Cirkulære om afskedigelse mv. og pensionering af civilt, ikke-tjenestemandsansat personale omfattet af civilarbejderloven som følge af forsvarsforlig mv.
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/2002/9341@2002-08-01/da
§ 1.
Stk. 1. Afskedigelser, der gennemføres som følge af forsvarsforlig/ aftaler, rationaliseringer, garnisoneringsændringer eller lignende, kan omfatte civilt, ikke-tjenestemandsansat personale omfattet af lov nr. 82 af 12. marts 1970 om pensionering af civilt personel mv. i forsvaret, benævnt civilarbejderloven, som ændret ved lov nr. 138 af 26. april 1972 og lov nr. 821 af 25. november 1998. Afskedigelse i forbindelse hermed foretages på nedennævnte grundlag efter bemyndigelse fra Forsvarsministeriet. Cirkulæret supplerer Kundgørelse for Forsvaret B.4-19, cirkulære om afsked inden for Forsvarsministeriets område. Kapitel II Forhold vedrørende afskedigelse mv.
§ 2.
Stk. 1. Det tilstræbes gennem forflyttelser, omplacering og eventuel omskoling til andet arbejde at undgå afskedigelse af personale, der har været ansat i en årrække. Det bør i størst mulig udstrækning tilstræbes, at forflyttelse af især personale, der er ansat på tjenestemandslignende vilkår i de lavere lønrammer, principielt sker til et tjenestested, der er beliggende inden for en kortere afstand fra det oprindelige tjenestested. Afgørelse af disse spørgsmål træffes af ledelsen i overensstemmelse med de i Samarbejdsaftalen af 27. september 1999 angivne retningslinier.
Stk. 2. Afskedigelse foretages på baggrund af en konkret vurdering af den enkelte ansattes uddannelse, anvendelse, egnethed, kvalifikationer, alder mv., idet der ligeledes skal tages overordnet hensyn til forsvarets personelstruktur og aldersfordeling. Såfremt sådanne forhold undtagelsesvis ikke angiver en opsigelsesrækkefølge, skal afskedigelse fortrinsvis finde sted af ansatte med mindre end 10 års ansættelse inden for Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner. I denne gruppe skal personale med lavere anciennitet afskediges frem for personale med højere anciennitet. Herefter bør fortrinsvis ansatte, der er fyldt 60 år, og som har opnået ret til straks at oppebære pension, afskediges. Indenfor denne gruppe skal personale med lavere anciennitet ligeledes afskediges frem for personale med højere anciennitet inden for Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner. Endelig skal øvrige ansatte med lavere anciennitet afskediges frem for ansatte med højere anciennitet inden for Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner. Kapitel III Efterløn/fratrædelsesgodtgørelse.
§ 3.
Stk. 1. Personale, der afskediges uden at kunne få pension på afskedigelsestidspunktet, har adgang til efterløn efter bestemmelserne i Kundgørelse for Forsvaret B.5-8 eller fratrædelsesgodtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2a. Kapitel IV Flyttegodtgørelse.
§ 4.
Stk. 1. Flyttegodtgørelse mv. ydes efter de for uansøgt forflyttelse gældende regler. Endvidere kan der ydes boligindskudslån og »særlige forstrækninger«, jf. Kundgørelse for Forsvaret B.5-5, samt lån mod forskrivning på løn efter de herfor fastsatte regler. Kapitel V Pensionsforhold.
§ 5.
Stk. 1. Efter tekstanmærkning nr. 101 til finanslovens § 12. Forsvarsministeriet, kan der gives det under forsvaret ansatte civile personale, der afskediges, og som ved afskedigelsen har været ansat i 10 år omregnet til fuld tid, og dermed har opnået ret til egenpension efter civilarbejderloven, adgang til at erhverve yderligere indtil 10 års pensionsalder efter afskedigelsens ikrafttræden, dog ikke ud over det 60. år eller det tidspunkt, hvor de forinden opnår ret til at oppebære svagelighedspension eller afgår ved døden. For ansatte, der ved afskedigelsen er over 50 år, men ikke fyldt 60 år, forhøjes pensionsalderen, når udbetalingen af deres egenpension påbegyndes ved det fyldte 60. år, således at de pågældende i alt har fået deres pensionsalder forøget med 10 år, dog højst til det 67. år, og for ansatte, som fylder 60 år den 1. juli 1999 eller senere, dog højst til det 65. år. For ansatte, der ved afskedigelsen er fyldt 60 år, fastsættes pensionen på grundlag af den pensionsalder, den pågældende ville have opnået ved tjeneste indtil 67 års alderen, og for ansatte, som fylder 60 år den 1. juli 1999 eller senere, dog indtil 65 års alderen.
