Bekendtgørelse om en den 2. december 1949 i Wien afsluttet luftfartsoverenskomst mellem Danmark og Østrig.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/treaty/ltc/1950/10@1950-03-21/da
Indhold
Den 2. december 1949 er der i Wien undertegnede luftfartsoverenskomst mellem den danske regering og den østriske forbundsregering:
LUFTFARTSOVERENSKOMST
mellem den danske regering og den østriske forbundsregering.
Den danske og den østriske regering, der nærer ønske om at fremme den civile luftbefordring mellem Danmark og Østrig, afslutter herved følgende overenskomst vedrørende de planmæssige luftruter mellem deres respektive territorier, som skal være undergivet nedenstående bestemmelser:
Artikel I
Hver af de kontraherende parter tilstår den anden kontraherende part de i tillægget til nærværende overenskomst angivne rettigheder med henblik på oprettelsen af de deri omhandlede luftruter (i det følgende betegnet som de »aftalte ruter«). De aftalte ruter kan åbnes straks eller på et senere tidspunkt efter bestemmelse af den kontraherende part, hvem rettighederne er tilstået.
Artikel II
a) Driften af hver af de aftalte ruter kan påbegyndes, så snart den kontraherende part, hvem de i tillæget omhandlede rettigheder er tilstået, har udpeget et eller flere luftfartselskab(er) til at drive de angivne strækninger, og den kontraherende part, som tilstår rettighederne, har givet det eller de pågældende luftfartselskab(er) den dertil fornødne tilladelse (hvilket den, under forbehold af bestemmelserne i nærværende artikels afsnit b og artikel VI, skal gøre uden unødigt ophold).
b) Det kan pålægges det eller de af en af de kontraherende parter udpegede luftfartselskab(er) overfor den anden kontraherende parts kompetente luftfartsmyndigheder at dokumentere, at der (de) er i stand til at opfylde de krav, der stilles efter de love og bestemmelser, som af disse myndigheder normalt anvendes på kommercielle luftfartselskabers drift.
Artikel III
For at forebygge diskriminerende forholdsregler og for at sikre en lige behandling er der enighed om følgende:
a) Hver af de kontraherende parter vil kunne pålægge eller tillade, at der pålægges berettigede og rimelige afgifter for benyttelsen af lufthavne og andre hjælpemidler. Hver af de kontraherende parter er dog indforstået med, at disse afgifter ikke må være højere end de, der af dens egne i tilsvarende international lufttrafik anvendte luftfartøjer betales for benyttelsen af sådanne lufthavne og hjælpemidler.
b) Brændstof, smøreolie og reservedele, som er indført til eller taget ombord i luftfartøjer på en kontraherende parts territorium af den anden kontraherende part eller dens statsborgere for udelukkende at benyttes af denne anden kontraherende parts luftfartøjer, skal med hensyn til toldafgifter, undersøgelsesafgifter eller andre indenlandske afgifter eller gebyrer, som pålægges af den førstnævnte kontraherende part, indrømmes en behandling, der ikke er mindre gunstig end den, som tilstås dens egne eller andre udenlandske luftfartselskaber, der driver international lufttrafik.
c) Luftfartøjer, der anvendes på de aftalte ruter, samt forsyninger af brændstof, smøreolie, reservedele, sædvanligt udstyr og forråd, som forefindes ombord i civile luftfartøjer, tilhørende de af de kontraherende parter til beflyvning af de i tillæget angivne ruter og strækninger koncessionerede luftfartselskaber, skal ved ankomsten til eller afgang fra den anden kontraherende parts territorium være fritaget for toldafgifter, undersøgelsesafgifter eller lignende afgifter eller gebyrer, selv om sådanne forsyninger benyttes eller forbruges af sådanne luftfartøjer ved flyvning indenfor dette territorium.
d) Varer, som nyder sådan afgiftsfrihed, må kun udlosses med tilladelse af den anden kontraherende parts toldmyndigheder. Disse varer, som skal genudføres, skal undergivet toldvæsenets kontrol, indtil genudførsel finder sted.
