Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/2021/9795@2021-10-08/da

Indhold

1. Indledning

Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Strafudmåling (§§ 80-84)

1. Overblik og tjekliste 2. Politiets efterforskning og sagsbehandling 3. Forberedelse 3.1. Sager omfattet af straffelovens §§ 81 a og 81 b Anklagemyndigheden skal sikre, at der i alle sager, hvor anvendelse af straffelovens § 81 a kan være relevant, indhentes de fornødne oplysninger til afgørelse af, om der er grundlag for at rejse tiltale i medfør af bestemmelsen. Vurderingen af, om eksempelvis en person har tilknytning til en kriminel gruppe beror i første række på et politifagligt skøn. Anklagemyndigheden skal derfor senest i forbindelse med tiltalerejsning fra politiets Efterretnings- og Analyseenhed (EAE) indhente oplysninger om, hvorvidt: - det er Efterretnings- og Analyseenhedens vurdering, at der på gerningstidspunktet verserede en voldelig konflikt (Dokumentationsrapport – Konflikt) - det er Efterretnings- og Analyseenhedens vurdering, at gerningsmanden – og eventuelt forurettede – har tilknytning til eller er medlem af en af de konfliktende grupper (Dokumentationsrapport – Person) samt, - oplysninger, som dokumenterer de kriminelle gruppers eksistens (Dokumentationsrapport – Gruppe) I tilfælde hvor politiets Efterretnings- og Analyseenhed ikke med den fornødne sikkerhed kan fastslå, om en gerningsmand er tilknyttet til eller medlem af en given gruppe, eksempelvis fordi gerningsmanden kun har været tilknyttet den pågældende gruppe i kort tid, eller fordi der er tale om en nyligt opstået gruppe, skal anklagemyndigheden undersøge, om der er øvrige oplysninger som taler for, at gerningsmanden har tilknytning til gruppen. Det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at der ikke i forarbejderne fremgår et krav om, at anvendelse af straffelovens § 81 a forudsætter, at gerningsmanden skal have været medlem af en af de konfliktende grupper. Det afgørende er, at anklagemyndigheden kan føre bevis for, at gerningsmanden helt eller delvist har været motiveret af at ville deltage i eller reagere på en konflikt mellem grupper af personer. Se pkt. 5.4. Straffelovens § 81 a nedenfor. I forbindelse med tiltalerejsning skal anklagemyndigheden desuden være opmærksom på, om forholdet også opfylder betingelserne i straffelovens § 81 b. Såfremt anklagemyndigheden vurderer, at betingelserne i både straffelovens § 81 a og b er opfyldt, skal anklagemyndigheden rejse tiltale for straffelovens § 81 a, subsidiært § 81 b. Se pkt. 5.5. Straffelovens § 81 b nedenfor. Herudover skal anklagemyndigheden i alle sager, hvor der rejses tiltale efter straffelovens § 81 a, tillige nedlægge påstand om opholdsforbud efter straffelovens § 79 a. Se mere i afsnittet om Opholdsforbud - Straffelovens § 79 a i Rigsadvokatmeddelelsen. Endelig skal anklagemyndigheden i sager om overtrædelse af straffelovens § 81 a, hvor den tiltalte har dobbelt statsborgerskab, vurdere, om der skal nedlægges påstand om frakendelse af dansk indfødsret efter indfødsretslovens § 8 B. Se mere i afsnittet om Udvisning og frakendelse af statsborgerskab ved dom, pkt. 5.3. 4. Jura 5. Straf og andre retsfølger 5.1. Straffelovens § 80 Ved lov nr. 218 af 31. maj 2004 om ændring af straffeloven blev der gennemført en modernisering af straffelovens strafferammer mv., der indebar en forenkling og ændring af Rigsadvokatens vejledende retningslinjer for nedsættelse af bøder til personer med særlig lav betalingsevne. Der henvises til forarbejderne til straffelovsændringen (L 99 af 26. november 2003, pkt. 3.9.1. og 3.9.3.). 5.1.1. Generelt om bødetakster Sanktionspåstande skal udformes i overensstemmelse med de generelle retningslinjer for fastsættelse af bødestraf samt de retningslinjer for bødens størrelse, som fremgår i meddelelsens enkelte afsnit. Dette hindrer ikke, at tiltale i medfør af retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 1, helt eller delvis frafaldes, eller at politiet eventuelt meddeler en advarsel, såfremt forholdet er af ringe strafværdighed. 5.1.2. Generelt om nedsættelse af bøder Se afsnittet om Færdsel – Generelle retningslinjer for sanktionspåstande i færdselssager i Rigsadvokatmeddelelsen om nedsættelse af bøder til personer med særlig lav betalingsevne gælder også i sager om overtrædelse af straffeloven. Der er således indført en ordning med nedsættelse af bøder til det halve til personer mellem 15 og 18 år uden en konkret vurdering af indtægtsforholdene og til personer med en indtægt, der er mindre end ¾ af dagpengebeløbet for en fuldtidsansat. Det er forholdene på gerningstidspunktet, der er afgørende for en eventuel nedsættelse både med hensyn til sigtede under 18 år og sigtede med særlig lav indtægt, jf. f.eks. U 1994.783 Ø vedrørende lav indtægt. 5.1.2.1. Unge under 18 år Personer mellem 15 og 18 år er ofte skolesøgende eller på anden måde under uddannelse og har i vidt omfang ingen egentlig indtjening af betydning. På denne baggrund skal bøden til unge under 18 år generelt nedsættes til det halve beløb, dog mindst 500 kr . Der foretages således ikke en konkret vurdering af indtægtsforholdene for så vidt angår denne gruppe. Nedsættelsen af bøden skal ske ved anklagemyndighedens foranstaltning i forbindelse med udsendelse af bødeforelæg eller ved nedlæggelse af påstand om bøde. Dette gælder dog ikke, hvis andet ikke følger af retningslinjerne for bødens fastsættelse vedrørende de enkelte lovovertrædelser. 5.1.2.2. Personer med særlig lav indtægt Bøder til personer med særlig lav indtægt kan nedsættes til det halve beløb, dog mindst 500 kr. Ved beregningen af sigtedes indtægt skal der ikke tages hensyn til sigtedes eventuelle formue, herunder likvid formue. I relation til nedsættelse af bøder anses en indtægt, der er væsentlig mindre end dagpengebeløbet for en fuldtidsbeskæftiget, som særlig lav. Dagpengebeløbet for en fuldtidsbeskæftiget er fra 1. januar 2021 ca. 231.920 kr. pr. år, svarende til ca. 19.326 kr. pr. måned. Hvis sigtedes indtægt udgør mindre end ca. ¾ af dette beløb, dvs. ca. 173.940 kr. pr. år/14.495 kr. pr. måned, skal der ske nedsættelse af bøden til det halve beløb, dog mindst 500 kr. Indtægtsgrænsen reguleres årligt, og den angivne indtægtsgrænse finder anvendelse for overtrædelser, der begås efter 1. januar 2021. Dagpengebeløbet reguleres årligt i medfør af lov om arbejdsløshedsforsikring og det aktuelle beløb er tilgængeligt på de fleste fagforeningers hjemmesider. Når indtægten skal opgøres, skal der tages udgangspunkt i den sigtedes bruttoindtægt. Hele den sigtedes indtægt skal efter Rigsadvokatens opfattelse medregnes, herunder f.eks. pensionsudbetalinger og udbetalinger fra ATP, og der skal ikke fratrækkes skat, arbejdsmarkedsbidrag og andre fradrag. Der må således ikke ske nedsættelse af en bøde blot under henvisning til, at den sigtede er pensionist, studerende, kontanthjælpsmodtager eller lignende, uden at der foreligger oplysninger om den pågældendes indtægt. Det påhviler den sigtede at fremlægge den fornødne