Cirkulæreskrivelse om meddelelse om udstedelse af efterlønsbevis med virkning fra et tidligere tidspunkt end tidspunktet, hvor a-kassen har modtaget ansøgningen
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/2002/9117@2002-04-11/da
Indhold
Kommentar m.v.:
Efterlønsbevis kan tidligst udstedes med virkning fra den dato, hvor a-kassen har modtaget medlemmets ansøgning om efterlønsbevis. Et medlem kan imidlertid i særlige tilfælde, hvor a-kassen har forsømt sin vejledningspligt, få udstedt sit efterlønsbevis med virkning fra et tidligere tidspunkt.
Meddelelse om afgørelsen:
Sag nr. 1
Et medlem blev ca. 3 måneder før sin 60 års dag overflyttet fra a-kasse 1 til a-kasse 2. Da medlemmet blev overflyttet fra a-kasse 1 var der mere end 2 måneder til medlemmet fyldte 60 år. Derfor vejledte a-kasse 1 ikke om efterlønsbevis og a-kasse 1 sendte heller ikke en ansøgning om efterlønsbevis til medlemmet.
Da medlemmet blev overflyttet til a-kasse 2 vejledte den ikke medlemmet om efterlønsbevis. A-kasse 2 sendte heller ikke medlemmet en ansøgning om efterlønsbevis. Grunden hertil var, at medlemmet ikke var registreret som medlem på det tidspunkt, hvor a-kasse 2 dannede listen over de medlemmer, som skulle have tilsendt en ansøgning om efterlønsbevis.
A-kasse 2 søgte om dispensation til at udstede et efterlønsbevis med tilbagevirkende kraft til medlemmets 60 års dag. A-kassen forklarede, at medlemmet var faldet i "et hul" mellem de to a-kasser.
Arbejdsdirektoratet traf afgørelse om, at medlemmet ikke kunne få udstedt et efterlønsbevis med tilbagevirkende kraft til medlemmets 60 års dag. Direktoratet begrundede afgørelsen med, at der i loven ikke var givet direktoratet hjemmel til at dispensere herfor.
A-kasse 2 og medlemmet klagede over direktoratets afgørelse. A-kasse 2 anførte, at medlemmet opfyldte betingelserne for at få udstedt et efterlønsbevis på sin 60 års dag. A-kasse 2 mente ikke, at medlemmet skulle bære ansvaret for, at medlemmet var faldet i "et hul" mellem de to a-kasser.
Ved oversendelsen til Arbejdsmarkedets Ankenævn bemærkede direktoratet hertil, at det var den tilflyttende a-kasse som burde have sikret sig, at informationen var givet til medlemmet. Endvidere anførte direktoratet, at uanset den usikkerhed de 2 regelsæt om fleksibel efterløn og en a-kasses pligt til at vejlede m.v. måtte give, ville der i overflytningssager opstå problemer i forbindelse med vejledning. Dette skyldtes, at a-kasserne har indrettet deres vejledningsrutiner forskelligt.
Arbejdsmarkedets Ankenævn ændrede direktoratets afgørelse med den begrundelse, at de to a-kasser klart havde forsømt deres vejledningspligt, og at medlemmet derved havde mistet en ret, idet ankenævnet anså det for givet, at medlemmet ville have søgt om efterlønsbevis rettidigt, hvis medlemmet havde modtaget den korrekte vejledning. Medlemmet kunne således få udstedt et efterlønsbevis med tilbagevirkende kraft til medlemmets 60 års dag.
Sag nr. 2
Et medlem fyldte 60 år den 6. august 1999. I brev af 16. juli 1999 vejledte a-kassen medlemmet om retten til et få efterlønsbevis. Da a-kassen endnu ikke havde modtaget medlemmets ansøgning om efterlønsbevis, sendte a-kassen den 30. november 1999 på ny medlemmet en ansøgning om efterlønsbevis. A-kassen modtog medlemmets ansøgning om efterlønsbevis den 28. december 1999.
A-kassen udstedte et efterlønsbevis med virkning fra den 28. december 1999 til medlemmet.
