Meddelelse om efterforskning af sager om vold i parforhold
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/2000/11568@2000-10-16/da
Indhold
1. Indledning
Efterforskningen af sager om vold i parforhold har i den senere tid givet anledning til debat, og det har i den forbindelse været fremme, at der i nogle politikredse er fastsat nærmere retningslinier om iværksættelse af efterforskning i sådanne sager.
Ifølge retsplejeloven § 742, stk. 2, påhviler det politiet efter anmeldelse eller af egen drift at iværksætte en efterforskning, når der er en rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, er begået.
Det bør derfor ikke alene bero på den forurettede, der kan være kuet eller afhængig af den anden part, om der fra samfundets side skal gribes ind over for volden.
På den baggrund fastsættes følgende om iværksættelse af efterforskning i sager om vold i parforhold:
2. Iværksættelse af efterforskning i sager om vold i parforhold
2.1. Forhold, som anmeldes til politiet
Som nævnt ovenfor har politiet pligt til at indlede efterforskning, hvis der indgives en anmeldelse, når der er en rimelig formodning om, at et strafbart forhold er begået.
Det gælder også anmeldelser om vold i parforhold, uanset om anmeldelsen indgives af den forurettede part eller af andre.
Ved anmeldelser om vold i parforhold skal der derfor iværksættes en nærmere undersøgelse, herunder ved, at der snarest foretages afhøring af anmelderen.
Det bør således ikke forekomme, at den forurettede henvises til at tænke over anmeldelsen og vende tilbage senere, selv om den forurettede i sådanne sager i nogle tilfælde kan fortryde anmeldelsen. Hvis anmeldelsen indgives af andre - f.eks. familiemedlemmer - bør anmeldelsen ligeledes føre til yderligere undersøgelser, selv om den forurettede ved tidligere lejligheder har vist uvilje med hensyn til at bidrage til oplysning af sagen.
Efterforskning bør dog naturligvis ikke iværksættes, når der ikke er en rimelig formodning om, at et strafbart forhold er begået. Herunder falder bl.a. tilfælde, hvor der er tale om helt bagatelagtige forhold, som ikke vil kunne føre til tiltalerejsning for vold, eller hvor omstændighederne klart viser, at anmeldelsen må anses for grundløs.
2.2. Forhold, som kommer til politiets kendskab ved husspektakler o.lign.
Når politiet bliver tilkaldt i anledning af voldsomme stridigheder mellem parterne i et parforhold (husspektakler), er den første opgave at standse eventuelle håndgribeligheder og yde hjælp, hvis nogen er skadet. Først derefter kan politiet søge at skabe et overblik over, hvad der er sket på stedet.
Politiet optræder i disse situationer både som mægler mellem parterne og som retshåndhævende myndighed. Selv om der foreligger en formodning om vold, må der således ved politiets indgriben også tages hensyn til, at politiet ikke optræder på en måde, der er egnet til at optrappe en konflikt mellem parterne.
Hvis det er åbenbart, at den ene af parterne har været udsat for vold begået af den anden - f.eks. fordi denne har friske skader - skal sagen imidlertid fra starten behandles som en straffesag.
Det indebærer, at politiet på stedet bør begynde en efterforskning i sagen, herunder ved en indledende afhøring af forurettede og sigtede.
Hvis det i øvrigt må formodes, at der er begået vold i forbindelse med stridighederne, bør dette søges nærmere belyst ved samtale i enrum med hver af parterne. Hvis disse samtaler giver et sikkert grundlag for at antage, at der er begået vold, som ikke er bagatelagtig, bør der ligeledes tages skridt til at indlede en efterforskning i sagen, herunder ved afhøring af sigtede og forurettede.
3. Efterforskningen af sagen
3.1. Generelt om efterforskningen
Efterforskningen af sager om vold i parforhold sker som i andre sager om vold, idet der dog af politiet bør udvises særlig omhu for ikke yderligere at forværre forurettedes forhold.
Endvidere gælder som noget særligt, at politiet skal vejlede forurettede om reglen i retsplejelovens § 171, hvorefter man som udgangspunkt ikke har pligt til at afgive forklaring om sine nærmeste, jf. retsplejelovens § 753, jf. § 173, stk. 1. Det gælder også i de tilfælde, hvor forurettede selv indgiver anmeldelsen om vold.
Det forekommer også ofte, at den forurettede fra starten tilkendegiver ikke at ville medvirke ved den videre efterforskning i sagen eller fortryder en indgivet anmeldelse.
I sager om vold i parforhold er det derfor af særlig betydning, at politiet hurtigst muligt får belyst forurettedes skader og beskriver disse udførligt og præcist i rapporten.
Skønnes der kun at være tale om overfladiske skrammer, der ikke kræver lægebehandling, vil det oftest være tilstrækkeligt at belyse disse ved beskrivelsen i politirapporten eventuelt suppleret med optagelse af fotografier.
Skønnes der at være behov for behandling, bør politiet yde forurettede bistand til at komme under behandling hos en læge. Forurettede bør i den forbindelse opfordres til at give sit samtykke til, at politiet indhenter politiattest om skaderne. Der bør som udgangspunkt i disse tilfælde optages fotografier af skaderne.
3.2. Optagelse af fotografier af forurettedes skader
Fotografering af forurettedes skader kan ske efter reglerne i retsplejelovens kapitel 72 om legemsindgreb. Betingelserne for at foretage legemsindgreb over for en person, der ikke er sigtet, er fastsat i retsplejelovens § 792 d.
Hvis forurettede meddeler samtykke til fotografering, kan der optages fotografier af legemet, herunder både af hovedet og af den øvrige del af kroppen under afklædning, i det omfang forurettede meddeler samtykke hertil. Samtykket skal så vidt muligt være skriftligt. Disse tilfælde er således ikke omfattet af reglerne i kapitel 72, jf. herved § 792 d, stk. 1, 1. og 2. pkt.
