Bestemmelser om praktisk uddannelse til AFIS-certifikat\n(BL 6-97, 2. udgave)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/2002/9275@2002-06-17/da
Indhold
I medfør af § 73 og § 149, stk. 10, i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 543 af 13. juni 2001, fastsætter Statens Luftfartsvæsen herved efter bemyndigelse fra Trafikministeriet, jf. bekendtgørelse nr. 795 af 3. september 2001 om henlæggelse af opgaver til Statens Luftfartsvæsen og om kundgørelse af de af luftfartsvæsenet udfærdigede forskrifter, følgende:
1. Referencedokumenter
1.1 BL 6-03, Bestemmelser om certificering, generelt.
1.2 BL 6-71, Bestemmelser om AFIS-certifikat, seneste udgave.
1.3 BL 6-96, Bestemmelser om teoretisk uddannelse til AFIS-certifikat, seneste udgave.
2. Anvendelsesområde
Denne BL fastsætter bestemmelser for
a. tilladelse til lufttrafiktjenesteenheder til praktisk uddannelse i flyvepladsflyveinformationstjeneste og alarmeringstjeneste,
b. godkendelse af chefinstruktører ved sådanne lufttrafiktjenesteenheder,
c. lufttrafiktjenesteenhedens og chefinstruktørens ansvar og
d. praktisk uddannelse for udstedelse af AFIS-certifikat, jf. BL 6-71, for
1. flyvepladsflyveinformationstjeneste og
2. flyvepladsflyveinformationstjeneste med anvendelse af radar.
3. Tilladelse til lufttrafiktjenesteenheder
3.1 En lufttrafiktjenesteenhed, der er omfattet af denne BL, skal have tilladelse af Statens Luftfartsvæsen til praktisk uddannelse i den pågældende kategori af flyvepladsflyveinformationstjeneste.
3.2 Ansøgning om tilladelse til praktisk uddannelse skal være vedlagt følgende oplysninger:
a. Lufttrafiktjenesteenhedens navn og adresse, samt hvem der er økonomisk ansvarlig for enheden. Er denne et aktieselskab eller et anpartsselskab, skal udskrift fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen vedlægges. Drives enheden i anden selskabsform eller i form af sameje, skal dokumentation herfor vedlægges.
b. Chefinstruktørens navn.
c. Undervisningsudstyr.
d. Uddannelsesprogrammer, som beskriver, hvorledes den uddannelse, som enheden søger tilladelse til at udføre, agtes gennemført.
3.2.1 Uddannelsesprogrammer skal godkendes af Statens Luftfartsvæsen.
3.3 Tilladelse gives for praktisk uddannelse til den kategori af flyvepladsflyveinformationstjeneste, jf. BL 6-03, afsnit 10, der udøves ved pågældende lufttrafiktjenesteenhed.
3.4 En tilladelse gives gældende for 1 år og kan derefter fornys for indtil 3 år ad gangen.
3.5 En tilladelse til praktisk uddannelse til AFIS-certifikat bortfalder, hvis lufttrafiktjenesteenheden ikke længere har ansat en chefinstruktør, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen.
4. Godkendelse af chefinstruktører
4.1 Den praktiske uddannelse ved en lufttrafiktjenesteenhed skal ledes af en chefinstruktør, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen.
4.2 En godkendelse som chefinstruktør til praktisk uddannelse er betinget af,
a. at ansøgeren er indehaver af et gyldigt AFIS-certifikat, der giver ret til at udøve tjeneste ved den pågældende enhed,
b. at ansøgeren i mindst 3 år har beskæftiget sig med udøvelse af pågældende kategori af flyvepladsflyveinformationstjeneste i Statens Luftfartsvæsen eller i en anden offentlig myndighed eller i et privat foretagende, der har tilladelse til at drive lufttrafiktjeneste,
c. at ansøgeren er heltidsansat af den, der har tilladelse til at drive lufttrafiktjeneste, og
d. at ansøgeren af Statens Luftfartsvæsen anses for egnet til at varetage hvervet.