Stk. 2. Ansatte, der er deltidsansat ved afskedigelsen, får pensionsalderen forøget, som om de havde været fuldtidsansat ved afskedigelsen.
Stk. 3. Den ekstra pensionsalder optjenes af ansatte, der er under 60 år, som om de pågældende fortsat var ansat i en af civilarbejderloven omfattet stilling. Fylder den pågældende 60 år, førend den ekstra pensionsalder er optjent, tillægges det resterende antal år samtidig med, at pensionen kommer til udbetaling. Ansatte, der er fyldt 60 år ved afskedigelsen, får straks pensionsalderen forhøjet, idet pensionen kommer til udbetaling ved fratrædelsen.
Stk. 4. Hvis den pågældende opnår offentlig ansættelse i en pensionsberettigende stilling, herunder stilling omfattet af arbejdsmarkedspensionsordningen, kan pensionsalderen højst forøges med antallet af år fra fratrædelsen, og indtil ansættelse i en sådan stilling finder sted.
Stk. 5. Ved pensionering af helbredsmæssige grunde efter fratrædelsen, men inden det 60. år, kan pensionsalderen højst forøges med antallet af år fra fratrædelsen til pensioneringen. Det samme gælder ægtefællepensionen, såfremt den fratrådte afgår ved døden inden det 60. år.
Stk. 6. Reglerne om erhvervelse af yderligere pensionsalder kan kun bringes i anvendelse, når årsagen til afskedigelse er arbejdsmangel , idet stillingen som følge af strukturtilpasningen enten nedlægges eller flyttes til en anden lokalitet i forbindelse med garnisoneringsændring eller lignende, uden at tilsvarende forflyttelse af stillingsindehaveren finder sted. I førstnævnte tilfælde må der ikke antages personel til erstatning for den afskedigede.
Stk. 7. Afsked af følgende årsager falder ikke ind under bestemmelsen: alder, helbredsbetinget utjenstdygtighed, arbejdsmangel, der ikke er afledt af en strukturtilpasning, eget ønske, tjenesteforseelse, ulovligt forhold mv.
Stk. 8. Afskedigelse efter stk. 6 må kun ske efter forudgående bemyndigelse fra Forsvarsministeriet, jf. § 1. Pensionsskema for ansatte omfattet af en bemyndigelse indsendes til henholdsvis Forsvarskommandoen, Hjemmeværnskommandoen og Forsvarets Efterretningstjeneste, idet tjenestestedet oplyser, at årsagen til afskedigelsen er arbejdsmangel som følge af en strukturtilpasning mv., og at der ikke vil blive antaget personel til erstatning for den afskedigede, eller at afskedigelsen skyldes garnisoneringsændring eller lignende.
Stk. 9. Forsvarskommandoen, Hjemmeværnskommandoen og Forsvarets Efterretningstjeneste videresender pensionsskema til Forsvarsministeriet, Regnskabssekretariatet med erklæring om, at afskedigelsen er sket i henhold til bemyndigelsen fra Forsvarsministeriet.
Stk. 10. Tvivlstilfælde forelægges for Forsvarsministeriet.
§ 6.
Stk. 1. Ansatte omfattet af civilarbejderloven, der omplaceres eller forflyttes til lavere lønnet stilling som følge af arbejdsmangel, kan efter Finansministeriets godkendelse henføres til hidtidig pensionslønramme mod fortsat lønafkortning svarende til denne.
Stk. 2. Ansøgning om bibeholdelse af pensionslønramme sendes via tjenestestedet til Forsvarsministeriet, Regnskabssekretariatet. Kapitel VI Ikrafttrædelse og ophævelse.
§ 7.
Stk. 1. Dette cirkulære træder i kraft den 1. januar 2002.
Stk. 2. Kundgørelse for Forsvaret B. 5-10 af 13. juli 1999 ophæves.
Underskrift 1
Forsvarsministeriet, den 1. august 2002 P.M.V. E.B. Susan Nissen