Gelex

Bekendtgørelse af overenskomst af 19. juli 1973 med Folkerepublikken Congo om et dansk statslån.

OphævetVersion 1973-12-21fra 1973-12-21 til 2006-10-11
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/treaty/ltc/1973/102@1973-12-21/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1
  3. Underskrift 2
  4. Underskrift 3

Den 19. juli 1973 undertegnedes i Brazzaville mellem Danmark og Folkerepublikken Congo følgende overenskomst med dertil hørende brevveksling om ydelse af et dansk statslån til Congo:

Oversættelse

OVERENSKOMST

mellem Kongeriget Danmarks regering og Folkerepublikken Congos regering om et lån fra Kongeriget Danmark til Folkerepublikken Congo.

Congos regering og Danmarks regering, der ønsker at styrke det traditionelle samarbejde og de venskabelige forbindelser, som består mellem deres lande, er blevet enige om, at der inden for rammerne af Congos økonomiske udvikling skal ydes et dansk statslån til Congo i overensstemmelse med følgende bestemmelser i nærværende overenskomst og dens tillæg, der udgør en integrerende del af den:

Artikel I

Lånet

Danmarks regering (i det følgende benævnt långiveren) bevilger Congos regering (i det følgende benævnt låntageren) et lån på 15 (femten) millioner danske kroner til gennemførelsen af de i nedenstående artikel VI omhandlede formål.

Artikel II

Lånekontoen

1) En konto betegnet »lånekonto for den congolesiske regering« (i det følgende benævnt »lånekontoen) vil efter låntagerens anmodning blive åbnet i Danmarks Nationalbank (som handler på långiverens vegne) til fordel for Banque Commerciale Congolaise, Postbox 79 Brazzaville (som handler på låntagerens vegne). Långiveren vil drage omsorg for, at der altid er tilstrækkelige midler til rådighed på lånekontoen til, at låntageren kan præstere rettidig betaling for kapitaludstyr og tjenesteydelser, som tilvejebringes inden for lånets rammer.

2) Låntageren (eller dennes behørigt befuldmægtigede repræsentant) skal i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser være berettiget til på lånekontoen at trække de beløb, der er nødvendige til betaling for kapitaludstyr eller tjenesteydelser, som tilvejebringes inden for lånets rammer.

Artikel III

Rentefod

Lånet ydes rentefrit.

Artikel IV

Tilbagebetalinger

1) Låntageren forpligter sig til at tilbagebetale lånet i 35 halvårlige afdrag, hvert på et beløb af 420.000 danske kroner, det første afdrag den 1. oktober 1980, det sidste afdrag den 1. oktober 1997 og restsaldoen på 300.000 danske kroner den 1. april 1998.

2) Hvis lånet ikke er blevet udnyttet fuldt ud i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel VI, stk. 8, skal det halvårlige afdragsbeløb fastsættes på ny ved indbyrdes aftale mellem låntageren og långiveren.

Artikel V

Betalingssted

Låntageren forpligter sig til at tilbagebetale lånet til Danmarks Nationalbank i konvertible danske kroner til kredit for det danske økonomi- og budgetministeriums løbende konto i Danmarks Nationalbank.

Artikel VI

Congos regerings anvendelse

af lånet

1) Låntageren vil anvende lånet til finansiering af import hidrørende fra Danmark (herunder omkostninger ved transport fra Danmark til Congo) af kapitaludstyr af dansk oprindelse, som skal benyttes til identificerbare projekter og som er nødvendigt for gennemførelsen af Congos økonomiske udvikling (angivet på den vedføjede liste, på hvilken ændringer eller tilføjelser vil kunne foretages efter indbyrdes aftale mellem låntageren og långiveren).

2) Lånet kan endvidere anvendes til betaling for danske tjenesteydelser, som er nødvendige for gennemførelsen af udviklingsprojekter i Congo, herunder især til forundersøgelser i forbindelse med investeringer, udarbejdelse af planer, rådgivere beskæftiget med projekternes gennemførelse montering eller opførelse af anlæg eller bygninger, teknisk og administrativ bistand i igangsætningsperioden for virksomheder, som oprettes ved hjælp af lånet.

3) Alle kontrakter, der finansieres af lånet, skal godkendes af låntageren og långiveren.

4) Långiveren påtager sig ved sin godkendelse af en kontrakt, der falder inden for lånets rammer, intet ansvar for den pågældende kontrakts behørige opfyldelse eller gennemførelse.

Långiveren er ligeledes hverken ansvarlig for den hensigtsmæssige udnyttelse af leverancer og tjenesteydelser, som finansieres ved hjælp af lånet, eller for den forsvarlige funktion af de projekter m.v., hvori sådanne leverancer og tjenesteydelser indgår.

5) Bestemmelser, i henhold til hvilke den danske eksportør tilstår særlige kreditydelser, må ikke forekomme i en kontrakt indgået inden for lånets rammer.

