Cirkulære om organisationsaftale for maskinmestre i land
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/2020/9278@2020-05-13/da
Indhold
Cirkulære om organisationsaftale for maskinmestre i land
Generelle bemærkninger 1. Skatteministeriet og Maskinmestrenes Forening har indgået vedlagte organisationsaftale for maskinmestre i land. 2. Organisationsaftalen med bilag udgør sammen med den til enhver tid gældende OAO-S-fællesoverenskomsten det samlede overenskomstgrundlag. 3. Organisationsaftalen har virkning fra 1. april 2018. 4. Ved overenskomstforhandlingerne i 2018 er der med virkning fra 1. oktober 2018 aftalt forhøjelse af pensionsbidragsprocenten fra 16,55 pct. til 16,86 pct. samt forhøjelse af valgfriheden mellem pension og løn til 1,58 pct. 5. Protokollat af 22. december 2017 for undervisere ved erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser på maritime uddannelsescentre og maskinmesterskoler optages som bilag 2 til organisationsaftalen. 6. Cirkulærebemærkninger, der relaterer sig til en enkelt bestemmelse, er opført som bemærkning til denne bestemmelse. Andre bemærkninger er opført under ”Generelle bemærkninger”. Uanset placeringen er bemærkningerne Skatteministeriets bemærkninger og ikke en del af aftaleteksten. Ikrafttræden Dette cirkulære har virkning fra 1. april 2018. Samtidig ophæves Finansministeriets cirkulære af 7. oktober 2013 (Modst. nr. 045-13) om organisationsaftale for maskinmestre i land.
Bilag 1
Bilag Organisationsaftale for maskinmestre i land - Denne organisationsaftale supplerer og/eller fraviger fællesoverenskomsten med Offentligt Ansattes Organisationer (Det Statslige Område). § 1. Organisationsaftalens dækningsområde Organisationsaftalen omfatter maskinmestre i land ansat i staten, eller ved selvejende institutioner, der er berettiget til statstilskud, og for hvilke Finansministeriet kan fastsætte løn - og ansættelsesvilkår for alle personalegrupper. § 2. Lønsystemet Lønsystemet er etableret i henhold til den til enhver tid gældende rammeaftalen om nye lønsystemer, hvis bestemmelser gælder, hvor intet andet måtte være nævnt i denne aftale. Stk. 2. Lønsystemet består af en basisløn, jf. § 3, der kan suppleres med en tillægsdel. Tillægsdelen omfatter lokalt aftalte funktionstillæg og kvalifikationstillæg, engangsvederlag og resultatløn mv. Stk. 3. Ved ansættelse på deltid ydes forholdsmæssig løn. Stk. 4. Alle basislønninger og tillæg er anført i årligt grundbeløb (31. marts 2012-niveau). Stk. 5. Overtidsbetaling beregnes pr. time som 1/1924 af den samlede faste løn, eksklusiv eventuel rådigheds-/merarbejdstillæg. § 3. Basisløn Basislønnen for maskinmestre udgør: 321.112 kr. Stk. 2. Basislønnen for maskinmestre i ledende stillinger udgør: 419.411 kr. Stk. 3. Basislønnen for de i stk. 2 anførte ledere kan anvendes for ledere, som har såvel faglig ledelse som personaleledelse for et antal underordnede, og af disse underordnede skal der være ansatte på mindst samme eller tilsvarende uddannelsesniveau som lederen. Stk. 4. Indplaceringen efter stk. 3 kan efter en konkret vurdering også anvendes for ledere i stillinger, som ikke indebærer ledelse for ansatte på mindst samme eller tilsvarende uddannelsesniveau som lederen. Det forudsætter, at der i stillingen er et betydeligt ledelsesansvar samt ledelsesbeføjelser. Stk. 5. For allerede ansatte maskinmestre i lederstillinger, som bliver omfattet af løngruppen for ledere, skal der ske modregning i tillæg. Ved besættelse af lederstillinger i fremtiden vil der, hvis stillingen besættes af en allerede ansat maskinmester, ske bortfald af alle hidtidige tillæg, og der skal ske en ny forhandling om ydelse af eventuelle tillæg. § 4. Pension Pensionsbidraget udgør 16,55 pct. af de pensionsgivende løndele. 