Gelex

Bekendtgørelse af verdenskonventionen om ophavsret som revideret i Paris den 24. juli 1971(* 1)

GældendeVersion 1981-03-11
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/treaty/ltc/1980/97@1981-03-11/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Ved kgl. resolution af 16. februar 1979 har Danmark ratificeret verdenskonventionen om ophavsret af 6. september 1952 som revideret i Paris den 24. juli 1971. Teksten til den således reviderede konvention med to dertil knyttede tillægsprotokoller lyder som følger:

VERDENSKONVENTIONEN OM OPHAVSRET SOM REVIDERET I PARIS DEN 24. JULI 1971

De kontraherende stater,

som er bevæget af ønsket om i alle lande at sikre ophavsretsbeskyttelsen for litterære, videnskabelige og kunstneriske værker,

som er overbevist om, at et system for ophavsretsbeskyttelse, der er passende for alle verdens nationer og udtrykt i en verdenskonvention, som føjer sig til de allerede i kraft værende internationale systemer uden at gøre indgreb i disse, vil være i stand til at sikre respekt for den enkeltes personlige rettigheder og at fremme litteraturens, videnskabens og kunstens udvikling,

som er sikre på, at et sådant universelt ophavsretssystem vil lette udbredelsen af den menneskelige ånds skabelser og bidrage til en øget international forståelse,

har besluttet at revidere den i Geneve den 6. september 1952 undertegnede Verdenskonvention om ophavsret (i det følgende benævnt »1952-konventionen«) og er som resultat heraf

blevet enige om følgende:

Artikel I

Enhver kontraherende stat forpligter sig til at træffe alle nødvendige forholdsregler for at sikre en fyldestgørende og effektiv beskyttelse for ophavsmænds og andre retsindehaveres rettigheder til litterære, videnskabelige og kunstneriske værker, såsom skrifter, musikværker, dramatiske og kinematografiske værker, malerier, gravurer og billedhuggerværker.

Artikel II

1. Værker, som er publiceret af statsborgere i en hvilken som helst kontraherende stat, og værker, der publiceres første gang inden for en sådan stats territorium, nyder i enhver anden kontraherende stat såvel den beskyttelse, som denne anden stat indrømmer de værker af dens egne statsborgere, som første gang er publiceret inden for dens eget territorium, som den beskyttelse, der særligt tilkommer dem i henhold til denne konvention.

2. Ikke-publicerede værker af statsborgere i hver kontraherende stat, nyder i enhver anden kontraherende stat såvel den beskyttelse, som denne anden stat indrømmer ikke-publicerede værker af dens egne statsborgere, som den beskyttelse, der særligt tilkommer dem i henhold til denne konvention.

3. Med henblik på anvendelsen af denne konvention kan en kontraherende stat gennem sin nationale lovgivning ligestille enhver person, der har hjemsted i denne stat, med dens egne statsborgere.

Artikel III

1. Enhver kontraherende stat, hvis nationale lovgivning som betingelse for ophavsretsbeskyttelse kræver opfyldelse af formaliteter såsom deponering, registrering, udtrykkeligt forbehold, notarielle certifikater, betaling af afgifter eller fremstilling eller publicering i den pågældende kontraherende stat, skal anse disse krav som opfyldt med hensyn til ethvert i henhold til denne konvention beskyttet værk, som første gang er gjort tilgængeligt for almenheden uden for dens territorium, og hvis ophavsmand ikke er statsborger i denne stat, for så vidt alle eksemplarer af værket, der publiceres med samtykke af ophavsmanden eller enhver anden indehaver af ophavsretten, fra og med den første publicering er forsynet med tegnet c ledsaget af navnet på indehaveren af ophavsretten og året for den første publicering, anbragt på en sådan måde og et sådant sted, at det på en klar måde viser, at ophavsretten er forbeholdt.

2. Bestemmelserne i stk. 1 hindrer ikke en kontraherende stat i at kræve formaliteter eller andre betingelser for erhvervelsen eller udøvelsen af ophavsret med hensyn til værker, der første gang er gjort tilgængelige for almenheden inden for dens territorium, eller for værker, der - hvor de end er publiceret - hidrører fra dens egne statsborgere.

3. Bestemmelserne i stk. 1 hindrer ikke en kontraherende stat i at bestemme, at den, der anlægger sag ved domstolene skal opfylde visse processuelle krav, såsom at sagsøgeren skal lade sig repræsentere af en stedlig advokat, eller at han skal deponere et eksemplar af det værk, som sagen angår, hos domstolene eller hos en administrativ myndighed eller begge steder. Undladelsen af at opfylde sådanne krav har dog ingen betydning for ophavsrettens gyldighed. Ingen sådanne krav kan kræves opfyldt af en statsborger i en anden kontraherende stat, hvis den stat, i hvilken beskyttelse søges, ikke kræver dem opfyldt af sine egne statsborgere.

4. Enhver kontraherende stat skal uden krav om opfyldelse af formaliteter yde retslig beskyttelse af ikke-publicerede værker af statsborgere fra andre kontraherende stater.

5. Hvis en kontraherende stat giver beskyttelse i mere end en periode, og hvis den første periode er længere end en af de i artikel IV fastsatte minimumsperioder, behøver denne stat ikke at anvende bestemmelserne i stk. 1 af denne artikel med hensyn til den anden eller nogen af de følgende beskyttelsesperioder.

Artikel IV

1. Beskyttelsens varighed skal rette sig efter loven i den kontraherende stat, hvor beskyttelse kræves, dog med iagttagelse af, hvad der foreskrives i artikel II og i denne artikel.

2. a) Beskyttelsesperioden for værker, der beskyttes i medfør af denne konvention, må ikke være kortere end ophavsmandens levetid og femogtyve år efter hans død. Dog er enhver kontraherende stat, som på det tidspunkt, da denne konvention træder i kraft for dens territorium, måtte have begrænset beskyttelsesperioden for visse kategorier af værker til en periode, beregnet fra værkets første publicering, berettiget til at bevare de herom givne regler og til at udstrække dem til andre kategorier af værker. For alle disse kategorier må beskyttelsesperioden dog ikke være mindre end femogtyve år fra dagen for den første publicering.

b) Enhver kontraherende stat, som på det tidspunkt, da denne konvention træder i kraft for dens territorium, ikke beregner beskyttelsesperioden på grundlag af ophavsmandens levetid, skal være berettiget til at regne beskyttelsestiden fra dagen for værkets første publicering eller i givet fald fra dets registrering forud for publiceringen, forudsat at beskyttelsesperioden ikke er mindre end femogtyve år fra dagen for den første publicering eller fra den forud for publiceringen stedfundne registrering.

c) Hvis en kontraherende stats lovgivning indrømmer beskyttelse for to eller flere successive perioder, må varigheden af den første periode ikke være kortere end nogen af de under pkt. a) og b) angivne minimumsperioder.

