Gelex

Meddelelse om behandlingen af sager mod udlændinge, hvor der er spørgsmål om udvisning

OphævetVersion 2002-03-11fra 2002-03-11 til 2007-02-27
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/2002/9056@2002-03-11/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

1. Indledning

1.1. Lov nr. 473 af 1. juli 1998

Udvisning kan ske efter anklagemyndighedens påstand ved dom i en straffesag, jf. nærmere herom nedenfor under pkt. 2. Udvisning kan endvidere ske administrativt, jf. nedenfor under pkt. 3.

Ved lov nr. 473 af 1. juli 1998 om ændring af bl.a. udlændingeloven blev der gennemført nye regler om udvisning. Reglerne udvidede adgangen til at udvise udlændinge på grund af strafbart forhold. En række forsætlige, alvorlige og samfundsfarlige kriminalitetsformer blev gjort særlig udvisningsbegrundende, idet der for disse kriminalitetsformer ikke stilles krav til længden af en frihedsberøvende straf eller retsfølge, og idet de i udlændingelovens § 26, stk. 1, opregnede hensyn kun undtagelsesvis kan føre til undladelse af udvisning ved disse kriminalitetsformer. Kravene til længden af en frihedsberøvende straf eller retsfølge som betingelse for udvisning for nogle (andre) kriminalitetsformer blev endvidere nedsat.

Udvisningsreglerne blev i øvrigt forenklet og præciseret. Indrejseforbudenes varighed fremgår direkte af loven, der samtidig fastsætter, at forbudene regnes fra udrejsen eller udsendelsen. Muligheden for udvisning i forbindelse med foranstaltningsdomme reguleres udtrykkeligt i loven. Det kan endelig nævnes, at det følger direkte af loven, at der ikke i forbindelse med vurderingen af, om udvisning under henvisning til lovens § 26 bør undlades, skal foretages en vurdering af risikoen for asylrelevant forfølgelse i hjemlandet.

Reglerne blev udarbejdet på grundlag af betænkning nr. 1326/1997 om udvisning.

Loven medførte ikke ændringer i den ved lov nr. 1052 af 11. december 1996 om udvisning på grund af narkotikakriminalitet vedtagne bestemmelse om en udvidet adgang til at udvise udlændinge, der findes skyldige i narkotikakriminalitet.

Efter vedtagelsen af loven, der trådte i kraft den 3. juli 1998, udsendte jeg min Meddelelse nr. 10/1998 om behandlingen af sager mod udlændinge, hvor der er spørgsmål om udvisning.

1.2. Nyere højesteretspraksis

Højesteret har siden udsendelsen af meddelelsen i 1998 fået forelagt et større antal sager vedrørende spørgsmålet om udvisning af udenlandske statsborgere på grund af strafbart forhold efter reglerne i lov nr. 1052/1996 og lov nr. 473/1998 og har truffet en række principielle afgørelser om fortolkningen af udvisningsbestemmelserne.

Højesteret fastslog således i nogle domme, der blev afsagt i maj og juni 1999, at udlændingelovens § 26, stk. 2, skal forstås i overensstemmelse med det krav om proportionalitet, som følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Disse sager vedrørte udvisning på grund af narkotikakriminalitet.

Højesteret udtalte i en dom af 19. maj 1999 (U 1999.1394 H), at kravet om proportionalitet når der er tale om udlændinge med meget stærk tilknytning til Danmark, - indebærer, at udvisning kun kan komme på tale, hvis den begåede kriminalitet er af en sådan grovhed, at den pågældende idømmes en langvarig frihedsstraf eller nu flere gange er idømt fængselsstraffe af betydelig længde.

Højesteret har i flere afgørelser taget stilling til sager, hvor udlændingen er indrejst som barn og er opvokset i Danmark.

Der må i denne situation, hvor en udvisning af en udlænding vil virke særligt belastende og udgøre et betydeligt indgreb i hans familieliv og privatliv stilles meget strenge krav afhængig af tilknytningen til det oprindelige hjemland - til den kriminalitet, som kan føre til udvisning, jf. Højesterets domme af 26. januar 2001 (U 2001.856 H) og 30. marts 2001 (U 2001.1334 H) . Det følger af Højesterets dom af 27. april 2000 (U 2000.1600 H), at det ikke er udelukket at udvise en udlænding, der er født og opvokset i Danmark.

Der henvises i øvrigt til gennemgangen af nyere højesteretspraksis vedrørende udvisning på grund af strafbart forhold og forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 i Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, bind 3, samt Anklagemyndighedens Årsberetning 2000.

1.3. Lov nr. 458 af 7. juni 2001

Ved lov nr. 458 af 7. juni 2001 om ændring af udlændingeloven (Frihedsberøvelse af asylansøgere og administrativ udvisning m.v.) blev der gennemført en række ændringer, som har betydning for politiets og anklagemyndighedens behandling af sager om administrativ udvisning og frihedsberøvelse/varetægtsfængsling af udviste asylansøgere.

Der er indsat et nyt stk. 2 i udlændingelovens § 35, hvorefter en udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af lovens § 7, og som er udvist ved endelig dom efter lovens §§ 22-24, kan varetægtsfængsles med henblik på at sikre en effektiv fuldbyrdelse af bestemmelsen om udvisning. Der kan herom henvises til afsnit 2.6.5.

Lovændringen indebærer bl.a., at anvendelsesområdet for administrativ udvisning i udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, er udvidet. Der er endvidere sket en udvidelse af adgangen til administrativ frihedsberøvelse med henblik på at sikre en effektiv fuldbyrdelse af afgørelsen om udvisning. Der kan herom henvises til afsnit 3.

De nye regler om administrativ udvisning, frihedsberøvelse og varetægtsfængsling af udviste asylansøgere trådte i kraft den 1. august 2001 og finder anvendelse, hvis det forhold, der begrunder udvisningen, er begået efter lovens ikrafttræden.

2. Udvisning ved dom

2.1. Kompetencen til at nedlægge påstand om udvisning

De nærmere betingelser for udvisning på grund af strafbart forhold ved dom fremgår af udlændingelovens §§ 22-24.

Kompetencen til at nedlægge påstand om udvisning på grund af strafbart forhold tilkommer den myndighed, der har påtalekompetencen.

2.2. Sagsbehandling forud for eventuel forelæggelse for Udlændingestyrelsen

2.2.1. Generelt

Inden der tages stilling til, om påstand om udvisning skal nedlægges, må anklagemyndigheden foretage en bedømmelse af, om den relevante lovbestemmelses betingelser for udvisning er opfyldt.