Artikel IV
Luftdygtighedsbeviser, duelighedsbeviser og certifikater, der er udstedt eller gjort gyldige af den ene kontraherende part, skal, for så vidt angår driften af de i tillægget angivne strækninger og ruter anerkendes som gyldige af den anden kontraherende part. Hver af de kontraherende parter forbeholder sig dog ret til, for så vidt angår flyvning over dens eget territorium, nægte at anerkende duelighedsbeviser og certifikater, som er udstedt for dens egne statsborgere af den anden stat.
Artikel V
a) Den ene kontraherende parts love og bestemmelser vedrørende adgang til eller afgang fra dens territorium af luftfartøjer, anvendt i international lufttrafik, eller vedrørende driften og navigeringen af sådanne luftfartøjer, medens de befinder sig indenfor dens territorium, finder anvendelse på den anden kontraherende parts luftfartøjer uden hensyn til nationalitet og skal efterkommes af sådanne luftfartøjer ved ankomst til eller afgang fra, henholdsvis under ophold indenfor førstnævnte parts territorium.
b) Den ene kontraherende parts love og bestemmelser vedrørende adgang til eller afgang fra dens territorium af passagerer, besætning og ladning ombord i luftfartøjer, såsom bestemmelser angående indrejse, klarering, indvandring, pas, told og karantæne, skal efterkommes af eller med hensyn til passagererne, besætningen og ladningen ombord i luftfartøjer, tilhørende den anden kontraherende parts udpegede luftfartselskab(er), medens de befinder sig indenfor førstnævnte kontraherende parts territorium.
Artikel VI
Hver af de kontraherende parter forbeholder sig ret til at nægte eller at frakende et af den anden kontraherende part udpeget luftfartselskab udøvelsen af de i tillæget til nærværende overenskomst angivne rettigheder i ethvert tilfælde, hvor det ikke findes godtgjort, at en væsentlig del af ejendomsretten til og den effektive kontrol med luftfartselskabet beror hos den kontraherende part, som har udpeget det, eller dennes statsborgere, eller såfremt et sådant luftfartselskab undlader at efterkomme lovene, således som anført i nærværende overenskomsts artikel V, eller at opfylde sine forpligtelser i henhold til nærværende overenskomst.
Artikel VII
Nærværende overenskomst og alle aftaler i forbindelse hermed skal registreres i den i henhold til konventionen om international civil luftfart oprettede Organisation for international civil luftfart.
Artikel VIII
Såfremt en af de kontraherende parter anser det for ønskeligt at ændre en eller flere bestemmelser i tillægget til nærværende overenskomst, kan en sådan foretages ved direkte aftale mellem de kontraherende parters kompetente luftfartsmyndigheder.
Artikel IX
Enhver tvist mellem de kontraherende parter angående fortolkningen eller anvendelsen af nærværende overenskomst eller dens tillæg skal henvises til afgørelse ved rådet i Organisationen for international civil luftfart, medmindre de kontraherende parter bliver enige om at afgøre tvisten ved at indbringe den for en efter aftale mellem de kontraherende parter oprettet voldgiftsdomstol eller for en anden person eller organisation. De kontraherende parter forpligter sig til at efterkomme den afsagte kendelse.
Artikel X
Nærværende overenskomst bringes til ophør tolv måneder efter datoen for den ene kontraherende parts modtagelse af den anden kontraherende parts opsigelse, medmindre denne efter aftale tilbagekaldes inden nævnte periodes udløb. En sådan opsigelse skal samtidig meddeles rådet i Organisationen for international civil luftfart. Såfremt modtagelsen ikke anerkendes, betragtes opsigelsen som modtaget fjorten dage efter dens modtagelse af rådet i Organisationen for international civil luftfart.
Artikel XI
Nærværende overenskomsts ikrafttræden vil blive bestemt ved noteveksling.
