Cirkulæreskrivelse om meddelelse om væsentlighedskravet i relation til mindstesatsen for selvstændige erhvervsdrivende
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1997/17239@1997-05-16/da
Indhold
Kommentar m.v.:
Sagen illustrerer kravet om udøvelse af selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i de 3 seneste, hele regnskabsår, jf. § 4, stk. 4 i bekendtgørelse nr. 756 af 16. september 1993
Meddelelse om afgørelsen:
Medlemmet drev virksomhed som "rullende frisør" fra sin bopæl i perioden fra 11. september 1989 til 1. januar 1996.
Omsætningen i de seneste tre regnskabsår udgjorde som følger: 1993: 88.600 kr., 1994: 82.101 kr., 1995: 90.795 kr.
Medlemmet anførte, at kravet om beskæftigelse i væsentligt omfang (en arbejdstid svarende til mere end 30 timer om ugen) i hvert af de seneste 3 regnskabsår var opfyldt, idet hun stod til disposition for kunder alle hverdage fra kl. 8.00 til kl. 17.45, og idet der blev brugt meget tid på rengøring, telefonpasning og kørsel.
Arbejdsløshedskassen anså kravet om beskæftigelse i væsentligt omfang i 26 uger for opfyldt, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 53, stk. 2, litra a, Medlemmet havde således ret til dagpenge med en beregnet sats, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 51, stk. 1.
Arbejdsløshedskassen fandt ikke, at betingelserne for retten til mindstesatsen var opfyldt, da beskæftigelsen ikke havde været i væsentligt omfang i hvert af de seneste 3 regnskabsår.
Direktoratet tiltrådte arbejdsløshedskassens afgørelse, og lagde vægt på,
- at virksomhedens omsætning sammenholdt med priser for frisørarbejdet svarede til, at medlemmets tidsforbrug ved egentligt frisørarbejde i gennemsnit i de tre år var på mindre end 3 timer om dagen,
- at virksomhedens omsætning havde været beskeden i alle tre år,
- at der ifølge medlemmets kundekalendere kun blev udført faktisk frisørarbejde i henholdsvis 205 dage, i 169 dage og i 193 dage i hvert af de tre regnskabsår, og
- at den egentlige arbejdstid ved telefonpasning måtte have været begrænset, henset til antallet af kunder, og til at virksomheden blev drevet fra bopælen.
Selv om medlemmet havde brugt nogen tid på kørsel, telefonsamtaler og rengøring fandt direktoratet ikke, at der var tale om virksomhedsudøvelse i mere end 30 timer ugentligt, henset til tidsforbruget ved det egentlige frisørarbejde.
Da der periodevis havde været en del kunder, tiltrådte direktoratet arbejdsløshedskassens afgørelse om at beskæftigelseskravet, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 53, stk. 2, litra a, kunne anses for opfyldt.
Arbejdsmarkedets Ankenævn tiltrådte direktoratets afgørelse.
Underskrift 1
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 16. maj 1997