Cirkulære om salg af Kriminalforsorgens produkter til medarbejdere\n(Til kriminalforsorgens tjenestesteder)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/2000/12231@2000-10-30/da
(Til kriminalforsorgens tjenestesteder)
§ 1.
Stk. 1. Det er ikke tilladt for medarbejdere i Kriminalforsorgen at erhverve produkter fremstillet på Kriminalforsorgens institutioner, jf. dog bestemmelserne i §§ 2-6.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 omfatter alle former for salg, leje, bytte, lån m.v.
§ 2.
Stk. 1. Forbuddet i foregående bestemmelse er ikke til hinder for medarbejderes erhvervelse af de i §§ 3-5 nævnte produkter.
§ 3.
Stk. 1. Standardprodukter, der er optaget på salgsvarelageret med en fast pris i henhold til Kriminalforsorgens prisliste.
Stk. 2. Produkter, der normalt sælges gennem faste aftagere til en fast pris, fastsat af fængslet eller institutionens ledelse.
Stk. 3. Undtagelsen i stk. 1 og stk. 2 finder dog ikke anvendelse for så vidt angår defekte eller ukurante produkter eller produkter, der af anden årsag ikke kan sælges til fuld pris.
§ 4.
Stk. 1. Produktionsskolearbejder, når disse sælges gennem fængslets butik eller tilsvarende fast salgsordning, til en fast pris, der i hvert enkelt tilfælde er godkendt af fængslets ledelse.
Stk. 2. Undtagelsen i § 4, stk. 1, finder dog ikke anvendelse for så vidt angår defekte eller ukurante produkter eller produkter, der af anden årsag ikke kan sælges til fuld pris.
§ 5.
Stk. 1. Produkter fremstillet ved terapiarbejde og som sælges gennem fængslets butik eller tilsvarende fast salgsordning.
§ 6.
Stk. 1. For andre produkter end de i §§ 3-5 nævnte, kan der kun indgås aftale om erhvervelse, efter indhentet forudgående godkendelse fra direktoratet.
§ 7.
Stk. 1. Cirkulæret træder i kraft den 1. november 2000.
Stk. 2. Samtidig ophæves cirkulæreskrivelse nr. 11011 af 21. august 1942 angående forbud mod afhændelse af anstalternes produkter m.v. og cirkulæreskrivelse af 15. marts 1990 om salg af projektskolearbejder.
Underskrift 1
Direktoratet for Kriminalforsorgen, den 30. oktober 2000 Erik Bang