Cirkulæreskrivelse om ændringer i vejafmærkningsbekendtgørelsen og det tilhørende cirkulære
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1998/9042@1998-01-30/da
Indhold
Til politi- og vejmyndigheder
Vedlagt fremsendes:
Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 9 af 7. januar 1998 om ændring af bekendtgørelse om vejafmærkning.
Trafikministeriets cirkulære nr. 3 af 7. januar 1998 om vejafmærkning.
Bekendtgørelsen og cirkulæret træder i kraft den 1. februar 1998.
Formålet med udarbejdelse af det nye cirkulære har været at skabe en bredere tilpasning af reglerne til nuværende krav og forhold, samt at få samlet regler fra en række cirkulærer fra Trafikministeriet og Justitsministeriet i ét cirkulære.
Ved ændringsbekendtgørelsen gennemføres alene en række påtrængende ændringer.
Nedenfor er kort omtalt de væsentligste ændringer i bekendtgørelsen og cirkulæret.
Bekendtgørelsen om vejafmærkning
Ændringsbekendtgørelsen vedrører Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 590 af 24. juni 1992 om vejafmærkning.
Væsentligste ændringer:
I § 17 bekendtgøres udseende af variable oplysningsstavler.
I § 19 vedrørende E 31 Busholdeplads tilføjes tekst, der tydeliggør forholdet til færdselslovens bestemmelser om standsning og parkering.
I § 27 åbnes mulighed for at H 45 Stedtavle og H 47 Amts- og kommunegrænsetavle kan opsættes på motorvej.
I § 49 ændres reglerne vedrørende T 33 Parkeringsbås . Det understreges, at parkering i bås skal foretages inden for båsens afmærkede rammer. Parkering uden for båse vil fortsat være forbudt på parkeringspladser, hvorimod parkering uden for båse afmærket på kørebaner vil være tilladt, hvis det ikke strider mod andre bestemmelser.
I § 49 ændres endvidere reglerne vedrørende T 61 Standsningsforbud T 62 Parkeringsforbud , således at man ikke med disse afmærkninger kan afkorte forbudene.
I § 50 tilføjes V 44 Taxisymbol . Herved muliggøres afmærkning af bane, der kun må benyttes af taxi, samt ved kombination med V 42 Bussymbol afmærkning af bane, som taxi kan vælge at benytte.
Vejafmærkningscirkulæret:
Generelt:
Cirkulæret erstatter Justitsministeriets cirkulære nr. 96 af 24. juni 1992 om vejafmærkning bortset fra dette cirkulæres afsnit om signalanlæg. Endvidere erstattes helt eller delvist en række af Trafikministeriets cirkulærer, jf. § 156, stk. 2.
Det justitsministerielle cirkulære om vejafmærkning stammer i sin grundform fra 1977. På det tidspunkt var vejreglerne vedrørende vejafmærkning ikke udarbejdet. Cirkulæret indeholder derfor en lang række vejledninger, som man i dag ville placere i vejreglerne.
Tilpasningen af reglerne til de nuværende krav og forhold indebærer, at alene de bindende regler (normer) er optaget i cirkulæret. Regler af vejledende karakter er ikke medtaget i cirkulæret. Det betyder imidlertid ikke, at de er afskaffet, idet de nu fremgår almindeligvis som retningslinier af vejreglerne. At reglerne har status som retningslinier betyder, at disse forventes fulgt af de lokale myndigheder, medmindre konkrete vurderinger peger på bedre løsninger. Samtidig er det tilstræbt at gøre cirkulærets regler mere brugervenlige. Normerne er i videst muligt omfang søgt formuleret i objektive kriterier, idet regler der indebærer skøn, så vidt muligt er undgået.
I vejreglen er den tidligere cirkulæretekst og de bindende tekniske bestemmelser, som Trafikministeriet hidtil har udarbejdet, anført som normer. Man skal derfor være opmærksom på, at den nye cirkulæretekst erstatter den fremhævede cirkulæretekst og de anførte bindende bestemmelser (normer) i vejreglen.
Hvis en tavle, stribe mv. ikke er nævnt i cirkulæreteksten betyder det, at der ikke er bindende regler specielt for denne afmærkning.
I cirkulæreteksten gentages ikke bestemmelser fra færdselsloven. Sådanne referencer, fx til hvorledes uenighedssager afgøres, vil fremover optræde som bemærkninger i vejreglen.
