Gelex

Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer

GældendeVersion 2021-10-07
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/2021/9788@2021-10-07/da

Indhold
  1. Indledning

Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer

1. Overblik og tjekliste Ved lov nr. 414 af 13. marts 2021 blev der indført et forbud mod at modtage donationer fra visse fysiske og juridiske personer. Forbuddet omfatter modtagelse af donationer fra såvel indenlandske som udenlandske donatorer, der er optaget på en offentlig forbudsliste. Loven trådte i kraft den 15. marts 2021. Før der rejses tiltale i sager om modtagelse af donationer i strid med forbuddet, skal anklageren bl.a. være opmærksom på følgende: - Om betingelserne for donationens størrelse og karakter er opfyldt – Se pkt. 4.2. - Om modtageren af en ulovlig donation har haft den fornødne tilregnelse i forhold til, at donationen er ydet af en fysisk eller juridisk person, der er optaget på forbudslisten – Se pkt. 4.2.2. - Ved manglende tilregnelse på modtagelsestidspunktet skal anklageren overveje, om modtageren af en ulovlig donation har overholdt forpligtelsen til efterfølgende at returnere den ulovlige donation eller – hvis det ikke er muligt – forpligtelsen til at overføre donationen til Udlændinge- og Integrationsministeriet – se pkt. 4.3. - Om der er grundlag for at nedlægge påstand om konfiskation af en modtaget donation eller et tilsvarende beløb – se pkt. 3. - Om der også er grundlag for at rejse tiltale efter straffeloven – Se pkt. 3.1. - Om der er grundlag for at rejse tiltale mod en juridisk person – Se pkt. 4.5. 2. Politiets efterforskning og sagsbehandling 3. Forberedelse Sager om overtrædelse af lov om forbud mod modtagelse af donationer vil som udgangspunkt starte på baggrund af anmeldelser fra særmyndigheder (herunder eksempelvis skattemyndighederne, Trossamfundsregisteret eller Indsamlingsnævnet), som i anden sammenhæng modtager oplysninger, der kan indikere, at der kan være modtaget en donation i strid med lovens forbud. Anklageren skal i forbindelse med tiltalerejsning bl.a. være opmærksom på, om der skal nedlægges påstand om konfiskation af den modtagne donation eller et beløb svarende hertil. Anklageren skal samtidig være opmærksom på, om der udover at rejse tiltale for overtrædelse af lov om forbud mod modtagelse af donationer tillige er grundlag for at rejse tiltale for overtrædelse af straffeloven, se pkt. 3.1. 3.1. Særligt om sammenstød med straffelovens § 114 i og § 277 Modtagelse af en ulovlig donation omfattet af lov om forbud mod modtagelse af donationer kan efter omstændighederne udgøre en strafbar overtrædelse af henholdsvis straffelovens § 114 i om forbud mod at modtage økonomisk støtte fra grupper eller sammenslutninger (f.eks. terrororganisationer), der begår eller har til hensigt at begå terrorhandlinger eller terrorlignende handlinger, og straffelovens § 277 om ulovlig omgang med hittegods. Anklagemyndigheden skal derfor overveje, om det er relevant at rejse tiltale for både overtrædelse af lov om forbud mod modtagelse af donationer og straffeloven. 3.1.1. Straffelovens § 114 i Efter straffelovens § 114 i om modtagelse af økonomisk støtte fra en gruppe eller sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af § 114 eller § 114 a (terrorisme m.v.), straffes den, der fra en gruppe eller sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af § 114 eller § 114 a, modtager økonomisk støtte i penge eller andre ydelser til brug for oprettelse eller drift af en institution eller virksomhed eller til lignende formål her i landet, med fængsel indtil 8 år. Straffelovens § 114 i omfatter alene forsætlige forhold, hvilket bl.a. betyder, at modtageren skal have forsæt til, at den økonomiske støtte stammer fra en terrororganisation. Formålet med bestemmelsen er at modvirke, at terrororganisationer gennem donationer til civilsamfundet kan opnå sympati, legitimitet og indflydelse eller påvirkningsmulighed. Bestemmelsen finder f.eks. anvendelse på den, der modtager økonomisk støtte fra en terrororganisation til brug for oprettelse eller drift af en moské eller en skole her i landet. Der henvises i den forbindelse til pkt. 2.1.2.1., pkt. 2.3.1.1. og pkt. 2.3.2.