Hvis forurettede ikke meddeler samtykke til fotografering, kan der kun foretages fotografering, der ikke kræver afklædning, jf. retsplejelovens § 792 d, stk. 2. Herudover gælder følgende betingelser:
- At efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, jf. § 792 d, stk. 2, nr. 1, og
- at indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen, jf. § 792 d, stk. 2, nr. 2.
Kravet om en strafferamme på 1 år og 6 måneder er opfyldt i sager om vold efter straffelovens §§ 244 - 246. Kravet om, at indgrebet skal være af afgørende betydning for efterforskningen, vil normalt være opfyldt, hvis forurettede modarbejder sagens opklaring, og anden efterforskning ikke kan sikre de fornødne beviser i sagen.
Kompetencen til at træffe bestemmelse om fotografering af en ikke sigtet, der ikke meddeler samtykke, henhører under retten, jf. § 792 d, stk. 3, jf. § 792 c, stk. 2. Der er dog adgang for politiet til at træffe beslutning om indgrebet i tilfælde af "periculum in mora". I de sidstnævnte tilfælde skal indgrebet forelægges for retten snarest muligt og inden 24 timer, medmindre der efter indgrebet meddeles skriftligt samtykke hertil, jf. § 792 d, stk. 3, jf. § 792 c, stk. 3
Indgrebet kan om fornødent gennemføres ved direkte tvang. Gennemførelsen kan dog også ske under anvendelse af vidnetvangsreglerne i retsplejelovens § 178.
Hvis forurettede meget klart og med fast overbevisning nægter at ville medvirke ved en fotografering af skaderne, og der ikke er tale om mere alvorlig vold, bør der dog som udgangspunkt ikke ved tvang søges gennemført fotografering.
Der bør i stedet i disse tilfælde gives forurettede vejledning om muligheden for at rette henvendelse til politiet på ny, eventuelt således at den forurettede får oplyst navn og telefonnummer på en polititjenestemand, som kan modtage henvendelser i sagen, hvis forurettede skifter holdning.
4. Vejledning af forurettede
Politiet bør i videst muligt omfang vejlede den forurettede om den videre behandling af sagen, og herunder om den forurettedes rettigheder og pligter under en eventuel straffesag.
Herudover skal politiet vejlede den forurettede i voldssager bl.a. om
- retsplejelovens kapitel 66 a om advokatbistand til forurettede
- muligheden for at få erstatning for personskade efter lov om erstatning til ofre for forbrydelser
- muligheden for at nedlægge krav om erstatning under straffesagen
- muligheden for at henvende sig til en offerrådgivning i politikredsen
Der kan også være grundlag for at vejlede forurettede om, at sigtede eventuelt kan meddeles en advarsel efter straffelovens § 265.
5. Anden bistand til forurettede
Som nævnt ovenfor under pkt. 3.1. bør politiet i nogle tilfælde yde forurettede bistand til at komme under lægebehandling.
Når politiet har afsluttet den indledende efterforskning i sagen, kan der - afhængigt af forurettedes tilstand og omstændighederne i øvrigt - være grund til at opfordre til, at forurettede tager hen til en slægtning eller en anden person, der kan yde bistand og støtte.
Afhængigt af mulighederne i politikredsen kan der også være grundlag for at henvise forurettede til et krisecenter eller lignende.
6. Underretning af andre myndigheder
Når politiet tilkaldes ved husspektakler, vil det kunne forekomme, at der er mindreårige børn til stede.
Opmærksomheden henledes i den forbindelse på, at personer i offentlig tjeneste har pligt til at underrette kommunen, når de i deres virksomhed bliver bekendt med forhold for børn og unge under 18 år, der må give formodning om, at barnet eller den unge har behov for særlig støtte.
7. Tiltalerejsning i sager om vold i parforhold
Spørgsmålet om tiltalerejsning afgøres efter de almindelige regler herom.
Hvis efterforskningen i sagen giver grundlag for at rejse tiltale for vold, bør sagen som udgangspunkt ikke opgives, alene fordi det formodes, at forurettede vil nægte at afgive vidneforklaring i henhold til bestemmelsen i retsplejelovens § 171, stk. 1.
Det må i disse tilfælde overvejes, om sagen kan gennemføres til domfældelse på grundlag af de øvrige beviser i sagen, herunder f.eks. ved dokumentation af lægeerklæringer og fotografier og ved vidneafhøring af de polititjenestemænd, der har behandlet sagen, med hensyn til deres iagttagelser, eller om der over for retten bør fremsættes anmodning om, at det pålægges forurettede at afgive forklaring efter reglerne i retsplejelovens § 171, stk. 3. Opmærksomheden henledes dog på, at en anmodning om vidnepålæg efter § 171, stk. 3, formentlig kun vil blive imødekommet i sager om grovere vold, eller hvis volden har medført betydelige skader.
Ved afgørelsen af tiltalespørgsmålet kan der efter omstændighederne også være grundlag for at overveje, om sagen kan afgøres med et tiltalefrafald. Der henvises herved til § 1, nr. 1, litra a, i bekendtgørelsen om politimestrenes og statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale. Efter denne bestemmelse kan politimestrene i medfør af retsplejelovens § 722 frafalde tiltale for overtrædelse af straffelovens § 244 og § 245, stk. 1, når særlige omstændigheder ikke gør sig gældende, og når ingen betydelig skade er sket, eventuelt mod vedtagelse af dagbøder eller betaling af erstatning.
Underskrift 1
Rigsadvokaten, den 31. august 2000 På rigsadvokatens vegne Hanne Schmidt