Bekendtgørelse af konvention af 23. september 1971 til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod den civile luftfarts sikkerhed. (* 2)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/treaty/ltc/1973/103@1973-12-21/da
Indhold
Ved kgl. resolution af 2. januar 1973 har Danmark ratificeret den i Montreal den 23. september 1971 vedtagne konvention til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod den civile luftfarts sikkerhed.
Konventionen har følgende ordlyd (den franske, russiske og spanske tekst er udeladt her):
Oversættelse:
KONVENTION TIL BEKÆMPELSE AF
ULOVLIGE HANDLINGER MOD DEN
CIVILE LUFTFARTS SIKKERHED
STATER, DER DELTAGER I DENNE
KONVENTION, ER,
DA ulovlige handlinger mod den civile luftfarts sikkerhed truer sikkerheden for personer og gods, forstyrrer lufttrafikken på alvorlig måde og undergraver befolkningernes tillid til den civile luftfarts sikkerhed;
DA forekomsten af sådanne handlinger må give anledning til alvorlig bekymring;
DA der for at forebygge sådanne handlinger er et påtrængende behov for at gennemføre egnede foranstaltninger med henblik på at straffe gerningsmændene;
BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:
Artikel 1
1. En person gør sig skyldig i en forbrydelse, hvis han ulovligt og forsætligt
a) foretager en voldshandling mod en person om bord i et luftfartøj under flyvning, dersom denne handling må antages at bringe luftfartøjets sikkerhed i fare; eller
b) ødelægger et, luftfartøj i drift eller beskadiger det på en sådan måde, at det ikke kan flyve, eller dets sikkerhed må antages at blive bragt i fare under flyvning; eller
c) anbringer eller lader anbringe - uanset på hvilken måde - i et luftfartøj i drift en indretning eller et stof, der må antages at ødelægge luftfartøjet eller beskadige det på en sådan måde, at det ikke kan flyve, eller dets sikkerhed må antages at blive bragt i fare under flyvning; eller
d) ødelægger eller beskadiger luftfartshjælpemidler eller forstyrrer deres drift, dersom en sådan handling må antages at bringe et luftfartøjs sikkerhed i fare under flyvning; eller
e) giver oplysninger, som han ved er urigtige, og derved bringer et luftfartøjs sikkerhed i fare under flyvning.
2. En person gør sig ligeledes skyldig i en forbrydelse, hvis han
a) forsøger at begå nogen af de i stk. 1 nævnte forbrydelser; eller
b) medvirker til, at en anden begår eller forsøger at begå en sådan forbrydelse.
Artikel 2
I denne konvention
a) anses et luftfartøj for at være under flyvning på ethvert tidspunkt fra det øjeblik, da alle dets udvendige døre er lukket efter indstigning, indtil det øjeblik, da nogen sådan dør er åbnet for udstigning; i tilfælde af nødlanding skal flyvningen anses for at vedvare, indtil de kompetente myndigheder overtager ansvaret for luftfartøjet og for ombordværende personer og gods;
b) anses et luftfartøj for at være i drift fra det øjeblik, da jordpersonellet eller besætningen begynder at forberede luftfartøjet til en bestemt flyvning, indtil 24 timer efter en landing; driftsperioden skal under alle omstændigheder omfatte hele det tidsrum, hvori luftfartøjet er under flyvning, som defineret i litra a.
Artikel 3
Enhver kontraherende stat forpligter sig til at fastsætte strenge straffe for de forbrydelser, der er nævnt i artikel 1.
Artikel 4
1. Denne konvention finder ikke anvendelse på luftfartøjer, der benyttes i militærer-, told- eller polititjeneste.
2. I de tilfælde, der er nævnt i artikel 1, stk. 1, a)-c) og e), finder konventionen, uanset om luftfartøjet flyver i udenrigs- eller indenrigsfart, kun anvendelse, dersom:
a) luftfartøjets faktiske eller planmæssige start- eller landingssted ligger uden for den stats område, hvor luftfartøjet er registreret; eller
b) forbrydelsen er begået i en anden stat end den, hvor luftfartøjet er registreret.
3. I de tilfælde, der er nævnt i artikel 1, stk. 1, a) c) og e), finder konventionen, uanset bestemmelsen i stk. 2, tillige anvendelse, hvis gerningsmanden eller den formodede gerningsmand findes i en anden stat end den, hvor luftfartøjet er registreret.