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 81 af 11. november 2020 om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer. 3.1.2. Straffelovens § 277 Anklagemyndigheden skal overveje, om det kan være relevant at rejse tiltale for ulovlig omgang med hittegods efter straffelovens § 277. Efter straffelovens § 277, jf. § 285, straffes den for ulovlig omgang med hittegods, som for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding tilegner sig en fremmed rørlig ting, som ikke er i nogens varetægt, eller som ved ejerens forglemmelse eller på lignende tilfældig måde er kommet i gerningsmandens varetægt, med fængsel indtil 1 og 6 måneder. Efter straffelovens § 286, stk. 1, kan straffen stige til fængsel indtil 6 år, når forbrydelsen er af særligt grov beskaffenhed. Det kan eksempelvis være relevant at overveje at rejse tiltale efter straffelovens § 277 i en situation, hvor en borger på sit kontoudtog opdager, at der er indsat 15.000 kr. Borgeren har ikke nogen tilknytning til organisationer eller foreninger, der modtager donationer fra udlandet, og den pågældende har aldrig hørt om forbudslisten og er heller ikke klar over, at det er en person på forbudslisten, der ved en fejl har indsat 15.000 kr. på borgeres konti. Hvis borgeren i et sådant tilfælde vælger at beholde eller på anden vis disponere over penge, der fejlagtigt er indsat på dennes konto eller konti, kan der efter omstændighederne være tale om en strafbar overtrædelse af straffelovens § 277 om ulovlig omgang med hittegods. Hvis borgeren samtidig bliver klar over, at pengene stammer fra en person på forbudslisten, kan det blive relevant at fastsætte en fælles straf for både overtrædelse af § 8 i lov om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer og straffelovens § 277. Der henvises i den forbindelse til pkt. 2.3.1.4. og pkt. 2.4.2.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 81 af 11. november 2020 om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer samt de specielle bemærkninger til lovens § 8. 4. Jura 4.1. Optagelse på forbudslisten Ved lov nr. 414 af 13. marts 2021 blev der indført et forbud mod at modtage donationer fra visse fysiske og juridiske personer. Forbuddet omfatter modtagelse af donationer fra såvel indenlandske som udenlandske donatorer, der er optaget på en offentlig forbudsliste. Loven trådte i kraft den 15. marts 2021. Loven har til formål at modvirke, at fysiske og juridiske personer, herunder udenlandske statslige myndigheder og statsligt styrede organisationer og virksomheder, kan modarbejde eller underminere demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder ved at give donationer, jf. lovens § 1. Det følger af lovens § 2, stk. 1, at udlændinge- og integrationsministeren på baggrund af en indstilling fra Udlændingestyrelsen kan træffe afgørelse om, at fysiske og juridiske personer, der modarbejder eller underminerer demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, skal optages på en offentlig forbudsliste. Både fysiske og juridiske personer, der er hjemmehørende i Danmark og i udlandet, kan optages på forbudslisten. Juridiske personer omfatter bl.a. udenlandske statslige myndigheder og statsligt styrede organisationer og virksomheder. Der henvises til pkt. 2.1.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 81 af 11. november 2020 om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer samt de specielle bemærkninger til lovens § 2. Det følger af lovens § 4, stk. 1, 1. pkt., at optagelse af en juridisk eller fysisk person på den offentlige forbudsliste sker for en periode på 4 år, og at optagelsen kan forlænges med 4 år ad gangen. Optagelse på forbudslisten sker ved meddelelse i Statstidende, og optagelse af en fysisk eller juridisk person på forbudslisten vil gælde fra det tidspunkt, hvor meddelelsen optages i Statstidende. Det følger af lovens § 4, stk. 2, at den offentlige forbudsliste offentliggøres med oplysninger om fysiske personers navn, nationalitet, opholdsland, fødselsdato, fødested og adresse. For juridiske personer offentliggøres oplysninger om navn, logo, adresse og ledelse. Oplysninger om ledelse kan f.eks. omfatte oplysninger om bestyrelse, direktion, talsperson mv. Der vil ikke blive offentliggjort andre oplysninger. Forbudslisten offentliggøres ligeledes på udlændingemyndighedernes hjemmeside www.nyidanmark.dk . Der henvises til pkt. 2.2.4.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 81 af 11. november 2020 om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer samt de specielle bemærkninger til lovens § 4. 