3. Bestemmelserne i stk. 2 finder ikke anvendelse på fotografiske værker eller på værker af brugskunst. I de kontraherende stater, som beskytter fotografiske værker, eller som beskytter brugskunstgenstande i den udstrækning, de udgør kunstværker, må beskyttelsens varighed for disse værker dog ikke være kortere end ti år.

4. a) Ingen kontraherende stat skal være forpligtet til at indrømme beskyttelse for et værk i en længere periode end den, der er fastsat for den kategori af værker, til hvilken det pågældende værk hører, for ikke-publicerede værkers vedkommende af lovgivningen i den kontraherende stat, i hvilken ophavsmanden er statsborger, og for publicerede værkers vedkommende af lovgivningen i den kontraherende stat, i hvilken værket første gang er publiceret.

b) Hvis en kontraherende stats lovgivning indrømmer beskyttelse for to eller flere successive perioder, skal ved anvendelsen af pkt. a) beskyttelsestiden i denne stat anses at være summen af disse perioder. Hvis imidlertid et bestemt værk af en eller anden grund ikke er beskyttet af en sådan stat i den anden eller en af de følgende perioder, er de øvrige kontraherende stater ikke forpligtet til at beskytte det i den anden eller de følgende perioder.

5. Ved anvendelsen af stk. 4 skal et værk, der hidrører fra en statsborger i en kontraherende stat, og som for første gang er blevet publiceret i en ikke-kontraherende stat, behandles som om det først er blevet publiceret i den kontraherende stat, i hvilken dets ophavsmand er statsborger.

6. Ved anvendelsen af stk. 4 skal værket, i tilfælde af dets samtidige publicering i to eller flere kontraherende stater, behandles som om det først er blevet publiceret i den stat, som indrømmer den korteste beskyttelsestid. Ethvert værk, som er publiceret i to eller flere kontraherende stater inden for tredive dage efter dets første publicering, skal anses som værende publiceret samtidig i de nævnte stater.

Artikel IV bis

1. De i artikel I omhandlede rettigheder omfatter de grundlæggende rettigheder, der sikrer ophavsmandens økonomiske interesser, heri indbefattet eneretten til at tillade reproduktion af værket på en hvilken som helst måde, dels offentlig fremførelse samt dels udsendelse i radio. Denne artikels bestemmelser skal være anvendelige på værker, der er beskyttet i henhold til denne konvention, enten i deres originale form eller i en hvilken som helst form, der på en genkendelig måde fremtræder som afledt af det originale værk.

2. Dog kan enhver kontraherende stat i sin nationale lovgivning fastsætte undtagelser, der ikke strider mod denne konventions ånd og bestemmelser, fra de i denne artikels stk. 1 omhandlede rettigheder. Enhver stat, hvis lovgivning indeholder sådanne undtagelsesbestemmelser, skal dog drage omsorg for en rimelig grad af effektiv beskyttelse for enhver af de rettigheder, fra hvilke der er gjort undtagelse.

Artikel V

1. De i artikel I omhandlede rettigheder omfatter eneret for ophavsmanden til at oversætte og publicere oversættelser af de værker, der beskyttes i henhold til denne konvention, samt til at tillade andre at oversætte og publicere oversættelser af sådanne værker.

2. Dog kan enhver kontraherende stat ved sin nationale lovgivning gøre indskrænkninger i oversættelsesretten til skrifter, men kun under iagttagelse af følgende bestemmelser:

a) Hvis der, efter udløbet af en periode af syv år fra dagen for den første publicering af et skrift, ikke af indehaveren af oversættelsesretten eller med hans samtykke er blevet publiceret en oversættelse af et sådant skrift på et sprog, der er i almindelig brug i den kontraherende stat, kan enhver statsborger i den kontraherende stat opnå en ikke-eksklusiv licens fra denne stats kompetente myndighed til at oversætte værket til dette sprog og til at publicere det således oversatte værk.

b) En sådan statsborger skal i overensstemmelse med de derom gældende regler i den pågældende stat godtgøre, enten at han har anmodet om, men er blevet nægtet tilladelse af retsindehaveren til at foretage og publicere oversættelsen, eller at han efter at have gjort, hvad der med rimelighed kan forlanges af ham i denne henseende ikke har kunnet finde retsindehaveren. En licens kan ligeledes gives på de samme betingelser, hvis alle tidligere oplag af en oversættelse på et sprog, der er i almindelig brug i den kontraherende stat, er udsolgt fra forlaget.

c) Hvis indehaveren af oversættelsesretten ikke kan findes, skal den, der søger licens, sende genparter af sin ansøgning til den forlægger, hvis navn forekommer på værket, og, hvis retsindehaverens nationalitet er kendt, til den diplomatiske eller konsulære repræsentant for den stat, i hvilken denne retsindehaver er statsborger, eller til et hvilket som helst særligt organ, som måtte være udpeget af denne stats regering. Licensen kan ikke meddeles før udløbet af en periode af to måneder fra dagen for afsendelsen af genparterne af ansøgningen.

d) Den nationale lovgivning skal træffe passende foranstaltninger med henblik på at sikre indehaveren af oversættelsesretten et rimeligt vederlag, svarende til hvad der er normalt efter international sædvane og at sikre betalingen og overførslen af dette vederlag samt garantere en korrekt oversættelse af værket.

e) Værkets originale titel og dets ophavsmands navn skal trykkes på alle eksemplarer af den publicerede oversættelse. Licensen skal kun være gyldig for udgivelse af oversættelsen inden for den kontraherende stats territorium, i hvilken den er ansøgt. De således udgivne eksemplarer må indføres og sælges i en anden kontraherende stat, hvis et sprog, der er i almindelig brug i denne stat, er det samme sprog som det, til hvilket værket er blevet oversat, og hvis den nationale lovgivning i denne stat indeholder bestemmelser om sådanne licenser og ikke forbyder indførelsen og salget. I enhver kontraherende stat, hvor disse forudsætninger ikke er opfyldt, skal indførsel og salg kun kunne finde sted i overensstemmelse med denne stats lovgivning og de af denne indgåede internationale overenskomster. Licensen kan ikke overdrages videre af den, som den er udstedt til.

f) Licens kan ikke meddeles, når ophavsmanden har kaldt alle eksemplarer af værket tilbage fra den almindelige handel.