4.3 En godkendelse som chefinstruktør vil blive tilbagekaldt, hvis
a. lufttrafiktjenesteenheden eller chefinstruktøren selv anmoder herom,
b. chefinstruktøren ikke længere opfylder kravene i pkt. 4.2,
c. chefinstruktøren groft eller gentagne gange tilsidesætter sine pligter efter denne BL, eller
d. retten til at udøve virksomheden som chefinstruktør frakendes i medfør af straffelovens § 79.
4.4 En godkendelse som chefinstruktør bortfalder, hvis Statens Luftfartsvæsen tilbagekalder vedkommende lufttrafiktjenesteenheds tilladelse som uddannelsessted, jf. pkt. 3.1.
5. Ansvar
5.1 En lufttrafiktjenesteenhed skal sikre
a. at enheden råder over lokaler, der er anvendelige til briefing, debriefing og administration af den praktiske uddannelse,
b. at enheden råder over udstyr, der er anvendeligt for den pågældende form for uddannelse,
c. at de regler, der eventuelt er fastsat af andre myndigheder i forbindelse med undervisningen, er opfyldt,
d. at der for hver elev foreligger dokumentation for den uddannelse, eleven har gennemgået ved lufttrafiktjenesteenheden, samt for de resultater, der er opnået herunder,
e. at dokumentationen opbevares af lufttrafiktjenesteenheden i mindst 2 år efter uddannelsens afslutning, og
f. at Statens Luftfartsvæsen omgående underrettes, hvis forudsætningerne for lufttrafiktjenesteenhedens tilladelse ikke længere er til stede, eller hvis der sker væsentlige ændringer i lufttrafiktjenesteenhedens ejerforhold.
5.2 Chefinstruktøren skal sikre
a. at undervisningen foretages af instruktører, der er egnet og behørigt certificerede til kategorien af flyvepladsflyveinformationstjeneste ved den pågældende lufttrafiktjenesteenhed,
b. at uddannelsesprogrammer udarbejdes, ajourføres og indsendes til Statens Luftfartsvæsen,
c. at instruktørerne til enhver tid er orienteret om uddannelsesplaner og -programmer, elevens standpunkt og videre uddannelsesforløb, samt at der foregår en standardisering af instruktørernes virksomhed,
d. at undervisningen tilrettelægges således, at eleven får maksimalt udbytte af denne,
e. at undervisningens indhold og omfang i øvrigt er i overensstemmelse med de godkendte uddannelsesprogrammer og de bestemmelser, der er fastsat af Statens Luftfartsvæsen for den pågældende uddannelse, og
f. at der udstedes bevis for, at eleven har gennemgået den praktiske uddannelse med tilfredsstillende resultat ved den pågældende lufttrafiktjenesteenhed.
6. Praktisk uddannelse
6.1 For at kunne deltage i den praktiske uddannelse til AFIS-certifikat skal de tilsvarende teoretiske prøver være bestået og have bevaret deres gyldighed, jf. BL 6-96.
6.2 Den praktiske uddannelse skal omfatte de emner, der er nævnt i afsnit 7, og skal gennemføres som praktisk indøvning på AFIS-position, eventuelt kombineret med klasseundervisning.
6.3 Forud for hver lektion skal instruktøren give eleven en briefing om lektionens teoretiske og praktiske aspekter.
6.4 Efter hver lektion skal instruktøren give eleven en debriefing.
6.5 Efter hver lektion, som eleven har gennemført, føres en daglig log, som skal indeholde oplysning om position og tidsrum samt bemærkninger om indøvningens forløb.
