Cirkulære om håndtering og anmeldelse af ulykkestilfælde til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ved tilskadekomst i kriminalforsorgen
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/2021/9161@2021-03-12/da
Cirkulære om håndtering og anmeldelse af ulykkestilfælde til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ved tilskadekomst i kriminalforsorgen
§ 1.
Stk. 1. Dette cirkulære har til formål at fastlægge retningslinjerne for håndtering og anmeldelse af ulykkestilfælde for ansatte i kriminalforsorgen samt for indsatte i kriminalforsorgens institutioner og til dømte og prøveløsladte under udførelse af samfundstjeneste.
Stk. 2. En ulykke er defineret som en personskade forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, som sker pludseligt eller indenfor 5 dage.
§ 2.
Stk. 1. Der er sket rettidig anmeldelse til kriminalforsorgen, som en selvforsikret statslig myndighed, når arbejdsgiver eller repræsentant for denne er blevet orienteret om hændelsen inden for den 1-årige anmeldelsesfrist.
Stk. 2. Den 1-årige anmeldelsesfrist er således overholdt allerede ved orientering om ulykken til arbejdsgiver. Har tilskadekomne ikke orienteret om ulykken i henhold til § 2, stk. 1, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurdere sagen efter reglerne om for sen anmeldelse.
§ 3.
Stk. 1. Ved ulykkestilfælde for ansatte i kriminalforsorgen påhviler det nærmeste leder eller repræsentant for denne på ulykkesstedets matrikel at udfylde og underskrive en tilskadekomstrapport sammen med den tilskadekomne hvis muligt.
Stk. 2. Ved ulykkestilfælde for indsatte i kriminalforsorgens institutioner påhviler det nærmeste personale eller leder, som var til stede ved ulykken, at udfylde en tilskadekomstrapport sammen med den tilskadekomne hvis muligt.
Stk. 3. Ved ulykkestilfælde, hvor en elev kommer til skade under og som følge af sit skoleophold, påhviler det instruktøren, som var til stede ved ulykken, at udfylde en tilskadekomstrapport sammen med eleven hvis muligt og sende til underskrift ved uddannelsesleder eller repræsentant for denne.
Stk. 4. Ved ulykkestilfælde, hvor en person i samfundstjeneste kommer til skade, påhviler det den tilsynsførende i afdelingen for Kriminalforsorgen i Frihed at udfylde tilskadekomstrapport og sende til underskrift ved nærmeste leder.
Stk. 5. Alle tilskadekomstrapporter skal inden de 3 næstkommende hverdage sendes til HR-enheden i det kriminalforsorgsområde, som institutionen hører under. Tilskadekomstrapporter efter § 3, stk. 3, skal sendes inden de 3 næstkommende hverdage til Koncern Uddannelse.
§ 4.
Stk. 1. Arbejdsgiver har anmeldelsespligt til Arbejdstilsynet ved ulykkestilfælde, hvor tilskadekomne har været uarbejdsdygtig i mindst 1 dag efter ulykkestidspunktet.
Stk. 2. Ved indsatte gælder § 4, stk. 1, når ulykkestilfældet sker som følge af beskæftigelse i en af kriminalforsorgens institutioner.
Stk. 3. Ulykkestilfældet skal anmeldes til Arbejdstilsynet inden 9 dage.
Stk. 4. HR-enhederne i kriminalforsorgsområderne og Koncern Uddannelse er ved ulykkestilfælde den anmeldelsespligtige arbejdsgiver.
§ 5.
Stk. 1. Arbejdsgiver har anmeldelsespligt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvis 1) tilskadekomne er afgået ved døden, eller der er en forventning om dødens indtræden, 2) der er forventning om varige følger (mén eller tab af erhvervsevne), 3) tilskadekomne endnu ikke har genoptaget sit arbejde på 5-ugers dagen, 4) der er tvivl om, hvorvidt tilskadekomne er omfattet af lov om arbejdsskadesikring, eller 5) tilskadekomne anmoder om det.
Stk. 2. HR-enhederne i kriminalforsorgsområderne og Koncern Uddannelse har opfyldt deres anmeldelsespligt, når de har anmeldt ulykkestilfældet til forsikringsenheden i Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Stk. 3. Det er alene forsikringsenheden i Direktoratet for Kriminalforsorgen, der anmelder ulykkestilfælde til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
§ 6.
Stk. 1. Forsikringsenheden har kompetencen til at vurdere, om et ulykkestilfælde kan medføre krav på ydelser efter lov om arbejdsskadesikring. Til brug for vurderingen kan forsikringsenheden med skriftligt samtykke fra den tilskadekomne indhente lægelige oplysninger fra egen læge, fysioterapeut, psykolog etc. Forsikringsenheden kan også anmode tilskadekomne om at gå til egen læge med henblik på at få udarbejdet en funktionsattest til brug for vurderingen af det eventuelle varige mén.
Stk. 2. Forsikringsenheden anmelder ulykkestilfælde til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når der er sandsynlighed for, at ulykken har medført et varigt mén på mindst 5 procent.
Stk. 3. Vurderes det af forsikringsenheden, at et ulykkestilfælde ikke vil medføre et varigt mén på mindst 5 procent, har forsikringsenheden kompetencen til at henlægge sagen.
Stk. 4. Tilskadekomne kan altid anmode om at få sin sag genåbnet ved forsikringsenheden.
Stk. 5. Vurderes det af forsikringsenheden, at der er sket en forværring af arbejdsskaden og at skaden dermed kan medføre krav på ydelser efter loven, sendes sagen til behandling ved Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
§ 7.
Stk. 1. Forsikringsenheden i Direktoratet for Kriminalforsorgen kan træffe afgørelser om udgifter til behandling og hjælpemidler.
Stk. 2. Ved afgørelse om ingen eller delvis dækning af udgifter som nævnt i § 7, stk. 1, kan tilskadekomne anmode om at få oversendt sagen til behandling ved Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
§ 8.
Stk. 1. Forsikringsenheden i Direktoratet for Kriminalforsorgen har tavshedspligt i ulykkessager.
Stk. 2. Personfølsomme oplysninger, som ikke vedrører oplysningerne i anmeldelsen eller arbejdets forhold, men som vedrører oplysninger om tilskadekomnes psykiske eller fysiske tilstand, lægelige oplysninger samt afgørelser i forbindelse med arbejdsulykken, må forsikringsenheden ikke oplyse arbejdsgiver i kriminalforsorgen om.
Stk. 3. Tilskadekomnes fagforbund eller øvrige interessenter kan med fuldmagt underskrevet af den tilskadekomne modtage oplysninger om en konkret sag.
Stk. 4. Forsikringsenheden er part i ulykkessager, som er oversendt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Forsikringsenheden modtager alle sagsakter og har klageadgang i afgørelser truffet af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
§ 9.
Stk. 1. Cirkulæret træder i kraft den 15. marts 2021.
Stk. 2. Cirkulære nr. 69 af 18. september 2006 om anmeldelse af arbejdsskader for medarbejdere i Kriminalforsorgen og cirkulære af 22. december 2015 om anmeldelse til Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet af skader vedrørende tilskadekomne i kriminalforsorgen ophæves.