2.2.2. Vurdering af konkret forskyldt straf

Der skal foretages en vurdering af længden af den konkret forskyldte straf. En sådan vurdering er også nødvendig, når sanktionspåstanden er dom om en foranstaltning efter straffelovens §§ 68-70.

Bødestraf og dom til ambulant behandling efter straffelovens §§ 68-69 uden mulighed for indlæggelse kan ikke danne grundlag for udvisning ved dom.

2.2.3. Vurdering af lovligt ophold

Der skal foretages en vurdering af varigheden af udlændingens eventuelle lovlige ophold her i landet. Ved udtrykket "lovligt ophold" forstås ifølge bemærkningerne til lovforslaget, at

" udlændingen lovligt opholder sig her i landet i medfør af en opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 6-9 (EF/EØS-borgere, asyl, familiesammenføring, andre særlige grunde), opholder sig lovligt i landet, fordi den pågældende har visum, jf. udlændingelovens § 4, eller har lovligt ophold i landet, fordi der ikke over for den pågældende stilles krav om visum eller opholdstilladelse, jf. udlændingelovens §§ 1-3 og 5, stk. 2 (nordiske statsborgere, EF/EØS-borgere i op til 6 måneder, visumfri udlændinge og børn under 18 år med fast ophold hos forældremyndighedens indehaver).

Derimod er der ikke i denne forbindelse tale om lovligt ophold, hvis udlændingen alene har ret til at opholde sig her i landet, medens en ansøgning om opholdstilladelse behandles af udlændingemyndighederne."

Om beregningen af længden af det lovlige ophold henvises til udlændingelovens § 27.

2.2.4. Særligt om udlændingelovens § 22, nr. 2, og § 23, nr. 3

Efter udlændingelovens § 22, nr. 2, og § 23, nr. 3, er det bl.a. en betingelse, at udlændingen dømmes for flere strafbare forhold.

Betingelsen om flere strafbare forhold indebærer, at udlændingen ved samme dom dømmes for mindst 2 strafbare forhold, der isoleret set begge ville medføre ubetinget frihedsstraf. Det er i den forbindelse uden betydning, om de strafbare forhold i anklageskriftet teknisk er opført som et eller flere forhold, når blot der er tale om flere overtrædelser. Der stilles ikke krav om, at der er tale om ligeartet kriminalitet. Der henvises til betænkningen s. 835.

2.2.5. Særligt om udlændingelovens § 22, nr. 3, og § 23, nr. 4

Efter udlændingelovens § 22, nr. 3, og § 23, nr. 4, er det bl.a. en betingelse, at udlændingen tidligere her i landet er idømt ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.

Det vil være tilstrækkeligt, for at denne betingelse er opfyldt, at den pågældende i den aktuelle sag dømmes for et enkeltstående strafbart forhold, og at den pågældende én gang tidligere er idømt en ubetinget fængselsstraf eller frihedsberøvende retsfølge for en lovovertrædelse, der ville have medført en ubetinget fængselsstraf. Der stilles ikke krav om, at der er tale om kriminalitet, der er ligeartet med den kriminalitet, der aktuelt er til pådømmelse. Bliver det i forbindelse med strafudmålingen i sagen aktuelt at udløse en reststraf fra en tidligere dom, vil den idømte fællesstraf være afgørende for, om bestemmelsens krav til konkret forskyldt straf er opfyldt, jf. straffelovens § 40, stk. 1, og § 61, stk. 2. Er udlændingen eksempelvis prøveløsladt med en reststraf på 6 måneders fængsel, og fastsættes der en fællesstraf af fængsel i 2 år, vil betingelserne for udvisning være opfyldt. Gentagelsesvirkningen ophører efter 5 år, jf. princippet i straffelovens § 81, stk. 3. Der henvises til betænkningen s. 835-836.

2.2.6. Udlændingelovens § 26

2.2.6.1. Generelt

Der skal foretages en vurdering af, om udvisningen må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26.

I bemærkningerne til lovforslaget forudsættes det - som en følge af, at adgangen til at udvise udlændinge med lang tids ophold her i landet udvides - at der i flere sager end hidtil skal foretages en konkret vurdering af, om de i § 26 nævnte hensyn findes at burde medføre, at beslutning om udvisning undlades.

Det er derfor væsentligt, at der i alle sager mod udlændinge, hvor udvisning kan komme på tale, foreligger så fuldstændige og nøjagtige oplysninger som muligt om de i § 26 nævnte forhold.

Oplysningerne skal tilvejebringes ved en afhøring af udlændingen, der skal være så detaljeret som muligt med angivelse af relevante datoer. Der anvendes om fornødent tolk under afhøringen.

Afhøringen nedfældes i en særskilt politirapport, og oplysningerne fra udlændingen skal i videst muligt omfang søges kontrolleret. Udlændingens oplysninger af væsentlig betydning for spørgsmålet om udvisning skal søges efterprøvet ved en egentlig politimæssig efterforskning, herunder således at der indhentes dokumentation i fornødent omfang.

Den tiltaltes forsvarer orienteres om tidspunktet for afhøringen.

Afhøringen skal foretages således, at samtlige punkter i bestemmelsen gennemgås. Politirapporten skal udformes således, at den udtrykkeligt refererer til de enkelte punkter i § 26, stk. 1.

Er der ved eventuelle ransagninger i forbindelse med efterforskningen af straffesagen sikret effekter, der kan belyse udlændingens personlige forhold, indgår materialet i afhøringen af udlændingen.

Opregningen af hensyn i § 26 er ikke udtømmende, og det kan derfor efter omstændighederne være relevant at inddrage andre forhold, der kan bevirke, at udvisning vil være særlig belastende.

2.2.6.2. Eksempler på oplysninger, der er relevante efter § 26, stk. 1

Ad § 26, stk. 1, nr. 1:

Oplysninger om udlændingens integration i det danske samfund, herunder opvækst, arbejde, fagbevægelse, uddannelsesforløb, skriftlige og mundtlige danskkundskaber , aktiv deltagelse i foreningsliv mv.

Ad § 26, stk. 1, nr. 2:

Oplysninger om varigheden af udlændingens samlede ophold her i landet, såvel lovligt som ulovligt ophold.

