Meddelelse om sager om overtrædelse af dyreværnsloven
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/2000/11538@2000-10-03/da
Indhold
1. Indledning
I den senere tid har der været rejst spørgsmål om forskellige forhold i forbindelse med politiets og anklagemyndighedens behandling af sager om overtrædelse af dyreværnsloven. Endvidere har Højesteret for nylig afsagt en kendelse om anvendelsen af udtalelser fra Det Veterinære Sundhedsråd som bevis i en sag om overtrædelse af dyreværnsloven.
I den anledning fastsættes følgende retningslinier om behandlingen af sådanne sager:
2. Forelæggelse af spørgsmål for Det Veterinære Sundhedsråd
I straffesager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen kan det være nødvendigt at indhente sagkyndige udtalelser om veterinære spørgsmål. Det vil ofte være en mulighed at forelægge sådanne spørgsmål for Det Veterinære Sundhedsråd.
I en kendelse af 21. december 1999 (U 2000.627 H) har Højesteret imidlertid udtalt, at udtalelser fra Det Veterinære Sundhedsråd om bevismæssige spørgsmål og om, hvorvidt de tiltalte har overtrådt dyreværnsloven, ikke kan anvendes som bevis.
2.1. Højesterets kendelse af 21. december 1999 (U 2000.627 H)
I den pågældende sag havde politiet fremsendt akterne i straffesagen til Det Veterinære Sundhedsråd med anmodning om en "udtalelse om tiltaleforhold, bødestørrelse og om hvorvidt der bør indstilles efter § 29, stk. 1" (om rettighedsfrakendelse). Der var ved denne første forelæggelse ikke udformet bestemte spørgsmål til rådet.
Senere fremsendte anklagemyndigheden på ny sagen til rådet med anmodning om besvarelse af en række konkrete spørgsmål.
Det Veterinære Sundhedsråd afgav i den anledning to udtalelser. Den første udtalelse indeholdt bl.a. en gennemgang af de faktiske omstændigheder i sagen, sådan som rådet opfattede disse på grundlag af politirapporterne, og rådet udtalte sig herunder om de bevismæssige spørgsmål i sagen. Endvidere indeholdt rådets udtalelser en stillingtagen til, om de tiltalte efter rådets opfattelse havde overtrådt dyreværnsloven.
Ved Østre Landsrets kendelse af 3. juni 1999 blev det ikke tilladt anklagemyndigheden at benytte udtalelserne fra Det Veterinære Sundhedsråd som bevis under sagen.
Flertallet (tre af fem dommere) i Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse og begrundede afgørelsen således:
"Politiet kan indhente en udtalelse fra Det Veterinære Sundhedsråd om veterinære spørgsmål, jf. § 3 i lov om dyrlægegerning m.v. Rådet kan herunder udtale sig om, hvorvidt en adfærd, der er nærmere beskrevet i spørgsmål til rådet, indebærer en uforsvarlig behandling af dyr eller eventuelt en mishandling eller grovere uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens § 1, § 28, stk. 1, og § 29, stk. 1. Sådanne udtalelser er omfattet af retsplejelovens § 877, stk. 2, nr. 5, og kan derfor benyttes som bevis. Dette gælder selv om udtalelsen er ensidigt indhentet af politiet forud for tiltalerejsning, idet tiltalte har adgang til at stille supplerende spørgsmål til rådet eller indhente udtalelse fra andre sagkyndige.
I den foreliggende sag har rådet imidlertid - på grund af den måde sagen er forelagt og spørgsmålene er stillet - ikke alene udtalt sig om veterinære spørgsmål, men også om spørgsmål, som vil være genstand for rettens bevisvurdering. Rådet har herved givet udtryk for en stillingtagen til, om de tiltalte har overtrådt dyreværnsloven. Under henvisning hertil og til rådets særlige stilling stemmer vi for at stadfæste landsrettens kendelse."
2.2. Fremgangsmåden ved forelæggelse af spørgsmål for Det Veterinære Sundhedsråd
2.2.1. Det Veterinære Sundhedsråds kompetence
Det Veterinære Sundhedsråd er - i lighed med Retslægerådet - et sagkyndigt råd. Rådets opgave er at afgive udtalelser om veterinære spørgsmål og at være rådgivende for ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri m.v. Ifølge § 3, stk. 1, i lov om dyrlægegerning m.v. afgiver Det Veterinære Sundhedsråd udtalelser om veterinære spørgsmål på begæring af en offentlig myndighed eller af parter i straffesager, hvor sådanne spørgsmål opstår.