Artikel V bis

1. Enhver kontraherende stat, der anses som et udviklingsland i overensstemmelse med De forenede Nationers generalforsamlings faste praksis, kan på tidspunktet for statens ratifikation, godkendelse eller tiltrædelse eller på et senere tidspunkt, ved en erklæring, som deponeres hos generaldirektøren for De forenede Nationers Organisation for uddannelse, videnskab og kultur (UNESCO) (i det følgende kaldet »generaldirektøren«), gøre brug af en del af eller alle de i artiklerne V ter og V quater angivne undtagelsesbestemmelser.

2. Enhver sådan erklæring har gyldighed i ti år regnet fra dagen for denne konventions ikrafttræden eller i den del af den tiårige periode, som resterer ved erklæringens deponering, og den kan fornys i sin helhed eller delvis i yderligere perioder af ti år, dersom den kontraherende stat, højst femten eller mindst tre måneder før den løbende tiårsperiodes udløb, deponerer en ny erklæring hos generaldirektøren. Erklæringer kan også afgives første gang inden for disse yderligere perioder af ti år i overensstemmelse med forskrifterne i denne artikel.

3. Uanset bestemmelserne i stk. 2 er en kontraherende stat, som ikke mere anses som et udviklingsland i henhold til stk. 1, ikke længere berettiget til at forny en erklæring, der er fremsat i henhold til bestemmelserne i stk. 1 eller 2, og uanset om en sådan stat formelt tilbagekalder erklæringen, eller dette ikke sker, taber den sin ret til at gøre brug af de i artiklerne V ter og V quater angivne undtagelsesbestemmelser enten efter udløbet af den pågældende tiårige periode eller efter udløbet af tre år efter, at den er ophørt med at blive anset som et udviklingsland, alt efter hvilken af disse perioder, der udløber sidst.

4. Eksemplarer af et værk, som allerede er fremstillet i henhold til de i artiklerne V ter og V quater fastsatte undtagelsesbestemmelser, kan fremdeles spredes efter udløbet af den periode, i hvilken de i henhold til nærværende artikel fremsatte erklæringer var gyldige, indtil oplaget er udsolgt.

5. Enhver kontraherende stat, som har deponeret en erklæring i overensstemmelse med artikel XIII vedrørende denne konventions avendelse på et land eller territorium, hvis situation kan anses for at være analog med den, der gælder for de i stk. 1 i denne artikel omhandlede stater, kan også med henblik på dette land eller territorium deponere erklæringer og forny dem i overensstemmelse med denne artikels bestemmelser. I den periode, i hvilken sådanne erklæringer er i kraft, kan bestemmelserne i artiklerne V ter og V quater anvendes med hensyn til et sådant land eller territorium. Enhver fremsendelse af eksemplarer med oprindelse i det pågældende land eller territorium til den kontraherende stat anses som udførsel i artiklerne V ter og V quaters forstand.

Artikel V ter

1. a) Enhver kontraherende stat, på hvilken artikel V bis (1) finder anvendelse, kan erstatte den i artikel V (2) omtalte periode af syv år med en periode af tre år eller med enhver længere periode fastsat i dens lovgivning. Når det drejer sig om oversættelse til et sprog, der ikke er i almindelig brug i et eller flere af de udviklede lande, som er tilsluttet enten denne konvention eller alene 1952-konventionen, skal perioden imidlertid være et år i stedet for tre.

b) Enhver kontraherende stat, på hvilken artikel V bis (1) finder anvendelse, kan, med enstemmigt samtykke af de udviklede lande, som er tilsluttet denne konvention eller alene 1952-konventionen, og hvor det samme sprog er i almindelig brug, i tilfælde af oversættelse til dette sprog, erstatte den under pkt. a) fastsatte periode af tre år med en anden periode, som måtte blive fastsat i forbindelse med meddelelsen af det ovennævnte samtykke, men som ikke må være kortere end et år. Dog finder denne bestemmelse ikke anvendelse, hvor det pågældende sprog er engelsk, fransk eller spansk. Underretning om enhver meddelse af samtykke som ovenfor nævnt skal gives til generaldirektøren.

c) Licensen kan kun meddeles, dersom ansøgeren i overensstemelse med de regler, der gælder i den stat, hvor licens søges, godtgør, enten at han har anmodet om, men er blevet nægtet samtykke af indehaveren af oversættelsesretten, eller at han efter at have foretaget alt, hvad der med rimelighed kunne forlanges af ham, ikke har kunnet finde retsindehaveren. Samtidig med, at han fremsætter sin anmodning, skal han underrette enten det af UNESCO oprettede internationale informationscenter for ophavsret eller ethvert nationalt eller regionalt informationscenter, som, i en meddelelse herom, der deponeres hos generaldirektøren, måtte være blevet udpeget af regeringen i den stat, i hvilken forlæggeren kan anses at have sin hovedvirksomhed.

d) Hvis indehaveren af oversættelsesretten ikke findes, skal den, der søger licens, i anbefalet brev og med luftpost sende genparter af sin ansøgning til den forlægger, hvis navn er angivet på værket, og til ethvert af de under pkt. c) omtalte nationale eller regionale informationscentre. Dersom der ikke er givet notifikation om et sådant center, skal han tillige sende en genpart til det af UNESCO oprettede internationale informationscenter for ophavsret.

2. a) Licenser, der kan opnås efter tre år, kan ikke meddeles i henhold til denne artikel, før en yderligere periode af seks måneder er forløbet, og licenser, der kan opnås efter et år, kan ikke meddeles, før en yderligere periode af ni måneder er forløbet. Denne yderligere frist begynder at løbe enten fra dagen for den under pkt. c) nævnte anmodning om samtykke til at oversætte eller, hvis man ikke ved, hvem indehaveren af oversættelsesretten er, eller man ikke kender hans adresse, fra dagen for afsendelsen af de genparter af licensansøgningen, som er nævnt i stk. 1 d).

b) Licens kan ikke meddeles, hvis en oversættelse er blevet publiceret af indehaveren af oversættelsesretten eller med hans samtykke i løbet af den omtalte periode af seks eller ni måneder.

