Samarbejde mellem politiet og muslimske lokalmiljøer
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/2007/10234@2007-11-21/da
Indhold
Samarbejde mellem politiet og muslimske lokalmiljøer
Et tæt samarbejde mellem politi og lokalsamfund kan være en væsentlig faktor, når det gælder det danske samfunds indsats med henblik på at modvirke terrorangreb her i landet. I den rapport om det danske samfunds indsats og beredskab mod terror, som blev afgivet i oktober 2005 af den tværministerielle arbejdsgruppe om terrorbekæmpelse, fremgår således som anbefaling 48 følgende: ”Arbejdsgruppen anbefaler, at samarbejdet mellem det lokale politi og de muslimske samfund styrkes. Samarbejdet bør suppleres af skolefolk og socialarbejdere – bl.a. inden for rammerne af det eksisterende SSP-samarbejde.” Om baggrunden for anbefalingen anfører arbejdsgruppen bl.a., at det lokale samarbejde mellem politiet og de muslimske lokalmiljøer er væsentligt for en vellykket indsats mod radikalisering, og at det herigennem er muligt at opfange unge, der er i risiko for at udvikle en ekstremistisk eller destruktiv adfærd. Det fremgår af regeringens handlingsplan for terrorbekæmpelse fra november 2005, at regeringen – med henvisning til arbejdsgruppens anbefaling – har til hensigt at styrke samarbejdet mellem det lokale politi og de muslimske lokalmiljøer, og at det nærmere vil ske ved, at Justitsministeriet ved en cirkulæreskrivelse til politiet foranlediger, at politikredsene søger at indlede et nærmere samarbejde med de muslimske samfund.
2.1. Justitsministeriet har i lyset af det under 1 anførte drøftet med Rigspolitiet, Politiets Efterretningstjeneste, og Det Kriminalpræventive Råd, hvordan samarbejdet mellem politiet og de muslimske lokalmiljøer kan styrkes. Det skal indledningsvis bemærkes, at den varierende befolkningssammensætning i de forskellige politikredse og i lokalområderne inden for den enkelte politikreds, gør, at der ikke alle steder er det samme befolkningsmæssige grundlag eller behov i øvrigt for et styrket samarbejde mellem politiet og de muslimske lokalmiljøer. Iværksættelsen af et styrket samarbejde mellem politiet og de muslimske lokalmiljøer beror således på forholdene i det pågældende område. I forbindelse med de ovennævnte drøftelser om, hvordan samarbejdet mellem politiet og de muslimske lokalmiljøer kan styrkes, er det generelt blevet fremhævet, at et styrket samarbejde med de muslimske lokalmiljøer bør indarbejdes i og tænkes sammen med politiets almindelige, daglige (kriminalitetsforebyggende) arbejde, herunder SSP-samarbejdet, og at det er væsentligt, at initiativerne til et styrket samarbejde gennemføres på en sådan måde, at det ikke medfører en øget polarisering eller en generel problematisering af visse persongrupper. Endvidere er der blevet peget på, at politiet i endnu større omfang end i dag bør have fokus på kulturforståelse – herunder at den muslimske befolkningsgruppe er mangfoldig og ikke en homogen gruppe – da kulturforståelse er af betydning bl.a. for det tillidsskabende politiarbejde i nærmiljøerne og kan være med til at nedbryde eventuelle fordomme. Kulturforståelse kan således ikke blot indgå i undervisningen på politiets grunduddannelse og i forbindelse med videreuddannelse, men kan også være et tema i de enkelte politikredse, hvor der f.eks. kan afholdes kurser og foredrag med kompetencepersoner fra de relevante lokalmiljøer, antropologer, arabister, turkologer eller lignende. Et yderligere element, som kan medvirke til at øge kontakten og tilliden mellem politiet og borgere med en anden etnisk baggrund end dansk, er rekrutteringen til politiet. Rigspolitiet arbejder allerede målrettet på at øge rekrutteringen af ansøgere til politiet med anden etnisk baggrund end dansk. Politikredsen kan imidlertid også være med til at synliggøre politiet som en mulig fremtidig arbejdsplads for unge med anden etnisk baggrund. Det kan f.eks. være ved ”positiv talentspejdning”, hvor politiet vil kunne skabe interesse for ansættelse i politiet ved at fortælle de unge om de forskellige jobmuligheder, der er inden for politiet. For så vidt angår mere konkrete