1/3 af pensionsbidraget anses for at være den ansattes eget bidrag. Lønspecifikationen skal indeholde oplysning herom. Fra den 1. oktober 2018 udgør pensionsbidraget 16,86 pct. af de pensionsgivende løndele. Stk. 2. Ansættelsesmyndigheden indbetaler pensionsbidraget til PFA. § 5. Valgfrihed mellem pension og løn Den enkelte ansatte kan vælge, at pensionsbidrag, der overstiger 15 pct. i stedet for indbetaling til pensionskassen udbetales som løn. Fra den 1. oktober 2018 ophæves ovenstående stk. 1 , og erstattes af nedenstående stk. 1: Den enkelte ansatte kan vælge, at pensionsbidrag, der overstiger 15,28 pct. i stedet for indbetaling til pensionskassen udbetales som løn. Stk. 2. Hvis den ansatte vælger at få den del af pensionsbidraget, som overstiger 15 pct., udbetalt som løn, sker det på følgende vilkår: 1. Der beregnes ikke særlig feriegodtgørelse af beløbet. 2. Beløbet er ikke pensionsgivende. 3. Ved beregning af evt. over- og merarbejdsbetaling, medregnes beløbet ikke i årslønnen, idet eget pensionsbidrag ved beregningen af over- og merarbejdsbetaling dog opgøres som 1/3 af 16,55 pct. Cirkulærebemærkning til § 5, stk. 2: I alle andre henseender indgår de 1,55 pct. i lønnen og pensionsbidraget udgør 15 pct., hvis den ansatte har valgt at få de 1,55 pct. udbetalt som løn. Fra den 1. oktober 2018 ophæves ovenstående stk. 2 samt tilhørende cirkulærebemærkning og erstattes af nedenstående stk. 2 samt tilhørende cirkulærebemærkning: Stk. 2. Hvis den ansatte vælger at få den del af pensionsbidraget, som overstiger 15,28 pct., udbetalt som løn, sker det på følgende vilkår: 1. Der beregnes ikke særlig feriegodtgørelse af beløbet. 2. Beløbet er ikke pensionsgivende. 3. Ved beregning af evt. over- og merarbejdsbetaling, medregnes beløbet ikke i årslønnen, idet eget pensionsbidrag ved beregningen af over- og merarbejdsbetaling dog opgøres som 1/3 af 16,86 pct. Cirkulærebemærkning til § 5, stk. 2: I alle andre henseender indgår de 1,58 pct. i lønnen og pensionsbidraget udgør 15,28 pct., hvis den ansatte har valgt at få de 1,58 pct. udbetalt som løn. Stk. 3. Institutionen fastsætter de nærmere regler for administrationen af valgfrihedsordningen, herunder fastsættelse af perioder, hvor de ansatte kan anmode om ændringer. Den ansatte skal dog mindst en gang årligt kunne foretage omvalg. Ved nyansættelser kan valgfrihedsordningen benyttes uagtet ansættelsestidspunktet falder uden for eventuelle fastsatte ændringsperioder. § 6. Arbejdstid De ansatte er omfattet af den til enhver tid gældende aftale om arbejdstid for tjenestemænd i staten. Stk. 2. Ansatte med arbejdsledelse er ikke omfattet af reglerne om overarbejdsgodtgørelse, men er i stedet omfattet af reglerne om merarbejde. Stk. 3. Maskinmestre ansat som undervisere på maritime uddannelsescentre og maskinmesterskoler er omfattet af den til enhver tid gældende aftale om arbejdstid for maskinmestre og akademikere på maritime uddannelsescentre og maskinmesterskoler. § 7. Ikrafttræden og opsigelse Organisationsaftalen har virkning fra den 1. april 2018, og kan af hver af parterne opsiges skriftligt med 3 måneders varsel til en 31. marts, dog tidligst 31. marts 2021. Samtidig ophæves organisationsaftale af 7. oktober 2013 for maskinmestre i land. København, den 5. maj 2020 Maskinmestrenes Forening Patryk Juda-Jensen Skatteministeriet, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen Ramus Vilain
