Cirkulæreskrivelse om vejledende retningslinier for honorering af tolke inden for Justitsministeriets område.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/2002/9303@2002-07-08/da
Indhold
1. Statsautoriserede translatører og andre tolke med en tilsvarende videregående sproglig uddannelse honoreres efter følgende satser:
a) Tolkning honoreres med 473,10 kr. pr. påbegyndt time.
b) Forgæves fremmøde, f.eks. hvor et retsmøde aflyses, honoreres som 1 times tolkning.
c) Skriftlig oversættelse honoreres således:
Linietakst, almindelig tekst 19,00 kr.
Linietakst, svær tekst 20,20 kr.
En linie beregnes som 60 anslag inklusiv mellemrum. Brudte linier sammenlægges, så de udgør 60 anslag. En eventuel overskydende linie beregnes som en hel linie. Der kan i forbindelse med beregning af linieantal anvendes elektronisk optælling. Ved elektronisk optælling skal en linie ligeledes beregnes som 60 anslag.
Der ydes som minimum betaling svarende til 25 linier.
d) Bekræftelseshonorar udgør 176,40 kr. pr. opgave.
2.1. Øvrige tolke, herunder tolke, der har gennemgået grunduddannelsen som social og medicinsk tolk på Handelshøjskolen, honoreres efter følgende satser:
a) Tolkning honoreres med 262,70 kr. pr. påbegyndt time.
b) Forgæves fremmøde, f.eks. hvor et retsmøde aflyses, honoreres som 1 times tolkning.
c) Skriftlig oversættelse honoreres med 60% af de under pkt. 1, c) anførte beløb, dvs.
Linietakst, almindelig tekst 11,40 kr.
Linietakst, svær tekst 12,12 kr.
En linie beregnes som 60 anslag inklusiv mellemrum. Brudte linier sammenlægges, så de udgør 60 anslag. En eventuel overskydende linie beregnes som en hel linie. Der kan i forbindelse med beregning af linieantal anvendes elektronisk optælling. Ved elektronisk optælling skal en linie ligeledes beregnes som 60 anslag.
Der ydes som minimum betaling svarende til 25 linier.
2.2. I særlige tilfælde, f.eks. hvor tolkens kvalifikationer ud fra en konkret vurdering i den enkelte sag svarer til niveauet for tolke med en videregående sproglig uddannelse, kan tolken honoreres i overensstemmelse med de vejledende takster for tolkning og oversættelse under pkt. 1.
3.1. Der ydes vederlag for den tid, der medgår til transport fra det sted, hvor tolken opholder sig forud for tolkningen, til det sted, hvor tolkningen foregår, hvis afstanden overstiger 10 km. Dog ydes der ikke vederlag for transporttid, der overstiger den tid, det tager at befordre sig fra tolkens kontorsted til det sted, hvor tolkningen foregår. Vederlaget beregnes på grundlag af den korteste transportvej.
3.2. Vederlaget udgør halvdelen af de i pkt. 1, a), henholdsvis pkt. 2.1, a), nævnte timetakster, uanset hvilket tidspunkt på døgnet transporten finder sted. Translatører og tolke, der honoreres efter pkt. 1, vederlægges med 236,55 kr. i timen, mens tolke, der honoreres efter pkt. 2, vederlægges med 131,35 kr. i timen.
3.3. I de tilfælde, hvor der ydes vederlag for den tid, der medgår til transport, beregnes vederlaget ud fra tolkens samlede transporttid. Afregning sker pr. påbegyndt ½ time.
3.4. Under samme betingelser som under pkt. 3.1. godtgøres dokumenterede udgifter til den konkrete befordring med offentlige transportmidler. Ved benyttelse af egen bil godtgøres udgiften med den højeste af de af Told- og Skattestyrelsen fastsatte takster for erhvervsmæssig kørsel i egen bil. Pr. 1. januar 2002 er satsen 284 øre pr. km. Godtgørelsen beregnes på grundlag af den korteste transportvej. Der ydes ikke godtgørelse for parkeringsudgifter.
4.1. For tolkning inden kl. 8.00 og efter kl. 17.00 samt på lørdage og søn- og helligdage fordobles de i pkt. 1 og 2.1 nævnte takster.
4.2. Er tolkningen påbegyndt før kl. 8.00, beregnes der forhøjet takst frem til udløbet af den første time, hvor klokken passerer 8.00. Er tolkningen påbegyndt før kl. 17.00 beregnes der forhøjet takst efter udløbet af den første time, hvor klokken passerer 17.00.
5. De vejledende retningslinier udelukker ikke, at der på særlige områder fastsættes særskilte takster for visse ydelser. Ydelse af særskilte takster forudsætter, at det har været aftalt forud for opgavens løsning.
6. Hvis tolken er momsregistreret, skal honorar, vederlag for befordringstid og befordringsgodt-gørelse for transport i egen bil tillægges 25% moms.
7. De vejledende retningslinier træder i kraft den 1. juli 2002.
Underskrift 1
Justitsministeriet, den 21. juni 2002 Svend Larsen