Ad § 26, stk. 1, nr. 3:

Oplysninger om alder og helbredstilstand, herunder om alvorlig sygdom hos udlændingen, som ikke vil kunne behandles i hjemlandet, eller som vil forværres betydeligt under hjemlandets klimatiske forhold.

Ad § 26, stk. 1, nr. 4:

Oplysninger om ægteskab, registreret partnerskab (tidspunkt for indgåelsen), fast samlivsforhold (varighed), kæreste, børn (alder), forældre, søskende og omgangskreds her i landet. Det skal søges oplyst, hvor nært forholdet til de herboende personer er.

Oplysninger om forældremyndighed, samværsret og faktisk udøvelse af samværsret for så vidt angår børn uden for bestående ægteskab eller samlivsforhold.

Udlændingens oplysninger skal så vidt muligt kontrolleres, eventuelt ved afhøring af (tidligere) ægtefælle m.fl.

Ad § 26, stk. 1, nr. 5:

Oplysninger om herboende ægtefælles, registreret partners, fast samlevers og mindreårige børns tilknytning her til landet (arbejde, uddannelse, skolegang, sprog m.v.) og eventuelt til hjemlandet (ophold, ferierejser). Oplysninger om, hvorvidt ægtefællen m.fl. agter at følge med til hjemlandet i tilfælde af udvisning, og om de pågældende vil have særligt vanskeligt ved at følge den udviste til hjemlandet eller andet land.

Udlændingens oplysninger herom skal så vidt muligt suppleres med en afhøring af ægtefælle, registreret partner eller samlever.

Ad § 26, stk. 1, nr. 6:

Oplysninger om udlændingens tilknytning til hjemlandet eller det land, hvor udlændingen ventes at tage ophold. Oplysninger om familie, herunder svigerfamilie, venner og bekendte i hjemlandet, om udlændingen har opretholdt kontakten til disse og i givet fald hvordan, om ferierejser eller længere ophold i hjemlandet. Oplysninger om udlændingens skriftlige og mundtlige kundskaber i oprindelseslandets eller det påtænkte opholdslands sprog, herunder omfanget af modersmålsundervisning.

Ad § 26, stk. 1, nr. 7:

Oplysninger om, hvorvidt der forventes reaktioner fra hjemlandets myndigheder ved tilbagevenden i form af særlig byrdefulde straffeforanstaltninger (dødsstraf, legemsstraf, langvarig fængselsstraf), og om udlændingen i hjemlandet risikerer at blive straffet for den samme lovovertrædelse, som er til pådømmelse i Danmark.

Oplysninger som nævnt i § 26, stk. 1, nr. 7, kan indhentes gennem Udlændingestyrelsen.

Risiko for overlast som følge af asylrelevant forfølgelse er ikke omfattet af bestemmelsen. Denne prøvelse sker efterfølgende i forbindelse med udsendelsen, jf. udlændingelovens § 49 a.

2.2.6.3. Bestemmelsen i § 26, stk. 2

Efter § 26, stk. 2, skal der i forhold til udlændinge, der kan udvises efter § 22, nr. 4-6, ske en vægtning af de hensyn, der er opregnet i § 26, stk. 1. Vægtningsreglen indebærer ifølge bemærkningerne til lovforslaget, at de i § 26, stk. 1, nævnte hensyn kun undtagelsesvis skal føre til undladelse af udvisning. Kun særlige forhold vil herefter kunne føre til, at udvisning undlades. Om der foreligger sådanne særlige forhold, afhænger af en konkret afvejning af på den ene side arten og grovheden af den begåede kriminalitet og på den anden side styrken af de i § 26, stk. 1, nævnte hensyn.

Højesteret har i U 1999.1390 H fastslået, at udlændingelovens § 26, stk. 2, skal forstås i overensstemmelse med kravet om proportionalitet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Dette indebærer blandt andet, at lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen i § 26, stk. 2, hvorefter hensynene i § 26, stk. 1, kun " undtagelsesvis skal føre til, at udvisning undlades " ikke kan tillægges selvstændig betydning. Der skal i den enkelte sag foretages en grundig afvejning mellem udlændingens personlige forhold og den begåede kriminalitet.

2.2.6.4. Særligt om indhentelse af oplysninger i sager, hvor der er spørgsmål om varetægtsfængsling af en asylansøger efter endelig dom, jf. udlændingelovens § 35, stk. 2

Vurderer politiet eller anklagemyndigheden, at der i en straffesag mod en asylansøger, kan blive tale om en varetægtsfængsling efter endelig dom efter udlændingelovens § 35, stk. 2, skal asylansøgeren i forbindelse med afhøringen om de i udlændingelovens § 26 nævnte forhold tillige afhøres nærmere om sådanne personlige forhold, der kan bevirke, at varetægtsfængslingen vil virke særlig belastende for den pågældende.

Efter forarbejderne til udlændingelovens § 35, stk. 2, kan dette f.eks. være tilfældet, hvis den pågældende er enlig og har små børn, eller hvis den pågældende er alvorligt syg og kan dokumentere det ved en lægeerklæring.

Oplyser asylansøgeren, at en frihedsberøvelse vil virke særlig belastende, skal årsagen anføres i rapporten.

Oplyser asylansøgeren, at vedkommende har alvorlige helbredsproblemer og er under behandling, skal asylansøgeren anmodes om at give samtykke til, at helbredsoplysninger, der findes hos de organisationer og myndigheder, som administrerer asylcentrene, skal indgå i politiets sag om, hvorvidt asylansøgeren skal varetægtsfængsles efter udlændingelovens § 35, stk. 2.

Samtykkeerklæring findes som bilag til blanket P 612-61, jf. pkt. 3.

Oplysningerne fra asylansøgeren skal i øvrigt i videst muligt omfang søges kontrolleret.

Asylansøgeren bør endvidere afhøres grundigt om disse forhold ved behandlingen af spørgsmålet om varetægtsfængsling i retten.

2.2.7. Indenretlig afhøring af udlændingen

Udlændingen bør afhøres grundigt om sine personlige forhold ved sagens behandling i retten, og oplysningerne bør sikres tilført retsbogen, således at grundlaget for rettens afgørelse af udvisningsspørgsmålet er afklaret og kan danne grundlag for en vurdering af ankespørgsmålet og kan dokumenteres ved en eventuel ankebehandling af sagen.

2.3. Forelæggelse for Udlændingestyrelsen

2.3.1. I hvilke tilfælde skal forelæggelse ske?

Anklagemyndigheden indhenter en udtalelse fra Udlændingestyrelsen i straffesager, hvor der er grundlag for en sanktionspåstand, der gør udvisning mulig efter udlændingelovens §§ 22 og 23 eller § 24, nr. 1.

