstruktør, hvis Statens Luftfartsvæsen efter en samlet vurdering af den pågældendes baggrund og erfaring anser dette for ubetænkeligt.
7. Bortfald og tilbagekaldelse
7.1 En godkendelse som chefinstruktør bortfalder, hvis Statens Luftfartsvæsen tilbagekalder tilladelsen til at drive luftfartsskole.
7.2 En godkendelse som chefinstruktør tilbagekaldes, hvis
a. chefinstruktøren groft eller gentagne gange overtræder bestemmelserne i pkt. 4.2, eller
b. chefinstruktøren af Statens Luftfartsvæsen ikke længere anses som egnet til at varetage hvervet.
8. Luftfartøj
8.1 Et luftfartøj, der anvendes til grunduddannelse, skal opfylde kravene i BL 1-12, afsnit 7, og skal herudover være forsynet med skulder- og lændesele for elev og instruktør.
8.1.1 Til skoleflyvning, der omfatter simuleret instrumentflyvning, skal der forefindes egnet afdækningsudstyr.
8.2 Et luftfartøj, der anvendes under uddannelse af aspirant til privatflyvercertifikat eller under uddannelse af aspirant til trafikflyvercertifikat af III klasse/helikopter, skal være udstyret med
a. flyvehåndbog (AFM eller owners manual) med de checklister, der er angivet i denne bog,
b. manøvreorganer, inklusive bremser for såvel instruktør som elev,
c. dobbelt instrumentering, hvis instruktør og elev ikke kan anvende samme instrument,
d. interkommunikationsanlæg,
e. kunstig horisont,
f. kursgyro,
g. drejnings- og krængningsviser eller drejningskoordinator og
h. VHF-kommunikations- og navigationsradio (minimum kategori III, jf. BL 1-17).
8.3 En flyvemaskine, der anvendes under uddannelse af aspirant til trafikflyvercertifikat af III klasse/flyvemaskine, skal have en MTOM, der ligger over 1100 kg og/eller være udstyret med optrækkeligt understel.
8.3.1 Flyvemaskinen skal opfylde de krav til udstyr, der er fastsat under pkt. 8.2, samt være udstyret med
a. flaps,
b. stilbar propel og
c. ADF.
8.4 Uddannelse af aspirant til trafikflyvercertifikat af I klasse/flyvemaskine skal foregå på flermotoret flyvemaskine, som i henhold til luftdygtighedsbeviset skal føres af mindst to piloter, og som er godkendt til instrumentflyvning, eller som af Statens Luftfartsvæsen er klassificeret som ukonventionel eller kompliceret, og for hvilken der er et 2-pilot system, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen, og som er godkendt til instrumentflyvning.
8.5 Uddannelse af aspirant til trafikflyvercertifikat af I klasse/helikopter skal foregå på helikopter, der i henhold til luftdygtighedsbeviset skal føres af mindst 2 piloter.
8.6 Et luftfartøj, der anvendes under uddannelse af aspirant til instrumentbevis, skal være godkendt til instrumentflyvning og opfylde de krav til udstyr, der er fastsat under pkt. 8.2, a.-d., samt være udstyret med:
a. ILS og
b. marker beacon indicator.
8.7 Et luftfartøj, der anvendes under uddannelse af aspirant til instruktørbevis, skal opfylde de krav til udstyr, der er fastsat for den form for undervisning, som instruktørbeviset skal omfatte.
8.8 Hvis der på et luftfartøj findes installeret udstyr, som ikke indgår i undervisningssammenhæng, og som ikke har betydning for flyvningens sikre gennemførelse, skal dette udstyr under skoleflyvning markeres som værende ude af drift.
8.9 Et luftfartøj, der anvendes til skoleflyvning i henhold til denne BL, skal opfylde de krav, der er anført i BL 1-1, til vedligeholdelse m.v. af luftfartøjer, der anvendes til erhvervsmæssig flyvning.
8.9.1 Luftfartøjer, der i henhold til BL 1-1 vedligeholdes på en sådan måde eller har godkendt en sådan gangtidsforlængelse, at de ikke må anvendes til erhvervsmæssig flyvning, samt luftfartøjer med eksperimentalluftdygtighedsbevis kan dog anvendes til typeuddannelse og PFT/A-certifikat på en godkendt flyveskole, når der af flyveskolens chefinstruktør, den pågældende instruktør, ejeren/brugeren af luftfartøjet og eleven er underskrevet en erklæring om, at de pågældende er bekendt med luftfartøjets vedligeholdelsestilstand og er indforstået med, at luftfartøjet anvendes til skoleflyvning. En sådan erklæring skal opbevares på flyveskolen i mindst 24 måneder.