Det henhører derimod ikke under Det Veterinære Sundhedsråds kompetence at afgive udtalelser om bevismæssige spørgsmål eller spørgsmål af juridisk karakter, ligesom rådet ikke har til opgave at udtale sig om anklagemyndighedens strafpåstand i konkrete sager.
Rådets særlige stilling som sagkyndigt organ og det forhold, at det ikke påhviler rådet at fungere som tilsynsmyndighed, fører endvidere til, at anklagemyndigheden ikke bør rette almindelige forespørgsler til rådet om behandlingen af konkrete sager, herunder f.eks. om, hvilke regler der er relevante for sagen, om formuleringen af tiltalen eller om praksis i lignende sager, sådan som det i et vist omfang forekommer ved samarbejdet med særmyndigheder i særlovssager.
Som det fremgår af præmisserne for Højesterets afgørelse, kan Det Veterinære Sundhedsråd udtale sig om, "hvorvidt en adfærd, der er nærmere beskrevet i spørgsmål til rådet, indebærer en uforsvarlig behandling af dyr eller eventuelt en mishandling eller grovere uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens § 1, § 28, stk. 1, og § 29, stk. 1".
Anklagemyndigheden må endvidere kunne anmode rådet om udtalelser om andre veterinære spørgsmål, herunder f.eks. om en bestemt nærmere beskrevet fremgangsmåde ved behandlingen af dyr er anerkendt og forsvarlig, og om et bestemt indgreb på et dyr kræver autorisation som dyrlæge.
2.2.2. Formuleringen af spørgsmål til Det Veterinære Sundhedsråd
Forelæggelse af sagen for Det Veterinære Sundhedsråd skal ske ved en skrivelse fra anklagemyndigheden til rådet, hvori spørgsmålene til rådet formuleres. Sagens akter vedlægges.
Spørgsmålene til det Veterinære Sundhedsråd skal formuleres konkret, og det skal ved forelæggelsen for rådet klart angives, hvilke faktiske forhold rådet skal udtale sig om.
Anklagemyndigheden må derfor i henvendelsen til rådet beskrive den faktiske adfærd, således som anklagemyndigheden på baggrund af efterforskningen i sagen opfatter denne, og stille de enkelte spørgsmål til rådet i relation til denne beskrivelse.
Hvis der er tvivl om, hvilke faktiske omstændigheder der kan lægges til grund ved sagens afgørelse, bør dette oplyses, ligesom det bør overvejes, om der er behov for at stille alternative spørgsmål, f.eks. på baggrund af de forklaringer, som er afgivet af den sigtede om hændelsesforløbet.
Det vil oftest være en fordel at stille flere korte spørgsmål vedrørende de enkelte momenter i sagen. Det er endvidere en mulighed at stille et supplerende spørgsmål om, hvorvidt sagen i øvrigt giver rådet anledning til bemærkninger.
Spørgsmålene til rådet må ikke stilles således, at der lægges op til en bevismæssig vurdering eller en stillingtagen til, om den sigtede kan anses for skyldig i bestemte lovovertrædelser, idet denne vurdering henhører under retten.
Der bør endvidere ikke stilles spørgsmål, hvor rådet anmodes om en gennemgang af, om et længere hændelsesforløb er foregået i overensstemmelse med de gældende regler.
2.2.3. Forelæggelse af spørgsmål til Det Veterinære Sundhedsråd for sigtede
Det fremgår af begrundelsen for Højesterets kendelse, at udtalelser fra Det Veterinære Sundhedsråd er omfattet af retsplejelovens § 877, stk. 2, nr. 5, og derfor som udgangspunkt kan benyttes som bevis, og at dette gælder, selv om udtalelsen er ensidigt indhentet af politiet forud for tiltalerejsningen.
Der er på den baggrund ikke noget til hinder for, at anklagemyndigheden stiller spørgsmål til Det Veterinære Sundhedsråd uden forudgående forelæggelse af spørgsmålene for den sigtede eller dennes eventuelle forsvarer.
I sager, hvor der er beskikket en forsvarer, bør et udkast til spørgsmålene til rådet dog forelægges for forsvareren, således at der så tidligt som muligt under sagens behandling gives sigtede adgang til at stille supplerende spørgsmål.