dokumentation for, at han eller hun har en særlig lav indtægt, eksempelvis ved fremlæggelse af årsopgørelser eller lignende. Foreligger der ikke sådan dokumentation på tidspunktet for udstedelse af bødeforelæg mv., fastsættes bøden til normaltaksten. I politiets vejledning om nedsættelse af bøder fremgår det, at politiet skal kontaktes senest 20 dage fra datoen på tilkendegivelsen eller opgørelsen, hvis sigtede mener, at hans eller hendes indtægtsforhold kan medføre en nedsættelse af bøden. Den overordnede anklagemyndighed har fortsat adgang til at gribe ind i konkrete sager i sin egenskab af tilsynsmyndighed. Hvis en person, der modtager et bødeforelæg, retter henvendelse til statsadvokaten med indsigelse mod bødeforelægget i forhold til bødens størrelse, vil statsadvokaten således have mulighed for at vurdere sagen. Anmodning om bødenedsættelse fremsat efter udløbet af 20-dages fristen, men inden dom Såfremt anmodningen om nedsættelse af bøden eller dokumentationen for indtægtsforholdene modtages inden, der er afsagt dom, kan politikredsen nedsætte bøden. Dette gælder også, selv om anmodningen er fremsat efter udløbet af den 20-dages frist, som fremgår af politiets vejledning om nedsættelse af bøder. Er politikredsen af den opfattelse, at der ikke er grundlag for at nedsætte bøden , skal sagen indbringes for retten , medmindre sigtede alligevel ønsker at vedtage bøden. Hvis sagen indbringes for retten, skal det fremgå af sagen, at sigtede ønsker bøden nedsat, og at politikredsen ikke har fundet grundlag for at imødekomme anmodningen. Dette gælder, uanset om sagen skal behandles i eller uden et retsmøde. Det er således retten – og ikke anklagemyndigheden – der i denne situation tager endelig stilling til sigtedes indsigelse om bødens størrelse. Anmodning om bødenedsættelse fremsat efter udenretlig vedtagelse af bøden Er anmodningen om nedsættelse af bøden fremsat efter, at bøden er vedtaget, kan politikredsen i overensstemmelse med hidtidig praksis genoptage sagsbehandlingen og ændre bødens størrelse. Hvis politikredsen afviser at imødekomme en anmodning om nedsættelse af en vedtaget bøde, kan afgørelsen påklages til den overordnede anklagemyndighed efter reglerne i retsplejeloven. Det skal således fremgå af afgørelsen, at den kan påklages til statsadvokaten, jf. retsplejelovens § 101, stk. 2, 1. pkt. Endvidere skal det fremgå, at fristen for at klage er 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. retsplejelovens § 102, stk. 1. 5.2. Straffelovens § 80, stk. 3 Ved lov nr. 330 af 30. marts 2019 om ændring af straffeloven (betydningen af tro, kulturelle forhold og lignende i forbindelse med straffens fastsættelse) blev der i straffelovens § 80 tilføjet et nyt stk. 3. Loven trådte i kraft 1. april 2019. Tilføjelsen af § 80, stk. 3, betyder, at det ved vurderingen af en lovovertrædelses grovhed samt ved vurderingen af oplysninger om gerningsmanden ikke kan indgå som en formildende omstændighed, at gerningen har baggrund i tro, kulturelle forhold eller lignende. Det forudsættes herudover, at der heller ikke i forbindelse med valget mellem sanktionsformer vil kunne lægges vægt på, at gerningen har baggrund i tro, kulturelle forhold eller lignende, jf. bemærkningerne til lov nr. 330 af 30. marts 2019 ( L 149 af 6. februar 2019, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.3 ). Med ”tro” forstås bevæggrunde, der har baggrund i den pågældendes trosretning, herunder bevæggrunde, der er betinget af en fælles trosretning, f.eks. kristendom, jødedom eller islam. Med ”kulturelle” forhold forstås, at gerningen har baggrund i f.eks. normer for opførsel hos en bestemt befolkningsgruppe. Det kan bl.a. være handlinger eller udtalelser, som nogle grupper accepterer som værende i overensstemmelse med faste normer, men som andre grupper anser for at være forkerte eller strafbare, f.eks. brugen af vold mod børn som en del af opdragelsen. Med ”eller lignende” forstås, at også kulturelle eller religiøse sædvaner, traditioner eller såkaldt ære samt andre kulturelle eller religiøse normer er omfattet af bestemmelsen. Bestemmelsen omfatter endvidere situationer, hvor gerningen har baggrund i forurettedes overtrædelse af kulturelle, religiøse, sociale eller traditionsbundne normer eller sædvaner for passende adfærd. Det betyder f.eks., at påstande om, at forurettede har opført sig i strid med normer for god opførsel efter en bestemt kultur, ikke vil kunne tillægges vægt som en formildende omstændighed ved straffens fastsættelse. Lovændringen betyder desuden, at uvidenhed eller misforståelse af retsregler begrundet i tro, kulturelle forhold eller lignende ikke vil kunne tillægges formildende betydning ved straffens fastsættelse efter straffelovens § 82, nr. 4. Med lovændringen er der ikke tilsigtet en ændring i øvrigt i de forhold, der i almindelighed skal anses som skærpende eller formildende omstændigheder ved straffens fastsættelse i henhold til straffelovens §§ 81 og 82. 5.3. Straffelovens § 81 og § 84 5.3.1. Straffelovens § 81, nr. 1, og § 84 - gentagelsesvirkning Ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse mv.) skete bl.a. en ændring af straffelovens §§ 80-84 om straffens fastsættelse. Anvendelsen af lovbestemmelser om forhøjet straf i gentagelsestilfælde reguleres nu i straffelovens § 84, således at det ved bestemmelsen i § 84, stk. 3, er fastsat, at gentagelsesvirkningen først ophører, når der er forløbet 10 år efter at den tidligere straf er udstået, endeligt eftergivet eller bortfaldet, mod hidtil 5 år. Det blev samtidig fastsat, at også overtrædelser, der er begået før det fyldte 18. år, kan tillægges gentagelsesvirkning, jf. § 84, stk. 1. De nye regler trådte i kraft den 2. april 2004. Tidligere blev det bl.a. på grundlag af en afgørelse truffet af førstekammeret ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol antaget, at det er strid med menneskerettighedskonventionens artikel 7 at anvende skærpede regler om forhøjet straf i gentagelsestilfælde i en situation, hvor gentagelsesvirkningen af en tidligere dom var udløbet i henhold til de tidligere gældende regler forud for ikrafttrædelsen af de skærpede regler om gentagelsesvirkning. Storkammeret ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har imidlertid ved en dom af 29. marts 2006 (sag nr. 67335/01) ændret førstekammerets afgørelse, og denne afgørelse er fulgt af Østre Landsret i U 2007.1113 Ø, der omhandlede gentagelsesvirkningen i forbindelse med spirituskørsel. I den sag havde T i januar 2000 for bl.a. spirituskørsel vedtaget en bøde og 2 års frakendelse af førerretten. I oktober 2005 havde han kørt spirituskørsel med en promille på 2,25. Østre Landsret fandt, at straffen for det nye forhold efter ændring af færdselsloven ved lov nr. 363 af 24. maj 2005, der trådte i kraft den 1. september 2005, skulle bedømmes som et 2. gangstilfælde af spirituskørsel, uanset at gentagelsesvirkningen for bødevedtagelsen i januar 2000 efter den tidligere praksis udløb i januar 2005 og således før vedtagelsen af lov nr. 363 af 