Medlemmet klagede over a-kassens afgørelse. I klagen anførte medlemmet blandt andet, at han aldrig havde modtaget a-kassens brev af 16. juli 1999, hvor a-kassen vejledte medlemmet om retten til at få et efterlønsbevis. Medlemmet forklarede også, at han i 2. halvdel af august 1999 havde kontaktet a-kassen og oplyst over for en a-kassemedarbejder, at han endnu ikke havde modtaget noget materiale på trods af, at han nu var fyldt 60 år. Medlemmet forklarede også, at det først var med brev af 30. november 1999, at han modtog vejledning om efterlønsbevis.
A-kassen kunne ved hjælp af en liste over udskrevne breve til medlemmet påvise, at a-kassen havde sendt vejledningsmateriale og en ansøgning om efterlønsbevis til medlemmet den 16. juli 1999. A-kassen havde ikke modtaget brevet retur og postvæsnet kunne ikke erindre, at der i juli 1999 havde været nogle særlige driftsomstændigheder.
Arbejdsdirektoratet traf afgørelse om at medlemmet ikke kunne få udstedt et efterlønsbevis med tilbagevirkende kraft til den 6. august 1999.
Ved afgørelsen lagde direktoratet vægt på, at en edb-udskrift viste, at a-kassen den 16. juli 1999 havde sendt et brev med vejledning om ansøgning om efterlønsbevis, og at brevet ikke var kommet retur til a-kassen. Endvidere lagde direktoratet vægt på, at a-kassen ikke havde notater som sandsynliggjorde, at medlemmet havde været i kontakt med a-kassen, og at a-kassen først havde modtaget medlemmets ansøgning om efterlønsbevis den 28. december 1999.
Medlemmet klagede over direktoratets afgørelse.
Arbejdsmarkedets Ankenævn tiltrådte direktoratets afgørelse med den begrundelse, at et efterlønsbevis tidligst kan udstedes med virkning fra den dato a-kassen har modtaget ansøgningen herom.
Endvidere lagde ankenævnet vægt på, at a-kassen havde fremlagt en edb-udskrift, hvorefter der den 16. juli var fremsendt et brev med vejledning om ansøgning om efterlønsbevis til medlemmet, og at brevet ikke var kommet retur til a-kassen.
Endelig begrundede ankenævnet sin afgørelse med, at selv om ansøgningen ikke blev fremsendt til medlemmet senest 2 måneder før medlemmets 60 års dag, anså ankenævnet dog, at medlemmet havde haft tilstrækkelig tid til at reagere på brevet. Der var alene tale om en formel mangel der ikke kunne anses for væsentlig, idet den ikke var handlingsbestemmende for medlemmet.
Sag nr. 3
Et medlem som fyldte 60 år den 15. maj 2000 blev i brev af 3. februar 2000 vejledt om efterlønsbevis, herunder at beviset kunne udstedes fra den dato, hvor medlemmet var berettiget til efterløn, men tidligst fra den dag hvor a-kassen havde modtaget ansøgningen. A-kassen modtog medlemmets ansøgning om efterlønsbevis den 10. juli 2000, og på den baggrund udstedte a-kassen et efterlønsbevis med virkning fra denne dato til medlemmet.
Medlemmet klagede over a-kassens afgørelse og ønskede at få udstedt et efterlønsbevis med tilbagevirkende kraft fra den 15. maj 2000.
Arbejdsdirektoratet traf afgørelse om, at medlemmet først havde ret til at få udstedt et efterlønsbevis den 10. juli 2000.
Direktoratet begrundede sin afgørelse med, at a-kassen havde modtaget medlemmets ansøgning den 10. juli 2000, og at a-kassen den 3. februar 2000 havde vejledt medlemmet om, at medlemmet tidligst kunne få sit efterlønsbevis fra den dato, hvor a-kassen havde modtaget medlemmets ansøgning.
Medlemmet klagede over direktoratets afgørelse.