3. Bistand i øvrigt i forbindelse med behandlingen af sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen
Som nævnt ovenfor under pkt. 2.2.1. bør anklagemyndigheden ikke rette almindelige forespørgsler til Det Veterinære Sundhedsråd om behandlingen af konkrete sager, herunder f.eks. om, hvilke regler der er relevante for sagen, om formuleringen af tiltalen eller om praksis i lignende sager, sådan som det i et vist omfang forekommer ved samarbejdet med særmyndigheder i særlovssager.
Sådan almindelig rådgivning med henblik på behandlingen af konkrete sager, der indeholder veterinære spørgsmål, må indhentes hos de offentlige myndigheder, som det påhviler at føre tilsyn med overholdelsen af lovgivningen, jf. herved også RM 6/1994 om samarbejdet i særlovssager med særmyndigheden.
Fødevareregionernes veterinærafdelinger (tidligere kredsdyrlægerne) og Fødevaredirektoratet vil således i mange tilfælde kunne bistå politiet og anklagemyndigheden i forbindelse med behandlingen af enkeltsager.
4. Straffene i sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen
Folketinget har ved flere lejligheder over for Justitsministeriet rejst spørgsmål om strafudmålingen i sager om overtrædelse af dyreværnsloven. I den anledning har rigsadvokaturen indhentet udtalelser fra flere regionale statsadvokater og en række politimestre.
Efter en samlet vurdering bl.a. på grundlag af disse udtalelser er det min opfattelse, at det ikke kan afvises, at der et behov for skærpelse af straffene for overtrædelse af dyreværnsloven.
Det kan således give anledning til tvivl, om bøder på 500 - 1.000 kr. for overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1. pkt., om uforsvarlig behandling af dyr har fulgt med prisudviklingen, og om bøder af denne størrelse står i rimeligt forhold til bøderne på andre områder.
Overtrædelser af § 28, stk. 1, 1. pkt., dækker imidlertid over meget forskellige forhold, og Det Veterinære Sundhedsråd karakteriserer i sine udtalelser ofte forholdet som enten ”uforsvarligt” eller ”groft uforsvarligt”. Det er endvidere ikke en betingelse for anvendelse af bestemmelsen, at dyret er forvoldt skade, eller at handlingen har medført smerte for dyret, og der kan således også forekomme mindre strafværdige overtrædelser, hvor en bøde på 500 - 1.000 kr. må anses for passende.
Strafpåstanden bør afspejle, om forholdet må anses for ”uforsvarligt” eller ”groft uforsvarligt”, men det er ikke muligt herudover at fastsætte nærmere generelle retningslinier for anklagemyndighedens strafpåstande i disse sager. På den baggrund er det min opfattelse, at en skærpelse af bødeniveauet må søges gennemført ved en øget opmærksomhed hos anklagemyndigheden med hensyn til sager af denne karakter.
Anklagemyndigheden bør derfor indtil videre indbringe egnede sager om uforsvarlig behandling af dyr, hvor der skønnes at være behov for en højere bøde end den, der hidtil har været anvendt i praksis, for domstolene fremfor at søge sagerne afgjort udenretligt med bødeforelæg. Endvidere bør anklagemyndigheden være særlig opmærksom på behovet for at anke udvalgte sager til landsretterne med henblik på skærpelse.
For så vidt angår sager om overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 1, 2. pkt., om mishandling er det mit indtryk, at der næppe er behov for en generel skærpelse af straffene.
Der kan imidlertid være grundlag for efter en konkret vurdering i enkelte sager at søge straffen skærpet gennem anke, herunder f.eks. hvis der idømmes bøde eller hæfte, selv om der er tale om et forhold, der henføres under § 28, stk. 1, 2. pkt., hvor der alene er fængsel i strafferammen.
I øvrigt henledes opmærksomheden på, at der kan være grundlag for at nedlægge påstand om frakendelse af retten til at beskæftige sig med dyr efter dyreværnslovens § 29, stk. 1. Sager, hvor der er spørgsmål om frakendelse, skal forelægges for rigsadvokaturen.
For så vidt angår sager om transport af dyr , jf. bekendtgørelsen om transport af dyr og bekendtgørelsen om beskyttelse af dyr under transport, bemærkes, at rigsadvokaturen på grundlag af en høring af samtlige regionale statsadvokater har vurderet behovet og muligheden for at fastsætte retningslinier for bødestørrelsen. Udtalelserne fra statsadvokaterne viste, at der hidtil har været et ganske begrænset antal sager om overtrædelse af de pågældende bekendtgørelser.