initiativer, som politikredsene vil kunne tage for at styrke samarbejdet med muslimske lokalmiljøer, er der på baggrund af de ovennævnte drøftelser mellem Justitsministeriet, Rigspolitiet, Politiets Efterretningstjeneste, og Det Kriminalpræventive Råd udarbejdet det vedhæftede ”Idekatalog til samarbejde mellem politiet og de muslimske lokalmiljøer”. Idekataloget indeholder en række forslag til, hvordan politikredsene i samarbejde med andre myndigheder, lokalforeninger mv. og ved etablering af partnerskaber i miljøet kan øge kontakten til de muslimske lokalmiljøer. Idekataloget er ikke udtømmende, og der kan således også på en række andre områder være grundlag for et øget samarbejde med de muslimske lokalmiljøer. Idekataloget og de mere generelle anbefalinger vil selvsagt også kunne anvendes som inspiration i forhold til andre grupper i lokalsamfundet, hvor et styrket samarbejde mellem politiet og den pågældende gruppe kan være relevant. 2.2. Iværksættelse af initiativer med henblik på et øget samarbejde med de muslimske lokalmiljøer, herunder også ved inddragelse af andre relevante myndigheder, bør have en klar ledelsesmæssig forankring, således at bl.a. medarbejderne i politiet og hos andre involverede myndigheder og ikke mindst de befolkningsgrupper, som initiativerne tager sigte på, oplever, at initiativerne har opbakning fra den øverste ledelse. Det vil f.eks. være naturligt at drøfte initiativerne i de kreds- og lokalråd, der er oprettet som led i politireformen. 2.3. Justitsministeriet skal på den baggrund anmode politikredsene om – under nærmere hensyntagen til de lokale forhold – at søge at indlede et øget samarbejde med de muslimske lokalmiljøer. Med venlig hilsen Lene Volke Roesen
Politiindsatsen kan bruges konstruktivt i forhold til de muslimske lokalmiljøer.
Politiet kan ved sin adfærd styrke relationer i lokalmiljøet og skabe tillid ved i ord og handling at vise, at politiet også er den muslimske del af befolkningens politi. Eksempelvis er det i forbindelse med kriminalitet rettet mod den enkelte borger vigtigt, at muslimske ofre for kriminalitet oplever, at de får den samme behandling og service fra politiet som andre ofre for kriminalitet.
Politiet kan i sit arbejde have fokus på de positive rollemodeller. Politiet kan f.eks. understøtte disse rollemodeller ved at gå i dialog med dem om deres mulige rolle som forbillede for andre og ved at introducere dem til foreningslivet, som er et centralt element i den danske kultur, og som kan være et godt udgangspunkt for integration mv.
For at undgå at politiet kun opleves i konkrete kriminalitetsrelaterede sammenhænge, kan politiet deltage i arrangementer i muslimske lokalmiljøer. Det kan være offentlige, kulturelle arrangementer, dialogmøder i moskéer, lørdagsskoler for muslimske kvinder mv.
Politiet kan medvirke til at etablere konkrete netværksstrukturer og dialogfora i lokalmiljøet med det formål at drøfte problemstillinger i området. Afsættet herfor kan være henvendelser fra politiet til lokale foreninger og grupperinger, som f.eks. beboerforeninger, kulturelle foreninger, organiserede trossamfund og fædregrupper. Sådanne initiativer vil samtidig kunne understøttes af løbende elektronisk kommunikation som f.eks. oplysende e-mails fra politiet om relevante forhold og problemstillinger i lokalmiljøet.
Det er en grundlæggende problemstilling i forhold til initiativer mod terror, som er knyttet til lokalmiljøet, at de personer, der er involveret i ekstremisme eller er i fare for at blive involveret heri, typisk ikke er engagerede i lokalmiljøet og f.eks. ikke fast går i moské. De pågældende kan i stedet opsøges på gadehjørner, på caféer og lignende steder, hvor de rent faktisk opholder sig. Politiet kan i det daglige arbejde være opmærksom på de områder, hvor marginaliserede eller utilpassede grupper almindeligvis opholder sig, og på de aktiviteter, som foregår på disse steder. I den forbindelse kan det være en god idé at skabe kontakt til medarbejdere de pågældende steder som f.eks. opsøgende socialarbejdere og fædregrupper, som kan være med til at forebygge, at de unge påbegynder en radikaliseringsproces.