9. Skoleflyvning
9.1 Skoleflyvning må kun udføres fra en godkendt, offentlig flyveplads eller fra en flyveplads, der af Statens Luftfartsvæsen er særlig godkendt til skoleflyvning, og kun hvis de præstationskrav for regelmæssig og ikke-regelmæssig, offentlig lufttrafik, der er gældende for den pågældende luftfartøjstype, kan overholdes.
9.2 Skoleflyvning må påbegyndes, når flyveskolen har orienteret aspiranten om den pågældende uddannelse, og hvis denne skal afsluttes med en praktisk prøve, der er foreskrevet af Statens Luftfartsvæsen, har fremsendt elevanmeldelse til Statens Luftfartsvæsen.
9.2.1 Flyveskolen kan dog lade en aspirant deltage i en prøvelektion, uden at elevanmeldelse er indsendt, når de øvrige krav til skoleflyvning er opfyldt.
9.3 Under skoleflyvning må der ikke medføres andre personer i luftfartøjet end instruktør(er), aspirant(er), Statens Luftfartsvæsens kontrollant(er) samt den besætning, der er nødvendig for luftfartøjets sikre betjening/føring.
9.4 Forinden skoleflyvning påbegyndes, skal flyveskolen give aspiranten meddelelse om, hvorvidt han er dækket af en ulykkesforsikring, der er tegnet af flyveskolen.
9.4.1 Aspiranten skal underskrive en erklæring om at have modtaget den meddelelse, der er nævnt i pkt. 9.4. Erklæringen opbevares på flyveskolen, sålænge uddannelsen finder sted, og skal på forlangende forevises Statens Luftfartsvæsen.
10. Skolevirksomhed i et luftfartsforetagende
10.1 Et luftfartsforetagende kan til praktisk uddannelse i et nærmere fastsat omfang af Statens Luftfartsvæsen få godkendt en skoleorganisation, som foretagendet har oprettet udelukkende med henblik på praktisk uddannelse og/eller vedligeholdende uddannelse af foretagendets egne flyvebesætningsmedlemmer på flermotoret flyvemaskine eller helikopter, der i henhold til luftdygtighedsbeviset skal føres af mindst 2 piloter.
10.1.1 Godkendelsen vil blive givet på vilkår fastsat af Statens Luftfartsvæsen i hvert enkelt tilfælde.
11. Praktisk prøve
11.1 Indstilling af aspirant til en praktisk prøve, der er foreskrevet af Statens Luftfartsvæsen, skal foretages af flyveskolens chefinstruktør eller en anden person, der er udpeget af chefinstruktøren og godkendt af Statens Luftfartsvæsen, eller for luftfartsforetagender, jf. afsnit 10, af den uddannelsesansvarlige, under anvendelse af en formular, der er autoriseret hertil.
11.2 En aspirant, der bliver underkendt i 2 prøver til samme certificering, må ikke indstilles til en tilsvarende praktisk prøve uden Statens Luftfartsvæsens særlige tilladelse.
11.2.1 Skriftlig ansøgning om tilladelse som angivet i pkt. 11.2 skal af chefinstruktøren indsendes til Statens Luftfartsvæsen med oplysning om, hvad der er foretaget, for at eleven har opnået den fornødne standard.
12. Gebyr
Gebyr for praktisk prøve erlægges forud for prøven i henhold til det til enhver tid gældende gebyrreglement.
13. Dispensation
Statens Luftfartsvæsen kan i ganske særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i denne BL, når det skønnes foreneligt med de hensyn, der ligger til grund for de pågældende bestemmelser.
14. Klageadgang
Afgørelser truffet af Statens Luftfartsvæsen efter bestemmelserne i denne BL kan påklages til Trafikministeriet.
15. Straf
15.1 Udøvelse af skoleflyvning uden tilladelse straffes i medfør af luftfartslovens § 149, stk. 4, med bøde eller hæfte.
15.2 Overtrædelse af bestemmelserne i afsnit 4, 8 og 9 samt af vilkår fastsat i henhold til pkt. 10.1.1 straffes med bøde.
15.3 Overtrædelse af vilkårene i pkt. 5.4 straffes i medfør af luftfartslovens § 149, stk. 13, med bøde eller hæfte.
15.4 For overtrædelser begået af selskaber m.v. (juridiske personer) kan der pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, jf. luftfartslovens § 149, stk. 14.
16. Ikrafttræden
16.1 Denne BL træder i kraft den 1. august 1997.
16.2 Samtidig hermed ophæves BL 6-07, 3. udgave af 18. juni 1990.
Underskrift 1
Statens Luftfartsvæsen, den 13. juni 1997 Ole Asmussen /M. Dambæk