Gelex

Meddelelse nr. 2/2012 om værneting i bødesager

OphævetVersion 2012-12-14fra 2012-12-14 til 2017-11-02
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/2012/9599@2012-12-14/da

Indhold
  1. Indledning

Meddelelse nr. 2/2012 om værneting i bødesager

1. Indledning Denne meddelelse indeholder retningslinjer for valg af værneting i straffesager, hvor strafpåstanden er bøde. Baggrunden for de nye retningslinjer er den forenkling af domstolenes behandling af bødesager, som er gennemført ved lov nr. 411 af 9. maj 2011 (Forenkling af bødesagsprocessen), og som har rejst spørgsmål om justering af retningslinjerne for valg af værneting i bødesager. Retningslinjerne i denne meddelelse er fastsat efter drøftelse med Domstolsstyrelsen og Rigspolitiet. 2. Værneting i bødesager 2.1. I sager, hvor strafpåstanden er bøde, gælder nedenstående retningslinjer for anklagemyndighedens valg af værneting ved sagens fremsendelse til retten. Retningslinjerne indebærer, at de omfattede bødesager som udgangspunkt skal sendes til retten ved gerningsstedets værneting. Retningslinjerne gælder for rene bødesager (herunder sager fra automatisk hastighedskontrol (ATK)) og omfatter både tilfælde, hvor sagen inden fremsendelse til retten er søgt afgjort med et bødeforelæg, og hvor sagen sendes direkte i retten med et anklageskrift. Sager, hvor der desuden er nedlagt påstand om konfiskation, er også omfattet af retningslinjerne. Andre bødesager, herunder sager, hvor der er spørgsmål om betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten eller om kørselsforbud , er ikke omfattet af retningslinjerne og forudsættes behandlet som hidtil i relation til valg af værneting, jf. herved retsplejelovens kapitel 63, som indeholder regler om værneting og forening af straffesager. Der fastsættes herefter følgende retningslinjer for valg af værneting i bødesager: – Sager om bødeforelæg, hvor den pågældende ikke har anmodet om et retsmøde , jf. retsplejelovens § 896 a, sendes til retten ved gerningsstedets værneting. – Sager om bødeforelæg, hvor den pågældende har anmodet om et retsmøde , jf. retsplejelovens § 896 a, sendes til retten ved gerningsstedets værneting. – Bødesager, som sendes direkte i retten med et anklageskrift , sendes ligeledes til retten ved gerningsstedets værneting. – I særlige tilfælde kan bødesager sendes til retten ved hjemtinget, f.eks. som følge af særlige personlige forhold, der taler for, at den sigtede/tiltalte ikke skal rejse langt for at få behandlet sagen. 2.2. I visse sager kan der opstå tvivl om, hvad der skal anses for at være gerningsstedet. Hvis gerningsstedet kan være i flere politikredse, må valg af værneting aftales konkret mellem de pågældende politikredse. Det bemærkes i den forbindelse, at det mellem rigsadvokaturen og SKAT er aftalt, at sager om manglende overholdelse af registreringsafgiftsloven sendes til den politikreds, hvor bilejerens formodede danske bopæl er. Det gælder, uanset hvor bilen er blevet standset. Bilejerens formodede bopæl anses således som gerningssted for overtrædelse af registreringsafgiftsloven. De ovennævnte retningslinjer for valg af værneting i bødesager ændrer ikke ved de almindelige regler og den hidtidige praksis om forening (sammenlægning) af bødestraffesager, jf. navnlig retsplejelovens § 705, stk. 1, jf. § 700. 3. Baggrund om behandling af bødesager Ved lov nr. 411 af 9. maj 2011 er der sket en forenkling af bødesagsprocessen, som både omfatter bødeforelæg og bødetilkendegivelser. Den forenklede bødesagsproces indebærer, at retten i sager, som forgæves er søgt afgjort med et bødeforelæg, kan behandle sagen uden afholdelse af et retsmøde, medmindre den sigtede udtrykkelig har anmodet om, at sagens behandles ved et retsmøde, jf. retsplejelovens § 896 a og § 897, stk. 1, nr. 3. En sådan anmodning skal fremsættes inden for den frist, som er angivet i bødeforelægget (20 dage). Retten kan således i disse sager afsige dom, uden at anklagemyndigheden eller den sigtede er indkaldt til et retsmøde. Hvis sigtede ikke har vedtaget bødeforelægget og ikke har anmodet om et retsmøde, sender politikredsen sagen til retten med henblik på, at retten behandler sagen uden afholdelse af retsmøde, jf. ovenfor. Hvis sigtede har anmodet om et retsmøde, sender politikredsen sagen til retten med anmodning om, at der berammes et retsmøde til behandling af sagen. Sigtede/tiltalte indkaldes herefter på sædvanlig vis til retsmødet, jf. retsplejelovens § 896, stk. 2-4. Den forenklede bødesagsproces omfatter ikke sager, hvor der er spørgsmål om betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten eller om kørselsforbud. Baggrunden for det er, at der efter færdselslovens § 119, stk. 1, 2. pkt., ikke kan afsiges udeblivelsesdom efter retsplejelovens § 897, stk. 1, i sager om betinget frakendelse. Det antages, at det samme gør sig gældende med hensyn til sager om ubetinget frakendelse og kørselsforbud. Sager, som ikke bliver afgjort med udenretlig vedtagelse af førerretsfrakendelse eller kørselsforbud, skal således som hidtil sendes til retten med henblik på behandling i et retsmøde. 4. Ophævelse af hidtil gældende retningslinjer Denne meddelelse erstatter – for så vidt angår de sager, som er omfattet af meddelelsen – følgende retningslinjer: – Cirkulære nr. 50 af 23. marts 1965 om værnetinget for tiltale i politisager mv. – Aftale fra 2002 mellem Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten og Rigspolitiet om værneting i ATK-sager.

Versioner

  1. 2012-12-14 · til 2017-11-02