24. maj 2005. Østre Landsret anførte følgende i præmisserne: »Ved lov nr. 363 af 24. maj 2005 om ændring af færdselsloven skete der blandt andet en ændring for så vidt angår gentagelsesvirkningens tidsmæssige udstrækning, idet gentagelsesvirkningen for straf efter den tidligere praksis udløb efter 5 år efter endelig dom, mens gentagelsesvirkningen efter lovændringen udløber 5 år efter udløbet af frakendelsestiden. Spirituskørslen…, der navnlig bærer strafudmålingen, er begået den 1. oktober 2005 og således efter ikrafttrædelsen af lov nr. 363 af 24. maj 2005, der trådte i kraft den 1. september 2005. Forholdet skal således bedømmes efter denne lov, både for så vidt angår straffehjemlen og den konkret udmålte straf. Straffen for dette forhold skal således fastsættes efter færdselslovens § 117, stk. 2, nr. 1 og nr. 5 [nu § 117, stk. 2, nr. 6], og forholdet skal bedømmes som et andengangstilfælde af spirituskørsel med en promille over 2,00. Straffen herfor er fængsel i 30 dage. Det forhold, at gentagelsesvirkningen for bødevedtagelsen den 17. januar 2000 efter den tidligere praksis udløb den 17. januar 2005, og således før vedtagelsen og ikrafttrædelsen af lov nr. 363 af 24. maj 2005, indebærer ikke, at forholdet ikke fuldt ud skal bedømmes efter den nye lov. Der henvises i den forbindelse til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 29. marts 2006 i sagen Achour mod Frankrig…« Det må antages, at Østre Landsrets dom i U 2007.1131 Ø og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom, der vedrørte overtrædelse af narkotikalovgivningen, indebærer, at reglen i straffelovens § 84, stk. 3, om 10 års gentagelsesvirkning kan anvendes, uanset om gentagelsesvirkningen af en afgørelse truffet før lovændringens ikrafttræden den 2. april 2004 var ophørt efter den tidligere gældende regel om gentagelsesvirkning i 5 år. Det må således antages, at både afgørelser fra før og efter den 2. april 2004 tillægges gentagelsesvirkning efter de nye regler, uanset om gentagelsesvirkningen af en afgørelse fra før 2. april 2004 var udløbet ved ikrafttræden af lov nr. 218 af 31. marts 2004. For så vidt angår gentagelsesvirkningen af overtrædelser, der er begået før det fyldte 18. år, må det også på baggrund af de ovennævnte domme antages, at bestemmelser om forhøjet straf i gentagelsestilfælde kan anvendes, selv om den tidligere afgørelse vedrører et forhold begået før den 2. april 2004, mens gerningsmanden endnu ikke var fyldt 18 år. Det anførte ovenfor har f.eks. betydning for anvendelsen af straffelovens § 247, stk. 1 (om forhøjelse af straffen i voldssager, hvor tiltalte tidligere er dømt for forsætlig voldskriminalitet), straffelovens § 291, stk. 2 (om forhøjet straf for hærværk, når gerningsmanden tidligere er fundet skyldig i hærværk mv.) og straffelovens § 293 a, 2. pkt. (om forhøjet straf for brugstyveri af motorkøretøj i gentagelsestilfælde). For så vidt angår skærpet strafudmåling i gentagelsestilfælde inden for de i øvrigt gældende strafferammer – dvs. når spørgsmålet om skærpet strafudmåling i gentagelsestilfælde ikke er en følge af en lovbestemmelse om forhøjet straf i gentagelsestilfælde – anvendes straffelovens § 81, nr. 1, hvorefter det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som skærpende omstændighed, at gerningsmanden tidligere er straffet af betydning for sagen. Det er således fortsat ikke udtrykkeligt angivet i straffeloven, hvor længe tidligere afgørelser kan have betydning for strafudmålingen. Det fremgår dog af forarbejderne til den nye bestemmelse i § 84, at de foreslåede skærpelser vil kunne få en vis betydning for den vægt, domstolene i forbindelse med strafudmåling inden for normalstrafferammen tillægger en straffedom, der ligger længere tilbage i tid, eller som vedrører forhold, der er begået, før den pågældende fyldte 18 år. 5.3.2. Straffelovens § 81, nr. 6 Der henvises til afsnittet om Hadforbrydelser i Rigsadvokatmeddelelsen. 5.3.3. Straffelovens § 81, nr. 8 Der henvises til pkt. 5.1.1. i afsnittet om Offentligt ansatte – Sager mod offentligt ansatte i Rigsadvokatmeddelelsen. 5.3.4. Straffelovens § 81, nr. 11 Der henvises til afsnittet om Vold mod børn (§§ 244-246) i Rigsadvoaktmeddelelsen og pkt. 5. i afsnittet om Samlivsrelaterede personfarlige forbydelser i Rigsadvokatmeddelelsen. 5.3.5. Straffelovens § 81, nr. 13 og 14 Der henvises til pkt. 4.4. i afsnittet om Chikane, trusler og vold mod offentligt ansatte mv. (§ 119, § 119 a og § 121) i Rigsadvokatmeddelelsen. 5.4. Straffelovens § 81 a Efter straffelovens § 81 a, stk. 1, kan straffen for specifikke forbrydelser forhøjes med indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen har baggrund i eller er egnet til at fremkalde en konflikt mellem grupper af personer, hvor der som led i konflikten enten anvendes skydevåben eller anvendes våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller begås brandstiftelse efter straffelovens § 180. Efter straffelovens § 81 a, stk. 2, skal det ved fastsættelsen af straffen indgå som en særdeles skærpende omstændighed, hvis lovovertrædelsen: - omhandler straffelovens §§ 180, 183, stk. 2, eller § 237, og - har baggrund i eller er egnet til at fremkalde en konflikt som nævnt i stk. 1. Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 501 af 12. juni 2009 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, våbenloven, lov om politiets virksomhed, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og forvaltningsloven (Styrket indsats mod bandekriminalitet m.v.) og er senere ændret ved henholdsvis lov nr. 733 af 26. juni 2014 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om våben og eksplosivstoffer, lov om politiets virksomhed og lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Initiativer mod rocker- og bandekriminalitet m.v.) og ved lov nr. 672 af 8. juni 2017 om ændring af straffeloven, lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme og lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Styrket indsats mod rocker- og bandekriminalitet m.v.). 