Bilag 2
Bilag 1 Lokale forhandlingsregler - I tilknytning til rammeaftalen om nye lønsystemer indgås følgende aftale om lokale forhandlinger og indgåelse af aftaler mv.: § 1. Den lokale ledelse og den stedlige tillidsrepræsentant kan indgå aftale om, at tillæg til enkeltpersoner forhandles og indgås efter reglerne i denne aftale. Den mellem den lokale ledelse og den stedlige tillidsrepræsentant indgåede aftale sendes til Maskinmestrenes Forening til godkendelse. Inden for en frist på 10 hverdage fra modtagelsen kan Maskinmestrens Forening kræve aftalen forhandlet med ledelsen. I modsat fald anses aftalen tiltrådt af Maskinmestrenes Forening. Bestemmelsen giver mulighed for at indgå aftale om andre forhandlingsregler. Hensigten er at styrke den lokale dialog om løndannelsen i de nye lønsystemer og i særdeleshed dialogen mellem leder og den enkelte medarbejder. Hvis der ikke er valgt en tillidsrepræsentant indgås aftalen med Maskinmestrenes Forening. Tilsvarende varetager Maskinmestrenes Forening tillidsrepræsentantens opgaver i de følgende bestemmelser. Modellen bygger således på en dialog på to niveauer: 1. Drøftelse mellem ledelsen og tillidsrepræsentanten om principper, procedurer og økonomiske rammer for løndannelsen 2. Lønforhandling direkte mellem leder og medarbejder Det kan i den lokale aftale indgå, at aftalen kun omfatter éngangsvederlag. Stk. 2. De overordnede principper og procedurer for løndannelsen i de nye lønsystemer samt de økonomiske rammer herfor drøftes mellem ledelsen og tillidsrepræsentanten. Stk. 3. Aftaler om personlige, varige og midlertidige tillæg samt éngangsvederlag indgås på grundlag af en forhandling mellem ledelsen og den enkelte medarbejder. Resultatet af forhandlingen sendes til tillidsrepræsentanten. Tillidsrepræsentanten kan inden for en frist på 7 hverdage fra modtagelsen af resultatet af forhandlingen kræve optaget forhandling med ledelsen. I modsat fald anses forhandlingsresultatet for tiltrådt af tillidsrepræsentanten. Det er forudsat, at den ledelsesrepræsentant, der forhandler med medarbejderen er bemyndiget til at indgå bindende aftaler om tillæg. Medarbejderen kan vælge at lade sig bistå af tillidsrepræsentanten under lønforhandlingen. København, den 4. oktober 2013 Maskinmestrenes Forening Per Olsen Finansministeriet P. M.V. E. B. David Sembach
Bilag 3
Bilag 2 Protokollat for undervisere ved erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser på maritime uddannelsescentre og maskin- mesterskoler - § 1. Dækningsområde Protokollatet omfatter undervisere ved maritime uddannelsescentre og maskinmesterskoler, der er ansat i en stilling omfattet af den til enhver tid gældende stillingsstruktur for undervisere ved erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser ved maritime uddannelsesinstitutioner. § 2. Arbejdstid Overenskomstansatte adjunkter, lektorer og docenter ved maritime uddannelsescentre og maskinmesterskoler er omfattet af overenskomst for akademikere i statens bestemmelser om arbejdstid med de nedenfor nævnte afvigelser vedrørende merarbejde. Stk. 2. Indberetning om merarbejde og fastsættelse af merarbejdets omfang skal ske mindst én gang årligt (årsnorm). Stk. 3. Afspadsering bør være tildelt den ansatte inden udløbet af det år, der ligger umiddelbart efter det tidspunkt, hvor merarbejdets omfang er opgjort. Bestemmelserne i akademikeroverenskomstens § 14, stk. 5, afsnit 2 og 3, om afvikling af afspadsering finder ikke anvendelse. Stk. 4. Docenter er ikke omfattet af reglerne om