Cirkulæret omhandler, i modsætning til det tidligere cirkulære, ikke signalanlæg. De eksisterende regler i Justitsministeriets cirkulære er planlagt revideret i forbindelse med den igangværende revision af vejregler om signalanlæg, der forventes afsluttet i løbet af 1998.
Væsentligste ændringer:
Færdselstavler, generelt:
§ 7, stk. 1: Der må på samme stander kun opsættes to hovedtavler med tilhørende undertavler.
§ 8, stk. 4: Kravet om, at tavler på stærkt trafikerede veje skal være placeret højt, er udvidet til også at gælde på veje med tilladt hastighed på 60 km/t eller mere.
§ 9: Krav til refleksfolier på færdselstavler er indsat. Disse krav har tidligere været beskrevet i Vejregler for vejtavlers lystekniske egenskaber, hvor de var opført som retningslinier.
Afsnit A, Advarselstavler:
§ 16: I forbindelse med regler for opsætning af A 11 Farligt vejkryds, hvor den krydsende trafik har ubetinget vigepligt præciseres det, at der som afstandsbestemmende hastighed skal anvendes den hastighed som overholdes af 85% af bilisterne, dog mindst den tilladte hastighed. Ved udmåling af oversigten er øjenhøjden nu fastsat til 1 m, således som den hidtil har været vedrørende spærrelinier. I forbindelse med fastlæggelse af oversigtsforhold henvises i cirkulæret i en række tilfælde til § 16.
A 16 Rundkørsel. Forvarsling af rundkørsler skal fortsat ske med B 11 Ubetinget vigepligt med undertavle U1. Dette er nu anført i afsnit B under Forvarsling for B 11.
A 19 Lyssignal. Tavlen skal nu altid anvendes ved enkeltliggende signalanlæg på veje, hvor den tilladte hastighed er større end 60 km/t.
A 21 Cyklister. Tavlen skal altid opsættes på veje med tilladt hastighed på 60 km/t eller derover.
A 22 Børn. Reglen om fjernelse af fodgængerfelt, hvis man etablerer "skolepatruljeblink" er nu udeladt.
A 26 Dyrevildt og A 27 Kreaturer. Det er muligt at vise andre dyr på tavlerne efter godkendelse i Vejdirektoratet.
A 72 Jernbaneoverkørsel uden bomme, A 73 Jernbaneoverkørsel med bomme, A 74 Krydsmærke, A 75 Afstandsmærker og tilhørende undertavler. Regler vedrørende afmærkning af jernbaneoverkørsler er udvidet i forhold til det gamle cirkulære, og reglerne er hermed sammenskrevet med øvrige afmærkningsregler, som afmærkningen af jernbaneoverkørsler således skal sammenholdes med.
Afsnit B Vigepligtstavler:
Reglerne for opsætning af vigepligtstavler specielt reglerne vedrørende B 11 Ubetinget vigepligt og B 13 Stop - er sammenskrevet.
B 13 Stop: En undersøgelse har vist, at der er sikkerhedsmæssige gevinster ved at udvide anvendelsen af stoptavlen. Den nye formulering af reglerne sigter derfor mod en udvidet anvendelse i åbent land; men det vurderes fortsat at være en forudsætning for tavlens gode effekt, at den optræder relativt sjældent.
Afsnit C, Forbudstavler:
I § 75 strammes reglerne vedrørende afmærkning for standsning og parkering. På veje med tilladt hastighed på 60 km i timen eller mere må C 61 Standsning forbudt og C 62 Parkering forbudt kun opsættes med undertavle U3, UC 60, 1-3 eller en kombination af disse.
Iflg. § 80 skal piltavlerne UC 60, 1-3 placeres, så alle tavler med opad-rettede pile placeres over alle tavler med nedad-rettede pile. For hver pilretning skal den strengeste restriktion fortsat være øverst.
Afsnit D, Påbudstavler:
Ingen væsentlige ændringer
Afsnit E, Oplysningstavler:
§ 94 vedrørende busholdeplads. Tavlernes anvendelse er præciseret i forhold til standsnings- og parkeringsrestriktioner. Endvidere tillades opsætning af nødvendige oplysninger om bustrafikken, fx køreplaner.
Afsnit U, Undertavler:
Ingen væsentlige ændringer.