4.2. Forbud mod modtagelse af donationer fra fysiske eller juridiske personer, der er optaget på forbudslisten 4.2.1. Definition af donation Der er tale om et absolut forbud mod at modtage donationer, hvorfor det vil være uden betydning, hvad formålet med donationen er. Ved donationer forstås økonomiske bidrag, der ikke er knyttet til en kommerciel modydelse. Pengeoverførsler som led i almindelig samhandel vil således ikke være omfattet af forbuddet. Ud over konkrete pengeoverførsler vil donationer bl.a. kunne omfatte økonomiske lån, lånegarantier, lån af lokaler, donation af udstyr, tjenesteydelser, ejendomme og aflønning af personale. Det afgørende for, om støtte anses som en donation omfattet af loven, er, at der er tale om en ydelse, der sædvanligvis har en økonomisk værdi eller substituerer et pengebeløb. Er der f.eks. tale om en ydelse, som den, der leverer ydelsen, normalt tager betaling for som led i en erhvervsmæssig virksomhed, eller hvis ydelsen på anden måde substituerer et pengebeløb, vil det tale for at betragte ydelsen som en donation. Arv, private gaver fra familie og venner samt lejlighedsvise gaver mv. vil derimod ikke kunne anses som en donation, medmindre det må lægges til grund, at den pågældende arv eller gave reelt er en donation. Med hensyn til gaver vil det ved en sådan vurdering være relevant at se på bl.a. forholdet mellem giver og modtager, herunder om der er tale om nærtstående, værdien og i hvilken forbindelse gaven gives. Gaver givet mellem nærtstående i forbindelse med fødselsdage og mærkedage, højtider mv. vil således ikke blive anset for donationer, mens det efter omstændighederne må anses som en donation, hvis der er tale om øvrige relationer, og hvis der er konkrete holdepunkter for at antage, at hensigten har været at yde en donation. De samme betragtninger vil gøre sig gældende i forhold til arv. Der henvises til pkt. 2.1.2. og pkt. 2.1.2.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 81 af 11. november 2020 om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer samt de specielle bemærkninger til lovens § 6. Beløbsgrænse Det er et krav, at en eller flere donationer enkeltvis eller tilsammen overstiger 10.000 kr. inden for 12 på hinanden følgende kalendermåneder. Beløbsgrænsen på 10.000 kr. betyder, at også modtagelse af flere mindre donationer fra samme donator, der tilsammen overstiger 10.000 kr. inden for 12 på hinanden følgende kalendermåneder, vil kunne straffes. Modtagelse af donationer fra flere personer, der er tilknyttet samme organisation, fond eller lignende, f.eks. bestyrelsesmedlemmer i en organisation, der er optaget på forbudslisten, og som tilsammen overstiger 10.000 kr., vil også kunne straffes. Det afgørende er, at organisationen mv. er optaget på forbudslisten, og at betingelserne for straf er opfyldt. Der henvises i den forbindelse til pkt. 2.3.2.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 81 af 11. november 2020 om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer samt de specielle bemærkninger til lovens § 6. 4.2.2. Tilregnelse Det følger af straffelovens § 19, 2. pkt., at straf efter særlovgivningen kan pålægges, når lovovertrædelsen er begået ved uagtsomhed, medmindre andet fremgår af særlovsbestemmelsen. Det er derfor en betingelse for at ifalde bødestraf efter lov om forbud mod modtagelse af donationer, at modtageren af en donation på tidspunktet for modtagelse af donationen har den fornødne tilregnelse, dvs. at den pågældende på modtagelsestidspunktet har forsæt eller har udvist grov eller simpel uagtsomhed i forhold til at modtage en eller flere donationer over beløbsgrænsen fra en fysisk eller juridisk person, der er optaget på den offentlige forbudsliste. Forbuddet mod at modtage donationer fra personer, der er optaget på forbudslisten, vil være overtrådt, uanset om der er tale om simpel eller grov uagtsomhed. Der vil således også kunne ifaldes strafansvar for overtrædelse af forbuddet, hvis donationsmodtageren på modtagelsestidspunktet alene har udvist simpel uagtsomhed i forhold til at modtage en eller flere donationer. Modtagerens uagtsomhed vil f.eks. kunne foreligge, når en person har tilsidesat den agtpågivenhed, som kan kræves under hensyn til den pågældendes individuelle evner. Det vil kunne lægges modtageren til last, at der i relation til en overtrædelse af loven er udvist forhold, der kunne og burde være undgået, f.eks. ved bedre iagttagelse, mere omtanke eller fremskaffelse af oplysninger. Dette kan f.eks. ske ved at undersøge, hvorvidt en donationsgiver er optaget på forbudslisten. Modtagerens forsæt på modtagelsestidspunktet vil f.eks. kunne foreligge i tilfælde, hvor en forening i Danmark efter forudgående aftale modtager en donation fra en organisation i udlandet, der er optaget på forbudslisten, hvilket foreningen er vidende om. Der henvises til pkt. 2.3.2.