merarbejde. § 2, litra a, b og c, samt §§ 3 og 4 i overenskomst for akademikere i statens bilag 4 finder tilsvarende anvendelse for docenter. § 3. Tillæg til undervisere Til maskinmestre, der underviser ved erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser på maritime uddannelsescentre og maskinmesterskoler, ydes følgende pensionsgivende tillæg (grundbeløb 31. marts 2012-niveau): 5-9 års undervisningsanciennitet 10.200 kr. 10-14 21.200 kr. 15-19 30.900 kr. 20 45.000 kr. Stk. 2. De i § 3, stk. 1, nævnte tillæg reguleres som tjenestemændenes særlige tillæg. Stk 3 . Ansættelsesmyndighedens pensionsbidrag udgør 10 pct. af tillægget, mens den ansattes pensionsbidrag udgør 5 pct. af tillægget. Ansættelsesmyndigheden indbetaler pensionsbidraget til PFA. § 4. Tillæg til adjunkter og lektorer Der ydes følgende pensionsgivende tillæg til adjunkter og lektorer (grundbeløb 31. marts 2012-niveau): Adjunkt: 42.000 kr. Lektor: 83.000 kr. § 5. Docenter Basislønnen til docenter udgør 471.800 kr. årligt. Stk. 2. Til docenter aftales tillæg lokalt. Opnås der ikke enighed om andet, ydes et pensionsgivende tillæg på 40.000 kr. § 6. Undervisere ansat før stillingsstrukturens ikrafttrædelsesdato Adjunkter og lektorer, der blev ansat inden den 1. september 2015, og som var omfattet af Søfartsstyrelsens notat af 17. december 2001 om stillingsstruktur på maritime uddannelsescentre og maskinmesterskoler ydes følgende tillæg. Stk. 2. Til adjunkter udgør tillægget 34.700 kr. Stk. 3. Til lektorer på gammelt eller nyt lønsystem ydes udover nuværende lek-tortillæg et tillæg på 5.800 kr. dog således, at den samlede tillægssum for de to tillæg ikke overstiger 83.000 kr. § 7. Overgangsregler for allerede ansatte undervisere Adjunkter, der er ansat inden den 1. september 2015, kan senest den 1. oktober 2018 vælge at overgå til ansættelse efter den nye stillingsstruktur. Institutionen kan fastsætte en ny adjunktperiode efter reglerne i den nye stillingsstruktur. Overgang til en lektorstilling forudsætter positiv lektorbedømmelse efter den nye stillingsstruktur. Stk. 2. Vælger adjunkten ikke at overgå til ny stillingsstruktur, fortsætter adjunkten sit adjunktforløb efter den hidtidige stillingsstruktur. Overgang til en lektorstilling forudsætter positiv lektorbedømmelse efter den hidtidige stil-lingsstruktur. Adjunkter overgår efter positiv lektorbedømmelse til ansættelse efter den nye stillingsstruktur. § 8. Øvrige vilkår OAO-S-fællesoverenskomstens §§ 17 og 18 om forhandling og voldgift finder ikke anvendelse for ansatte omfattet af den nye stillingsstruktur eller hidtidige stillingsstrukturer i de tilfælde, hvor ansættelsesmyndigheden afskediger en adjunkt, fordi adjunkten undlader at anmode om lektorbedømmelse inden for den for vedkommende ansatte gældende frist, eller fordi lektorbedømmelsen af adjunkten ikke er positiv. § 9. Ikrafttræden og opsigelse af aftalen Protokollatet har virkning fra den 1. september 2017. Stk. 2. Samtidig ophæves aftale om løn- og ansættelsesvilkår for maskinmestre og akademikere på maritime uddannelsescentre og maskinmesterskoler med tilhørende bilag og protokollater. Protokollatet ophæver og erstatter protokollat om tillæg til maskinmestre, der underviser ved maskinmesterskolernes og de maritime uddannelsescentres eksamensskoleafdelinger (bilag 2). Stk. 3. Protokollatet kan af hver af parterne opsiges samtidig med overenskomsten og efter reglerne i denne. København, den 22. december 2017 Maskinmestrenes Forening Per Olsen Finansministeriet, Moderniseringsstyrelsen Magnus H. Gudmundsson