3. Licens i henhold til nærværende artikel kan kun meddeles til brug i skoler eller højere læreanstalter eller i forskningsøjemed.

4. a) Licens, som meddeles i henhold til nærværende artikel, omfatter ikke udførsel af eksemplarer og gælder kun udgivelse inden for den kontraherende stat, i hvilken den er ansøgt.

b) Ethvert eksemplar, som publiceres i henhold til en licens, der er meddelt i overensstemmelse med denne artikel, skal forsynes med en påtegning på et passende sprog, som angiver, at eksemplaret kun må spredes i den kontraherende stat, som har udstedt licensen. Dersom værket er forsynet med den i artikel III (1) angivne påtegning, skal eksemplarerne være forsynet med samme påtegning.

c) Det under pkt. a) omhandlede udførselsforbud gælder ikke, hvor et regeringsorgan eller en anden offentlig myndighed i en stat, som i henhold til nærværende artikel har meddelt licens til at oversætte et værk til et andet sprog end engelsk, fransk eller spansk, sender eksemplarer af en oversættelse, som er foretaget i henhold til en sådan licens, til et andet land, under forudsætning af:

I) at modtagerne er personer, som er statsborgere i den kontraherende stat, der har udstedt licensen, eller organisationer, der omfatter sådanne personer;

II) at eksemplarerne kun anvendes til brug i skoler eller højere læreanstalter eller i forskningsøjemed;

III) at fremsendelsen af eksemplarerne og den påfølgende spedning af disse til modtagere ikke sker i erhvervsøjemed, og

IV) at det land, til hvilket eksemplarerne er blevet sendt, har truffet aftale med den kontraherende stat om at tillade modtagelsen, spredningen eller begge dele, og generaldirektøren er blevet underrettet om en sådan aftale af en af de regeringer, som har indgået den.

5. Passende forholdsregler skal træffes på det nationale plan for at sikre:

a) at licensen indeholder bestemmelse om et rimeligt vederlag, svarende til niveauet for de royalties, der normalt betales i henhold til frit forhandlede licensaftaler mellem personer i de to pågældende lande; og

b) at vederlaget betales og overføres. Hvis imidlertid nationale valutabestemmelser stiller sig hindrende i vejen, skal den kompente myndighed gøre sit yderste for gennem internationale organer at sikre overførsel i internationalt konvertibel valuta eller tilsvarende valuta.

6. Enhver licens, som er udstedt af en kontraherende stat i henhold til denne artikel, ophører, dersom en oversættelse af værket til samme sprog og med stort set det samme indhold som den udgave, med hensyn til hvilken licensen blev meddelt, publiceres i den pågældende stat af indehaveren af oversættelsesretten eller med hans samtykke, til en pris, som står i rimeligt forhold til den, der normalt betales i den samme stat for tilsvarende værker. Eksemplarer, som allerede er fremstillet, inden licensen ophører, kan fremdeles spredes, indtil oplaget er udsolgt.

7. For værker, som hovedsagelig består af illustrationer, kan licens til at oversætte teksten og til at mangfoldggøre illustrationerne kun meddeles, hvis også betingelserne i artikel V quater er opfyldt.

8. a) Licens til at oversætte et i henhold til denne konvention beskyttet værk, som er publiceret i trykt eller tilsvarende reproduktionsform, kan også meddeles et radioforetagende, der har sit hovedsæde i en kontraherende stat, på hvilken artikel V bis (1) finder anvendelse, efter at en ansøgning er fremsat i den pågældende stat af et sådant foretagende, og på følgende vilkår:

I) at oversættelsen foretages fra et eksemplar, som er fremstillet og erhvervet i overensstemmelse med den kontraherende stats love;

II) at oversættelsen kun skal anvendes til radioudsendelser, der udelukkende er beregnet til undervisning eller til spredning af videnskabelig information beregnet for eksperter inden for et et bestemt fag;

III) at oversættelsen udelukkende bruges til de under II) angivne formål, i lovligt foretagne radioudsendelser, der er beregnet for modtagere på den kontraherende stats territorium, heri indbefattet udsendelser foretaget ved hjælp af lyd- eller billedoptagelser, som er foretaget lovligt og udelukkende med sådanne udsendelser for øje; IV) at lyd- eller billedoptagelser af oversættelsen kun udveksles mellem radioforetagender, der har deres hovedsæde i den kontraherende stat, der har meddelt licensen; og

V) at ingen anvendelse af oversættelsen må ske i erhvervsøjemed.

b) Er alle de under pkt. a) angivne betingelser opfyldt, kan en licens også meddeles et radioforetagende til at oversætte enhver tekst, der indgår i en audio-visuel optagelse, som selv er foretaget og publiceret med det ene formål at blive brugt i skoler og højere læreanstalter.

c) Når andet ikke følger af pkt. a) og b), finder de øvrige i denne artikel fastsatte bestemmelser anvendelse på meddelelsen og udnyttelsen af en sådan licens.

9. Med forbehold af denne artikels bestemmelser er enhver licens, som meddeles i henhold til artiklen, underkastet bestemmelserne i artikel V. Bestemmelserne i artikel V og i denne artikel skal gælde for licensen også efter udløbet af den i artikel V (2) angivne syvårige periode. Dog kan licensindehaveren efter den nævnte periodes udløb begære, at den pågældende licens skal erstattes af en ny

licens, som udelukkende er underkastet bestemmelserne i artikel V.

