Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/2000/11600@2000-11-01/da

Indhold

1. Indledning
2. Underskrift 1

Kommentar m.v.:

Arbejdsmarkedets Ankenævn har truffet 2 afgørelser, som illustrerer hvilke dokumentationskrav, der bør stilles til en rådighedsvurdering, selv om et medlem har udvist en adfærd, der i sig selv taler for at medlemmet ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet.

Meddelelse om afgørelsen:

Sag 1

Medlemmet havde ikke haft arbejde i en længere årrække, bortset fra et beskæftigelsesprojekt fra 5. november 1991 til 11. september 1992.

Den 8. juli 1994 deltog medlemmet i en 20-måneders-samtale i a-kassen. Det blev noteret, at han havde søgt 9 jobs, og at han var interesseret i arbejde og kurser inden for metalindustrien.

Den 11. maj 1995 var medlemmet til en 39-ugers-vejledningssamtale i a-kassen, og det blev igen noteret, at han var interesseret i arbejde og kurser inden for metalindustrien.

Den 14. marts 1996 var medlemmet til en 44-måneders-samtale i a-kassen. Det blev noteret, at han havde søgt 4 jobs inden for rengøring, servering og produktion. Erhvervsønskerne var inden for hotelbranchen, reception og pedelmedhjælper.

Den 23. maj 1996 fik medlemmet udarbejdet en individuel handlingsplan. I handlingsplanen blev det aftalt, at han skulle deltage i et vejledningsforløb i perioden fra den 20. maj 1996 til den 30. juni 1996 med henblik på at skaffe sig ordinært ustøttet arbejde. Hvis dette ikke kunne lykkes, skulle medlemmet tilbydes puljejob/jobtræning eller uddannelse.

Medlemmet overgik til aktivperioden den 10. september 1996.

Den 14. marts 1997 blev handlingsplanen revideret, og medlemmet skulle ifølge planen tilbydes jobtræning ved en bestemt arbejdsgiver. Han blev ikke ansat, fordi arbejdsgiveren mente, at medlemmet var "godt kendt fra gadebilledet som en af de faste på byens bænke".

Det blev senere aftalt, at medlemmet skulle til endnu en jobsamtale hos en skole om en jobtræning som pedel. Medlemmet mødte til samtalen den 21. april 1997, men blev ikke ansat. Arbejdsgiveren mente, at han var lettere beruset ved samtalen.

A-kassen traf afgørelse om, at medlemmet ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet, og at han derfor ikke havde ret til dagpenge.

I klagen blev det blandt andet anført, at medlemmet ikke havde et alkoholproblem, som hindrede ham i at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. De to arbejdsgiveres udtalelser hvilede endvidere på et usagligt grundlag.

Der blev i den forbindelse fremlagt en lægeerklæring af 12. juni 1997. I lægeerklæringen stod der, at medlemmet havde haft et alvorligt alkoholproblem, men at der siden 1991 ikke havde været tale om misbrug.

Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet ikke kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet efter den 21. april 1997.

Afgørelse blev truffet efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen. Heri indgik indholdet af tilbagemeldingerne fra de to arbejdsgivere og medlemmets beskedne jobsøgning samt svage tilknytning til arbejdsmarkedet igennem en periode på ca. 6 år.

Arbejdsmarkedets Ankenævn traf afgørelse om, at der ikke havde været tilstrækkeligt grundlag til at konstatere, at medlemmet ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet den 21. april 1997. Medlemmet mistede derfor ikke retten til dagpenge fra nævnte dato.

Ankenævnet lagde til grund, at medlemmet havde en individuel handlingsplan, som han fulgte. Medlemmet mødte efter handlingsplanen op til de 2 jobsamtaler, men blev ikke ansat med henvisning til alkoholproblemer, som medlemmet og egen læge havde tilkendegivet ikke længere eksisterede.

Ankenævnet lagde desuden til grund, at medlemmet i aktivperioden havde fulgt de udarbejdede handlingsplaner, der angav rammen for den lediges rådighedsforpligtelse, og der forelå ikke oplysninger om, at medlemmet var uvillig til at tage beskæftigelse. Der kunne herefter ikke - heller ikke på grundlag af oplysninger om jobsøgningen i ledighedsperioden - fastslås manglende rådighed den 21. april 1997.

Sag 2

Direktoratet anmodede a-kassen om at vurdere, hvorvidt medlemmet kunne anses for at være til rådighed for arbejdsmarkedet efter 23. juni 1997.

Anmodning blev fremsat, fordi der i forbindelse med behandlingen af en anden klagesag forelå oplysninger om,

at medlemmet forgæves var søgt aktiveret i en lang periode,

at medlemmet holdt ferie i mere end 5 uger årligt,

at medlemmet havde oplyst, at han ikke ønskede at blive aktiveret til en arbejdsplads, der var beliggende mere end 3 zoner i HT-området fra hans bopæl, at medlemmet havde begrænset det faglige område, han ønskede at blive aktiveret inden for af personlige grunde,

at Arbejdsformidlingen havde meddelt i brev af 26. juni 1996, at medlemmets adfærd over for de ansatte på Arbejdsformidlingen medførte, at Arbejdsformidlingen ikke kunne foretage sig yderligere for at aktivere ham.

Medlemmet blev efter endt uddannelse som cand. polit. optaget i a-kassen den 17. november 1988.