5.4.1. Strafskærpelse efter straffelovens § 81 a, stk. 1 og 2 Er en overtrædelse omfattet af straffelovens § 81 a, stk. 1, kan straffen forhøjes med indtil det dobbelte, sammenlignet med strafniveauet for en tilsvarende overtrædelse, der ikke har baggrund i eller er egnet til at fremkalde en konflikt mellem grupper af personer, hvor der som led i konflikten enten anvendes skydevåben eller anvendes våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller begås brandstiftelse efter straffelovens § 180. Straffelovens § 81 a, stk. 1, finder anvendelse ved overtrædelse af følgende bestemmelser i straffeloven: - § 119 (vold og trusler om vold mod offentligt ansatte) - § 119 b (angreb med genstand på personer i offentlig tjeneste) - § 123 (vidnetrusler) - § 192 a (ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder) - § 244 (vold) - § 244, jf. § 247 (vold i gentagelsestilfælde mv.) - § 245 (grov vold) - § 245, jf. § 247 (grov vold i gentagelsestilfælde mv.) - § 246, jf. § 245 (grov vold under særdeles skærpende omstændigheder) - § 246, jf. § 245, jf. § 247 (grov vold under særdeles skærpende omstændigheder i gentagelsestilfælde mv.) - § 252, stk. 1 (forsætlig fareforvoldelse) - § 260, stk. 1 (ulovlig tvang) - § 261, stk. 1 og 2 (frihedsberøvelse) - § 266 (trusler) - § 285, stk. 1, jf. § 281 (afpresning) - § 286, stk. 1, jf. § 281 (afpresning af særligt grov beskaffenhed) - § 288 (røveri) Det betyder, at strafudmålingsniveauet i sager omfattet af straffelovens § 81 a, som udgangspunkt fordobles i forhold til den straf, der ellers normalt ville blive fastsat af domstolene. I de tilfælde, hvor domstolene inden lovændringen eksempelvis ville udmåle en straf på 1 år og 6 måneder, bør der som udgangspunkt udmåles en straf på fængsel i 3 år, når overtrædelsen kan henføres til straffelovens § 81 a. Se til eksempel Højesterets dom af 24. juni 2021 (gengivet i U. 2021.4345), hvor fem tiltalte – i forening med en større gruppe personer - var fundet skyldige i grov vold og forsøg på grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 81 a, stk. 1. Højesteret henviste til, at det i forarbejderne til straffelovens § 81 a er forudsat, at straffen i sager omfattet af bestemmelsen som udgangspunkt fordobles i forhold til den straf, der ellers ville blive fastsat af domstolene. Højesteret tiltrådte herefter, at tre af de tiltalte skulle straffes med 6 års fængsel. En anden af de tiltalte blev idømt fængsel i 6 og 6 måneder, hvoraf 246 dage udgjorde en reststraf, mens den sidste tiltalte ikke fik udmålt en tillægsstraf, idet han samtidig ved en anden dom fra Højesteret blev idømt fængsel på livstid. I de situationer, hvor den forhøjede straf udmåles i tid, kan der højst udmåles en frihedsstraf på 20 års fængsel, jf. straffelovens § 33, stk. 2. I tilfælde, hvor domstolene normalt ville udmåle en straf på mere end 10 års fængsel – f.eks. i en drabssag efter straffelovens § 237 – er det i forarbejderne forudsat, at der som udgangspunkt straffes med fængsel på livstid. Der henvises til forarbejderne til lov nr. 501 af 12. juni 2009 ( lovforslag L 211 af 29. april 2009, de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.5 ). Dette udgangspunkt er lagt til grund i Højesterets dom af 24. juni 2021 (gengivet i AM2021. 06.24H2), hvor to tiltalte var fundet skyldige i drab og drabsforsøg begået i forening under anvendelse af en halvautomatisk pistol på offentligt tilgængeligt sted. Forholdet var begået som led i en verserende bandekonflikt, jf. straffelovens § 81 a. Højesteret stadfæstede landsrettens dom, hvorefter begge tiltalte blev straffet med fængsel på livstid, idet Højesteret henviste til forarbejderne til straffelovens § 81 a. Højesteret udtalte derudover, at det forhold, at en af de tiltalte var 18 år på gerningstidspunktet og ikke tidligere var straffet af betydning for sagen, efter forholdenes karakter og grovhed ikke kunne føre til, at der blev fastsat en tidsbestemt straf. Fastsættelsen af straffen for overtrædelse af straffelovens § 81 a, vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde, og straffelovens almindelige regler om straffens fastsættelse mv. vil fortsat finde anvendelse i disse sager, herunder § 81 om skærpende omstændigheder, § 82 om formildende omstændigheder og § 83 om fastsættelse af straffen under den angivne strafferamme eller strafbortfald. Straffelovens § 81 a omfatter også tilfælde, hvor der foreligger forsøg på og/eller medvirken til de pågældende lovovertrædelser, jf. straffelovens §§ 21 og 23. Det fremgår bl.a. af forarbejderne til lov nr. 501 af 12. juni 2009 ( lovforslag L 211 af 29. april 2009, de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.4 ). 5.4.2. Hvornår er en overtrædelse omfattet af straffelovens § 81 a? Anvendelsen af straffelovens § 81 a forudsætter: - at der foreligger en overtrædelse af en af de i straffelovens § 81 a, stk. 1, nævnte bestemmelser, - at lovovertrædelsen enten ”har baggrund i en konflikt” eller ”er egnet til at fremkalde en konflikt”, - at der er tale om en konflikt (eller en potentiel konflikt) mellem ”grupper af personer”, og - at der som led i konflikten (eller som led i en potentiel konflikt) enten anvendes skydevåben eller anvendes våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller begås brandstiftelse efter straffelovens § 180. Der stilles ikke krav om: - at konflikten har en vis udstrækning eller intensitet, eller - at der mindst én gang forud for den aktuelle forbrydelse har været anvendt skydevåben eller lignende. 5.4.2.1. Baggrund i en konflikt Det er uden betydning for vurderingen af, om et forhold er omfattet af straffelovens § 81 a, hvad årsagen til konflikten er, eller hvad konflikten omhandler. Konflikten kan således bl.a. vedrøre kontrollen over et kriminelt marked, et ideologisk modsætningsforhold eller tidligere hændelser, som af en af grupperne anses for ærekrænkende. Konflikten kan også udspringe af personlige uoverensstemmelser, herunder sammenstød mellem to personer om eksempelvis en kæreste, som herefter medfører en konflikt mellem grupper af personer. En konflikt mellem to grupper kan både være begrundet i enkeltstående eller flere forhold. For at anvende straffelovens § 81 a kræves det dog ikke, at det kan fastslås, hvilket af flere forhold, som har motiveret gerningsmanden. Det afgørende er, at det kan bevises, at der er en konflikt, og at gerningsmanden er helt eller delvist motiveret af at ville deltage i eller reagere på konflikten. Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 501 af 12. juni 2009 ( lovforslag L 211 af 29. april 2009, de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.4 ), at bestemmelsen også kan omfatte lovovertrædelser, der begås over for andre personer end dem, der tilhører eller har tilknytning til en gruppe, der er involveret i konflikten, hvis overtrædelsen har baggrund i konflikten. Det vil f.eks. gælde, hvis der i forbindelse med politiets anholdelse af en gerningsmand til en forbrydelse, der er begået med baggrund i konflikten, eksempelvis udøves vold mod en politibetjent for at få denne til at undlade at gennemføre anholdelsen, eller hvis der fremsættes trusler mod et vidne til et angreb, der er foretaget med baggrund i en konflikt. Der henvises i øvrigt til forarbejderne til lov nr. 733 af 25. juni 2014 ( lovforslag L 112 af 15. januar 2014, de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.2.1 ). 