Artikel V quater

1. Enhver kontraherende stat, på hvilken artikel V bis (1) finder anvendelse, kan antage følgende bestemmelser:

a) Hvis der, efter udløbet af I) den under pkt. c) angivne periode, regnet fra dagen for den første publicering af en bestemt udgave af et sådant litterært, videnskabeligt eller kunstnerisk værk, som er omtalt i stk. 3, eller II) enhver længere periode fastsat i den pågældende stats nationale lovgivning, ikke i denne stat af indehaveren af reproduktionsretten eller med hans samtykke er blevet spredt eksemplarer af en sådan udgave til almenheden eller med henblik på anvendelse i skoler eller højere læreanstalter, til en pris, der står i rimeligt forhold til den, der normalt betales i den pågældende stat for tilsvarende værker, kan enhver statsborger i en sådan stat opnå en ikke-eksklusiv licens fra den kompetente myndighed til at publicere en sådan udgave til denne eller en lavere pris til opfyldelse af behovet ved undervisningen i skoler eller højere læreanstalter. Licensen kan kun gives, dersom ansøgeren, i overensstemmelse med de regler, der gælder i den pågældende stat, godtgør, at han har anmodet om, men er blevet nægtet tilladelse fra retsindehaveren til at publicere værket, eller at han ikke har været i stand til at finde retsindehaveren til trods for, at han har foretaget, hvad der med rimelighed kunne forlanges af ham i så henseende. Samtidig med, at han fremsætter sin anmodning, skal han underrette enten det af UNESCO oprettede internationale informationscenter vedrørende ophavsret eller ethvert sådant nationalt eller regionalt oplysningskontor, som er omtalt under pkt. d).

b) Licens kan også meddeles på samme betingelser, hvis der ikke i en periode af seks måneder i den pågældende stat er blevet udbudt autoriserede eksemplarer af den nævnte udgave til salg til almenheden eller med henblik på brug i skoler eller højere læreanstalter, til en pris, der står i rimeligt forhold til den, der normalt betales i denne stat for tilsvarende værker.

c) Den under pkt. a) omtalte periode skal være fem år; dog skal perioden

I) for værker inden for de eksakte videnskaber og naturvidenskaberne eller teknologien være tre år og

II) for skønlitterære værker, poesi, dramatiske og musikalske værker samt for kunstbøger være syv år.

d) Hvis indehaveren af reproduktionsretten ikke kan findes, skal den, der søger licens, i anbefalet luftpostbrev sende genparter af sin ansøgning til den forlægger, hvis navn er angivet på værket, og til ethvert nationalt eller regionalt oplysningskontor, som, i en meddelelse, der deponeres hos generaldirektøren, måtte være udpeget af den stat, hvor forlæggeren anses at have sin hovedvirksomhed. Dersom en sådan meddelelse ikke gives, skal han tillige sende en genpart til det af UNESCO oprettede internationale informationscenter vedrørende ophavsret. Licensen kan ikke gives før udløbet af en periode af tre måneder, regnet fra dagen for afsendelsen af genparterne af ansøgningen.

e) Licenser, der kan opnås efter tre år, kan ikke meddeles i henhold til denne artikel,

I) før en periode af seks måneder er forløbet fra dagen for den under pkt. a) omtalte anmodning om tilladelse, eller, hvis man ikke ved, hvem indehaveren af reproduktionsretten er, eller man ikke kender hans adresse, fra dagen for afsendelsen af genparterne af licensansøgningen, som omtalt under pkt. d);

II) eller hvis en sådan spredning af eksemplarer af udgaven, som er nævnt under pkt. a), har fundet sted i løbet af denne periode.

f) Navnet på ophavsmanden og titlen på den særlige udgave af værket skal være trykt på alle eksemplarer som publiceres af det mangfoldiggjorte værk. Licensen gælder ikke udførsel af eksemplarer og gælder kun udgivelse inden for den kontraherende stat, i hvilken den er ansøgt. Licensen kan ikke overdrages videre af sin indehaver.

g) Den nationale lovgivning skal træffe passende foranstaltninger for at sikre en korrekt mangfoldiggørelse af den pågældende udgave.

h) Licens til at mangfoldiggøre og publicere en oversættelse af et værk kan ikke meddeles i henhold til denne artikel i følgende tilfælde:

I) Når oversættelsen ikke er publiceret af indehaveren af oversættelsesretten eller med hans samtykke;

II) når oversættelsen ikke er på et sprog, der er i almindelig brug i den stat, der har kompetence til at udstede licensen.

2. De under stk. 1 fastsatte undtagelser er underkastet følgende supplerende bestemmelser:

a) Ethvert eksemplar, der publiceres i henhold til en licens, der er meddelt i henhold til denne artikel, skal være forsynet med en påtegning på passende sprog, som angiver, at eksemplaret kun må spredes i den kontraherende stat, som licensen gælder for. Hvis udgaven er forsynet med den i artikel III (1) angivne påtegning, skal eksemplarerne være forsynet med samme påtegning.

b) Der skal i den nationale plan træffes passende foranstaltninger for at sikre:

I) at licensen indeholder bestemmelse om et rimeligt vederlag, som ligger på niveau med de afgifter, der normalt gælder for licensaftaler, der frit forhandles mellem personer i de to pågældende lande; og

II) at vederlaget betales og overføres. Hvis imidlertid nationale valutabestemmelser stiller sig hindrende i vejen, skal den kompetente myndighed gøre sit yderste for gennem internationale organer at sikre overførsel i internationalt konvertibelt valuta eller tilsvarende valuta.

c) Når som helst eksemplarer af en udgave af et værk i den kontraherende stat af indehaveren af reproduktionsretten eller med hans samtykke spredes til almenheden eller med henblik på undervisningen i skoler eller højere læreranstalter, til en pris, som svarer til, hvad der normalt betales i denne stat for tilsvarende værker, skal enhver licens, der er givet i henhold til nærværende artikel, ophøre at have gyldighed, hvis en sådan udgave er på det samme sprog og af stort set det samme indhold som den i henhold til licensen publicerede udgave. Eksemplarer, som allerede er fremstillet, inden licensen ophører, kan fremdeles spredes, indtil oplaget er udsolgt.

d) Licens kan ikke meddeles, når ophavsmanden har kaldt alle eksemplarer af den pågældende udgave tilbage.

3. a) Når ikke andet følger af pkt. b) skal denne artikel kun kunne finde anvendelse på litterære, videnskabelige og kunstneriske værker, der udgives i trykt eller tilsvarende reproduktionsform.

b) Denne artikels bestemmelser finder ligeledes anvendelse på reproduktion i audio-visuel form af lovligt foretagne lyd- og billedoptagelser i den udstrækning, de udgør eller omfatter beskyttede værker, samt på oversættelsen af tekster, som ledsager den, til et sprog, der er i almindelig brug i den stat, der har kompentence til at udstede licensen; dog under forudsætning af, at de pågældende lyd- og billedoptagelser er fremstillet og publiceret udelukkende til brug i skoler og højere læreanstalter.

