CIRKULÆRE OM AFTALE OM PENSIONSBIDRAG AF VISSE FASTE TILLÆG TIL TJENESTEMÆND\n(Til samtlige ministerier mv.) Perst. nr. 008.02)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/2002/9618@2002-04-22/da
Indhold
(Til samtlige ministerier mv.) Perst. nr. 008.02)
Finansministeriet og centralorganisationerne har den 22. april 2002 indgået en revideret aftale om pensionsbidrag af visse faste tillæg til tjenestemænd. Aftalen er optaget som bilag til cirkulæret.
Aftalen er en rammeaftale, der fastlægger især de pensionstekniske rammer for eventuelle konkrete aftaler mellem Finansministeriet og vedkommende centralorganisation om indbetaling af pensionsbidrag af nærmere aftalte faste tillæg til (grupper af) tjenestemænd.
Aftalen finder endvidere anvendelse, hvor der lokalt kan indgås aftale om indbetaling af pensionsbidrag af tillæg.
Det bemærkes, at der ikke længere er fastsat nogen maksimumgrænse for pensionsbidragets størrelse.
Cirkulæret træder i kraft ved udsendelsen og har virkning fra 1. april 2000. Samtidig ophæves Finansministeriets cirkulære af 25. august 1995 (Fmst.nr. 56/95) om pensionsbidrag af visse faste tillæg til tjenestemænd.
Underskrift 1
Personalestyrelsen, den 22. april 2002 Georg Lavik
Bilag 1
Bilag AFTALE OM PENSIONSBIDRAG AF VISSE FASTE TILLÆG I medfør af § 45, stk. 1, i lov om tjenestemænd aftales følgende: § 1. Parterne er enige om, at Finansministeriet og vedkommende centralorganisation kan indgå aftale om beregning og indbetaling af pensionsbidrag af nærmere aftalte faste tillæg. Sigtet er at supplere tjenestemandspensionen ved alder, sygdom og død. Stk. 2. Aftalen skal følge bestemmelserne i denne rammeaftale. § 2. I den enkelte aftale fastlægges hvilke(t) tillæg, der skal beregnes pensions-bidrag af, samt pensionsbidragets størrelse. Stk. 2. Pensionsbidraget kan udbygges gradvist. Stk. 3. Der indbetales 1/3 i egetbidrag og 2/3 i arbejdsgiverbidrag. § 3. Pensionsbidraget beregnes på grundlag af det faste tillæg, inkl. procentregulering. Det fastlægges i aftalen, hvorvidt tillægget skal justeres for det egetbidrag, der trækkes. § 4. Det samlede pensionsbidrag indbetales af de enkelte styrelser til en af parterne godkendt pensionsordning. § 5. Hvis pensionsordningen udgøres helt eller delvis af en kapitalordning, skal denne klausuleres efter bestemmelserne i stk. 2-6. Stk. 2. Kapitalbeløbet kan tidligst udbetales ved tjenestemandens pensionering som følge af sygdom eller alder eller ved tjenestemandens død. Stk. 3. Ved tjenestemandens pensionering kan det udbetalte kapitalbeløb højst svare til 2 gange tjenestemandens egenpension efter tjenestemandspensionsloven. Stk. 4. Ved tjenestemandens død kan det udbetalte kapitalbeløb højst svare til 4 gange den ægtefællepension, der efter tjenestemandspensionsloven følger af egenpensionen. Stk. 5. Et eventuelt overskydende kapitalbeløb, jf. stk. 3 og 4, skal anvendes til køb af en livrente til den pensionerede tjenestemand henholdsvis til den efterlevende ægtefælle eller til efterlevende børn under 21 år. Stk. 6. For så vidt angår fratrådte tjenestemænd med ret til opsat pension kan kapitalordningen tidligst komme til udbetaling på det tidspunkt, den opsatte pension kommer til udbetaling. § 6. Aftalen har virkning fra 1. april 2000. Samtidig ophæves aftale af 18. maj 1995 om pensionsbidrag af visse faste tillæg Stk. 2. Aftalen kan opsiges skriftligt med 3 måneders varsel til en 1. april, dog tidligst til 1. april 2005. København, den 22. april 2002 Statsansattes Kartel Finansministeriet Peter Waldorff P.M.V. E.B. Carl Erik Johansen Statstjenestemændenes Centralorganisation II Tommy Agerskov Thomsen Lærernes Centralorganisation Anni Herfort Andersen Akademikernes Centralorganisation Svend M. Christensen