Straffesager, hvor der er grundlag for en sanktionspåstand, der gør udvisning mulig alene efter udlændingelovens § 24, nr. 2, forelægges derimod ikke for Udlændingestyrelsen, såfremt det er utvivlsomt, at udlændingen ikke har tilknytning til Danmark og kun opholder sig her på et kortvarigt besøgsophold, på gennemrejse eller på et tilsvarende turistlignende ophold. I sådanne sager kan påstand om udvisning nedlægges uden forelæggelse for Udlændingestyrelsen.

I sager mod nordiske statsborgere, statsborgere i et EF/EØS-land, asylansøgere og personer, der tidligere har haft opholdstilladelse her i landet, skal forelæggelse for Udlændingestyrelsen dog ske i alle tilfælde.

Det skal fremgå af forelæggelsen af spørgsmålet om udvisning, om anklagemyndigheden agter at begære en asylansøger varetægtsfængslet efter endelig dom efter bestemmelsen i udlændingelovens § 35 stk. 2. Er der grundlag herfor, anmodes Udlændingestyrelsen om en skriftlig udtalelse om, hvornår den pågældende asylansøgers sag kan forventes afgjort og om andre eventuelle forhold, der måtte være af betydning for spørgsmålet om varetægtsfængsling, jf. pkt. 2.6.5.2.

2.3.2. På hvilket tidspunkt skal forelæggelse ske?

Forelæggelse for Udlændingestyrelsen sker, så snart efterforskningen er så vidt fremskredet, at det må anses for sikkert, at der vil blive rejst tiltale.

I arrestantsager eller andre sager af hastende karakter sker forelæggelsen samtidig med, at anklageskriftet/retsmødebegæringen med forbehold for påstand om udvisning sendes til retten.

2.3.3. Hvilke oplysninger forelægges Udlændingestyrelsen?

Forelæggelsen for Udlændingestyrelsen skal være ledsaget af følgende:

· Gerningsbeskrivelse (anklageskrift, retsmødebegæring - eventuelt i udkast - eller forholdsfortegnelse).

· Politirapport om de i § 26 nævnte forhold og om eventuelle andre forhold, der kan bevirke, at udvisning vil være særlig belastende.

· Oplysning om hvilken konkret straf den pågældende forventes idømt. Såfremt den pågældende forventes idømt en foranstaltning efter straffelovens §§ 68-70, angives det, hvilken tidsbestemt straf lovovertrædelsen i givet fald måtte forventes at medføre.

· Straffeattest eller oplysning om, at den pågældende ikke tidligere er straffet.

· Oplysning om hvorvidt den pågældende er/har været varetægtsfængslet og i givet fald varigheden af varetægtsfængslingen og udløbet af frist herfor.

· Andre relevante oplysninger af betydning for udvisningsspørgsmålet, f.eks. kopi af § 808-undersøgelse.

· Oplysning om evt. forventet berammelsestidspunkt.

2.3.4. Uenighed mellem anklagemyndigheden og Udlændingestyrelsen

Ved uenighed mellem anklagemyndigheden og Udlændingestyrelsen om udvisningsspørgsmålet, forelægges sagen for den nærmeste overordnede anklagemyndighed.

2.4. Formulering af udvisningspåstanden

Påstanden om udvisning skal indeholde en henvisning til de materielle udvisningsbestemmelser, jf. udlændingelovens §§ 22-24, og til § 32 om indrejseforbud, jf. § 49, stk. 1.

Hvis udlændingen har begået en af de kriminalitetsformer, som er nævnt i § 22, nr. 4, nr. 5 eller nr. 6, skal der nedlægges påstand om udvisning efter enten udlændingelovens § 22, nr. 4-6 , § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 4-6 , eller § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 4-6 , frem for efter andre udvisningsbestemmelser. Baggrunden herfor er, at den særlige vægtningsregel i udlændingelovens § 26, stk. 2, hvorefter de i udlændingelovens § 26, stk. 1, opregnede hensyn kun kan føre til undladelse af udvisning, hvis de taler afgørende imod udvisning, kun finder anvendelse, når der er begået en af disse særlige kriminalitetsformer.

Indrejseforbudets varighed fremgår nu udtrykkeligt af § 32, der samtidig fastslår, at forbudet regnes fra den 1. i den førstkommende måned efter udrejsen eller udsendelsen. Det skal i påstanden anføres, at der nedlægges påstand om udvisning med indrejseforbud i overensstemmelse med udlændingelovens § 32.

2.5. Varetægtsfængsling efter udlændingelovens § 35, stk. 1, inden dom

En udlænding, der ikke har fast bopæl her i landet, og om hvem der foreligger begrundet mistanke om, at den pågældende har begået en lovovertrædelse, der kan medføre udvisning ved dom, kan varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse varetægtsfængslingen for nødvendig for at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen, jf. udlændingelovens § 35, stk. 1.

Hvis udlændingen under sagen har været varetægtsfængslet i medfør af retsplejeloven, men løslades inden dom f.eks. under henvisning til retsplejelovens § 762, stk. 3, skal udlændingen i almindelighed søges varetægtsfængslet efter udlændingelovens § 35, stk.1.

2.6. Efter dom

2.6.1. Underretning af og forelæggelse for Udlændingestyrelsen

Politimesteren sender alle domme i sager, hvor der har været nedlagt påstand om udvisning, til Udlændingestyrelsen til orientering.

Domme i sager, hvor der er sket frifindelse for påstanden om udvisning, sendes af den anklagemyndighed, der har givet møde i sagen, til Udlændingestyrelsen inden ankefristens udløb, således at der gives styrelsen lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet om anke. Retsbogen skal så vidt muligt medsendes.

Såfremt politimesteren/statsadvokaten forelægger sagen for den overordnede anklagemyndighed med indstilling om anke vedrørende spørgsmålet om udvisning, anmoder politimesteren/statsadvokaten samtidig Udlændingestyrelsen om at afgive udtalelse om ankespørgsmålet til vedkommende overordnede anklagemyndighed. Politimesteren/statsadvokaten vedlægger i forbindelse med anmodningen til Udlændingestyrelsen dom og så vidt muligt retsbog.

Ved uenighed mellem anklagemyndigheden og Udlændingestyrelsen om ankespørgsmålet forholdes der som ovenfor under pkt. 2.3.4.