Jeg har på den baggrund ikke fundet det muligt at udsende nærmere retningslinier på dette område. Vejledning om domstolenes praksis kan eventuelt fås ved henvendelse til Fødevaredirektoratet, der vil modtage underretning om samtlige afgørelser, jf. pkt. 6 nedenfor.
Oplysninger om praksis vedrørende strafudmålingen i sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen findes i øvrigt i årsberetningerne fra Det Veterinære Sundhedsråd, der udsendes til samtlige politikredse.
5. Pålæg efter dyreværnsloven
I forbindelse med behandlingen af sager om overtrædelse af dyreværnsloven forekommer det, at politiet konstaterer, at dyr er skadede eller syge eller opholder sig under uforsvarlige forhold. Udover efterforskningen af eventuelle strafbare forhold i den forbindelse bør politiet være opmærksom på, om der er grundlag for straks at gribe ind over for sådanne dyrehold.
Dette kan ske efter bestemmelserne i dyreværnslovens §§ 21 og 22, der er sålydende:
" § 21. Behandles dyr uforsvarligt, kan politimesteren (politidirektøren) give den ansvarlige pålæg om dyrets behandling. Er dyret sygt eller kommet uhelbredeligt til skade, kan politimesteren (politidirektøren) meddele pålæg om aflivning af dyret, hvis det vil medføre unødig lidelse at lade det leve.
Stk. 2. Pålæg skal meddeles skriftligt. Inden der meddeles pålæg, skal politimesteren (politidirektøren) indhente en erklæring fra en dyrlæge og om fornødent fra kredsdyrlægen. Endvidere skal den, der har ansvaret for dyret, have lejlighed til at udtale sig.
Stk. 3. Stk. 2 kan fraviges i det omfang, det er nødvendigt for at afværge en væsentlig lidelse for dyret.
Stk. 4. Om omkostninger (udelades)
§ 22. Efterkommes pålægget efter § 21, stk. 1, 1. pkt., ikke, skal politimesteren (politidirektøren) sørge for dyrenes pasning og kan herunder anbringe dyrene et andet sted. Efterkommes pålæg efter § 21, stk. 1, 2. pkt., ikke, skal politimesteren sørge for, at dyret aflives.
Stk. 2. Politimesteren (politidirektøren) kan straks eller senere bestemme, at dyrene skal sælges eller aflives, hvis forholdene taler derfor, herunder dyrenes tilstand, udsigten til, at ejeren kan passe dyrene igen, og udgifterne ved dyrenes placering andetsteds.
Stk. 3. Om omkostninger (udelades)."
I dyreværnslovens § 23 er der fastsat bestemmelser om adgangen til domstolsprøvelse af pålæg efter § 21 og salg eller aflivning efter § 22. Indbringelse for domstolene har ikke opsættende virkning.
Om pålæg efter § 21 og om anvendelse af beføjelserne i § 22 henvises i øvrigt til Vestre Landsrets kendelse i U 99.2064V.
6. Indberetning til Fødevaredirektoratet om sager vedrørende transport af dyr
En transportvirksomhed, der udfører transporter af hvirveldyr, skal være autoriseret hertil. Autorisation meddeles af Fødevaredirektoratet, der ligeledes har mulighed for under visse omstændigheder at tilbagekalde autorisationen.
Hvis det er det strafbare forhold alene, der skal begrunde en rettighedsfrakendelse, bør spørgsmålet om frakendelse afgøres af retten i forbindelse med straffesagen. Derimod er der formentlig ikke noget til hinder for, at den administrative myndighed som led i en samlet vurdering af, om der er grundlag for at fratage en autorisation, lader også eventuelle tidligere straffedomme indgå i vurderingen.
Fødevaredirektoratet har derfor behov for at få oplysninger om alle afgørelser i sager vedrørende overtrædelse af reglerne om dyretransport (bekendtgørelsen om transport af dyr og bekendtgørelsen om beskyttelse af dyr under transport), hvor den pågældende ikke bliver frifundet. Det gælder således også bødeforelæg, der vedtages udenretligt.
I den anledning skal jeg anmode politimestrene og politidirektøren om, at disse afgørelser indberettes til Fødevaredirektoratet, 3. kontor, Mørkhøj Bygade 19, 2860 Søborg.
Underskrift 1
Rigsadvokaten, den 27. september 2000 Henning Fode