4. For så vidt angår de stater, der er nævnt i artikel 9, finder konventionen i de tilfælde, der er nævnt i artikel 1, stk. 1, a)-c) og e), ikke anvendelse, dersom de steder, der er nævnt i stk. 2, a), ligger inden for samme stats område, når denne stat er en af de stater, der er nævnt i artikel 9, medmindre forbrydelsen er begået, eller gerningsmand en eller den formodede gerningsmand findes i en anden stat end den pågældende stat.
5. I de tilfælde, der er nævnt i artikel 1, stk. 1, d), finder konventionen kun anvendelse, hvis luftfartshjælpemidlerne benyttes i international luftfart.
6. Bestemmelserne i stk. 2, 3, 4 og 5 finder tillige anvendelse i de tilfælde, der er nævnt i artikel 1, stk. 2.
Artikel 5
1. Enhver kontraherende stat skal træffe sådanne foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at udøve jurisdiktion over for forbrydelserne i følgende tilfælde:
a) når forbrydelsen er begået inden for den pågældende stats område;
b) når forbrydelsen er begået mod eller om bord i et luftfartøj, der er registreret i den pågældende stat;
c) når det luftfartøj, hvori forbrydelsen er begået lander inden for statens område med den formodede gerningsmand om bord;
d) når forbrydelsen er begået mod eller om bord i et luftfartøj der er udlejet uden besætning til en person, der har sit hovedforretningssted eller i mangel af et sådant forretningssted sin faste bopæl i staten.
2. Enhver kontraherende stat skal, som videre træffe sådanne foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at udøve jurisdiktion over for de forbrydelser, der er nævnt i artikel 1, stk. 1, a) c) og i artikel 1, stk. 2, i det omfang den sidstnævnte bestemmelse vedrører disse forbrydelser, hvis den formodede gerningsmand befinder sig inden for dens område, og staten ikke i medfør af artikel 8 udleverer ham til en af de stater, der er nævnt i stk. 1.
3. Konventionen udelukker ikke strafferetlig jurisdiktion udover i overensstemmelse med national lovgivning.
Artikel 6
1. Når betingelserne herfor er til stede, skal enhver kontraherende stat, inden for hvis område gerningsmanden eller den formodede gerningsmand befinder sig, tage ham i forvaring eller træffe andre foranstaltninger for at sikre hans tilstedeværelse. Forvaringen og de nævnte andre foranstaltninger skal ske i overensstemmelse med statens lovgivning men kan ikke opretholdes ud over, hvad der er nødvendigt for, at der kan indledes strafforfølgning eller tages skridt til udlevering.
2. Staten skal straks iværksætte en foreløbig undersøgelse af sagens omstændigheder.
3. Enhver, der er taget i forvaring i henhold til stk. 1, skal bistås med straks at komme i forbindelse med den nærmeste repræsentant for den stat, hvori han er statsborger.
4. Når en stat i henhold til denne artikel har taget en person i forvaring, skal den øjeblikkelig underrette de stater, der er nævnt i artikel 5, stk. 1, den stat, hvori den forvarede er statsborger, og - hvis den førstnævnte stat finder anledning hertil enhver anden interesseret stat om, at en sådan person er i forvaring, og om de omstændigheder, der ligger til grund for hans tilbageholdelse. Den stat, der foretager den foreløbige undersøgelse, jfr. stk. 2, skal straks give de nævnte stater meddelelse om resultaterne af undersøgelsen og oplyse, om den agter at udøve jurisdiktion.
Artikel 7
Den kontraherende stat, inden for hvis område den formodede gerningsmand findes, skal, hvis den ikke udleverer ham, uden nogen som helst undtagelse og uanset om forbrydelsen er begået inden for dens område, overgive sagen til sine kompetente myndigheder med henblik på strafforfølgning. Disse myndigheder skal træffe deres afgørelse efter samme retningslinier, som i henhold til statens lovgivning anvendes ved enhver anden lovovertrædelse af alvorlig karakter.
Artikel 8
1. Forbrydelserne skal anses for optaget i enhver udleveringstraktat, der består mellem de kontraherende stater, blandt de forbrydelser, der kan medføre udlevering. De kontraherende stater forpligter sig til i enhver udleveringstraktat, de afslutter med hinanden, at optage forbrydelserne blandt de forbrydelser, der kan medføre udlevering.