5.4.2.2. Egnet til at fremkalde en konflikt Ved vurderingen af, hvorvidt lovovertrædelsen er egnet til at fremkalde en konflikt, skal det bl.a. tillægges betydning om en eller begge grupper i almindelighed er kendt for at besidde skydevåben mv., om de har et kendt reaktionsmønster ved konflikter med andre grupper, hvor der anvendes skydevåben mv. eller begås brandstiftelse. Endvidere bør det tillægges betydning, om gerningspersonen eller personer fra en af grupperne eksempelvis er eller har været i besiddelse af ulovlige skydevåben, skudsikre veste eller lignende genstande, der understøtter at de pågældende er forberedte på en konflikt, og herunder at anvende skydevåben mv. eller regner med at møde modstandere, som er i besiddelse af skydevåben mv. Der kan ligeledes lægges vægt på den aktuelle situation i de to grupper, herunder om der eksempelvis er en anspændt stemning mellem grupperne, en uenighed om kriminelle markeder mv. eller en aggressiv adfærd i øvrigt. Der henvises til forarbejderne til lov nr. 672 af 8. juni 2017 ( lovforslag L 190 af 26. april 2017, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.3 ). Det fremgår af forarbejderne, at visse lovovertrædelser ud fra en generel betragtning vil være mere egnede til at fremkalde en konflikt i bestemmelsens forstand end andre. Som eksempel nævnes forbrydelser som drab, drabsforsøg, grov vold eller frihedsberøvelse, der som udgangspunkt vil skulle anses for egnet til at fremkalde en konflikt, når de begås af en person fra eksempelvis en rocker- eller bandegruppe mod en person fra en rivaliserende gruppe, medmindre der foreligger ganske særlige forhold, der taler for et andet resultat. Omvendt vil andre af lovovertrædelserne i § 81 a ifølge forarbejderne ikke alene ud fra en generel betragtning være egnede til at fremkalde en konflikt omfattet af straffelovens § 81 a. Dette gælder vold mod personer i offentlig tjeneste, jf. straffelovens § 119, og ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder, jf. straffelovens § 192 a. I disse tilfælde vil det afhænge af en nærmere vurdering af, om den pågældende lovovertrædelse opfylder betingelserne i § 81 a. En overtrædelse af straffelovens § 192 a kan bl.a. have baggrund i en konflikt omfattet af straffelovens § 81 a, hvis en person fra en gruppe ulovligt besidder en pistol henblik på at kunne forsvare sig selv eller andre mod angreb fra en anden gruppe, eller hvis en person fra en gruppe ulovligt besidder en pistol med henblik på at kunne angribe en person fra en anden gruppe. Bestemmelsen vil ligeledes kunne finde anvendelse på ulovlig indførsel af skydevåben, ulovlig handel med våben og ulovlige våbenlagre, der helt eller delvist har baggrund i en konflikt med en anden gruppe. Det indebærer, at straffen for besiddelse mv. af bl.a. enkeltskudsvåben, halvautomatiske våben, repetervåben, fuldautomatiske skydevåben, panserværnsraketter, morterer, håndgranater, bomber, miner, eksplosivstoffer, springknive og faldknive vil kunne forhøjes i medfør af straffelovens § 81 a, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldte. Fraværet af en konflikt betyder ikke, at en lovovertrædelse dermed ikke er egnet til at fremkalde en konflikt, men det vil kunne indgå i vurderingen, om den pågældende lovovertrædelse – eksempelvis på tidspunktet for pådømmelsen heraf – rent faktisk har fremkaldt en konflikt. Det afgørende vil under alle omstændigheder være de oplysninger, der bl.a. foreligger om grupperne og deres medlemmer mv., sammenholdt med den konkrete forbrydelse, som afgør om en lovovertrædelse efter en konkret vurdering må anses for at være egnet til at fremkalde en konflikt mellem de pågældende grupper. Det bemærkes, at det er uden betydning, om der tillige er andre motiver for lovovertrædelsen, herunder personlige uoverensstemmelser, hævn for tidligere krænkelser, fornærmelser eller lignende. Der henvises i øvrigt til forarbejderne til lov nr. 501 af 12. juni 2009 ( lovforslag L 211 af 29. april 2009, de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.4 ) samt forarbejderne til lov nr. 672 af 8. juni 2017 ( lovforslag L 190 af 26. april 2017, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.2 og 2.2.3 ). 5.4.2.3. Krav om grupper af personer Det er en betingelse, at en lovovertrædelse udføres i tilknytning til en konflikt eller potentiel konflikt mellem ”grupper af personer”. Det fremgår af forarbejderne, at der ved definitionen af grupper ikke kun forstås formaliserede og navngivne grupper med en fast struktur og rollefordeling, som har et fast tilholdssted, eller lignende. Det er heller ikke en betingelse, at gruppen har en vis størrelse eller medlemstal, men blot, at der optræder mere end én person på hver side af konflikten. Definitionen dækker herudover også over mere løse grupperinger, hvor gruppen virker med et fælles sigte eller mål og/eller har et fast reaktionsmønster i bestemte situationer. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvor personerne i en gruppe bliver alarmeret og instrueret via telefon- eller sms-kæder i forbindelse med bestemte voldelige eller truende begivenheder, som indtræffer. Se til eksempel Vestre Landsrets dom af 7. juli 2011 (gengivet iTfK 2011.904), hvor landsretten i forbindelse med vurderingen af, om der var tale om en gruppe af personer efter straffelovens § 81 a, bl.a. lagde vægt på, at den tiltalte havde sendt en gruppe-sms til flere andre personer med tilknytning til gruppen, med opfordring til, at de skulle mødes. Det forudsættes i den forbindelse, at gruppen for at være omfattet af den foreslåede bestemmelse ikke alene er opstået og fungerer i anledning af de forhold, der er til pådømmelse under den konkrete straffesag. En familiegruppe vil efter omstændighederne kunne anses for en gruppe af personer omfattet af bestemmelsen. Overtrædelser, hvor en gerningsmand fejlagtigt tror, at offeret havde tilknytning til en rivaliserende gruppe, vil også kunne være omfattet af bestemmelsen. Der henvises i øvrigt til forarbejderne til lov nr. 501 af 12. juni 2009 (lovforslag L 211 af 29. april 2009, de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.3. ) samt forarbejderne til lov nr. 1402 af 5. december 2017 ( lovforslag L 35 af 4. oktober 2017, de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.3.3. samt de specielle bemærkninger til § 1, nr. 1) . Se i øvrigt mere om begrebet ”tilknytning til en gruppe” under pkt. 4.2.2.2. i afsnittet om opholdsforbud - Straffelovens § 79 a i Rigsadvokatmeddelelsen. 5.4.2.4. Intet krav til konfliktens udstrækning eller intensitet Det fremgår af forarbejderne til straffelovens § 81 a, at der ikke stilles nogle krav til konfliktens udstrækning, herunder at den skal have stået på i en vis periode, ligesom det ikke er en betingelse for anvendelsen af straffelovens § 81 a, at konflikten skal være aktiv eller have en bestemt intensitet på tidspunktet for lovovertrædelsen. Straffelovens § 81 a kan eksempelvis anvendes ved alvorlige forbrydelser, der har baggrund i en konflikt, men hvor der ikke har været angreb i flere år. Fraværet af angreb kan eksempelvis skyldes, at medlemmerne af de involverede grupper i en periode har været frihedsberøvede, eller har haft indgået en fredsaftale, hvorefter en person på et senere tidspunkt, herunder flere år senere, begår en forbrydelse som opregnet i straffelovens § 81 a og som har baggrund i konflikten. Der henvises i den forbindelse til Østre Landsrets dom af 27. januar 2020 gengivet i anklagemyndighedens Vidensbase som AM2020. 