6) Lånet kan kun anvendes til betaling for kapitaludstyr og tjenesteydelser, som er kontraheret efter overenskomstens ikrafttræden, medmindre låntageren og långiveren har aftalt andet.

7) Lånet kan ikke anvendes til betaling til låntagerlandet af nogen form for told, skat eller andre statslige eller offentlige afgifter, såsom indførselsafgifter, udligningsafgifter for indenlandske omsætningsafgifter, afgifter eller deponeringer i forbindelse med udstedelse af betalings- eller indførselstilladelser.

8) Låntageren kan trække på den i artikel II omhandlede konto i Danmarks Nationalbank til opfyldelse af kontrakter, der er godkendt af långiveren og låntageren, i et tidsrum af indtil tre år fra datoen for overenskomstens ikrafttræden eller fra et andet tidspunkt, som fastsættes ved indbyrdes aftale mellem långiveren og låntageren.

Artikel VII

Ikke-diskrimination

1) Med hensyn til tilbagebetalingen af lånet forpligter låntageren sig til ikke at give långiveren en mindre gunstig behandling end den, der gives andre udenlandske kreditorer.

2) Alle afskibninger af kapitaludstyr, der omfattes af denne overenskomst, skal ske i overensstemmelse med princippet om, at ethvert skib har ret til at deltage i den internationale handel i fri og lige konkurrence.

Artikel VIII

Diverse bestemmelser

1) Før det første træk på den i artikel II omtalte konto skal låntageren godtgøre over for långiveren, at alle forfatningsmæssige eller andre lovbestemmelser i låntagerens hjemland er blevet opfyldt, således at denne overenskomst har forpligtende virkning, som er bindende for låntageren.

2) Låntageren skal meddele långiveren, hvilke personer der er bemyndiget til at handle på låntagerens vegne, samt afgive bekræftede prøver på hver af disse personers underskrift.

3) Alle meddelelser, anmodninger eller dispositioner i medfør af denne overenskomst skal være skriftlige.

Artikel IX

Særlige bestemmelser

Lånet skal tilbagebetales uden fradrag af og fritaget for alle skatter og afgifter samt alle i medfør af låntagerlandets lovgivning pålagte restriktioner. Overenskomsten skal være fritaget for alle afgifter, som i medfør af låntagerlandets nugældende eller fremtidige lovgivning pålægges i forbindelse med overenskomstens udfærdigelse, indgåelse, registrering, ikrafttræden eller i øvrigt.

Artikel X

Overenskomstens varighed

1) Denne overenskomst træder i kraft på datoen for dens undertegnelse.

2) Overenskomsten ophører straks, så snart hele tilbagebetalingen af hovedstolen har fundet sted.

Artikel XI

Adresser

Følgende adresser anføres for så vidt angår denne overenskomst:

Låntageren:

Le Ministere des Finances de

la Republique Populaire du Congo,

B. P. 2083

Brazzaville.

Telegramadresse:

MINIFINANCES BRAZZAVILLE.

For långiveren, med henblik på udbetalinger:

Udenrigsministeriet,

Afdelingen for internationalt

udviklingssamarbejde,

København.

Telegramadresse.

ETRANGERES COPENHAGEN.

For långiveren, med henblik på betaling af de halvårlige afdrag:

Økonomi- og budgetministeriet,

København.

Telegramadresse:

FINANS COPENHAGEN.

Til bekræftelse heraf har de af långivere og låntageren behørigt befuldmægtigede repræsentanter underskrevet overenskomsten i to eksemplarer i Brazzaville den 19. juli 1973.

For Danmarks regering:

Bengt G. Johns

For Congos regering:

Saturnin Okabe

Oversættelse

TILLÆG I

Følgende bestemmelser finder anvendelse på de rettigheder og forpligtelser, der følger af den mellem regeringerne i Kongeriget Danmark og Folkerepublikken Congo indgåede overenskomst vedrørende et dansk statslån til Congo (i det følgende benævnt overenskomsten). De betragtes som en integrerende del af overenskomsten med samme gyldighed og virkning, som hvis de indeholdtes deri.

Artikel I

Annullering og suspension

1) Låntageren kan ved meddelelse til långiveren annullere ethvert lånebeløb, som låntageren ikke måtte have trukket.

2) I tilfælde af misligholdelse fra låntagerens side med hensyn til opfyldelsen af nogen forpligtelse eller aftale, der omfattes af overenskomsten, er långiveren berettiget til helt eller delvis at suspendere låntagerens ret til at trække på lånekontoen. Hvis det forhold, der har berettiget långiveren til at suspendere låntagerens trækningsret, fortsat består udover et tidsrum af 60 dage efter långiverens meddelelse til låntageren om suspensionen, kan långiveren når som helst forlange den trukne del af lånet tilbagebetalt straks, uanset eventuelle modsatte bestemmelser i overenskomsten, medmindre grundlaget for suspensionen er bortfaldet.

3) Alle nærværende overenskomsts bestemmelser bevarer deres gyldighed og virkning uanset enhver annullering eller suspension. bortset fra hvad der udtrykkeligt er fastsat i denne artikel.