Til bekæmpelse heraf har undertegnede befuldmægtigede, som er behørigt bemyndigede af deres respektive regeringer, underskrevet nærværende overenskomst og forsynet den med deres segl.
Underskrift 1
Udfærdiget på engelsk i to eksemplarer i Wien, den 2. december 1949. For den kongelige danske regering (sign) Hans Jacob Hansen. For den østriske forbundsregering (sign.) Gruber. TILLÆG til luftfartsoverenskomsten mellem den danske regering og den østriske forbundsregering. Afsnit I De kontraherende parter er enige om: A. at de to kontraherende parters udpegede luftfartselskaber, som beflyver de i nærværende tillæg angivne ruter, skal have rimelig og lige adgang til at drive de nævnte ruter; B. at den af begge landes udpegede luftfartselskaber indsatte transportkapacitet skal stå i nøje forhold til trafikbehovet; C. at de af de kontraherende parter udpegede luftfartselskaber ved driften af fælles strækninger på de i nærværende tillæg angivne hovedruter skal tage hensyn til hinandens gensidige interesser, således at deres respektive trafik ikke påvirkes på ubehørig måde; D. at hovedformålet med de af et udpeget luftfartselskab i henhold til nærværende overenskomst og dens tillæg oprettede ruter skal være at yde en kapacitet svarende til trafikbehovet mellem det land, hvor luftfartselskabet er hjemmehørende, og det land, som er trafikkens endelige bestemmelsessted; E. at retten til på en eller flere af de i nærværende tillæg angivne pladser på den anden kontraherende parts territorium at optage og afsætte international trafik, bestemt for eller kommende fra tredielande, skal udøves i overensstemmelse med de af begge regeringer anerkendte almindelige principper for en planmæssig udvikling af luftfartsdrift og skal være undergivet det almindelige princip, at kapaciteten skal fastsættes i forhold til: 1. trafikbehovet mellem hjemlandet og bestemmelseslandene, 2. behovet for drift af gennemgående luftruter, og 3. trafikbehovet i det område, der beflyves af det udpegede luftfartselskab, under hensyntagen til lokale og regionale ruter; F. at hver af de kontraherende parters kompetente luftfartsmyndigheder fra tid til anden eller på begæring af en af parterne vil rådføre sig med hinanden for at undersøge, i hvilket omfang de i nærværende afsnits stk. A-E inclusive anførte principper overholdes af de kontraherende parters udpegede luftfartselskaber. Såfremt de nævnte myndigheder finder det nødvendigt, at der træffes yderligere foranstaltninger til at sikre disse princippers praktiske gennemførelse, vil hver af de kontraherende parters udøvende myndigheder indenfor den dem givne kompetence bestræbe sig mest muligt for at iværksætte sådanne foranstaltninger. Afsnit II 1. Der tilstås de af den danske regering udpegede luftfartsselskaber ret til overflyvning og tekniske mellemlandinger såvel som ret til i international trafik at optage og afsætte passagerer, ladning og post på de for international lufttrafik bestemte pladser på østrigsk territorium på følgende ruter i begge retninger: Pladser i Danmark, via mellemliggende pladser, om ønskes, til pladser i Østrig og pladser derudover, om ønskes. 2. Der tilstås de af den østriske regering udpegede luftfartselskaber ret til overflyvning og tekniske mellemlandinger såvel som ret til i international trafik at optage og afsætte passagerer, ladning og post på de for international lufttrafik bestemte pladser på dansk territorium på følgende ruter i begge regninger: Pladser i Østrig, via mellemliggende pladser, om ønskes, til pladser i Danmark og pladser derudover, om ønskes. Overenskomsten er trådt i kraft den 15. januar 1950 ved en under samme dato i medfør af overenskomstens artikel XI stedfunden noteveksling mellem den danske gesandt i Wien og den østriske udenrigsminister. Hvilket herved bringes til almindelig kundskab.
Underskrift 2
Udenrigsministeriet, den 31. januar 1950. F.M. Dahl.