2.6.2. Underretning af Rigspolitichefen

Politimesteren drager efter retsplejelovens § 997, stk. 1, omsorg for straffedommes fuldbyrdelse bl.a. i henseende til dommens bestemmelse om udvisning.

Rigspolitichefens afdeling E, Den Centrale Politiafdeling, bistår efter anmodning fra politimesteren ved en udsendelse i overensstemmelse de regler, der fastsættes i Rigspolitichefens kundgørelser og rundskrivelser.

Politimesteren sender hurtigst muligt domme med bestemmelse om udvisning til Rigspolitichefens Afdeling E, Den centrale Politiafdeling, med oplysning om eventuel anke, jf. Rigspolitichefens kundgørelse B nr. 42.

Er den pågældende varetægtsfængslet efter dom efter bestemmelserne i udlændingelovens § 35, underrettes Rigspolitichefen straks herom.

2.6.3. Særligt om dom m.v. til behandling, der indebærer frihedsberøvelse

En udlænding, der er udvist ved dom, skal efter udlændingelovens § 33, stk. 8, udrejse straks. Udrejsefristen regnes fra tidspunktet for løsladelse eller udskrivning fra hospital eller forvaring.

Efter udlændingelovens § 50 a skal der i sager, hvor der er truffet afgørelse om udvisning i forbindelse med dom til forvaring, dom til anbringelse eller dom til behandling, i forbindelse med udskrivningen foretages en yderligere domstolsprøvelse af, om udvisningen skal ophæves, fordi udlændingens helbredsmæssige tilstand taler afgørende imod, at udsendelse finder sted, jf. nedenfor under pkt. 2.9.

Ved behandlingsdomme har overlægen - i modsætning til dom til anbringelse og forvaring - kompetencen til at udskrive den dømte.

Bestemmelsen i § 33, stk. 8, forudsætter ifølge bemærkningerne til lovforslaget, at den behandlende overlæge i disse tilfælde underretter anklagemyndigheden, når det bliver aktuelt at udskrive en udvist udlænding fra hospital. Det er statsadvokaten, der fører kontrol med foranstaltningsdomme.

Politimesteren skal derfor i forbindelse med, at dommen sendes til overlægen på det hospital, hvor foranstaltningen skal etableres, anmode overlægen om, at der ikke sker udskrivning af udlændingen uden forudgående underretning af politimesteren og statsadvokaten. Politimesteren skal samtidig anmode overlægen om, at overlægen i forbindelse med underretning om en påtænkt udskrivning af udlændingen afgiver erklæring om udlændingens helbredsmæssige tilstand, jf. nedenfor under pkt. 2.9.

Dette har betydning for så vidt angår de i § 50 a, stk. 2, nævnte domme, jf. nedenfor under pkt. 2.9.3.

2.6.4. Varetægtsfængsling efter udlændingelovens § 35, stk. 1, efter dom

En udlænding, som ikke har fast bopæl her i landet, og som er udvist ved dom, kan varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse varetægtsfængslingen for nødvendig for at sikre udlændingens tilstedeværelse under anke eller indtil bestemmelse om udvisning kan fuldbyrdes, jf. udlændingelovens § 35, stk. 1.

Bestemmelsen giver bl.a. mulighed for at varetægtsfængsle en udlænding, som hidtil har haft fast bopæl her i landet, og som er udvist ved endelig dom, idet en udlænding, der er udvist ved endelig dom, ikke i relation til udlændingelovens § 35 kan anses for at have fast bopæl her i landet, jf. U 1997.1314 HKK .

Har udlændingen under sagen været varetægtsfængslet i medfør af retsplejeloven eller udlændingeloven, skal udlændingen i almindelighed søges varetægtsfængslet efter dommen enten i medfør af retsplejelovens § 769 eller udlændingelovens § 35, stk. 1.

Varetægtsfængsling efter udlændingelovens § 35, stk. 1, kan i modsætning til varetægtsfængsling efter retsplejelovens regler finde sted i tilfælde, hvor

· udlændingen er idømt hæftestraf eller betinget frihedsstraf, cf. retsplejelovens § 762, stk. 3, og

· dommen anses for udstået med den forudgående varetægtsfængsling efter retsplejeloven.

Det fremgår af udlændingelovens § 35, stk. 3, at der altid fastsættes en frist for varetægtsfængslingens længde, hvis varetægtsfængsling alene sker med henblik på fuldbyrdelse af en bestemmelse ved endelig dom om udvisning, jf. retsplejelovens bestemmelser herom. Fristen fastsættes af retten på det sted, hvor udlændingen er tilbageholdt. Bestemmelsen gælder tilsvarende for foranstaltninger, der træder i stedet for varetægtsfængsling. Bestemmelsen blev indsat i udlændingeloven ved lov nr. 425 af 31. maj 2000, der trådte i kraft den 3. juni 2000 (som § 35, stk. 2).

2.6.5. Varetægtsfængsling af asylansøgere efter udlændingelovens § 35, stk. 2, efter endelig dom

2.6.5.1. Lovgrundlaget

Efter udlændingelovens § 35, stk. 2, kan en udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af lovens § 7, og som er udvist ved endelig dom efter lovens §§ 22-24, varetægtsfængsles med henblik på at sikre en effektiv fuldbyrdelse af bestemmelsen om udvisning.

Bestemmelsen skal efter forarbejderne sikre, at asylansøgere, der er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, afskæres fra at færdes frit her i landet efter straffens udståelse (eller efter modtagelse af en dom til betinget frihedsstraf), og indtil udvisningen endelig kan fuldbyrdes. Det forudsættes, at politiet søger at sikre, at asylansøgere, der er udvist ved endelig dom, i videst muligt omfang varetægtsfængsles efter udlændingelovens § 35, stk. 2.

Det er en betingelse for varetægtsfængsling efter bestemmelsen, at dommen er endelig, og at varetægtsfængslingen sker med henblik på en effektiv fuldbyrdelse af udvisningen . Varetægtsfængsling efter bestemmelsen kan således ikke ske med henblik på fuldbyrdelse af straffen.

Varetægtsfængslingen vil efter forarbejderne som udgangspunkt kunne opretholdes, indtil asylansøgningen er færdigbehandlet. Varetægtsfængslingen forudsættes således også at kunne opretholdes i tilfælde, hvor asylsagsbehandlingen er længerevarende, hvis sagsbehandlingstiden eller store dele heraf beror på den pågældende asylansøger selv. Det fremgår dog af forarbejderne, at der skal være proportionalitet mellem udvisningsgrundlaget det vil sige forbrydelsen, der ligger til grund for udvisningen og opretholdelsen af varetægtsfængslingen. Jo alvorligere kriminalitet, der er årsag til udvisningen, desto længere vil varetægtsfængslingen kunne opretholdes.