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 81 af 11. november 2020 om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer. Tidspunkt for tilregnelse Tilregnelsen – dvs. forsættet eller uagtsomheden – skal ifølge forarbejderne til loven foreligge ved donationsmodtagelsen. I tilfælde, hvor en person eller organisation mv. har modtaget flere donationer fra den samme fysiske eller juridiske person på forbudslisten, der hver for sig er under beløbsgrænsen på 10.000 kr., vil der være tale om en overtrædelse på det tidspunkt, hvor modtageren har haft forsæt til eller har udvist simpel eller grov uagtsomhed i forhold til samlet set at have modtaget donationer, der udgør over 10.000 kr., fra en person på forbudslisten. Kravet til tilregnelse vil ligeledes være opfyldt på modtagelsestidspunktet i tilfælde, hvor en organisation i udlandet, der er optaget på forbudslisten, donerer støtte til en forening i Danmark via en mellemmand, der ikke er optaget på forbudslisten, hvis foreningen i Danmark vidste eller burde vide, at pengene reelt stammer fra organisationen i udlandet, og at organisationen er optaget på forbudslisten. Derimod vil der ifølge forarbejderne bl.a. ikke foreligge den fornødne tilregnelse på modtagelsestidspunktet, hvis f.eks. en forening her i landet aldrig har haft kontakt til yderligtgående organisationer mv., og foreningen uventet modtager en donation fra en organisation i udlandet, der er optaget på forbudslisten. Der henvises til pkt. 2.3.2.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 81 af 11. november 2020 om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer samt de specielle bemærkninger til lovens § 6. 4.3. Overtrædelse af pligten til at returnere donationer Det følger af lov om forbud mod at modtage donationer § 7, stk. 1, at den, der – uden at forholdet er omfattet af lovens § 6 – har modtaget en eller flere donationer, der enkeltvis eller tilsammen overstiger 10.000 kr. inden for 12 på hinanden følgende kalendermåneder, fra en fysisk eller juridisk person, som er optaget på den offentlige forbudsliste, skal returnere donationen til donatoren inden 14 dage regnet fra det tidspunkt, hvor den pågældende blev eller burde være blevet bekendt med at have modtaget en donation fra en person på forbudslisten. Det betyder, at modtagere, der ikke har haft den fornødne tilregnelse på modtagelsestidspunktet til at overtræde forbuddet i lovens § 6, vil være forpligtede til at returnere donationen til donator efter § 7. Manglende overholdelse af pligten til at returnere ulovlige donationer til donator efter lovens § 7, stk. 1, straffes med bøde efter lovens § 8. Der henvises til pkt. 2.4.2.1. og pkt. 2.4.2.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 81 af 11. november 2020 om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer samt de specielle bemærkninger til henholdsvis lovens § 7 og § 8. Hvis det ikke er muligt at returnere en donation fra en fysisk eller juridisk person, der er optaget på forbudslisten Modtageren af en donation omfattet af lovens § 7 skal gøre, hvad der med rimelighed kan forventes af den pågældende for at returnere donationen. Det er imidlertid ikke i alle tilfælde, at det vil være muligt for modtageren at returnere donationen til donator. Det følger i den forbindelse af § 7, stk. 2, at donationer, der ikke kan returneres til donator, vil skulle overføres til en konto i Udlændinge- og Integrationsministeriet senest 7 dage efter udløbet af 14-dagesfristen i § 7, stk. 1. Det betyder, at overførslen til Udlændinge- og Integrationsministeriet vil skulle gennemføres senest 21 dage efter det tidspunkt, hvor modtageren er blevet bekendt med eller burde være blevet bekendt med modtagelsen af donationen. Manglende overholdelse af pligten til at overføre en donation eller et beløb svarende til donationens værdi til Udlændinge- og Integrationsministeriet efter § 7, stk. 2, straffes med bøde efter lovens § 8. Hvis en donation undtagelsesvis foreligger i form af andet end pengebeløb, f.eks. undervisningsmateriale, computere mv., og hvor donationsmodtageren ikke kan returnere det modtagne til donator, skal Udlændinge- og Integrationsministeriet godkende, på hvilken måde donationen påtænkes afhændet, jf. § 7, stk. 2, 2. pkt. Udlændinge- og Integrationsministeriet skal i den forbindelse f.eks. modtage oplysninger om, hvem donationen sælges til og til hvilken pris. Der henvises til pkt. 2.4.2.1. og pkt. 2.4.2.