Gelex

Bekendtgørelse af tillægsaftale af 21. juli 1976 til nordisk aftale af 9. november 1972 om bistand i skattesager

OphævetVersion 1978-04-13fra 1978-04-13 til 1992-05-19
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/treaty/ltc/1978/4@1978-04-13/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Den 21. juli 1976 undertegnedes i Stockholm en tillægsaftale til aftalen af 9. november 1972 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om bistand i skattesager, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 49 af 28. maj 1973. Tillægsaftalen har følgende ordlyd:

Tillægsaftale

til aftalen mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om bistand i skattesager

Regeringerne i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige er, foranlediget af ønsket om at indgå en tillægsaftale til aftalen af 9. november 1972 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om bistand i skattesager (nedenfor kaldet "aftalen"), blevet enige om følgende:

Artikel 1

Artikel 3 i aftalen får følgende ændrede ordlyd:

"Artikel 3

En kontraherende stat er pligtig at yde bistand i henhold til artikel 1 i alle de skattesager og med hensyn til alle de skattekrav, som er opstået i en anden kontraherende stat i overensstemmelse med dennes lovgivning vedrørende de skatter, afgifter og bidrag, som omfattes af artikel 2. I sager vedrørende skatter, som omfattes af artikel 2a), foreligger sådan pligt dog kun, såfremt skatten omfattes af en aftale til undgåelse af dobbeltbeskatning med den kontraherende stat, som begærer bistanden.

Bistanden kan omfatte foranstaltninger ikke blot over for skattepligtige, men tillige over for arbejdsgivere og andre, som har været pligtige at tilbageholde skat ved udbetaling af løn eller anden ydelse, og over for andre, som ifølge lovgivningen i den stat, som begærer bistanden, er ansvarlige for skat.

Anmodning om bistand må kun fremsættes, såfremt den stat, som fremsætter anmodningen, ifølge sin egen lovgivning kan yde tilsvarende bistand på begæring af den stat, til hvilken anmodningen er rettet."

Artikel 2

Artikel 11 i aftalen får følgende ændrede ordlyd:

"Artikel 11

Oplysninger skal indfordres i overensstemmelse med lovgivningen i den stat, til hvilken begæringen er rettet.

Anmodning om indfordring af oplysninger kan afslås, såfremt forretnings-, fabrikations- eller erhvervshemmeligheder vil blive åbenbaret, såfremt anmodningen blev efterkommet."

Artikel 3

Til aftalen tilføjes efter artikel 11 en artikel 11A med følgende ordlyd:

"Artikel 11A

Repræsentanter for en myndighed i en kontraherende stat kan i en skattesag af væsentlig interesse for denne stat efter anmodning fra den kompetente myndighed i samme stat tillades at være til stede ved undersøgelse i en sådan skattesag i en anden kontraherende stat. Anmodningen herom behandles af den kompetente myndighed i denne anden stat, som snarest underretter den kompetente myndighed i den førstnævnte stat om sin afgørelse. Efterkommes anmodningen, angives i meddelelsen herom tidspunkt og sted for undersøgelsen samt øvrige oplysninger, som anses ønskelige for den kompetente myndighed, der har fremsat anmodningen.

Repræsentanter, som er omfattet af første stykke, kan ikke træffe afgørelser i spørgsmål, som vedrører undersøgelsen, men kan fremsætte forslag i sådanne spørgsmål til den myndighed eller embedsmand, som er anmodet om at foretage undersøgelsen. Afgørelser i anledning af et sådant forslag træffes af den pågældende myndighed eller embedsmand.

Oplysninger, der er fremkommet ved undersøgelsen, skal behandles som hemmelige og må ikke meddeles til andre personer eller myndigheder, herunder personer tjenstgørende ved domstole og andre judicielle myndigheder, end dem, som varetager skatteligning (beskatning), opkrævning eller inddrivelse af skatter, som omfattes af denne aftale, eller som træffer afgørelser vedrørende klager eller tiltalespørgsmål i tilslutning hertil.