Hvis der i lokalpolitiet er etableret en ”ungdomsgruppe”, som har særlig fokus på ungdomskriminalitet, kan denne gruppe spille en central rolle i opbygningen af netværk og tillid til unge med anden etnisk baggrund end dansk. I den forbindelse er tilstedeværelse, synlighed og dialog med de unge centrale nøgleord. Politiet vil f.eks. kunne være initiativtagere til aktiviteter for de unge for at afdramatisere relationerne mellem politiet og de unge og anskueliggøre faren ved radikalisering. Sådanne aktiviteter kan også være med til at give de unge alternative veje til at få kanaliseret eventuel vrede, som kan lede til radikalisering, over i noget positivt.
For at kunne etablere tillidsrelationer og gensidig respekt mellem politiet og de unge er det vigtigt, at der er en vis kontinuitet blandt de polititjenestemænd, som har med de unge at gøre. I forbindelse med konkrete problemstillinger i miljøerne, hvor politiet spiller den traditionelle rolle som retshåndhævende myndighed, vil det således være hensigtsmæssigt, at der så vidt muligt er en politimand/kvinde til stede, som har sin daglige gang i området og derfor allerede har en vis kontakt til miljøet.
SSP-samarbejdet er et centralt redskab til at sikre en koordineret indsats mellem skole, socialforvaltning og politi. Gennem SSP-samarbejdet kan politiet medvirke til at sætte radikalisering på dagsordenen bl.a. med fokus på ”tidlig bekymring” og dermed en hurtig SSP-indsats i forhold til eventuelle radikaliseringsprocesser. Det kan i den forbindelse drøftes, hvad radikalisering er, hvordan det kommer til udtryk, og hvordan de pågældende aktører kan forholde sig til det i praksis, herunder hvordan en tidlig koordineret indsats kan tilrettelægges mest hensigtsmæssigt. Som led i SSP-samarbejdet kan ekstremisme sættes på dagsordenen f.eks. i forbindelse med politiets besøg på skolerne, hvor ekstremisme kan indgå i tilknytning til oplæg og drøftelser om tolerance, racisme, religion mv.
Inddragelse af det øvrige lokalsamfund kan bidrage til en øget integration og dermed forebygge radikalisering. Det kan ske – eksempelvis i SSP-regi – i form af samarbejde med indvandrerforeninger, boligforeninger, sportsforeninger, ungdomsklubber eller borgerforeninger samt ved afholdelse af temamøder og gennemførelse af kampagner.
Der kan etableres partnerskaber med repræsentanter for de muslimske lokalmiljøer eventuelt suppleret med ad hoc ansættelse af ressourcepersoner, som kan indgå i samarbejdet mellem myndigheder og de muslimske lokalmiljøer om en tidlig indsats mod radikalisering. Ressourcepersonerne kan eksempelvis være klubmedarbejdere, integrationskonsulenter, muslimske skoleledere eller imamer. Partnerskaberne kan medvirke til, at de muslimske miljøer føler ejerskab til og engagerer sig konkret i den forebyggende indsats mod terror. Partnerskaberne kan også bidrage til en erkendelse af, at der er tale om et fælles problem og derfor et fælles mål for politiet og lokalmiljøerne.
Det har flere steder i udlandet vist sig relevant og virkningsfuldt at gøre brug af religion og personer med særlig indsigt heri i afradikaliseringsøjemed. Personer med særlig indsigt i religion kan i kraft af deres viden om islam med konkret afsæt i den religiøse tekst modargumentere og synliggøre alternative strategier. Dette giver mulighed for at konfrontere personer, der er på vej ud i en radikaliseringsproces, inden for samme terminologiske ramme, som den pågældende selv benytter, og dermed på den pågældendes egne præmisser. Politiet kan i samarbejde med repræsentanter for de muslimske lokalmiljøer pege på personer i lokalmiljøerne, som vil kunne udfylde en sådan rolle. Det bør i den forbindelse holdes for øje, at de pågældende ikke nødvendigvis er talerør eller repræsentanter for et givent muslimsk lokalmiljø. Erfaringerne viser, at særligt ungdommen generelt ikke føler sig repræsenteret af de lokale religiøse autoriteter.