Cirkulæreskrivelse om meddelelse om overflytning mellem a-kasser på baggrund af erhvervsmæssig uddannelse og betydningen af den vejledning, der gives i forbindelse hermed.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/2001/12007@2001-07-16/da
Indhold
Kommentar m.v.: I forbindelse med overflytning mellem a-kasser efter endt uddannelse kan medlemmet vælge overflytning enten med dimittendrettigheder eller med bevarelse af erhvervede rettigheder. Det er vigtigt, at a-kassen giver medlemmet korrekt vejledning med hensyn til konsekvenserne af det trufne valg - fx i relation til beregning af dagpengesats.
Meddelelse om afgørelsen:
Medlemmet havde ved overflytning mellem to a-kasser valgt at blive overflyttet med erhvervede rettigheder. Dette betød, at medlemmets rettigheder og pligter ville være de samme, som hvis medlemmet ikke var blevet overflyttet. Medlemmet kunne derved ikke gøre brug af de dimittendrettigheder, der fulgte af lovgivningen.
Medlemmet meldte sig ledig efter beskæftigelse i lønnet praktik som pædagogstuderende.
A-kassen traf afgørelse om, at dagpengeberegningen skulle foretages på baggrund af medlemmets seneste arbejdsforhold - d.v.s. den lønnede praktik.
Direktoratet var enig med a-kassen i, at medlemmets dagpengesats skulle beregnes på grundlag af den løn, som hun modtog i sin praktik.
Ankenævnet fandt, at medlemmet skulle stilles som om, at hun havde valgt at medtage dimittend- rettigheder ved overflytningen til den nye a-kasse.
Ankenævnet lagde til grund, at medlemmet i forbindelse med overflytningen var blevet oplyst af sin tidligere a-kasse om, at hun ikke skulle have beregnet en ny dagpengesats ved ledighed, idet man ikke kunne foretage beregning af dagpengesats på grund af en lønnet praktikperiode. Medlemmet havde derfor valgt at blive overflyttet med erhvervede rettigheder.
Ankenævnet fandt, at medlemmets forudsætninger for at vælge overflytning med erhvervede rettigheder skulle anses for bristede, da det efterfølgende viste sig, at medlemmet ved dette valg skulle have beregnet ny dagpengesats ved ledigmeldelse.
Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmets tidligere a-kasse burde have vejledt om, at lønnede praktikperioder anses for lønarbejde i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand, og at medlemmet således opfyldte betingelserne for at få beregnet en ny dagpengesats.
Ankenævnet fandt, at medlemmets tidligere a-kasse ikke havde opfyldt sin vejledningspligt. Ankenævnet fandt det utvivlsomt, at medlemmet var blevet overflyttet som dimittend, hvis hun var blevet vejledt korrekt.
På denne baggrund ændrede ankenævnet direktoratets afgørelse.
Underskrift 1
Arbejdsdirektoratet, den 7. maj 2001