Cirkulæreskrivelse om nye regler på adoptionsområdet af 12.12.1997
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1997/9330@1997-12-12/da
Indhold
1. Folketinget har ved lov nr. 233 af 2. april 1997 vedtaget visse ændringer af adoptionsloven, indfødsretsloven og navneloven. Lovændringen er trådt i kraft den 1. november 1997.
Formålet med lovændringen er at gennemføre Haager-konventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner i dansk ret.
Loven bygger på betænkning nr. 1323/96, der er afgivet af Justitsministeriets Adoptionsudvalg.
Civilretsdirektoratet har herudover udarbejdet følgende ændringsbekendtgørelse og ændringscirkulære, ligeledes med ikrafttræden den 1. november 1997:
Bekendtgørelse nr. 797 af 23. oktober 1997 om ændring af bekendtgørelse om adoption.
Cirkulære nr. 141 af 23. oktober 1997 om ændring af cirkulære om adoption.
Civilretsdirektoratet skal særligt henlede statsamternes og Københavns Overpræsidiums opmærksomhed på følgende:
Høring af barnet og hensyntagen til dets ønsker.
Det følger af adoptionslovens § 6, stk. 1, at der ikke bør meddeles bevilling til adoption af et barn, der er fyldt 12 år , uden barnets samtykke, medmindre indhentelse af samtykket skønnes at være til skade for barnet. Samtykket skal efter adoptionslovens § 6, stk. 2, 1. pkt., afgives under personligt fremmøde for et statsamt eller en amtskommune, jf. herved også adoptionsbekendtgørelsens § 10, stk. 1 og 3.
Ved lovændringen er der indsat følgende bestemmelse i adoptionslovens § 6, stk. 2, 2. pkt:
"Inden barnet afgiver samtykke, skal der finde en samtale sted med barnet om adoptionen, og barnet skal gøres bekendt med adoptionens betydning."
Under denne samtale skal der gives barnet lejlighed til at udtale sig nærmere om den påtænkte adoption.
Bestemmelsen forudsætter, at barnet under samtalen skal rådgives og behørigt informeres om virkningerne af adoptionen og dets samtykke, hvilket er præciseret i adoptionscirkulærets § 26.
Ved lovændringen er der endvidere indsat følgende bestemmelse i adoptionslovens § 6, stk. 3:
"Er barnet under 12 år, skal der foreligge oplysning om dets holdning til den påtænkte adoption i det omfang, barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det. Ved afgørelsen skal der i videst muligt omfang tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte adoption".
Bestemmelsen indebærer, at børn, der ikke er fyldt 12 år, i almindelighed skal gives lejlighed til at udtale sig, inden der træffes afgørelse om adoption.
Bestemmelsen forudsætter, at den måde, hvorpå oplysning om barnets holdning tilvejebringes, må afpasses efter den konkrete situation. Dette er nu præciseret i adoptionsbekendtgørelsens § 11a, hvoraf fremgår, at oplysningerne om barnets holdning til den påtænkte adoption skal tilvejebringes på en måde, der er afpasset barnets alder, modenhed og sagens omstændigheder.
Det er selvsagt en forudsætning, at barnet er i stand til at udtrykke sin mening. Da det drejer sig om børn under 12 år, er det samtidig vigtigt, at barnet ikke sættes i en situation, som det ikke kan overskue, og som det ikke har forudsætninger for at kunne tage stilling til. Der er således ikke tale om en ubetinget høringsregel.
Bestemmelsen i adoptionslovens § 6, stk. 3, forudsætter endvidere, at også børn under 12 år orienteres om adoptionens betydning, herunder om retsvirkningerne af adoptionen. Dette er nu præciseret i adoptionscirkulærets § 26.
Ved afgørelsen skal der i videst muligt omfang tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte adoption. Dette indebærer dels, at oplysningerne om barnets holdning skal fremgå af sagen, dels at barnets holdning må tillægges selvstændig vægt ved afgørelsen.
Forbud mod vederlag m.v.
I adoptionslovens § 15 er det nu fastsat, at adoption ikke kan meddeles, hvis nogen, der skal afgive samtykke til adoptionen, yder eller modtager vederlag eller nogen anden form for modydelse, herunder betaling for tabt arbejdsfortjeneste.
I konsekvens heraf er bestemmelsen i adoptionsbekendtgørelsens § 20 samt adoptionscirkulærets § 22 ophævet.
Bestemmelsen indebærer, at alle de personer, der efter lovgivningen skal afgive samtykke til adoption, er omfattet af betalingsforbudet.
Adoptionsbevilling må nægtes, uanset om vederlaget har påvirket den pågældendes holdning til adoptionen.
Det må på tilsvarende måde som hidtil under adoptionssagen søges oplyst, hvorvidt der er ydet eller modtaget vederlag m.v., jf. herved adoptionsbekendtgørelsens § 19, stk. 1, nr. 6.
Herudover giver adoptionslovens § 15, 2. pkt., statsamtet udtrykkelig hjemmel til at afkræve enhver, der har kendskab til forholdene, alle oplysninger til brug ved afklaringen af, om der er ydet eller modtaget vederlag m.v.
Bortfald af mellemperioden.
Efter hidtil gældende praksis er der normalt gået en periode på ca. 3 måneder fra hjemtagelsen af et udenlandsk barn og til, at amtskommunen sender sagen til statsamtet med henblik på udfærdigelse af adoptionsbevilling (mellemperioden).
Ved lov nr. 233 af 2. april 1997 blev mellemperioden afskaffet i forbindelse med adoption af børn fra lande, der har tiltrådt Haager-konventionen.
I forbindelse med ændringen af adoptionscirkulæret er mellemperioden nu også afskaffet for børn fra land, der ikke har tiltrådt Haager-konventionen, jf. adoptionscirkulærets § 33a.
Det bemærkes, at Civilretsdirektoratet i en cirkulæreskrivelse af d.d. til amtskommunerne har præciseret, at amterne umiddelbart efter hjemtagelsen af et barn fra et andet land bør sende adoptionssagen til statsamtet med henblik på udfærdigelse af adoptionsbevilling.
Statsamterne skal som hidtil forelægge adoptionsansøningen for Civilretsdirektoratet i medfør af adoptionscirkulærets § 15.
Nye blanketter.
Som følge af de nye regler på adoptionsområdet foretages visse indholdsmæssige ændringer dels i de blanketter, der anvendes i forbindelse med udfærdigelse af adoptionsbevilling, dels i de blanketter, der anvendes i forbindelse med afgivelse af samtykke til adoptionen i medfør af adoptionslovens §§ 5-7 samt afgivelse af erklæring fra forældre eller værge i medfør af adoptionslovens § 13.
Herudover er det ved ændringscirkulæret fastsat, at disse blanketter, der tidligere skulle rekvireres hos Statens Information, nu i stedet skal være godkendt af Civilretsdirektoratet, jf. herved adoptionscirkulærets §§ 25, stk. 1, 27, 31 og 33.
Ikrafttrædelsesregler.
De ovenfor anførte nye regler på adoptionsområdet er trådt i kraft den 1. november 1997
Underskrift 1
Civilretsdirektoratet, den 12. december 1997 Anne Thalbitzer