Fra den 15. januar til 14. august 1992 var medlemmet i et jobtilbud, og han overgik til delperiode 2 (aktivperioden) den 17. oktober 1994.

Den 29. januar 1996 indgik medlemmet en aftale om en individuel handlingsplan med Arbejdsformidlingen, hvorefter han fra den 5. februar 1996 skulle deltage i et vejledningskursus om personlig udvikling.

Medlemmet underskrev en revideret handlingsplan den 7. maj 1997, hvorefter han skulle undersøge forskellige muligheder for privat jobtræning sideløbende med jobsøgning. Den 18. juni 1997 blev handlingsplanen igen revideret, fordi medlemmet skulle tilmeldes et kursus om løbende indtag on-line på edb mv.

Den 5. marts 1996 skrev Arbejdsformidlingen til a-kassen, at medlemmet var forsøgt aktiveret 2 gange i puljejob og 1 gang på kursus. Hver gang havde medlemmet reageret særdeles negativt og var fremkommet med irrelevante og usaglige udsagn. Og han havde klart tilkendegivet manglende vilje til samarbejde.

Arbejdsformidlingen fremsendte samtidig dokumentation herfor i form af breve, som medlemmet havde skrevet til Arbejdsformidlingen.

Den 26. juni 1997 skrev Arbejdsformidlingen til a-kassen, at medlemmet blandt andet havde fremsat trusler om vold over for ansatte på Arbejdsformidlingen. Det var derfor Arbejdsformidlingens opfattelse, at medlemmet ikke længere kunne tilbydes aktivering på grund af den udviste adfærd.

A-kassen traf afgørelse om, at medlemmet ikke var til rådighed for arbejdsmarkedet fra den 23. juni 1996.

Der blev lagt vægt på, at det er en betingelse, at Arbejdsformidlingen under hele ledighedsperioden enten kan formidle arbejde eller aktivere den ledige efter reglerne herom.

I vurderingen indgik det oplyste om, at medlemmet både skriftligt og mundtligt i vidners overværelse havde udtalt sig truende overfor 2 medarbejdere på Arbejdsformidlingen. Medlemmet var samtidig fremkommet med helt irrelevante og usaglige udtalelser af grov injurierende karakter og havde endvidere stillet urimelige krav til indholdet og beliggenheden af sin aktivering.

Det indgik også i a-kassens vurdering, at medlemmet havde haft et overordentligt langt ledighedsforløb og kun havde været i beskæftigelse i en kort periode i jobtilbud.

Direktoratet traf afgørelse om, at det ikke var godtgjort, at medlemmet var til rådighed for arbejdsmarkedet i normalt omfang efter den 23. juni 1997.

I vurderingen indgik blandt andet,

at medlemmet flere gange i sit lange ledighedsforløb havde modtaget vejledning om, at han som ledigt medlem af en a-kasse havde pligt til at være til rådighed for arbejdsmarkedet i normalt omfang,

at medlemmet på trods heraf klart tilkendegav i sine breve til Arbejdsformidlingen, at han ikke ønskede at blive aktiveret til en arbejdsplads, der var beliggende mere end 3 zoner i HT-området fra hans bopæl,

at medlemmet klart tilkendegav i sine breve til blandt andre Arbejdsformidlingen, at han ikke ønskede at påtage sig arbejde uden for en snæver beskrivelse af sin uddannelse som cand. polit, ligesom han eksempelvis fravalgte faglige områder, der - efter hans opfattelse - krævede en uddannelse og erfaring på et laverestående niveau samt kulturområdet mv.

at Arbejdsformidlingen meddelte i brev af 26. juni 1996, at medlemmet havde udvist en adfærd over for de ansatte på Arbejdsformidlingen, som medførte at Arbejdsformidlingen ikke kunne foretage sig yderligere for at aktivere ham.

Arbejdsmarkedets Ankenævn fandt meget efter omstændighederne, at der ikke var tilstrækkeligt konkret grundlag for at antage, at medlemmet ikke havde stået til rådighed for arbejdsmarkedet efter den 23. juni 1997.

Ankenævnet lagede vægt på, at de to formidlinger i efteråret 1996 ikke gav a-kassen anledning til at foretage en negativ rådighedsvurdering.

Det indgik også i ankenævnets overvejelser, at medlemmet var indplaceret i aktivperioden og havde ret og pligt til tilbud.

Det havde desuden betydning for sagens udfald, at medlemmet efter det oplyste havde fulgt de handlingsplaner, som han havde indgået med Arbejdsformidlingen.

Der blev endvidere lagt vægt på, at de negative formidlinger ifølge arbejdsgiverne ikke skyldtes, at medlemmet forsøgte at unddrage sig arbejde.

Ankenævnet fandt herefter, at medlemmets skriftlige og telefoniske udfald mod medarbejdere i kassen og Arbejdsformidlingen var meget alvorlige, men fandt dog ikke, at dette kunne føre til en negativ rådighedsvurdering. Ankenævnet havde herved lagt vægt på, at medlemmets henvendelser til a-kassen og Arbejdsformidlingen var udtryk for hans holdninger til private/offentlige myndigheder, og at der ikke fandtes at være tilstrækkeligt oplysningsgrundlag til at belyse arbejdsmarkedsrelevansen af disse holdninger.

Underskrift 1

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 21. september 2000

Versioner

1. 2000-11-01 · til 2004-09-08