Gelex

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om autorisationskurser for tandplejere

OphævetVersion 1997-01-17fra 1997-01-17 til 2002-08-12
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1997/17223@1997-01-17/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Kommentar m.v.:

Et medlem kan bevare retten til dagpenge ved deltagelse i særligt tilrettelagte kurser under Åben Uddannelse, der giver mulighed for, at uddannede tandplejere kan udbygge den oprindelige uddannelse til et niveau, der svarer til den ændrede uddannelse som autoriseret tandplejer efter lov nr. 498 af 12. juni 1996 om tandplejere.

Meddelelse om afgørelsen:

Efter § 1 i lov nr. 498 af 12. juni 1996 med ikrafttræden den 1. juli 1996 kræves der nu autorisation for at udøve virksomhed og betegne sig som tandplejer. Autorisationen er efter lovens § 2 gjort betinget af, at pågældende har bestået en af undervisningsministeren godkendt uddannelse for tandplejere. Uddannelsen af tandplejere forlænges hermed fra 2 til 2½ år.

Efter en overgangsregel i lovens § 17 kan tandplejere med den hidtidige uddannelse fortsætte som sådan i 2 år og 6 måneder efter lovens ikrafttræden den 1. juli 1996.

Efter lovens § 18 kan hidtidige tandplejere opnå autorisation ved opfyldelse af et beskæftigelseskrav på 3 år inden for 5 år.

For gruppen af hidtidigt uddannede, der ikke opfylder beskæftigelsekravet, udbydes et halvt års suppleringsforløb i infiltrationsanalgesi (lokalbedøvelse) og teoretisk og klinisk odontologi, som herefter vil berettige dem til autorisation. Suppleringsforløbet udbydes under lov om åben uddannelse på Skolen for Klinikassistenter og Tandplejere i København og Jysk Åbent Universitet i Århus. Undervisningen tilrettelægges som weekendseminarer således, at den skulle være forenelig med beskæftigelse. Der forventes ikke at blive gennemført kurser efter udgangen af 1998.

Autorisationskurserne kan for så vidt således antages at opfylde betingelserne for dagpengeret ved deltagelse i uddannelse under lov om åben uddannelse efter § 11, stk. 4, i rådighedsbekendtgørelsen. Imidlertid overstiger undervisningens omfang både begrænsningen på 6 timer ugentlig og på 1/3 årsværk.

Direktoratet vurderer herefter, at autorisationskurserne for tandplejere vil kunne følges med bevarelse af retten til dagpenge efter bestemmelserne i bekendtgørelsens § 11, stk. 3.

Der lægges herved vægt på, at undervisningens varighed er under 20 timer om ugen, og at deltagelse i autorisationskurserne ikke giver ret til støtte fra Statens Uddannelsesstøtte. Det er endvidere direktoratets opfattelse, at de særligt tilrettelagte suppleringskurser efter deres formål og tidsbegrænsede udbud ikke kan anses som del af den nye 2½-årige tandplejeruddannelse. Det bemærkes i denne sammenhæng, at det ifølge Dansk Tandplejerforening ikke er muligt for de hidtidigt uddannede at opnå autorisation ved at følge dele eller fag af den nye uddannelse.

Underskrift 1

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 17. januar 1997

Versioner

  1. 1997-01-17, til 2002-08-12