01.27Ø, hvor landsretten fandt, at to tiltaltes overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 21, havde baggrund i en konflikt og derfor var omfattet af straffelovens § 81 a, stk. 1. Spørgsmålet for landsretten angik særligt, om der på tidspunktet for lovovertrædelsen fortsat verserede en konflikt. Landsretten henviste i præmisserne til forarbejderne til straffelovens § 81 a og anførte, at ”formålet med den skærpede straftrussel er at bidrage til at mindske risikoen for yderligere optrapning af en verserende konflikt, og at mindske risikoen for at en tilsyneladende afsluttet voldelig konflikt blusser op igen” . Se mere i forarbejderne til lov nr. 733 af 25. juni 2014 (lovforslag L 112 af 15. januar 2014, de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.2.3 ). 5.4.2.5. Ikke krav om gensidigt opgør eller forudgående våbenanvendelse Ved lov nr. 733 af 25. juni 2014 blev straffelovens § 81 a ændret, idet man fjernede det hidtil gældende krav om, at der forud for tidspunktet for en lovovertrædelse omfattet af straffelovens § 81 a, skulle foreligge et ”gensidigt opgør”. Ved lov nr. 672 af 8. juni 2017 blev betingelserne ændret på ny, således at der ikke længere stilles krav om, at der mindst én gang forud for den aktuelle forbrydelse har været anvendt skydevåben mv. Det betyder, at bestemmelsen nu også finder anvendelse i tilfælde, hvor der ikke på gerningstidspunktet er anvendt skydevåben mv. eller begået brandstiftelse i konflikten, men hvor de pågældende overtrædelser er egnede til at fremkalde en konflikt mellem grupper af personer, hvor der som led i konflikten enten anvendes skydevåben mv. eller begås brandstiftelse. Det betyder, at allerede den første lovovertrædelse i en konflikt kan være omfattet af § 81 a, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. Der henvises i den forbindelse til Højesterets dom af 17. november 2020 (gengivet i U. 2021.617), hvor den tiltalte i landsretten var fundet skyldig i at have forsøgt at dræbe en person med seks skud. I landsretten blev forholdet ikke henført under straffelovens § 81 a, idet det blev lagt til grund, at der ikke tidligere havde været anvendt skydevåben mv. under konflikten. Højesteret udtalte, at det efter lovændringen i 2017 ikke længere er en betingelse for at anvende straffelovens § 81 a, at der mindst én gang tidligere er anvendt skydevåben mv. Højesteret fandt herefter, at betingelserne for at forhøje straffen i medfør af straffelovens § 81 a var opfyldt og idømte den tiltalte 14 års fængsel. Der henvises i øvrigt til forarbejderne til lov nr. 672 af 8. juni 2017 (lovforslag L 190 af 26. april 2017, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.2 og 2.2.3 ). Der henvises i den forbindelse til forarbejderne til lov nr. 672 af 8. juni 2017 (lovforslag L 190 af 26. april 2017, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.2 og 2.2.3 ). 5.5. Straffelovens § 81 b Straffelovens § 81 b indeholder en strafforhøjelsesbestemmelse for straffelovsovertrædelser begået på offentligt tilgængeligt sted ved brug af skydevåben mv. Hvis en overtrædelse af straffeloven begås på offentligt tilgængeligt sted ved brug af skydevåben eller af våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, jf. § 192 a, stk. 1, kan straffen efter bestemmelsen forhøjes med indtil det halve. Det følger af forarbejderne til bestemmelsen (L 190 af 26. april 2017), at § 81 b bl.a. er tiltænkt at skulle finde anvendelse i de tilfælde, hvor skydevåben mv. bruges til personangreb på offentligt tilgængeligt sted, hvor der generelt er en risiko for, at også tilfældigt udenforstående personer kan blive ramt. Straffelovens § 81 b er et supplement til straffelovens § 81 a og kan således alene anvendes på forhold, som ikke samtidig er omfattet af § 81 a. Bestemmelsen gælder i modsætning til straffelovens § 81 a, uanset om gerningsmanden har tilknytning til rocker- eller bandemiljøet eller ej. Strafforhøjelsesbestemmelsen i § 81 b finder anvendelse på forhold begået efter den 1. juli 2017. 5.5.1. Anvendelsesområdet for straffelovens § 81 b Bestemmelsen omfatter alle overtrædelser af straffeloven, herunder også forsøg på og medvirken til lovovertrædelserne. I praksis vil bestemmelsen navnlig kunne have betydning i forbindelse med overtrædelser af straffelovens bestemmelser om manddrab (§ 237), legemsangreb af særlig farlig karakter (§§ 245-246) og forsætlig fareforvoldelse (§ 252). Anvendelsen af § 81 b forudsætter, at der samtidig hermed begås en overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, om ulovlig våbenbesiddelse mv. under særligt skærpende omstændigheder. Våbentyper omfattet af straffelovens § 192 a, stk. 1, vil f.eks. kunne være enkeltskudsvåben, halvautomatiske våben, repetervåben, fuldautomatiske skydevåben, panserværnsraketter, morterer, håndgranater, bomber, miner og eksplosivstoffer. Det er også en betingelse, at lovovertrædelsen begås ved ”brug” af skydevåben mv. Det betyder, at skydevåbnet mv. skal være affyret (eller forsøgt affyret), eller at eksplosivstoffet, håndgranaten mv. skal være bragt til sprængning (eller forsøgt bragt til sprængning) i forbindelse med den pågældende overtrædelse af straffeloven. 5.5.2. Offentligt tilgængeligt sted Brugen af strafforhøjelsesbestemmelsen i § 81 b forudsætter, at lovovertrædelsen begås på ”offentligt tilgængeligt sted”. Dette skal forstås som steder, hvortil der er almindelig adgang, herunder veje, parker, offentlige transportmidler, restauranter, butikker, butikscentre, forlystelsessteder og offentlige kontorer. Det er derimod ikke afgørende for spørgsmålet om bestemmelsens anvendelse, om der aktuelt befandt sig mennesker i det pågældende område, herunder om angrebet er foregået om aftenen eller om natten. En straffelovsovertrædelse, som begås ved brug af skydevåben mv. i en bil, som befinder sig på offentligt tilgængeligt sted, er også omfattet af bestemmelsen. Det forudsættes i forarbejderne til bestemmelsen, at en lovovertrædelse bl.a. anses for begået på offentligt tilgængeligt sted, hvis enten gerningsmanden eller offeret befinder sig på offentligt tilgængeligt sted. For eksempel vil et skud afgivet fra en privat lejlighed være omfattet af bestemmelsen, hvis skuddet er rettet mod en person, der befinder sig på offentligt tilgængeligt sted. På samme måde vil et skud afgivet fra offentligt tilgængeligt sted være omfattet af bestemmelsen, selv om skuddet er rettet mod en person, der befinder sig i en privat bolig. Tilsvarende gælder, hvor skuddet passerer offentligt tilgængeligt sted på vej fra en privat bolig til en anden. 