I forarbejderne til bestemmelsen nævnes forskellige forhold, som kan indebære, at varetægtsfængsling efter bestemmelsen ikke skal finde sted, eller at en asylansøger, som er varetægtsfængslet efter bestemmelsen, skal løslades.

Dette vil således være tilfældet, hvis varetægtsfængslingen på baggrund af en konkret og individuel vurdering af de personlige forhold f.eks. familiemæssige forhold eller alvorlig sygdom vil virke særlig belastende.

Det samme gælder, hvis asylsagsbehandlingen trækker unødigt i langdrag, eller hvis behandlingen af udlændingens sag er omfattet af en generel udsættelse på grund af indhentelse af baggrundsoplysninger, der ikke kan forventes at foreligge inden for en rimelig tidshorisont.

Varetægtsfængsling efter bestemmelsen vil heller ikke kunne ske, hvis asylansøgeren tilhører en nationalitet eller befolkningsgruppe, hvorfra alle eller et meget stort antal i praksis får asyl.

Det forudsættes i forarbejderne, at Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet eller eventuelt Indenrigsministeriet (nu Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration) til brug for behandlingen af spørgsmålet om varetægtsfængslingen eller forlængelsen heraf i retten afgiver skriftlig udtalelse til politiet om, hvornår den pågældende asylansøgers sag kan forventes afgjort og om andre eventuelle forhold, der måtte være af betydning for spørgsmålet om varetægtsfængsling. Det forudsættes endvidere, at Udlændingestyrelsen skriftligt orienterer politiet nærmere om asylansøgerens personlige forhold.

Anvendelsen af bestemmelsen i udlændingelovens § 35, stk. 1, berøres ikke af de nye regler.

2.6.5.2. Behandling af straffesager mod asylansøgere, hvor der kan blive tale om varetægtsfængsling efter endelig dom efter udlændingelovens § 35, stk. 2

Anklagemyndigheden skal i videst muligt omfang søge asylansøgere, der er udvist ved endelig dom efter straffelovens udlændingelovens §§ 22-24, varetægtsfængslet efter udlændingelovens § 35, stk. 2, når betingelserne herfor er opfyldt, jf. nærmere pkt. 2.6.5.1.

Dette gælder uanset, om den idømte frihedsstraf er ubetinget eller gjort betinget, og uanset om den pågældende har været varetægtsfængslet inden dommen eller under anken i medfør af retsplejeloven eller udlændingelovens § 35, stk. 1.

Med henblik på vurderingen af spørgsmålet om der bør påstås varetægtsfængsling, skal der fra Udlændingestyrelsen indhentes en skriftlig udtalelse om, hvornår den pågældende asylansøgers sag kan forventes afgjort og om andre eventuelle forhold, der måtte være af betydning for spørgsmålet om varetægtsfængsling efter udlændingelovens § 35, stk. 2, herunder om asylansøgeren tilhører en nationalitet eller befolkningsgruppe, hvor alle eller et meget stort antal i praksis får asyl. Der henvises herom til pkt. 2.2.6.4.

Det forudsættes, at anklagemyndigheden umiddelbart forud for det retsmøde, hvor spørgsmålet om (fortsat) varetægtsfængsling efter udlændingelovens § 35, stk. 2, skal behandles, retter henvendelse til Udlændingestyrelsen med henblik på at få oplyst, hvorvidt der er ændringer i de forhold, der er af betydning for vurderingen af spørgsmålet om varetægtsfængsling.

2.7. Begæring om genoptagelse/ansøgning om 3. instansbevilling

Der er ikke knyttet nogen opsættende virkning til en begæring om genoptagelse eller ansøgning om 3. instansbevilling. Begæringen eller ansøgningen medfører således ikke udsættelse eller standsning af fuldbyrdelsen af udvisningen, medmindre Den Særlige Klageret eller Højesteret beslutter det modsatte, jf. retsplejelovens § 986 og § 966, stk. 2.

Hvis spørgsmålet om opsættende virkning rejses over for politiet eller anklagemyndigheden, orienteres der om adgangen til at indbringe spørgsmålet for retten. Anklagemyndigheden vil i almindelighed udtale sig imod en begæring om opsættende virkning under henvisning til formålet med udvisningsreglerne.

Politimesteren underretter Rigspolitichefens afdeling E, Den Centrale Politiafdeling, om en begæring om genoptagelse og en ansøgning om 3. instansbevilling.

2.8. Prøvelse efter udlændingelovens § 50 af afgørelse om udvisning

2.8.1. Generelt om bestemmelsen

Efter udlændingelovens § 50, stk. 1, kan en udlænding, der er udvist ved dom, men hvor udvisningen ikke er iværksat, inden for nærmere opregnede frister begære spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten ved anklagemyndighedens foranstaltning.

Ophævelse efter § 50 af en beslutning om udvisning forudsætter, at der efter den oprindelige dom til udvisning er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. § 26.

Kun væsentlige ændringer i udlændingens forhold, som ikke kunne forudses ved dommens afsigelse, kan begrunde, at udvisningen ophæves.

Den omstændighed, at udlændingen i tiden efter straffedommen har formået at opretholde kontakt til ægtefælle og børn, og at familien i samme tidsrum er blevet mere integreret i det danske samfund, herunder blevet danske statsborgere, kan således ikke begrunde ophævelse af udvisningen, jf. U 1995.66 V , U 1997.1141 HKK og Højesterets kendelse af 31. juli 1997.

2.8.2. Forelæggelse for Udlændingestyrelsen

Når der er fremsat en begæring om prøvelse efter udlændingelovens § 50 skal anklagemyndigheden indhente en udtalelse fra Udlændingestyrelsen, jf. udlændingelovens § 57, stk. 1, 2. pkt.

Forelæggelsen for Udlændingestyrelsen skal være ledsaget af følgende:

· Begæringen om prøvelse efter § 50.

· Politirapport om de i § 26 nævnte forhold fra den oprindelige sag.

· Politirapport med ny afhøring af den pågældende udlænding og eventuelt andre om de i § 26 nævnte forhold, jf. pkt. 2.2.6.2.