6.6 Den daglige log underskrives af eleven og den pågældende instruktør.
7. Uddannelsesprogram
7.1 Den praktiske uddannelse skal ske efter godkendte uddannelsesprogrammer, jf. pkt. 3.2.1.
7.2 De praktiske uddannelser skal mindst omfatte følgende fag og emner:
7.2.1 Grunduddannelse
a. Dokumenter
1. Tjenesteforskrifter.
2. ATS-bestemmelser.
3. Særlige bestemmelser, aftaler, kutymer.
4. Alarmeringsplan.
5. Checklister.
6. Driftshåndbøger.
b. Geografi
1. Lokalgeografi.
2. Områdegeografi.
c. Udstyr
1. Betjening af udstyr.
2. Operationelle begrænsninger.
3. Nødudstyr.
4. Fejlmelding af udstyr.
7.2.2 Flyvepladsflyveinformationstjene-ste (uden anvendelse af radar)
7.2.2.1 Den praktiske indøvning skal have en varighed af mindst 160 timer, og skal omfatte de flyvesikkerhedsmæssige opgaver, som den pågældende lufttrafiktjenesteenhed er pålagt.
7.2.2.2 Ved udvidelse af AFIS-certifikat, jf. BL 6-71, pkt. 5.2, fastsættes varigheden af en sådan uddannelse i de godkendte uddannelsesplaner for de pågældende enheder.
7.2.3 Flyvepladsflyveinformationstjeneste med anvendelse af radar
7.2.3.1 Den praktiske indøvning skal have en varighed af mindst 320 timer, og skal omfatte de flyvesikkerhedsmæssige opgaver, som den pågældende lufttrafiktjenesteenhed er pålagt.
7.2.3.2 Ved udvidelse af AFIS-certifikat, jf. BL 6-71, pkt. 5.1, skal den praktiske indøvning have en varighed af mindst 160 timer, og skal omfatte de flyvesikkerhedsmæssige opgaver, som den pågældende lufttrafiktjenesteenhed er pålagt.
7.2.3.3 Ved udvidelse af AFIS-certifikat, jf. BL 6-71, pkt. 5.2, fastsættes varigheden af en sådan uddannelse i de godkendte uddannelsesplaner for de pågældende enheder.
7.3 Eleven skal efter endt praktisk uddannelse være i stand til på en sikker, smidig og hensigtsmæssig måde og ved anvendelse af det udstyr, som er godkendt til den pågældende flyvepladsflyveinformationstjeneste, at udøve den pågældende kategori af flyveplads-flyveinformationstjeneste ved den pågældende lufttrafiktjenesteenhed i overensstemmelse med de bestemmelser, som Statens Luftfartsvæsen har fastsat herfor.
8. Bedømmelse
8.1 Bedømmelse af eleven foregår som en daglig vurdering suppleret med standpunktsrapporter for hver væsentlig del af et uddannelsesforløb. Bedømmelsen skal slutte med en endelig standpunktsrapport, der skal indeholde en vurdering af, om eleven har opnået de fornødne færdigheder.
8.2 Bevis for, at eleven har afsluttet den praktiske uddannelse med et tilfredsstillende resultat, udstedes og underskrives af chefinstruktøren ved den lufttrafiktjenesteenhed, hvor uddannelsen har fundet sted.
8.2.1 Beviset skal indeholde oplysning om, hvornår den praktiske uddannelse er afsluttet, samt om de resultater, der er opnået.
9. Dispensation
Statens Luftfartsvæsen kan i ganske særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i denne BL, når det skønnes foreneligt med de hensyn, der ligger til grund for de pågældende bestemmelser.
10. Klageadgang
Afgørelser truffet af Statens Luftfartsvæsen efter bestemmelserne i denne BL kan påklages til Trafikministeriet.
11. Straf
11.1 Overtrædelse af bestemmelserne i pkt. 3.1 og afsnit 5 straffes med bøde.
11.2 For overtrædelser begået af selskaber m.v. (juridiske personer) kan der pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, jf. luftfartslovens § 149, stk. 14.
12. Ikrafttræden
12.1 Denne BL træder i kraft den 1. juli 2002.
12.2 Samtidig ophæves BL 6-97, 1.udgave af 14. september 1992.
Underskrift 1
Statens Luftfartsvæsen, den 10. juni 2002 Ole Asmussen /Karsten Theil