Afsnit N, O og P, kant- og baggrundsafmærkning:
Krav til opsætning af kant- og baggrundsafmærkning er beskrevet i §§ 113-118. Der har ikke tidligere har været udarbejdet vejregler for denne type afmærkning. Detaljerede opstillingsregler for kantpæle har tidligere været beskrevet i Ministeriet for offentlige arbejders cirkulære af 22. juni 1974 om kilometerafmærkning og kantafmærkning langs offentlige veje. Dette cirkulæres afsnit 2 erstattes hermed af det ny vejafmærkningscirkulære.
Afmærkning på kørebanen:
I § 119 er kravene til tolerancer for stregbredder blevet ændret til mellem 5% og +20%. Hovedreglerne for anvendelse af kantlinier §§ 133-137 blevet omskrevet i forhold til det tidligere cirkulære, og i § 133 anføres, at kantbaner skal være ubrudte ved rabatter, nødspor, busbaner, cykelbaner og parkeringsbaner. Reglen er ny for så vidt angår parkeringsbaner.
Et af formålene med omskrivningen er at åbne mulighed for at føre kantlinier ubrudt forbi mark-
overkørsler. Reglen er nu opbygget således, at der stilles krav om, hvornår kantlinien skal føres ubrudt igennem, og om hvornår den skal punkteres. Mulighederne herimellem vil blive beskrevet som retningslinier, der ikke sigter mod yderligere ændringer af nuværende praksis.
I § 141 tillades gul afmærkning nu til midlertidig tværafmærkning. Anvendelsen forudsætter dog total fjernelse eller tildækning af tilsvarende hvid afmærkning. Der må fx aldrig optræde en gul og en hvid række "hajtænder" i samme vejindmunding.
I §§ 145-147 vedr. S 17 Fodgængerfelt omtales ikke belysning af fodgængerfelt. Reglen er dog ikke faldet ud, idet den fremgår af Trafikministeriets cirkulære nr. 126 af 9. juli 1993 om vejbelysning.
I § 149 ved. S 32 Bump åbnes mulighed for at undlade at anvende afmærkningen inde i områder afmærket som gågade, opholds- og legeområde eller i hastighedsdæmpet område, hvor hastigheden er mindre end eller lig med 30 km/t.
I § 150 vedr. T33 Parkeringsbås fastsættes mindstemål for parkeringsbåse. Det er minimumsreglerne fra vejreglen for byernes trafikarealer, der gøres til norm. Der vises specielt mindstemål for handicappladser.
I § 151 er beskrevet reglerne for afmærkning af parkeringsbåse og parkeringsbaner i tilknytning til standsnings- og parkeringsbestemmelsen i færdselslovens § 29, stk. 1, nr. 2 ("10-meter reglen").
Der åbnes mulighed for at anlægge parkeringslommer og gennemgående parkeringsbaner i T-kryds på den gennemgående vej modsat vejtilslutningen.
Der åbnes tillige mulighed for at bibeholde parkeringspladser mellem 5 og 10 m fra kryds i følgende to situationer:
På ensrettede veje, hvor ensretningen fører væk fra krydset. Her er der ikke behov for oversigten, idet der ikke er nogen konflikt mellem trafikanterne på de to veje.
På en mere betydende vej, når parkering foregår i lomme i fortov eller rabat, og vigelinien er pladeret i kanten af nærmeste gennemgående vognbane. Her er vigepositionen for sidevejstrafikanterne ført frem, samtidigt med at parkeringsmulighederne er lagt ind i fortov og rabat. Vigeliniens placering betyder i praksis, at der ikke kan være cykelsti langs den mere betydende vej i samme side som sidevejstilslutningen.
Den ovenfor beskrevne ændring af bekendtgørelsen vedrørende parkeringsbås medfører, at det er muligt at afmærke enkelte båse på en vejstrækning, uden at dette medfører parkeringsforbud på den øvrige strækning frem til næste vejkryds.
§ 155 om V 44 Taxisymbol er ny. Jf. stk. 2 må taxi i busbane ikke tillades, såfremt trafikken styres af X 19 Bussignal. Der henvises i øvrigt til den tidligere beskrevne tilføjelse i bekendtgørelsens § 50 vedr. V 44.
Overgangsbestemmelser:
Der er i kapitel 5 anført overgangsbestemmelser for afmærkning af skolepatrulje, afmærkning af standsning og parkering på veje med tilladt hastighed på 60 km/t eller mere, og placering af pile på undertavler.
Dispensationsmulighed:
Vejdirektoratet kan dispensere for alle bestemmelser i cirkulæret bortset fra bestemmelsen i § 1.