Cirkulæreskrivelse om meddelelse om, at medlemmets ansættelsesvilkår blev anset for at afvige fra de vilkår, der sædvanligvis følger af overenskomstmæssige aftaler for tilsvarende arbejde
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/2001/12239@2001-09-25/da
Indhold
Kommentar m.v.:
Medlemmet var ikke berettiget til at blive overflyttet til en a-kasse for lønmodtagere, idet medlemmet fortsat blev anset for at være selvstændig erhvervsdrivende. Det skyldes, at medlemmets ansættelsesvilkår, trods de oplyste 37 timer om ugen, blev anset for at afvige fra de vilkår, der sædvanligvis følger af overenskomstmæssige aftaler for tilsvarende arbejde.
Meddelelse om afgørelsen:
Medlemmet blev optaget i en a-kasse for selvstændige erhvervsdrivende i 1987 på baggrund af sin beskæftigelse som medarbejdende ægtefælle i ægtefællens virksomhed. Virksomheden havde indtil regnskabsåret 1997/98 under 20 ansatte i virksomheden, hvorfor medlemmet blev anset for at være selvstændig erhvervsdrivende, jf. 4, stk. 1, nr. 1 i bekendtgørelse nr. 1142 af 20. december 1995 om optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende.
I regnskabsåret 1997/98 var der over 20 ansatte i virksomheden og medlemmet søgte om overflytning til en a-kasse for lønmodtagere, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 191 af 25. marts 1998 om overflytning mellem a-kasser. Overflytningen skete i foråret 1999. Da medlemmet søgte om efterløn fra 1. november 1999 opstod der tvivl om, hvorvidt medlemmet var berettiget til at blive overflyttet til en a-kasse for lønmodtagere.
Det blev i sagen lagt til grund, at medlemmet varetog forefaldende kontoropgaver efter behov i virksomheden og at medlemmet trods de oplyste 37 timer om ugen ikke har haft en fast procedure for fremmøde eller ophør på arbejdet. Medlemmet blev så længe, der var behov for dette. Medlemmet havde således mulighed for selv at fastlægge arbejdstidens begyndelse og ophør. Medlemmet havde i arbejdstiden mulighed for at passe børnebørnene, såfremt de var syge, idet virksomhedens administration lå på privatadressen.
Da medlemmet således måtte anses for at være ansat på løn- og arbejdsvilkår, der afviger fra de vilkår, der ifølge overenskomst gælder for dette eller tilsvarende arbejde, anses medlemmet for at være selvstændig erhvervsdrivende, jf. § 4, stk. 1, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 1142 af 20. december 1995 om optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende.
Medlemmet var derfor ikke berettiget til at blive overflyttet til en a-kasse for lønmodtagere, og medlemmets ansøgning om efterløn skulle behandles efter reglerne om selvstændige erhvervsdrivende.
Underskrift 1
Arbejdsdirektoratet, den 28. august 2001