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 81 af 11. november 2020 om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer samt de specielle bemærkninger til lovens § 7 og § 8. 4.4. Særligt om indsamlinger, trossamfund og partistøtte Der er på en række områder gennemført lovgivning, som er relevant i forhold til regulering af og indsigt i økonomiske donationer fra danske og udenlandske organisationer og personer. Der er eksempelvis regulering, der har til formål at bidrage til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering, og der er på flere områder indført krav om åbenhed om modtagelse af udenlandsk støtte. Visse organisationer, trossamfund mv. kan således efter anden lovgivning, f.eks. indsamlingsloven, trossamfundsloven og ligningsloven, have pligt til at gennemgå og indsende regnskaber til offentlige myndigheder. Der henvises til pkt. 2.1.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 81 af 11. november 2020 om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer. Trossamfundsloven Anerkendte trossamfund uden for folkekirken er ifølge lov nr. 1533 af 19. december 2017 om trossamfund uden for folkekirken forpligtet til at udarbejde og indsende regnskab til Trossamfundsregisteret. Reglerne er reguleret i bekendtgørelse nr. 1283 af 15. november 2018 om Trossamfundsregistret. Regnskabet skal bl.a. indeholde oplysninger om, hvorvidt trossamfundet i det foregående regnskabsår har modtaget en eller flere donationer. Der henvises til pkt. 2.2.1.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 81 af 11. november 2020 om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer. Partiregnskabsloven og partistøtteloven Regler om åbenhed om tilskud til politiske partier er fastsat i lov om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber (partiregnskabsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 139 af 7. februar 2019, og lov om økonomisk støtte til politiske partier m.v. (partistøtteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 973 af 11. august 2017. Der henvises til pkt. 2.2.1.4. og pkt. 2.4.1.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 81 af 11. november 2020 om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer. Indsamlingsloven De overordnede rammer for indsamlinger, der foregår i Danmark, er reguleret i indsamlingsloven, jf. lov nr. 511 af 26. maj 2014 om indsamling m.v. med senere ændringer. Indsamlingsloven regulerer ikke, hvem der kan donere til en indsamling, men loven indeholder bl.a. regler om, at der som udgangspunkt skal ansøges om tilladelse til at foretage indsamlinger i Danmark, at der skal udarbejdes et regnskab over indtægter og udgifter forbundet med en indsamling, og hvad de indsamlede midler er anvendt til, når indsamlingen er tilendebragt. Efter indsamlingsloven er nogle indsamlinger undtaget fra tilladelseskravet. Det gælder bl.a. private indsamlinger, hvorved forstås indsamlinger, hvor opfordringen rettes til indsamlerens bekendte eller til fysiske eller juridiske personer, som har særlig tilknytning til indsamlingsformålet. Indsamlinger, der udelukkende finder sted ved indendørs gudstjenester eller møder, og som forestås af vedkommende trossamfund eller mødearrangør, er heller ikke omfattet af loven. Der henvises til pkt. 2.2.1.6. i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 81 af 11. november 2020 om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer. 4.5. Særligt om strafansvar for juridiske personer Det følger af lov om forbud mod visse donationer § 9, at også juridiske personer kan ifalde straf efter lovens § 8. Anklagemyndigheden vil i sådanne tilfælde som udgangspunkt skulle rejse tiltale mod den juridiske person. Der vil som udgangspunkt ikke skulle rejses tiltale mod underordnede ansatte, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Det vil bl.a. være tilfældet, hvis der er tale om en grov overtrædelse, som den underordnede ansatte har begået forsætligt og eventuelt på eget initiativ. Det fremgår af forarbejderne, at dette eksempelvis kan være tilfældet i den situation, hvor en regnskabsmedarbejder hos en donationsmodtager, der har til opgave at gennemgå indkomne indtægter, herunder modtagne donationer, i forbindelse med udfærdigelse af årsregnskabet bliver opmærksom på, at der er modtaget donationer for over 10.000 kr. fra en udenlandsk organisation, som vedkommende ved er optaget på forbudslisten, men undlader at gøre sine overordnede opmærksom på og i øvrigt ikke foretager sig yderligere. I en sådan situation vil anklagemyndigheden skulle overveje, om der er grundlag for at rejse tiltale mod både den underordnede ansatte og mod den juridiske person. Der henvises til pkt. 2.3.1.