· Andre relevante oplysninger af betydning for prøvelsen.

2.8.3. Indbringelse for retten

En sag om prøvelse efter udlændingelovens § 50 indbringes for den byret, som har pådømt sagen i første instans, eller byretten i den kreds, hvor den dømte bor eller opholder sig, jf. udlændingelovens § 50, stk. 2, jf. straffelovens § 59, stk. 3. Er sagen pådømt af landsretten i første instans, indbringes sagen for byretten i den kreds, hvor den pågældende bor eller opholder sig.

Sagen bør så vidt muligt behandles der, hvor den pågældende bor eller opholder sig.

Adgangen til prøvelse efter § 50 blev begrænset ved lov nr. 473 af 1. juli 1998, således at der kun er adgang til at prøve en doms bestemmelse om udvisning en gang. Det fremgår af betænkning 1326/1997, at man ved denne begrænsning ønskede at lægge prøvelsen i tidsmæssig tilknytning til tidspunktet for udlændingens løsladelse med henblik på udvisning for derved at mindske sandsynligheden for, at der i tidsrummet mellem prøvelsen og effektueringen af udvisningen sker væsentlige relevante ændringer i udlændingens forhold.

Det påhviler retten af egen drift at påse, at betingelserne for prøvelse af en doms bestemmelse om udvisning er opfyldt, jf. U 2000.2406 H .

Politimesteren underretter Rigspolitichefens Afdeling E, Den centrale Politiafdeling, når sagen indbringes for retten.

2.8.4. Underretning af Udlændingestyrelsen og Rigspolitichefen

Politimesteren sender kopi af rettens kendelse til Udlændingestyrelsen til orientering og Rigspolitichefens Afdeling E, Den centrale Politiafdeling til orientering og eventuel videre foranstaltning. Der forholdes i øvrigt som ovenfor under pkt. 2.6.1. og 2.6.2.

2.9. Prøvelse efter udlændingelovens § 50 a af afgørelse om udvisning

2.9.1. Generelt om bestemmelsen

En udlænding, der er udvist ved dom, skal efter udlændingelovens § 33, stk. 8, udrejse straks. Er udlændingen dømt til foranstaltning efter straffelovens §§ 68-70, der indebærer frihedsberøvelse, regnes udrejsefristen fra udskrivning fra hospital eller forvaring.

Ved udskrivning forstås, at den pågældende ikke længere er indlagt på psykiatrisk hospital eller anden institution. Der er tale om udskrivning, selv om den pågældende senere vil kunne genindlægges ved overlægens beslutning, jf. betænkningen s. 911.

I forbindelse med udskrivningen skal der efter § 50 a foretages en obligatorisk domstolsprøvelse af, om udvisningen skal ophæves, fordi udlændingens helbredsmæssige tilstand taler afgørende imod, at udsendelse finder sted.

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget vil der ved rettens afgørelse af, om udlændingens helbredsmæssige tilstand taler afgørende imod udsendelse, kunne lægges vægt på:

" om udlændingen er i en tilstand, hvor det efter de lægefaglige vurderinger i sagen kan befrygtes, at den pågældende vil begå personfarlig kriminalitet. Retten vil endvidere kunne lægge vægt på karakteren og grovheden af den kriminalitet, der begrundede udvisningen.

Retten skal af egen drift påse, om udsendelse af en udlænding med et fortsat behandlingsbehov vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention."

I betænkningen er der på s. 854 bemærkninger til en lignende bestemmelse, som blev foreslået af Udvisningsudvalget, men som ikke blev gennemført i den foreslåede form. Disse bemærkninger må antages at være af betydning for fortolkningen af § 50 a.

Det anføres her, at der ved rettens afgørelse vil

" kunne lægges vægt på, om udlændingen er i en tilstand, hvor det efter de lægelige vurderinger i sagen kan befrygtes, at den pågældende vil begå personfarlig kriminalitet, såfremt behandlingsforløbet afbrydes.

Retten vil endvidere bl.a. kunne lægge vægt på, hvor lang tid der er forløbet siden den oprindelige dom om udvisning, ligesom karakteren og grovheden af den kriminalitet, der begrundede beslutningen om udvisning vil kunne tillægges betydning. Endelig vil der i forbindelse med prøvelsen kunne lægges vægt på, om der foreligger hensyn i udlændingelovens § 26, som taler for, at udvisningen ophæves.

Domstolene skal endvidere på sædvanlig vis ved afgørelsen påse, at en gennemførelse af udvisningen er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, herunder særligt om udsendelse af en udvist udlænding, der fortsat må antages at have behov for psykiatrisk behandling, vil kunne være i strid med EMRK artikel 3, der indeholder et forbud mod "umenneskelig behandling"."

Til brug for rettens prøvelse efter § 50 a skal der indhentes en lægelig erklæring fra vedkommende overlæge om udlændingens helbredsmæssige tilstand, herunder om det hidtidige behandlingsforløb og om karakteren af og behovet for fortsat behandling og om konsekvenserne af, at behandlingsforløbet afbrydes. Erklæringen skal endvidere indeholde en vurdering af, om det må befrygtes, at udlændingen vil begå personfarlig kriminalitet, hvis behandlingen afbrydes.

Der kan evt. gennem Udenrigsministeriet søges indhentet oplysninger om behandlingsmulighederne i hjemlandet, jf. betænkningen s. 854.

Der vil som udgangspunkt ikke være behov for at forelægge sagen for Udlændingestyrelsen, idet prøvelsen efter § 50 a efter lovteksten alene består i en vurdering af, om udlændingens helbredsmæssige tilstand taler afgørende imod, at udsendelse finder sted.

Det fremgår i øvrigt af bemærkningerne til lovforslaget, at prøvelsen efter § 50 a ikke udelukker udlændingens adgang til efter § 50 at få spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten.

2.9.2. Særligt om dom til anbringelse/forvaring

Efter § 50 a, stk. 1, træffer retten i forbindelse med en afgørelse om ændring af dom til anbringelse eller forvaring, der indebærer udskrivning, jf. straffelovens § 72, samtidig afgørelse om, hvorvidt dommens bestemmelse om udvisning skal opretholdes.

Taler udlændingens helbredsmæssige forhold afgørende imod, at udsendelse finder sted, ophæves udvisningen.

Træffer retten i medfør af straffelovens § 72 beslutning om endelig ophævelse af foranstaltningen, skal udvisningen ifølge bemærkningerne til lovforslaget effektueres.