5.5.3. Strafforhøjelsens omfang Efter § 81 b gælder strafforhøjelsen både i relation til strafudmålingen for overtrædelsen af straffelovens § 192 a, stk. 1, og i relation til strafudmålingen for den overtrædelse af straffeloven, som er begået ved brug af skydevåben mv. Straffen for disse lovovertrædelser kan efter straffelovens § 81 b forhøjes med indtil det halve i forhold til den straf, der ville blive fastsat af domstolene for tilsvarende lovovertrædelser, hvor § 81 b ikke finder anvendelse. Dette gælder uanset den pågældende lovovertrædelses strafferamme. Der kan dog højest udmåles en tidsbestemt straf på fængsel i 20 år, jf. straffelovens § 33, stk. 2. Det forudsættes i forarbejderne til bestemmelsen at den øvre del af strafforhøjelsesrammen – dvs. hvor straffen som udgangspunkt vil skulle forhøjes med det halve – først og fremmest vil skulle finde anvendelse i forbindelse med lovovertrædelser, hvor skydevåben mv. bruges til personangreb på åben gade og andre lignende offentligt tilgængelige steder, hvor andre mennesker i almindelighed færdes, og hvor der er en risiko for, at forbipasserende eller omkringboende mv. kan blive ramt. Det er i den forbindelse ikke afgørende, om der aktuelt befandt sig mennesker i det pågældende område, herunder om angrebet er foregået om aftenen eller om natten. Det indebærer bl.a., at straffen i en sag, hvor en person eksempelvis afgiver skud mod en anden person på åben gade, en villavej eller gennem vinduet til en café mv., som udgangspunkt vil skulle forhøjes med det halve i forhold til den straf, der i dag ville blive fastsat af domstolene. I tilfælde, hvor domstolene i dag ville udmåle en straf på fængsel i 8 år – f.eks. i en sag om drabsforsøg på åben gade ved brug af skydevåben – er det således i forarbejderne forudsat, at der fremover som udgangspunkt fastsættes en straf på fængsel i 12 år. Dette udgangspunkt om, at straffen i de nævnte tilfælde skal forhøjes med det halve, må efter Rigsadvokatens opfattelse også gælde, når der er tale om meget langvarige straffe. Anklagemyndigheden skal således som udgangspunkt f.eks. nedlægge påstand om, at en straf, der tidligere ville blive fastsat til 12 års fængsel, forhøjes til 18 års fængsel, og at en straf på tidligere 14 års fængsel forhøjes til fængsel på livstid. Hvis en person derimod overtræder straffeloven ved brug af f.eks. skydevåben på et offentligt tilgængeligt sted, hvor der typisk ikke er risiko for, at tilfældigt udenforstående kan blive ramt, eksempelvis i en forladt grusgrav eller et andet meget øde sted, vil der som udgangspunkt alene skulle fastsættes en straf noget over de strafpositioner, der i dag ville blive fastsat af domstolene. Strafforhøjelsen i en sådan sag vil således afhænge af en konkret vurdering af sagens omstændigheder. Det er derfor på det foreliggende grundlag ikke muligt herudover at angive mere generelle retningslinjer for anklagemyndighedens strafpåstand i disse sager. Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10. 5.6. Straffelovens § 81 c Efter straffelovens § 81 c kan straffen for specifikke lovovertrædelser forhøjes indtil det dobbelte, hvis overtrædelsen er begået i en skærpet strafzone. 5.6.1. Skærpet strafzone Politiet kan efter politilovens § 6 a udpege en skærpet strafzone, som er et afgrænset geografisk område, hvor straffelovens § 81 c finder anvendelse. Betingelserne for at udpege et område som en skærpet strafzone: - Der er et ekstraordinært kriminalitetsbillede i området, som i væsentlig grad er egnet til at skabe utryghed. - Udpegningen af den skærpede strafzone skal være et egnet redskab til at genskabe trygheden i området. - Der skal være en umiddelbar tidsmæssig sammenhæng mellem udpegningen af strafzonen og det kriminalitetsbillede, der danner grundlag for beslutningen. - Den skærpede strafzone må ikke være større end påkrævet. Det betyder f.eks., at en strafzone ikke kan omfatte en hel kommune eller en hel større by. Se mere i forarbejderne til lov nr. 1543 af 18. december 2018 ( lovforslag nr. L 22, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3.2. ). Politiets beslutning om at indføre en skærpet strafzone skal offentliggøres på politiets officielle hjemmeside eller lignende, og politikredsen skal udsende en pressemeddelelse om den skærpede strafzone og de nærmere detaljer om zonen. Det er ikke et krav, at der skal skiltes med, at et afgrænset område udgør en skærpet strafzone. Se mere i forarbejderne til lov nr. 1543 af 18. december 2018 ( lovforslag nr. L 22, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3.5.). I forbindelse med domstolenes behandling af straffesagen, kan der ske en prøvelse af lovligheden af politiets beslutning om at udpege en skærpet strafzone i et område. Det betyder, at anklageren – evt. gennem vidneførsel – skal kunne redegøre for den politifaglige vurdering, der ligger til grund for beslutningen om oprettelse af en skærpet strafzone. 5.6.2. Strafskærpelse efter straffelovens § 81 c Når en overtrædelse omfattet af straffelovens § 81 c begås i en skærpet strafzone kan straffen forhøjes indtil det dobbelte, sammenlignet med strafniveauet for en tilsvarende overtrædelse begået uden for en skærpet strafzone. Straffelovens § 81 c, stk. 1, finder anvendelse ved overtrædelse af følgende bestemmelser i en skærpet strafzone: - Straffeloven: - § 119 - § 119 b - § 123 - §§ 132 a og b - § 134 a - § 181 - § 244, stk. 1 - § 244, stk. 1, jf. § 247 - § 245 - § 245, jf. § 247 - § 266 - § 285, stk. 1, jf. §§ 276, 276 a og 281 - § 286, stk. 1, jf. §§ 276, 276 a og 281 - § 287, stk. 1, jf. §§ 276, 276 a og 281 - § 288 - § 291 - § 293, og - § 293 a - Bestemmelser i lovgivningen om euforiserende stoffer - Bestemmelser i lovgivningen om våben og eksplosivstoffer - Bestemmelser i lovgivningen om knive og blankvåben Strafskærpelsen finder anvendelse i forhold til enhver af de ovennævnte overtrædelser. Det gælder også, selv om der er tale om en kriminalitetstype, der ikke konkret har været udslagsgivende for beslutningen om at udpege en skærpet strafzone. Når der er tale om gentagne overtrædelser begået i den samme eller en anden skærpet strafzone, skal anklagemyndigheden nedlægge påstand om fængsel, idet det med indførelsen af § 81 c forudsættes, at overtrædelser, der uden for en skærpet strafzone vil skulle straffes med bøde, fremover i gentagelsestilfælde inden for en skærpet strafzone skal straffes med fængsel. Det drejer sig f.eks. om berigelsesforbrydelser efter straffelovens §§ 276, 276 a og 281, hvor straffen er bøde, hvis der er tale om forbrydelser af mindre strafværdighed, samt besiddelse af mindre mængder euforiserende stoffer. Det er Rigsadvokatens opfattelse, at gentagelsestilfælde skal forstås i overensstemmelse med sædvanlig praksis, hvorefter et forhold kan tillægges gentagelsesvirkning efter endelig dom eller bødevedtagelse. Se mere i forarbejderne til lov nr. 1543 af 18. december 2018 ( lovforslag nr. L22, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3.4.). Anklagemyndigheden skal være opmærksom på tilfælde, hvor et forhold i forvejen straffes med en lang fængselsstraf, og en fordobling af strafniveauet ikke vil stå i rimeligt forhold til den begåede kriminalitet sammenholdt med tilsvarende forbrydelser begået uden for den skærpede strafzone. I disse tilfælde skal anklagemyndigheden nedlægge påstand om, at straffen skærpes med en tredjedel. Det kan eksempelvis være visse overtrædelser af straffelovens § 181 om brandstiftelse, straffelovens § 245, jf. § 247 (grov vold i gentagelsestilfælde) eller straffelovens § 288 (røveri). Hvis der begås andre overtrædelser end de, der er nævnt i straffelovens § 81 c, stk. 1, skal det efter