Gelex

Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Tiggeri (straffelovens § 197 - betleri)

OphævetVersion 2018-03-21fra 2018-03-21 til 2022-02-17
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/2017/10481@2018-03-21/da

Indhold
  1. Indledning

Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Tiggeri (straffelovens § 197 - betleri)

14. august 2017 1. Overblik og tjekliste 2. Politiets efterforskning og sagsbehandling Politiet og anklagemyndigheden skal være opmærksom på, om der er etableret en særlig fast track ordning i politikredsen for behandlingen af sager om tiggeri. 3. Forberedelse Det skal overvejes, om der er grundlag for frihedsberøvelse og/eller udvisning. Læs mere om administrativ udvisning og udvisning ved dom i Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om udvisning ved dom, pkt. 2.3. og 4. 4. Jura Efter straffelovens § 197, stk. 1, straffes den, der imod politiets advarsel gør sig skyldig i betleri (tiggeri), eller som tillader, at nogen under 18 år, der hører til hans husstand, betler (tigger), med fængsel indtil 6 måneder. Under formildende omstændigheder kan straffen bortfalde. Straf for tiggeri efter § 197, stk. 1, 1. led , forudsætter, at den pågældende først er meddelt en advarsel af politiet. Ved lov nr. 753 af 19. juni 2017 blev straffelovens § 197 ændret med henblik på at sætte ind over for utryghedsskabende tiggeri. Ved lovændringen udgik kravet om forudgående advarsel som betingelse for straf, når tiggeri sker i gågade, ved stationer, i eller ved supermarkeder eller i offentlige transportmidler, jf. stk. 2. Samtidig blev straffen for utryghedsskabende tiggeri skærpet, idet det nu skal indgå som en skærpende omstændighed, at tiggeriet er begået de nævnte steder, jf. stk. 3. Det fremgår af forarbejderne til lovændringen fra 2017, at der ved gågade forstås en butiksgade, der primært er indrettet til gående, idet biltrafik som udgangspunkt er forbudt, i det mindste i butikkernes åbningstid. Udtrykket omfatter ikke butiksgader i overdækkede butikscentre. Ved stationer forstås ifølge forarbejderne togstationer, herunder stationer til letbaner (metro mv.), og rutebilstationer. En rutebilstation er det samme som en busterminal, dvs. et trafikalt knudepunkt med anlæg til at betjene forskellige buslinjer. Udtrykket omfatter ikke busstoppesteder, der ikke ligger i tilknytning til en togstation eller en rutebilstation. Ifølge forarbejderne omfatter lovændringen tiggeri, der foregår ”ved stationer”. Det betyder, at både tiggeri, der foregår på perroner, i stationsbygninger, ventesale, læskure mv., og tiggeri, der foregår på steder, der naturligt hører til stationen, herunder forpladser, busholdepladser og parkeringsarealer i tilknytning til stationen, er omfattet af bestemmelsen. Ved offentlige transportmidler forstås transportmidler, der benyttes til offentlig personbefordring, herunder tog, letbaner, busser og færger. Lovændringen omfatter tiggeri, der foregår ”i offentlige transportmidler”. Tiggeri foregår ”i” et offentligt transportmiddel, når blot enten gerningsmanden eller en forurettet (en person, gerningsmanden henvender sig til) befinder sig inde i transportmidlet. Bestemmelsen omfatter også de tilfælde, hvor en gerningsmand, der befinder sig uden for transportmidlet (f.eks. en bus), henvender sig til en person, som befinder sig inde i transportmidlet. Bestemmelsen omfatter derimod ikke tilfælde, hvor både gerningsmanden og forurettede befinder sig uden for transportmidlet, medmindre forholdet falder under et af de øvrige led i