2.9.3. Særligt om dom m.v. til behandling, der indebærer frihedsberøvelse

Er en udvist udlænding undergivet en strafferetlig retsfølge, der indebærer frihedsberøvelse, indbringer anklagemyndigheden i forbindelse med udskrivning fra hospital spørgsmålet om udvisningens ophævelse for retten, jf. § 50 a, stk. 2.

Bestemmelsen omfatter de tilfælde, hvor udlændingen på udskrivningstidspunktet er undergivet dom til behandling, jf. Rigsadvokatens cirkulære af 10.12.1976 punkt B, og de tilfælde, hvor udlændingen i forbindelse med en foranstaltningsændring i medfør af straffelovens § 72 ved kendelse fortsat er undergivet en strafferetlig retsfølge, der indebærer frihedsberøvelse.

Rettens prøvelse af, om udvisningen skal ophæves, skal så vidt muligt ske, inden udlændingen udskrives, idet det ved indførelsen af de nye regler må anses for forudsat, at man skal undgå den situation, at udlændinge, der er udvist, kommer på fri fod, inden prøvelsen efter § 50 a er blevet foretaget i retten. Kan prøvelsen ikke finde sted inden udskrivningen, skal der over for retten fremsættes begæring om varetægtsfængsling i medfør af udlændingelovens § 35 for at sikre udlændingens tilstedeværelse, indtil bestemmelsen om udvisning kan fuldbyrdes.

De almindelige regler i retsplejelovens § 765 om varetægtssurrogat finder herunder anvendelse.

Finder retten, at udlændingens helbredsmæssige forhold taler afgørende imod, at udsendelse finder sted, ophæves udvisningen.

2.9.4. Særligt om dom til ambulant behandling med mulighed for frihedsberøvelse

Efter bemærkningerne til lovforslaget forudsættes det, at retten i forbindelse med straffesagen tager stilling til, om udlændingens helbredsmæssige tilstand taler afgørende imod, at udsendelse finder sted. Disse domme er således ikke omfattet af § 50 a.

2.9.5. Underretning af Udlændingestyrelsen og Rigspolitichefen

Politimesteren sender kopi af rettens kendelse til Udlændingestyrelsen til orientering og Rigspolitichefens Afdeling E, Den centrale Politiafdeling til orientering og eventuel videre foranstaltning . Der forholdes i øvrigt som ovenfor under pkt. 2.6.1. og 2.6.2.

2.10. Underretning om domme med henblik på at følge retspraksis

Med henblik på at følge udviklingen i praksis i sager om udvisning ved dom foreskrives følgende:

Politimesteren indsender domme, hvorved der er sket frifindelse for en påstand om udvisning, til statsadvokaten. Efter politimesterens skøn indsendes endvidere domme, hvorved der er sket udvisning, såfremt dommen angår principielle spørgsmål eller i øvrigt er af generel interesse.

Kendelser vedrørende udlændingelovens § 50 og § 50 a indsendes i alle tilfælde.

Statsadvokaterne indsender landsretsdomme af principiel eller generel interesse til Rigsadvokaten med henblik på orientering af statsadvokaterne og politikredsene. Statsadvokaterne afgiver én gang årligt på anmodning fra Rigsadvokaten en redegørelse om de af politimestrene indsendte domme og kendelser og anvendelsen af udvisningsreglerne i praksis.

3. Administrativ udvisning, jf. udlændingelovens §§ 25 a b

3.1. Bestemmelserne om administrativ udvisning

Ved lov nr. 458 af 7. juni 2001 om ændring af udlændingeloven (Frihedsberøvelse af asylansøgere og administrativ udvisning m.v.) blev der blandt andet gennemført en ændring af anvendelsesområdet for administrativ udvisning i udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1.

Bestemmelsen er udvidet til udover straffelovens §§ 276-284 og toldlovens § 73, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, - at omfatte overtrædelse af straffelovens §§ 119, 244 og 266, lov om våben og eksplosivstoffer og udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 2. pkt.

Der blev endvidere indsat et nyt stk. 3 i udlændingelovens § 36, hvorefter en udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af lovens § 7, og som er udvist efter lovens § 25 a, stk. 1, kan frihedsberøves administrativt med henblik på at sikre en effektiv fuldbyrdelse af afgørelsen om udvisning.

Rigspolitichefen har i en rundskrivelse af 18. juli 2001 nærmere beskrevet de nye regler om administrativ udvisning i udlændingelovens § 25 a, stk. 1, og frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36, stk. 3, af asylansøgere, som er udvist administrativt samt fastsat nærmere retningslinjer for behandlingen af disse sager.

3.2. Kompetencen til at træffe afgørelse om administrativ udvisning

Kompetencen til at træffe afgørelse om administrativ udvisning tilkommer Udlændingestyrelsen.

Administrativ udvisning kan i visse tilfælde ske, når udlændingen er dømt for strafbart forhold, men hvor der ikke ved dommen kan tages stilling til spørgsmålet om udvisning, f.eks. bødedomme, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1 og 2.

3.3. Underretning af Udlændingestyrelsen

Anklagemyndigheden sender sager, som kan medføre administrativ udvisning, til Udlændingestyrelsen med henblik på afgørelse af udvisningsspørgsmålet.

Følgende skal vedlægges:

· Dom.

· Politirapport om de i § 26 nævnte forhold (blanket P 612-61 med samtykkeerklæring).

Er der tale om en asylansøger, sendes sagen straks til Udlændingestyrelsen.

I de tilfælde, hvor administrativ udvisning kan komme på tale, uden at der foreligger dom i en straffesag, forholdes der i overensstemmelse med de retningslinjer, der fastsættes af Rigspolitichefen.

4. Ophævelse af forskrifter

RM 10/1998 ophæves. De midlertidige forelæggelsesregler i Rigsadvokaten Informerer nr. 12/1999 af 20. maj 1999, nr. 15/1999 af 11. juni 1999 og nr. 12/2000 af 28. april 2000 ophæves. Endvidere ophæves forskriften i Rigsadvokaten Informerer nr. 12/2001.

5. Overgangsregler

I sager, hvor det forhold, der begrunder påstanden om udvisning, er begået før lovens ikrafttræden, afgøres udvisningsspørgsmålet efter de hidtil gældende regler, jf. herved U 1999.1500 H .

Underskrift 1

Rigsadvokaten, den 20. februar 2002 Henning Fode

Versioner

  1. 2002-03-11 · til 2007-02-27