Artikel VI

Med »publicering« forstås i denne konvention reproduktion i materiel form og spredningen til almenheden af eksemplarer af værket, på en sådan måde at værket derigennem kan betegnes ved, at det læses eller opfattes ved synets hjælp.

Artikel VII

Denne konvention finder ikke anvendelse på værker eller rettigheder til værker, som på den dag, da konventionen træder i kraft i en kontraherende stat, hvor beskyttelse kræves, endeligt er ophørt med at være beskyttet i denne stat eller aldrig har været beskyttet der.

Artikel VIII

1. Denne konvention, som bærer datoen den 24. juli 1971, skal deponeres hos generaldirektøren og skal stå åben for undertegnelse af alle stater, der har tiltrådt 1952-konventionen, i en periode af 120 dage efter konventionens dato.

Den skal ratificeres eller godkendes af de stater, som har underskrevet den.

2. Stater, som ikke har underskrevet nærværende konvention, kan tiltræde den.

3. Ratifikation, accept eller tiltrædelse skal iværksættes ved deponering hos generaldirektøren af et instrument herom.

Artikel IX

1. Denne konvention træder i kraft tre måneder efter deponeringen af tolv instrumenter, der indeholder ratifikation, accept eller tiltrædelse.

2. Derefter skal konventionen for hver enkelt stat træde i kraft tre måneder efter, at staten har deponeret sit ratifikations-, accept- eller tiltrædelsesinstrument.

3. En stat, som tiltræder nærværende konvention, men som ikke er tilsluttet 1952-konventionen, skal anses for også at have tiltrådt denne; dersom dens tiltrædelsesinstrument imidlertid er deponeret, før nærværende konvention træder i kraft, kan en sådan stat gøre sin tiltrædelse af 1952-konventionen betinget af nærværende konventions ikrafttræden. Efter at nærværende konvention er trådt i kraft, kan ingen stat alene tiltræde 1952-konventionen.

4. Forholdet mellem de stater, der er tilsluttet konventionen, og de stater, som kun har tilsluttet sig 1952-konventionen, bestemmes af 1952-konventionen. Dog kan en stat, som kun har tilsluttet sig 1952-konventionen, ved meddelelse deponeret hos generaldirektøren, erklære, at den vil acceptere, at stater, som har tiltrådt 1971-konventionen anvender dennes bestemmelser på dens statsborgeres værker eller på værker, der første gang er publiceret på dens territorium.

Artikel X

1. Enhver kontraherende stat forpligter sig til i overensstemmelse med sin forfatning at træffe sådanne forholdsregler, som er nødvendige for at sikre, at nærværende konvention kan finde anvendelse.

2. Det forudsættes, at enhver stat på den dag, da denne konvention træder i kraft for den pågældende stats vedkommende, efter sin lovgivning er i stand til at bringe bestemmelserne i denne konvention til anvendelse.

Artikel XI

1. En komite af regeringsrepræsentanter etableres herved med følgende opgaver:

a) at undersøge spørgsmål vedrørende anvendelsen og gennemførelsen af Verdenskonventionen om ophavsret;

b) at forberede periodiske revisioner af denne konvention;

c) at undersøge alle andre problemer vedrørende den internationale ophavsretsbeskyttelse, i samarbejde med de forskellige interesserede internationale organisationer, såsom UNESCO, Den internationale Union for beskyttelse af litterære og kunstneriske Værker og De amerikanske Staters Organisation;

d) at underrette de stater, der har tilsluttet sig Verdenskonventionen om ophavsret om sin virksomhed.

2. Komiteen skal bestå af repræsentanter for atten stater, der har tilsluttet sig denne konvention eller alene 1952-konventionen.

3. Komiteen skal vælges under behørig hensyntagen til en rimelig afbalancering af nationale interesser på grundlag af geografisk beliggenhed, befolkning, sprog og udviklingsstadium.

4. Generaldirektøren for UNESCO, generaldirektøren for Verdensorganisationen for intellektuel Ejendomsret og generalsekretæren for De amerikanske Staters Organisation, eller deres stedfortrædere, kan deltage i komiteens møder i egenskab af rådgivere.

Artikel XII

Komiteen af regeringsrepræsentanter skal sammenkalde konferencer til revision af denne konvention, når den anser det for nødvendigt, eller når det begæres af mindst ti af de stater, der er tilsluttet denne konvention.

Artikel XIII

1. Enhver kontraherende stat kan, når den deponerer sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesdokument, eller på et hvilket som helst senere tidspunkt, i en meddelelse stilet til generaldirektøren, erklære, at denne konvention skal finde anvendelse på alle eller en del af de lande eller territorier, for hvis udenrigsanliggender den er ansvarlig; konventionen skal i så fald finde anvendelse med hensyn til de lande eller territorier, der er nævnt i denne meddelelse, efter udløbet af den i artikel IX omhandlede periode af tre måneder. Hvis en sådan meddelelse ikke fremsendes, finder denne konvention ikke anvendelse på et sådant land eller territorium.

2. Dog skal intet i denne artikel forstås som værende ensbetydende med, at en kontraherende stat anerkender eller stiltiende godkender den faktiske situation vedrørende et land eller territorium, på hvilket nærværende konvention er bragt i anvendelse af en anden kontraherende stat i overensstemmelse med denne artikels bestemmelser.

Artikel XIV

1. Enhver kontraherende stat kan opsige denne konvention for sit eget vedkommende eller for så vidt angår alle eller en del af de lande eller territorier, med hensyn til hvilke meddelse er fremsendt i overensstemmelse med artikel XIII. Opsigelsen foretages ved en meddelelse stilet til generaldirektøren. En sådan opsigelse betyder også opsigelse af 1952-konventionen.

2. Opsigelse har kun virkning i forhold til den stat eller det land eller territorium, på hvis vegne den afgives, og den træder først i kraft tolv måneder efter dagen for meddelelsens modtagelse.

Artikel XV

Enhver uoverensstemmelse mellem to eller flere kontraherende stater vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention, som ikke bilægges ved forhandling, skal, medmindre de pågældende stater enes om en anden afgørelsesmåde, indbringes for Den internationale Domstol til afgørelse.

Artikel XVI

1. Denne konvention skal affattes på engelsk, fransk og spansk. De tre tekster skal underskrives og skal have samme gyldighed.