2. Hvis en kontraherende stat, som kun foretager udlevering på grundlag af en traktat herom, modtager en anmodning om udlevering fra en anden kontraherende stat, med hvilken den ikke har afsluttet udleveringstraktat, kan den betragte denne konvention som det retlige grundlag for udlevering i anledning af forbrydelserne. For udleveringen gælder i øvrigt de bestemmelser, der er fastsat i den anmodede stats lovgivning.
3. Kontraherende stater, som ikke gør udlevering betinget af, at der består en traktat herom, skal gensidigt anse forbrydelserne som sådanne forbrydelser, der kan medføre udlevering i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i den anmodede stats lovgivning.
4. For så vidt angår udlevering mellem kontraherende stater skal forbrydelserne anses som begået ikke blot der, hvor de fandt sted, men også i de stater som ifølge artikel 5, stk. 1, b)-d) skal kunne udøve jurisdiktion over for forbrydelserne.
Artikel 9
Kontraherende stater, som opretter fælles organisationer for lufttransport eller internationale virksomheder der anvender luftfartøjer, som er genstand for fælles eller international registrering, skal på hensigtsmæssig måde for hvert luftfartøj udpege den stat blandt dem, som skal udøve jurisdiktion og fungere som registreringsstat i henhold til denne konvention, samt give underretning herom til Organisationen for international civil Luftfart, der viderebringer underretningen til alle de stater, der deltager i konventionen.
Artikel 10
1. De kontraherende stater skal i overensstemmelse med folkeretten og deres egen lovgivning på enhver mulig måde søge at forebygge de forbrydelser, der er nævnt i artikel 1.
2. Når en flyvning er blevet forsinket eller afbrudt som følge af en af de forbrydelser, der er nævnt i artikel 1, skal enhver kontraherende stat, inden for hvis område luftfartøjet, passagererne eller besætningen befinder sig, lette passagerernes og besætningens muligheder for snarest at fortsætte deres rejse og uden ophold tilbagegive luftfartøjet og dets last til de personer, som har retmæssig krav på besiddelsen.
Artikel 11
1. De kontraherende stater skal yde hinanden størst mulig bistand i forbindelse med strafforfølgning i anledning af forbrydelserne. Den anmodede stats lovgivning finder undtagelsesfrit anvendelse.
2. Bestemmelserne i stk. 1 påvirker ikke forpligtelser i henhold til nogen anden, bestående eller fremtidig, bilateral eller multilateral traktat, der helt eller delvis regulerer spørgsmålet om gensidig bistand i straffesager.
Artikel 12 Enhver kontraherende stat, som har grund til at antage, at en af de forbrydelser, der er nævnt i artikel 1, vil blive begået, skal i overensstemmelse med sin egen lovgivning meddele de stater, som den formoder vil blive de stater, der er nævnt i artikel 5, stk. 1, alle oplysninger af betydning, som den sidder inde med.
Artikel 13
Enhver kontraherende stat skal i overensstemmelse med sin nationale lovgivning snarest muligt underrette rådet for Organisationen for international civil Luftfart om alle relevante oplysninger, som den er i besiddelse af vedrørende:
a) omstændighederne ved forbrydelsen;
b) de skridt, der er taget i medfør af artikel 10, stk. 2;
c) de foranstaltninger, der er truffet over for gerningsmanden eller den formodede gerningsmand, herunder navnlig resultatet af enhver udleveringssag eller andre retslige handlinger.
Artikel 14
1. Enhver uoverensstemmelse mellem to eller flere kontraherende stater om fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention, der ikke kan afgøres ved forhandling, skal efter en af disse staters anmodning henvises til voldgift. Såfremt der ikke inden for 6 måneder fra datoen for anmodningen om voldgift kan opnås enighed mellem parterne om voldgiftsrettens sammensætning, kan enhver af parterne henvise tvisten til Den internationale Domstol ved en anmodning herom i overensstemmelse med domstolens statutter.
2. Enhver stat kan ved undertegnelsen eller ratifikationen af denne konvention eller ved sin tiltrædelse af konventionen erklære, at den ikke anser sig for bundet af bestemmelsen i stk. 1. De øvrige kontraherende stater skal ikke være bundet af stk.1 over for en kontraherende stat, der har taget et sådant forbehold.