Afslås en anmodning, der er omfattet af første stykke, finder bestemmelserne i artikel 7, første stykke, tilsvarende anvendelse."

Artikel 4

Artikel 12 i aftalen får følgende ændrede ordlyd:

"Artikel 12

Den kompetente myndighed i en kontraherende stat skal i det omfang, det kan ske på grundlag af tilgængelige kontroloplysninger eller tilsvarende oplysninger, snarest muligt efter udløbet af hvert kalenderår, uden særlig anmodning, tilstille den kompetente myndighed i enhver af de andre kontraherende stater oplysninger vedrørende i denne stat bosatte fysiske personer eller der hjemmehørende juridiske personer for så vidt angår

a) udlodninger fra aktieselskaber og lignende juridiske personer,

b) renter af obligationer og lignende værdipapirer,

c) tilgodehavender hos banker, sparekasser o.lign. institutioner samt renter af sådanne tilgodehavender,

d) royalties og andre periodisk betalbare afgifter for udnyttelse af ophavsret, patent, mønster, varemærke eller anden sådan rettighed eller ejendom,

e) lønninger, honorarer, pensioner og livrenter,

f) skades-, forsikrings- og anden sådan erstatning, som er oppebåret i forbindelse med næringsvirksomhed, samt

g) andre indkomster eller aktiver, i det omfang overenskomst herom træffes i henhold til artikel 20.

Den kompetente myndighed i en kontraherende stat skal virke for, at oplysninger, som fremkommer ved en undersøgelse i denne stat i en sag vedrørende beskatning, og som kan antages at vedrøre en sådan (tilsvarende) sag i en anden kontraherende stat, snarest fremsendes til den kompetente myndighed i denne anden stat.

Såfremt det i den stat, som har modtaget oplysningerne, viser sig, at oplysningerne ikke er i overensstemmelse med de virkelige forhold, skal den kompetente myndighed i denne stat på passende måde underrette den kompetente myndighed i den stat, som har afgivet oplysningerne, om forholdet.

I tilfælde, hvor en i en af de kontraherende stater bosat person er afgået ved døden og har efterladt sig fast ejendom i en anden af de kontraherende stater eller aktiver anbragt i en virksomhed der, skal den kompetente myndighed i den førstnævnte stat, så snart kendskab til forholdet er erhvervet, underrette den kompetente myndighed i den anden stat herom."

Artikel 5

Denne tillægsaftale træder i kraft tredive dage efter den dag, da samtlige kontraherende stater har meddelt det svenske udenrigsdepartement, at de foranstaltninger, som er nødvendige for tillægsaftalens ikrafttrædelse, er gennemført. Det svenske udenrigsdepartement underretter de øvrige kontraherende stater om modtagelsen af disse meddelelser.

Efter at denne tillægsaftale er trådt i kraft, anvendes dens bestemmelser på sager, som er indkommet efter ikrafttrædelsen til den kompetente myndighed i den stat, til hvilken anmodningen er rettet.

Artikel 6

Denne tillægsaftale skal forblive i kraft, så længe aftalen er i kraft.

Tillægsaftalen skal deponeres i det svenske udenrigsdepartement, og bekræftede afskrifter skal af det svenske udenrigsdepartement tilstilles hver af de kontraherende staters regeringer.

Til bekræftelse heraf har undertegnede, dertil behørigt bemyndigede, undertegnet denne tillægsaftale.

Udfærdiget i Stockholm i et eksemplar på det danske, det finske, det islandske, det norske og det svenske sprog, idet der på det svenske sprog er udfærdiget to tekster, en for Finland og en for Sverige, hvilke samtlige tekster har lige gyldighed, den 21. juli 1976.

E. Schram-Nielsen

Tillægsaftalen trådte i medfør af dennes artikel 5 i kraft den 22. juli 1977.

Underskrift 1

Udenrigsministeriet, den 19. januar 1978. Lise Østergaard.

Versioner

  1. 1978-04-13 · til 1992-05-19