straffelovens § 81 c, stk. 2, i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, når lovovertrædelsen er: - Begået i en skærpet strafzone og - Egnet til at skabe utryghed i zonen. Ved vurderingen af, om overtrædelsen er egnet til at skabe utryghed i strafzonen , skal anklagemyndigheden lægge vægt på, om kriminaliteten har været egnet til at fastholde eller øge utrygheden i området. Det er ikke en forudsætning, at den pågældende kriminalitet har været utryghedsskabende for konkrete beboere i området. Straffelovens § 81 c omfatter også tilfælde, hvor der er tale om forsøg på og/eller medvirken til de oplistede lovovertrædelser, jf. straffelovens § 21 og § 23. Hvornår er en overtrædelse begået inden for en skærpet strafzone? En overtrædelse er omfattet af straffelovens § 81 c, når den strafbare handling er begået inden for en skærpet strafzone, der er udpeget og offentliggjort i overensstemmelse med politilovens § 6 a. Ifølge forarbejderne er en strafbar handling begået i en strafzone, hvis enten gerningsmanden eller forbrydelsens offer eller genstand befinder sig i zonen. Det er ikke et krav for anvendelse af bestemmelsen, at gerningsmanden konkret har forsæt til, at den strafbare handling er begået inden for en skærpet strafzone, jf. forarbejderne til lov nr. 1543 af 18. december 2018 (lovforslag nr. L22, de specielle bemærkninger til nr. 2 ). En skærpet strafzone kan tidligst få virkning fra tidspunktet for politiets offentliggørelse af beslutningen, se pkt. 5.6.1. ovenfor. Forholdet til straffelovens § 81 a og § 81 b Når et forhold både er omfattet af straffelovens § 81 c og straffelovens § 81 a og/eller § 81 b, kan der straffes i sammenstød. Anklagemyndigheden skal i disse tilfælde nedlægge påstand efter alle de relevante bestemmelser. Straffen skal udmåles efter den bestemmelse, der konkret indebærer den højest forskyldte straf, dvs. strafniveauet efter § 81 c, stk. 1, eller § 81 a eller § 81 b, jf. forarbejderne til lov nr. 1543 af 18. december 2018 ( lovforslag nr. L22, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3.4.) . 6. Efter dom 6.1. Straffelovens § 80 Efter retsplejelovens § 896 a kan retten uden afholdelse af retsmøde behandle sager, hvor der er udstedt bødeforelæg, medmindre sigtede inden for den frist, som er fastsat i bødeforlægget, har fremsat anmodning om, at sagen behandles ved et retsmøde (forenklet bødesagsproces). Der kan derfor være tilfælde, hvor en anmodning om nedsættelse af en bøde først behandles efter en udeblivelsesdom. Det kan være tilfældet, hvor den domfældte først efter en udeblivelsesdom retter henvendelse til politiet og anmoder om, at bøden nedsættes. Der kan imidlertid også være tilfælde, hvor anmodningen om bødenedsættelse er fremsat rettidigt, men ved en myndighedsfejl ikke er imødekommet, og udeblivelsesdom er afsagt. 6.1.1. Anmodning om bødenedsættelse fremsat efter afsigelse af udeblivelsesdom Det fremgår af retsplejelovens § 896 a, at bødesager, der er afgjort uden retsmøde, ikke kan ankes . Disse sager kan heller ikke genoptages , medmindre domfældte godtgør at have været forhindret i at anmode om et retsmøde på grund af omstændigheder, som ikke kan tilregnes den pågældende, eller at bødeforelægget ikke rettidigt er kommet til domfældtes kundskab, jf. retsplejelovens § 987, stk. 2. I så fald regnes fristen for begæring om genoptagelse fra den dag, hvor retten har sendt en udskrift af dommen til domfældte. Det er Rigsadvokatens opfattelse, at politikredsen ikke har hjemmel til en delvis eftergivelse af bøden, når sagen er afgjort ved dom. SKAT er restanceinddrivelsesmyndighed, og en afgørelse om eftergivelse af bøder skal således træffes af denne myndighed. SKAT har meddelt, at SKAT ikke har hjemmel til at eftergive bøder, når begrundelsen beror på fordringens eksistens eller størrelse. Direktoratet for Kriminalforsorgen har ligeledes meddelt, at direktoratet ikke har hjemmel til at benåde i bødesager, når indsigelsen vedrører bødens eksistens eller størrelse. Politikredsen kan således ikke videresende de ovennævnte sager til SKAT eller Direktoratet for Kriminalforsorgen . Når anmodningen om nedsættelse af bøden er fremsat efter , at der er afsagt dom uden retsmøde, skal politikredsen derfor meddele domfældte, at politiet og anklagemyndigheden ikke har hjemmel til at ændre en bøde, der er fastsat ved dom, og at anmodningen derfor ikke kan imødekommes . Domfældte skal vejledes om muligheden for eventuelt at søge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til anke af dommen , jf. retsplejelovens § 903, jf. § 902, stk. 2, og § 904, stk. 3. En sådan tilladelse kan gives, hvis sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler for det. Domfældte kan eventuelt tillige oplyses om, at anmodningen om bødenedsættelse ikke er fremsat rettidigt over for politikredsen, og at sagen derfor er sendt i retten uden ændring af bødens størrelse. 6.1.2. Anmodning om bødenedsættelse fremsat rettidigt, men ved en myndighedsfejl ikke imødekommet og udeblivelsesdom er afsagt Er anmodningen om nedsættelse af bøden fremsat rettidigt før dom, dvs. senest 20 dage fra datoen på tilkendegivelsen eller opgørelsen, men har politikredsen ved en fejl ikke behandlet anmodningen, skal sagen behandles som en erstatningssag efter retsplejelovens § 1018 h om behandling af erstatningskrav på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler om culpaansvar. 6.2 Domme til Vidensbasen Anklageren skal overveje, om dommen er egnet til at indgå i anklagemyndighedens Vidensbase. Vidensbasen skal dels indeholde ”standard” afgørelser, der afspejler strafniveauet, praksis for rettighedsfrakendelser, mv., dels afgørelser af mere principiel karakter, hvori der er taget stilling til et eller flere uafklarede spørgsmål i relation til bestemmelsernes anvendelsesområde, fortolkning mv. En afgørelse kan også have generel betydning, hvis den f.eks. indeholder en retskemisk erklæring eller anden faglig udtalelse, som vil være anvendelig i andre sager. Kun endelige domme må indsendes til Vidensbasen. 7. Love og forarbejder Straffeloven - seneste hovedlov - Lovbekendtgørelse nr. 1156 af 20. september 2018 Retsplejeloven - seneste hovedlov - Lovbekendtgørelse nr. 1284 af 14. november 2018 Relevante forarbejder Vedrørende straffelovens § 80: - Lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse m.v.) ( L 99 af 26. november 2003 ) - Lov nr. 411 af 9. maj 2011 om ændring af retsplejeloven (Forenkling af bødesagsprocessen) ( L 133 af 9. februar 2011) Vedrørende straffelovens § 80, stk. 3: - Lov nr. 330 af 30. marts 2019 om ændring af straffeloven (betydningen af tro, kulturelle forhold og lignende i forbindelse med straffens fastsættelse) (L 149 af 6. februar 2019) Vedrørende straffelovens § 81 c: - Lov nr. 1543 af 18. december 2018 om ændring af straffeloven, pasloven og politiloven (Initiativer mod parallelsamfund) (L 22 af 3. oktober 2018) Cirkulæreskrivelser: - Rigsadvokatens Retningslinjer om behandling af sager om nedsættelse af bøder af 8. marts 2013.

Versioner

1. 2021-10-08