Meddelelse om Påtalebegæringer
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/2000/11656@2000-11-16/da
Indhold
1. Indledning.
Nogle love, herunder straffeloven, indeholder bestemmelser, hvorefter et strafbart forhold kun kan påtales af det offentlige, såfremt den forurettede fremsætter begæring/anmodning herom (betinget offentlig påtale). Som eksempler herpå kan nævnes straffelovens § 275, stk. 2, og 305, stk. 1. Efter disse bestemmelser er der bl.a. betinget offentlig påtale i sager om overtrædelse af straffelovens § 264 (husfredskrænkelse), § 265 (overtrædelse af polititilhold) og § 291, stk. 1 (hærværk).
Nogle særlige spørgsmål vedrørende betinget offentlig påtale er reguleret i straffelovens § 96 om forældelse, jf. nedenfor under pkt. 3, og i retsplejelovens §§ 725-727 bl.a. om forholdet mellem privat påtale, betinget offentlig påtale og umiddelbar offentlig påtale.
Er der fremsat begæring om offentlig påtale, behandles sagen på samme måde som sager, der er undergivet umiddelbar offentlig påtale. Der må således ske efterforskning og rejses tiltale, medmindre de sædvanlige betingelser for afvisning af anmeldelsen, indstilling af efterforskningen eller opgivelse af påtale foreligger. Begæring om påtale er ikke til hinder for, at sagen afgøres med et tiltalefrafald i overensstemmelse med de herom gældende regler.
2. Kravene til en påtalebegæring.
Det kan ikke antages, at en anmeldelse til politi eller anklagemyndighed i sig selv i almindelighed kan opfattes som en begæring (anmodning) om offentlig påtale. Ved Højesterets dom af 15. november 1999 (Ugeskrift for Retsvæsen 2000, side 342) blev en tiltalt frifundet i en sag om overtrædelse af straffelovens § 265, idet Højesteret bl.a. lagde til grund, at den forurettede, der havde anmeldt forholdet, ikke havde kendskab til påtalereglerne, ligesom politiet ikke havde spurgt hende, om hun ønskede offentlig påtale. Da det herefter ikke var godtgjort, at der forelå en påtalebegæring, havde anklagemyndigheden ikke været berettiget til at rejse tiltale for overtrædelse af straffelovens § 265.
Det skal således fremgå direkte af politirapporten, at forurettede er blevet gjort bekendt med påtalereglerne og udtrykkeligt har fremsat begæring om påtale. Det kan ikke forudsættes, at en forurettet er bekendt med de særlige påtaleregler. Endvidere bør den forurettede så vidt muligt underskrive en særlig erklæring, hvoraf fremgår, at vedkommende er blevet gjort bekendt med påtalereglerne og ønsker forholdet påtalt.
3. Frist for påtalebegæring.
For adgangen til at begære offentlig påtale gælder ifølge straffelovens § 96 en forældelsesfrist på 6 måneder efter, at den berettigede har fået en sådan kundskab, at den pågældende har tilstrækkeligt grundlag for fremsættelse af påtalebegæring. Undertiden giver det anledning til tvivl, om forældelsesfristen begynder at løbe så længe forholdet undersøges af politiet og anklagemyndigheden, indtil det afklares, at forholdet ikke er undergivet umiddelbar offentlig påtale. Afgørelsen heraf må antagelig bero på en fortolkning af vendingen: " sådan kundskab, at han har tilstrækkeligt grundlag for ( ) fremsættelse af påtalebegæring".
Ved vedvarende lovovertrædelser begynder fristen for at fremsætte begæring om offentlig påtale ikke at løbe, før den strafbare virksomhed er ophørt, jf. U 1949.1077 H.
4. Ophævelse af forskrift.
Meddelelse nr. 4/1982 ophæves.
Underskrift 1
Rigsadvokaten, den 1. november 2000 Henning Fode