Arbejdsmarkedets Ankenævn tiltrådte direktoratets afgørelse med den begrundelse, at et efterlønsbevis i henhold til bestemmelsen i arbejdsløshedsforsikringsloven tidligst kan få virkning fra ansøgningstidspunktet. Ankenævnet udtalte videre, at der ikke kan dispenseres fra denne bestemmelse, da loven ikke indeholder bestemmelser, der giver mulighed for dette.
Medlemmet havde endvidere anført, at a-kassen ikke havde vejledt medlemmet tilstrækkeligt, men ankenævnet fandt på det foreliggende grundlag ikke godtgjort, at medlemmet på grund af fejlagtig eller mangelfuld vejledning fra a-kassens side, havde mistet en ret eller mulighed som medlemmet ellers ville have haft. Der var derfor heller ikke mulighed for at stille medlemmet bedre end reglerne gav mulighed for med henvisning til overordnede forvaltningsretlige regler.
Sag nr. 4
Medlemmet fyldte 60 år den 27. juli 1999. Medlemmet sendte en ansøgning om efterlønsbevis den 3. juli 1999 til a-kassen. Omkring en måned efter at medlemmet fyldte 60 år blev han ramt af en alvorlig salmonella forgiftning DT 104, og i januar 2000 fik han en hjerneblødning, som medførte lammelser. Medlemmets ægtefælle henvendte sig den 27. juli 2000 i et andet ærinde, hvor hun fik oplyst, at a-kassen ikke havde modtaget en ansøgning om efterlønsbevis i juli 1999 fra medlemmet. A-kassen modtog den 27. december 2000 medlemmets ansøgning om efterlønsbevis. A-kassen henvendte sig til postvæsnet om medlemmets brev af 3. juli 1999. Postvæsnet oplyste, at de ikke havde registreret driftsproblemer i denne periode.
A-kassen traf afgørelse om, at medlemmet ikke kunne få udstedt et efterlønsbevis fra den 27. september 2000, fordi han var syg. A-kassen ville dog søge om dispensation hos Arbejdsdirektoratet, så medlemmet kunne stilles som om, at a-kassen havde modtaget hans ansøgning inden han blev syg.
Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet ikke kunne få udstedt et efterlønsbevis med tilbagevirkende kraft, og at han ikke opfyldte betingelserne for ret til et efterlønsbevis den 27. september 2000.
Ved afgørelsen lagde direktoratet vægt på, at a-kassen først havde modtaget medlemmets ansøgning om efterlønsbevis den 27. september 2000, og at medlemmet pr. denne dato ikke opfyldte betingelserne for ret til et efterlønsbevis, fordi medlemmet var syg og derfor ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet.
Direktoratet mente ikke, at medlemmets oplysning om at han havde sendt ansøgningen om efterlønsbevis den 3. juli 1999, og som a-kassen ikke havde modtaget, kunne føre til et andet resultatet. Det var direktoratets opfattelse, at medlemmet selv bar risikoen for, at medlemmets brev af 3. juli 1999 indeholdende ansøgningen om efterlønsbevis var kommet frem til a-kassen.
Medlemmet klagede over direktoratets afgørelse.
Arbejdsmarkedets Ankenævn traf afgørelse om, at medlemmet ikke kunne få udstedt et efterlønsbevis med tilbagevirkende kraft til den 3. juli 1999, og at medlemmet ikke opfyldte betingelserne for ret til et efterlønsbevis den 27. september 2000.
At medlemmet ikke kunne få udstedt et efterlønsbevis med tilbagevirkende kraft begrundede ankenævnet med, at a-kassen havde afvist at have modtaget medlemmets ansøgning af 3. juli 1999, at Post Danmark havde oplyst, at der ikke havde været uregelmæssigheder i den pågældende periode, at medlemmet ikke på anden måde havde sandsynliggjort, at ansøgningen var blevet sendt til a-kassen den 3. juli 1999, og at medlemmet derfor selv måtte bære risikoen for, at brevet ikke var kommet frem til adressaten.
