Cirkulæreskrivelse om meddelelse om ophørstidspunkt: Ved ledigmeldelsen afskåret mere end midlertidigt fra fortsat at drive virksomheden på grund af forudgående bortvisning fra anpartsselskab, hvori medlemmets ægtefælle ejede en andel, som forinden var forsøgt og senere også blev solgt
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1997/17255@1997-08-29/da
Indhold
Kommentar m.v.:
Et medlem blev anset for ophørt på tidspunktet for ledigmeldelsen, uanset at anparterne i et selskab, hvor ægtefællen ejede 25 pct., og hvor medlemmet var ansat som lønmodtager, ikke da var solgt.
Meddelelse om afgørelsen:
Medlemmets ægtefælle ejede 25 procent af anparterne i et selskab, hvori hun ikke selv arbejdede. Medlemmet deltog efter anpartshaveroverenskomsten på lige fod med selskabets øvrige anpartshavere i driften.
Medlemmet blev af selskabets direktør opsagt den 31. december 1994 til ophør den 30. juni 1995. Medlemmet blev bortvist fra selskabet allerede den 24. december 1994 og havde herefter ikke adgang til virksomheden.
De øvrige anpartshavere havde forkøbsret, men ikke nogen tilbagekøbspligt til ægtefællens anparter. På grund af uenighed om prisen blev ægtefællens anparter først overdraget til de øvrige anpartshavere ved salgsaftale den 23. oktober 1995.
Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet var selvstændig erhvervsdrivende ved ansættelsen i ægtefællens virksomhed, fordi der var under 20 ansatte og medlemmet var ansat i en overordnet stilling. Medlemmet kunne herefter ikke anses for ophørt før selskabet var opløst eller samtlige anparter var overdraget til 3. mand.
Direktoratet var enig med kassen i, at medlemmets beskæftigelse i selskabet skulle anses for selvstændig erhvervsudøvelse, da han for ægtefællens regning og risiko efter anpartshaveroverenskomsten indgik på lige fod med de øvrige anpartshavere i selskabets opdeling af ansvars- og arbejdsområder.
Direktoratet fandt endvidere, at medlemmet ikke kunne anses for ledig og dagpengeberettiget, førend anparterne var afhændet.
Direktoratet lagde vægt på, at medlemmet via ægtefællens fortsatte anpartsbesiddelse efter den 30. juni 1995 ikke var udelukket fra fortsat at varetage væsentlige interesser i selskabet, herunder blandt andet muligheden for at benytte sine rettigheder i henhold til anpartshaveroverenskomsten og til vedtægterne. Medlemmet var derfor ikke på et tidligere tidspunkt mere end midlertidigt afskåret fra fortsat at drive selvstændig virksomhed.
Arbejdsmarkedets Ankenævn tiltrådte, at medlemmet udøvede selvstændig erhvervsudøvelse.
Ankenævnet fandt imidlertid, at medlemmet den 1. juli 1995 var mere end midlertidigt afskåret fra fortsat at drive virksomheden, og at han derfor var berettiget til dagpenge ved ledigmeldelsen den 1. juli 1995.
Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet ved sin ledigmeldelse ikke havde haft adgang til virksomheden i over et halvt år, samt at ægtefællen forsøgte at bortsælge anparterne i virksomheden.
Ankenævnet ændrede således denne del af direktoratets afgørelse.
Underskrift 1
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 29. august 1997