2. Officielle tekster af denne konvention skal efter samråd med de pågældende regeringer udarbejdes af generaldirektøren på arabisk, italiensk, portugisisk og tysk.

3. Enhver kontraherende stat eller gruppe af kontraherende stater skal være berettiget til hos generaldirektøren at få udarbejdet andre tekster efter frit valg af sprog, alt efter nærmere aftale med generaldirektøren.

4. Alle sådanne tekster skal føjes til denne konventions underskrevne

tekster.

Artikel XVII

1. Denne konvention berører i ingen henseende bestemmelserne i Bernerkonventionen til værn for litterære og kunstneriske værker eller medlemsskabet i den union, der er skabt ved nævnte konvention.

2. Med henblik på gennemførelsen af det foregående stykke er en deklaration føjet til nærværende artikel. Deklarationen udgør en integrerende del af denne konvention for de stater, der den 1. januar 1951 var bundet af Bernerkonventionen, eller som er blevet eller bliver bundet til den fra en senere dato. Sådanne staters undertegnelse af nærværende konvention indbefatter også undertegnelse af nævnte deklaration, og sådanne staters ratifikation, godkendelse eller tiltrædelse indbefatter deklarationen lige såvel som konventionen.

Artikel XVIII

Denne konvention gør ikke indgreb i multilaterale eller bilaterale konventioner eller overenskomster om ophavsret, som er eller kan træde i kraft alene mellem to eller flere amerikanske republikker. I tilfælde af uoverensstemmelse enten mellem sådanne eksisterende konventioner eller overenskomster og bestemmelserne i nærværende konvention, eller mellem bestemmelserne i denne konvention og i en hvilken som helst ny konvention eller overenskomst, som måtte blive etableret mellem to eller flere amerikanske republikker efter, at nærværende konvention er trådt i kraft, skal den senest etablerede konvention eller overenskomst have fortrinsret mellem parterne. Der gøres ikke indgreb i sådanne rettigheder til værker, som er erhvervet i en kontraherende stat i henhold til eksisterende konventioner eller overenskomster, inden denne konvention træder i kraft i en sådan stat.

Artikel XIX

Denne konvention gør ikke indgreb i multilaterale eller bilaterale konventioner eller overenskomster om ophavsret, som er i kraft mellem to eller flere kontraherende stater. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem bestemmelserne i sådanne eksisterende konventioner eller overenskomster og bestemmelserne i nærværende konvention har bestemmelserne i denne konvention fortrinsret. Der gøres ikke indgreb i sådanne rettigheder til værker, som er erhvervet i en kontraherende stat i henhold til eksisterende konventioner eller overenskomster, inden denne konvention træder i kraft i en sådan stat. Denne artikel indvirker ikke på bestemmelserne i artiklerne XVII og XVIII.

Artikel XX

Det er ikke tilladt at tage forbehold med hensyn til denne konvention.

Artikel XXI

1. Generaldirektøren skal sende behørigt bekræftede genparter af denne konvention til de interesserede stater og til De forenede Nationers generalsekretær med henblik på registrering ved dennes foranstaltning.

2. Han skal endvidere underrette alle de interesserede stater om de ratifikationer, godkendelser og tiltrædelser, som deponeres, om datoen for konventionens ikrafttræden, om meddelelserne i henhold til nærværende konvention og om opsigelser i henhold til artikel XIV.

TILLÆGSDEKLARATION VEDRØRENDE

ARTIKEL XVII

De stater, som er medlemmer af Den internationale Union for beskyttelse af litterære og kunstneriske Værker (i det følgende benævnt »Bernerunionen«), og som har underskrevet nærværende konvention, har

i ønsket om at styrke deres gensidige forhold på grundlag af nævnte union og at undgå enhver konflikt, som kunne blive resultatet af den samtidige eksistens af Bernerkonventionen og Verdenskonventionen om ophavsret, og

i erkendelse af visse staters midlertidige behov for at tilpasse deres ophavsretsbeskyttelse til deres kulturelle, sociale og økonomiske udviklingsstadium,

truffet aftale om bestemmelserne i følgende deklaration:

a) Når ikke andet følger af pkt. b), skal værker, der i henhold til Bernerkonventionen som hjemland har et land, som er udtrådt af Bernerunionen efter 1. januar 1951, ikke nyde beskyttelse i henhold til Verdenskonventionen om ophavsret i Bernerunionens lande.

b) Hvis en kontraherende stat, der anses som et udviklingsland i henhold til De forenede Nationers generalforsamlings faste praksis, på det tidspunkt, da den udtræder af Bernerunionen, har deponeret en erklæring hos generaldirektøren for UNESCO om, at staten betragter sig som et udviklingsland, skal bestemmelserne under pkt. a) ikke finde anvendelse, så længe som den pågældende stat i henhold til artikel V bis kan gøre brug af de undtagelsesbestemmelser, der er fastsat ved nærværende konvention.

c) Verdenskonventionen om ophavsret finder ikke anvendelse i forholdet mellem Bernerunionens lande, for så vidt angår beskyttelsen af værker, der i henhold til Bernerkonventionen har noget af unionens lande som hjemland.

RESOLUTION VEDRØRENDE

ARTIKEL XI

Konferencen til revision af Verdenskonventionen om ophavsret,

som har overvejet de problemer, der opstår med hensyn til den komite af regeringsrepræsentanter, som omhandles i denne konventions artikel XI, hvortil denne resolution udgør et tillæg,

beslutter, at

1. Komiteen fra begyndelsen skal bestå af repræsentanter for de tolv stater, der er medlemmer af den komite af regeringsrepræsentanter, som er oprettet i henhold til artikel XI i 1952-konventionen og den til denne føjede resolution, og desuden repræsentanter for følgende stater: Algeriet, Australien, Japan, Jugoslavien, Mexico og Senegal.

2. Stater, som ikke har tiltrådt 1952-konventionen, og som heller ikke har tilsluttet sig denne konvention før komiteens første ordinære møde efter konventionens ikrafttræden, skal erstattes af andre stater, som vælges af komiteen på dens første ordinære møde i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel XI(2) og (3).

3. Så snart denne konvention træder i kraft, skal den i stk. 1 omhandlede komite anses for at være konstitueret i overensstemmelse med konventionens artikel XI.