bestemmelsen (”i gågader” eller ”ved stationer”). Ved supermarkeder forstås en selvbetjeningsbutik, hvis primære sortiment er fødevarer og dagligvarer. Bestemmelsen omfatter alle egentlige butikker af en vis størrelse, der forhandler et bredt udvalg af både føde- og dagligvarer. Bestemmelsen omfatter derimod ikke kiosker og andre mindre salgssteder med et begrænset varesortiment. Supermarkeder, der er beliggende i et butikscenter, er også omfattet af bestemmelsen. Bestemmelsen omfatter tiggere ”i og ved” et supermarked. Det vil sige, at både tiggeri, der foregår inde i supermarkedet, og tiggeri, der foregår umiddelbart uden for supermarkedet eller på steder, der naturligt hører til supermarkedet, herunder parkeringspladser, er omfattet. Der henvises til de specielle bemærkninger til § 1, nr. 1, i l L 215 fremsat den 2. juni 2017 og ændringsforslag stillet den 14. juni 2017 til Folketingets 3. behandling. 5. Straf og andre retsfølger Straffen for overtrædelse af § 197, stk. 1, er fængsel indtil 6 måneder. Strafferammen giver som udgangspunkt ikke mulighed for bødestraf. Anklagemyndigheden skal i sager om overtrædelse af § 197, stk. 1, som udgangspunkt i førstegangstilfælde nedlægge påstand om betinget fængsel i 7 dage. Der henvises i den forbindelse til U. 2002.470 Ø. Hvis forholdet er begået i gågade, ved stationer, i eller ved supermarkeder eller i offentlige transportmidler, skal anklagemyndigheden i førstegangstilfælde som udgangspunkt nedlægge om en ubetinget fængselsstraf på 14 dage, jf. § 197, stk. 3. Dette gælder • når gerningsmanden er ansvarlig efter § 197, stk. 1, 1. pkt., 1. led, jf. stk. 2, (når gerningsmanden tigger et af steder, der er nævnt i stk. 2) og • når gerningsmanden er ansvarlig efter § 197, stk. 1, 1. pkt. 2, led, jf. stk. 3 (når gerningsmanden tillader, at nogen under 18 år, der hører til den pågældendes husstand, tigger et af de steder, der er nævnt i stk. 2) Hvis lovovertrædelsen er af organiseret karakter, herunder begået af flere i forening eller som led i omfattende kriminalitet, skal anklagemyndigheden som udgangspunkt nedlægge påstand om højere straf end 14 dages fængsel, jf. straffelovens § 81, nr. 2 og 3. Det gælder efter omstændighederne også, hvis der er tale om personer, der kommer til Danmark med det formål at tigge de steder, der er nævnt i § 197, stk. 2. Hvis der foreligger formildende omstændigheder, skal anklagemyndigheden nedlægge påstand om en lavere fængselsstraf. Der henvises i det hele til de specielle bemærkninger til § 1, nr. 1, i lovforslaget L 215 fremsat den 2. juni 2017 . 6. Efter dom 6.1. Domme til Vidensbasen Det skal overvejes, om dommen er egnet til at indgå i anklagemyndighedens Vidensbase. En dom kan være egnet til Vidensbasen, hvis den belyser strafniveauet eller praksis for udvisning mv., eller hvis dommen belyser problemstillinger af generel/principiel betydning for retstilstanden. Kun endelige domme må indsendes til Vidensbasen. Skemaer til indsendelse af domme til Vidensbasen findes under Viden på AnklagerNet. 7. Love og forarbejder • LBK nr. 1052 af 4. juli 2016 (straffeloven) ◦ Lov nr. 753 af 19. juni 2017 om ændring af straffeloven (skærpelse af straffen for utryghedsskabende tiggeri) Retsplejeloven - seneste hovedlov • LBK nr. 1257 af 13.10.2016 Relevante forarbejder • 2016/1 LSF 2015, Forslag til lov om ændring af straffeloven (skærpelse af straffen for utryghedsskabende tiggeri) • 2016/1 LSF 215, Ændringsforslag stillet den 14. juni 2017 til 3. behandlingen af forslaget

Versioner

  1. 2018-03-21 · til 2022-02-17