Artikel II

Afgørelse af tvistigheder

1) Enhver tvistighed, som måtte opstå mellem långiveren og låntageren angående fortolkningen eller gennemførelsen af nærværende overenskomst, og som ikke har kunnet bilægges ad diplomatisk vej inden seks måneder skal efter anmodning fra en af parterne forelægges for en voldgiftsdomstol bestående af tre medlemmer. Domstolens formand skal være statsborger i et tredjeland og skal udpeges efter indbyrdes aftale mellem långiveren og låntageren. Såfremt parterne ikke kan nå til enighed om udpegelsen af domstolens formand, kan hver af dem anmode præsidenten for Den internationale Domstol om at foretage udpegelsen. Hver part udpeger sin egen voldgiftsdommer: såfremt en af parterne undlader at udpege sin voldgiftsdommer, kan denne udpeges af voldgiftsdomstolens formand.

2) Hver af de kontraherende parter skal efterkomme og gennemføre de af voldgiftsdomstolen afsagte kendelser.

Oversættelse

TILLÆG II

Denne overenskomst finder anvendelse på leverancer til Folkerepublikken Congo af maskiner og udstyr af dansk oprindelse samt tjenesteydelser fra Danmark til:

1. Komposteringsanlæg i Pointe-Noire.

2. Landbrugsmaskinudstyr til et majsdyrkningsprojekt.

3. Udstyr til landbrugsstationen i Loudima.

4. Mælkekombineringsanlæg.

5. Vulkaniseringsanlæg.

6. Svineopdræt.

7. Istandsættelse af kølelager i Maya Maya og oprettelse af kølehuse i en række mindre byer.

8. Andre projekter efter aftale mellem de to regeringer.

Oversættelse

KONGELIG DANSK AMBASSADE

Underskrift 1

Brazzaville, den 19. juli 1973. Hr. minister, Idet jeg henviser til overenskomsten af dags dato mellem regeringerne i Folkerepublikken Congo og Kongeriget Danmark vedrørende et udviklingslån (i det følgende benævnt overenskomsten), har jeg den ære at foreslå Dem, at følgende bestemmelser skal anvendes for så vidt angår gennemførelsen af overenskomstens artikel VI. De udbetalinger, som finder sted ved træk på lånekontoen, skal ske på følgende måde: 1) Den danske eksportør eller rådgiver og den congolesiske importør eller eventuelle investerende part afslutter en kontrakt, som i sidste instans skal godkendes af de congolesiske og de danske myndigheder. Ingen kontrakt til et beløb af under 100.000 kroner kan finansieres i medfør af låneoverenskomsten, medmindre det drejer sig om udnyttelse af en restsaldo under nævnte beløbs størrelse. 2) Den congolesiske regering vil forelægge det danske udenrigsministerium genparter af de i medfør af overenskomsten afsluttede kontrakter. Udenrigsministeriet vil bl. a. påse, a. at de af kontrakten omfattede varer eller tjenesteydelser falder inden for overenskomstens rammer, b. at det pågældende kapitaludstyr er fremstillet i Danmark eller at de begærede tjenesteydelser vil blive præsteret af personer, som driver erhvervsvirksomhed i Danmark, og give Congos regering underretning om sin afgørelse. 3) Når kontrakterne er godkendt, kan den congolesiske regering trække på den i Danmarks Nationalbank åbnede konto med henblik på betaling for de i kontrakterne omhandlede varepartier eller tjenesteydelser. Udbetalingerne fra denne konto til anvedelse ved betaling til de danske eksportører eller rådgivere er betinget af, at de nødvendige dokumenter fremlægges efter at Danmarks Nationalbank har overbevist sig om, at alle vilkårene for at foretage disse udbetalinger er opfyldt. Hvis den congolesiske regering kan godkende foranstående bestemmelser, har jeg den ære at foreslå, at dette brev samt Deres svar skal udgøre en aftale mellem vore to regeringer. Modtag, hr. minister. forsikringen om min mest udmærkede højagtelse. Bengt G. Johns Kongelig ambassadør for Danmark Hans Excellence hr. Saturnin Okabe, Folkerepublikken Congos finansminister, Brazzaville. Oversættelse

Underskrift 2

Brazzaville, den 19. juli 1973. Deres Excellence, Jeg har den ære at anerkende modtagelsen af Deres sålydende brev af dags dato: (her følger teksten til foranstående brev) Jeg har den ære at meddele Dem, at min regering er enig i foranstående. Modtag, Deres Excellence, forsikringen om min mest udmærkede højagtelse. Saturnin Okabe Finansminister Hans Excellence hr. Bengt G. Johns, Kongeriget Danmarks overordentlige og befuldmægtigede ambassadør i Brazzaville.

Underskrift 3

Udenrigsministeriet, den 25. oktober 1973. K. B. Andersen.

Versioner

  1. 1973-12-21 · til 2006-10-11