At medlemmet ikke kunne få udstedt et efterlønsbevis fra den 27. september 2000 begrundede ankenævnet med, at medlemmet pr. denne dato ikke opfyldte betingelserne for ret til et efterlønsbevis, idet medlemmet var syg, og derfor ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet.
Det forhold at medlemmet var blevet orienteret om efterlønsbevis på et senere tidspunkt end senest 2 måneder før sin 60 års dag, kunne ikke føre til en ændring af direktoratets afgørelse, idet der alene var tale om en formel mangel, der ikke kunne anses for væsentlig, idet den ikke var handlingsbestemmende for medlemmet.
Sag nr. 5
Medlemmet fyldte 60 år den 24. juli 1999, og på baggrund heraf sendte a-kassen den 9. juni 1999 en ansøgning om efterlønsbevis til medlemmet. Efter henvendelse fra medlemmet sendte a-kassen den 16. august 1999 på ny en ansøgning om efterlønsbevis. A-kassen modtog ansøgningen den 23. august 1999, og a-kassen udstedte et efterlønsbevis med virkning fra denne dato.
Medlemmet klagede over a-kassens afgørelse. I klagen anførte medlemmet, at medlemmet aldrig havde modtaget a-kassens brev af 9. juni 1999, og at medlemmet efter afslutningen af sin sommerferie havde læst i pressen forskellige artikler om efterlønsordningen og beviset. Det var på baggrund heraf, at medlemmet kontaktede a-kassen for at undersøge, hvordan man kunne sikre sig et efterlønsbevis. Endvidere anførte medlemmet, at a-kassen havde udsendt ansøgningsskemaet pr. almindelig post, og at der derfor ingen bekræftende bevis var på, at medlemmet havde modtaget ansøgningsskemaet.
A-kassen havde ikke gemt en kopi af a-kassens brev af 9. juni 1999 på medlemmets sag, da kuverteringen skete automatisk, men af et skærmprint fremgik, at a-kassen den 9. juni 1999 havde sendt en ansøgning om efterlønsbevis til medlemmet.
Arbejdsdirektoratet traf afgørelse om, at medlemmet ikke kunne få udstedt et efterlønsbevis med tilbagevirkende kraft til den 24. juli 1999.
Direktoratet lagde ved afgørelsen vægt på, at det af et skærmprint fra a-kassen fremgik, at der var fremsendt et ansøgningsskema og efterlønsbevis til medlemmet den 9. juni 1999.
Medlemmet klagede over direktoratets afgørelse. Medlemmet anførte blandt andet i klagen, at da et brev af denne type havde betydningsfulde økonomiske konsekvenser, var det normal procedure at bruge et anbefalet brev, fordi det var det eneste juridiske bevis for at fastslå, at en person havde modtaget brevet, og at en journal over udsendte breve ikke var nok.
Medlemmet mente stadig ikke, at a-kassen havde bevist, at medlemmet havde modtaget brevet af 9. juni 1999. Endvidere anførte medlemmet, at han ikke havde modtaget vejledningen 2 måneder før sin 60 års dag, og at sommerferien havde formindsket den mulige reaktionstid.
Arbejdsmarkedets Ankenævn tiltrådte direktoratets afgørelse med den begrundelse, at efterlønsbeviset tidligst havde virkning fra ansøgningstidspunktet, og at der ikke var hjemmel til at dispensere fra denne regel.
Ankenævnet anså ligeledes a-kassens skærmprint for tilstrækkelig dokumentation for, at ansøgningsskemaet om efterlønsbevis var blevet fremsendt til medlemmet den 9. juni 1999.
I forhold til at medlemmet ikke var blevet vejledt 2 måneder før sin 60 års dag anså ankenævnet dog, at medlemmet havde haft tilstrækkelig tid til at reagere på brevet, og at der alene var tale om en formel mangel der ikke kunne anses for væsentlig, idet den ikke var handlingsbestemmende for medlemmet.
Endelig fandt ankenævnet ikke, at det kunne tillægges betydning, at medlemmet var på ferie i den pågældende periode.
Underskrift 1
Arbejdsdirektoratet, den 22. februar 2002