4. Komiteen skal holde møde inden for et år efter nærværende konventions ikrafttræden; derefter skal komiteen afholde ordinære møder med højst to års mellemrum.

5. Komiteen vælger en formand og to næstformænd. Den fastsætter selv sin forretningsorden, hvorved følgende principper skal iagttages:

a) Repræsentanternes normale funktionstid er seks år; en tredjedel af medlemmerne afgår hvert andet år. Det forudsættes imidlertid, at af den oprindelige funktionstid udløber en tredjedel ved afslutningen af komiteens andet ordinære møde, som følger efter denne konventions ikrafttræden, en yderligere tredjedel ved afslutningen af dens tredje ordinære møde og den resterende tredjedel ved afslutningen af dens fjerde ordinære møde.

b) Reglerne for den fremgangsmåde, som komiteen skal følge ved besættelsen af ledige pladser, for den rækkefølge, hvori medlemmernes funktionstid udløber, for retten til genvalg og for valgordningen, skal være baseret på en afvejning af behovet for kontinuitet i komiteens sammensætning og nødvendigheden af rotation i repræsentationen samt med hensyntagen til de overvejelser, der har fundet udtryk i artikel XI(3).

Konferencen udtrykker ønsket om, at UNESCO vil varetage sekretariatsforretningerne.

Til bekræftelse heraf har de undertegnede, efter at de har deponeret deres respektive fuldmagter, underskrevet nærværende konvention. Udfærdiget i Paris den fireogtyvende juli 1971 i et enkelt eksemplar.

TILLÆGSPROTOKOL 1

til Verdenskonventionen om ophavsret, som revideret i Paris den 24. juli 1971, vedrørende anvendelsen af denne konvention på værker hidrørende fra statsløse personer og flygtninge.

De stater, der tiltræder denne protokol, og som tillige har tiltrådt Verdenskonventionen om ophavsret, som revideret i Paris den 24. juli 1971 (i det følgende benævnt »1971-konventionen«),

er blevet enige om følgende bestemmelser:

1. Statsløse personer og flygtninge, som er bosat i en kontraherende stat, er med hensyn til anvendelsen af 1971-konventionen ligestillede med den pågældende stats egne statsborgere.

2. a) Denne protokol skal underskrives og være genstand for ratifikation eller accept eller tiltrædelse, alt i overensstemmelse med bestemmelserne i 1971-konventionens artikel VIII.

b) Denne protokol skal for hver stats vedkommende træde i kraft på dagen for den pågældende stats deponering af sit ratifikations-, accept- eller tiltrædelsesinstrument eller på dagen, da 1971-konventionen træder i kraft for den pågældende stat, alt efter hvilken af disse to datoer der falder sidst.

c) Ved nærværende protokols ikrafttræden med hensyn til en stat, der ikke har tiltrådt den til 1952-konventionen føjede tillægsprotokol I, skal protokollen anses for at være trådt i kraft for denne stat.

Til bekræftelse heraf har de undertegnede, som er behørigt bemyndigede dertil, underskrevet denne protokol.

Udfærdiget i Paris den fireogtyvende juli 1971 på engelsk, fransk og spansk, således at de tre tekster har samme gyldighed, i et enkelt eksemplar, som skal deponeres hos generaldirektøren for UNESCO. Generaldirektøren skal sende bekræftede genparter til signatarstaterne og til De forenede Nationers generalsekretær til registrering.

TILLÆGSPROTOKOL 2

til Verdenskonventionen om ophavsret, som revideret i Paris den 24. juli 1971, vedrørende anvendelsen af denne konvention på værker hidrørende fra visse internationale organisationer.

De stater, der har tiltrådt denne protokol, og som tillige har tiltrådt Verdenskonventionen om ophavsret, som revideret i Paris den 24. juli 1971 (i det følgende benævnt »1971-konventionen«), har vedtaget følgende bestemmelser:

1. a) Beskyttelse i henhold til reglerne i 1971-konventionens artikel II(1) skal tilkomme værker, der publiceres første gang af De forenede Nationer, af de til denne organisation knyttede særorganer eller Organisationen af amerikanske stater.

b) Ligeledes skal beskyttelse i henhold til 1971-konventionens artikel II(2) tilkomme de nævnte organisationer og institutioner.

2. a) Denne protokol skal underskrives og være genstand for ratifikation eller accept eller tiltrædelse, alt i overensstemmelse med bestemmelserne i 1971-konventionens artikel VIII.

b) Denne protokol skal træde i kraft i forholdet til hver stat på dagen for deponeringen af ratifikations-, accept- eller tiltrædelsesinstrumentet eller på den dag, da 1971-konventionen

træder i kraft i den pågældende stat, alt efter hvilken af disse

datoer, der falder sidst.

Til bekræftelse heraf har de undertegnede, som er behørigt bemyndigede dertil, underskrevet denne protokol.

Udfærdiget i Paris den fireogtyvende juli 1971 på engelsk, fransk og spansk, således at de tre tekster har samme gyldighed, i et enkelt eksemplar, som skal deponeres hos generaldirektøren for UNESCO. Generaldirektøren skal sende bekræftede genparter til signatarstaterne og til De forenede Nationers generalsekretær til registrering.

Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes hos generaldirektøren for De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur (UNESCO) den 11. april 1979, og konventionen med tillægsprotokoller er hermed i henhold til artikel IX, stk. 2, trådt i kraft for Danmarks vedkommende den 11. juli 1979.

Nedennævnte andre lande har deponeret deres ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter vedrørende konventionen og tillægsprotokollerne 1 og 2, angivet i parentes ved henholdsvis 1 og 2:

Algeriet, Amerikas forenede Stater (1-2), Australien (1-2), Bahama-øerne, Bangladesh (1-2), Brasilien (1-2), Bulgarien,

Cameroun, Colombia, Costa Rica, Frankrig (1-2), Italien (1-2), Japan

(1-2), Jugoslavien, Kenya (1-2), Marokko (1-2), Mexico, Monaco

(1-2), Norge (1-2), Polen (1-2), El Salvador (1-2), Senegal (1-2),

Spanien (1-2), Storbritannien (1-2), Sverige (1-2), Tunesien (1-2),

Forbundsrepublikken Tyskland (1-2), Ungarn (2)

Underskrift 1

Udenrigsministeriet, den 13. december 1980 Kjeld Olesen

Versioner

  1. 1981-03-11