3. Enhver kontraherende stat, der har taget forbehold i medfør af stk. 2, kan når som helst trække dette forbehold tilbage ved meddelelse til depositarregeringerne.
Artikel 15
1. Denne konvention står åben for undertegnelse i Montreal den 23. september 1971 af stater, der deltager i den internationale konference om luftfartslovgivning, der afholdes i Montreal fra 8. til 23. september 1971 (herefter betegnet Montreal-konferencen). Efter 10. oktober 1971 står konventionen åben for alle stater til undertegnelse i Moskva, London og Washington. Enhver stat, som ikke undertegner konventionen før dens ikrafttræden i henhold til stk. 3, kan når som helst tiltræde konventionen.
2. Konventionen skal ratificeres af de untegnende stater. Ratifikations- og tiltrædelsesinstrumenter skal deponeres hos regeringen i De socialistiske Sovjetrepublikkers Union, Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland samt i Amerikas forenede Stater, som herved udpeges som depositarregeringerne.
3. Konventionen træder i kraft 30 dage efter at 10 stater, som har undertegnet konventionen og deltaget i Montreal-konferencen, har deponeret deres ratifikationsinstrumenter.
4. For andre stater træder konventionen i kraft fra tidspunktet for dens ikrafttræden i henhold til stk. 3 eller 30 dage efter datoen for deponeringen af statens ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, hvis dette tidspunkt ligger efter det førstnævnte.
5. Depositarregeringerne skal straks underrette alle undertegnende og tiltrædende stater om datoen for enhver undertegnelse, for deponeringen af hver enkelt ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, for konventionens ikrafttræden og om enhver anden meddelelse.
6. Så snart konventionen træder i kraft, skal den registreres af depositarregeringerne i henhold til artikel 102 i De forenede Nationers pagt og i henhold til artikel 83 i konventionen om international civil luftfart (Chicago, 1944).
Artikel 16
1. Enhver kontraherende stat kan opsige denne konvention ved skriftlig meddelelse til depositarreringerne.
2. Opsigelsen får virkning 6 måneder efter den dato, da depositarregeringerne modtager meddelelsen.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede befuldmægtigede, som har behørig fuldmagt dertil fra deres regeringer, undertegnet denne konvention.
UDFÆRDIGET i Montreal den treogtyvende dag i september, nitten hundrede og enoghalvfjerds, i tre originaleksemplarer, der hver er udfærdiget i fire autentiske tekster på det engelske, franske, russiske og spanske sprog.
Konventionen trådte i kraft den 26. januar 1973.
Danmarks ratifikationsinstrument blev den 17. januar 1973 deponeret hos regeringerne i de tre depositarlande, Amerikas forenede Stater, Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland samt De socialistiske Sovjetrepublikkers Union, og konventionen trådte herefter i medfør af artikel 15, stk. 4 for Danmarks vedkommende i kraft den 16. februar 1973.
Konventionen gælder indtil videre ikke for Færøerne og Grønland.
Foruden Danmark har følgende stater ratificeret eller tiltrådt konventionen:
Amerikas forenede Stater, Australien, Den bjelorussiske socialistiske Sovjetrepublik, Brasilien, Bulgarien, Cameroun, Canada, Elfenbenskysten, Fiji, Finland, Guyana, Iran, Island, Israel, Jordan, Jugoslavien, Republikken Kina (Formosa) (* 21), Malawi, Mali, Mongoliet, Niger, Nigeria, Norge, Panama, Philippinerne, Portugal, De socialistiske Sovjetrepublikkers Union, Spanien, Sverige, Sydafrika, Tchad, Trinidad/Tobago, Den tyske demokratiske Republik, Den ukrainske socialistiske Sovjetrepublik og Ungarn.
Følgende stater har erklæret, at de ikke føler sig bundet af bestemmelserne i konventionens artikel 14, stk. 1, som fastsætter obligatorisk jurisdiktion for Den internationale Domstol i tvister vedrørende konventionens fortolkning eller anvendelse:
Den bjelorussiske socialistiske Sovjetrepublik, Brasilien, Bulgarien, Mongoliet, De socialistiske Sovjetrepublikkers Union, Sydafrika, Den ukrainske socialistiske Sovjetrepublik og Ungarn.
Underskrift 1
Udenrigsministeriet, den 25. oktober 1973. K. B. Andersen