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 81 af 11. november 2020 om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer samt de specielle bemærkninger ti lovens § 9. Der henvises i øvrigt til Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om Juridiske personer - Strafansvar for juridiske personer. 5. Straf og andre retsfølger Efter lov om forbud mod modtagelse af donationer § 6 straffes den, som modtager en eller flere donationer, der enkeltvis eller tilsammen overstiger 10.000 kr. inden for 12 på hinanden følgende kalendermåneder, fra en fysisk eller juridisk person, som er optaget på den offentlige forbudsliste, jf. lovens § 2, stk. 1, med bøde. Efter lovens § 8 straffes overtrædelse af pligten til at returnere en donation til donator efter § 7, stk. 1, og pligten til at overføre en donation eller et beløb til Udlændinge- og Integrationsministeriet efter § 7, stk. 2, med bøde. Det betyder, at der ikke kan straffes for forsøg, idet strafferammen alene er bøde, jf. straffelovens § 21, stk. 3. 5.1. Overtrædelse af forbuddet efter lovens § 6 mod at modtage donation fra en fysisk eller juridisk person, som er optaget på den offentlige forbudsliste Det fremgår af forarbejderne til lov om forbud mod modtagelse af donationer, at bøder i sager om overtrædelse af § 6 som udgangspunkt fastsættes til et beløb, der svarer til 30 pct. af den eller de donationer, som den pågældende har modtaget. Hvis donationen ikke er et pengebeløb, forudsættes det, at bøden skal fastsættes til 30 pct. af værdien af donationen. Det betyder, at anklagemyndigheden i sager om overtrædelse af forbuddet efter lovens § 6 skal nedlægge påstand om bøde efter følgende retningslinjer: Skema 1 : Donationsstørrelse (kr.) Bødeniveau (kr.) < 50.000 < 15.000 50.000-150.000 15.000-45.000 150.000-500.000 45.000-150.000 500.000-1.500.000 150.000-450.000 1.500.000-5.000.000 450.000-1.500.000 > 5.000.000 > 1.500.000 Der henvises til pkt. 2.3.2.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 81 af 11. november 2020 om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer samt de specielle bemærkninger til lovens § 6. 5.2. Overtrædelse af pligten til at returnere en donation til donator efter § 7, stk. 1, eller overtrædelse af pligten til at overføre en donation til Udlændinge- og Integrationsministeriet efter lovens § 7, stk. 2 Det fremgår af forarbejderne til § 8 i lov om forbud mod donationer, at bødeniveauet i sager om overtrædelse af § 7, stk. 1, og § 7, stk. 2, fastsættes til et beløb, der som udgangspunkt svarer til 15 pct. af den modtagne donation. Hvis donationen ikke er et pengebeløb, forudsættes det, at bøden skal fastsættes til 15 pct. af værdien af donationen. Det betyder, at anklagemyndigheden i sager om overtrædelse af lovens § 7 skal nedlægge påstand om bøde efter følgende retningslinjer: Skema 2 : Donationsstørrelse (kr.) Bødeniveau (kr.) < 50.000 < 7.500 50.000-150.000 7.500-22.500 150.000-500.000 22.500-75.000 500.000-1.500.000 75.000-225.000 1.500.000-5.000.000 225.000-750.000 > 5.000.000 > 750.000 Der henvises til pkt. 2.4.2.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 81 af 11. november 2020 om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer samt de specielle bemærkninger til lovens § 8. 6. Efter dom 7. Love og forarbejder - Lov nr. 414 af 13. marts 2021 om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer. - Lov nr. 1533 af 19. december 2017 om trossamfund uden for folkekirken. - Lov nr. 511 af 26. maj 2014 om indsamling m.v. Straffeloven - seneste hovedlov - Lovbekendtgørelse nr. 1650 af 17. november 2020 Ligningsloven - seneste hovedlov - Lovbekendtgørelse nr. 806 af 8. august 2019 Partiregnskabsloven - seneste hovedlov - Lovbekendtgørelse nr. 139 af 7. februar 2019. Partistøtteloven - seneste hovedlov - Lovbekendtgørelse nr. 973 af 11. august 2017. Relevante bekendtgørelser - Bekendtgørelse nr. 160 af 26. februar 2020 om indsamling m.v. - Bekendtgørelse nr. 1283 af 15. november 2018 om Trossamfundsregistret. Relevante forarbejder - Lovforslag nr. L 81 af 11. november 2020 om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer.

Versioner

  1. 2021-10-07