Bekendtgørelse af aftale af 5. december 1980 om økonomisk samarbejde med Mexico
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/treaty/ltc/1981/56@1981-08-21/da
Indhold
Den 5. december 1980 undertegnedes i Mexico City en aftale om økonomisk samarbejde mellem Danmark og Mexico.
Aftalen har følgende ordlyd:
Aftale om økonomisk samarbejde mellem De forenede mexicanske Stater og Kongeriget Danmark
Kongeriget Danmarks regering og De forenede mexicanske Staters regering er
- i ønsket om at styrke de traditionelle venskabelige forbindelser mellem de to lande,
- tilskyndet af interessen i at øge det økonomiske samarbejde mellem de to lande, især inden for landbrugs- og industrisektoren, på grundlag af lige rettigheder og gensidig fordel, med hensyntagen til deres forskellige udviklingstrin,
blevet enige om følgende:
Artikel I
Parterne forpligter sig til inden for rammerne af deres respektive lovgivning at fremme det økonomiske samarbejde inden for alle sektorer, der er af interesse for begge parter, især landbrugs- og industrisektoren og mellem såvel offentlige som private institutioner i deres respektive lande.
Artikel II
De kontraherende parter forpligter sig til inden for rammerne af deres respektive lovgivning og udviklingsplaner at træffe de mest effektive foranstaltninger for at gennemføre det økonomiske samarbejde på de områder, der frembyder de bedste muligheder for at imødekomme deres respektive udviklingsbehov, især inden for udvalgte grundlæggende sektorer.
Artikel III
Med henblik på at opfylde nærværende aftale vil parterne fremme indgåelse af aftaler mellem offentlige og private institutioner i begge lande, herunder også aftaler om fællesinvesteringer og blandede selskaber. Parterne vil ligeledes tilskynde til udarbejdelse og gennemførelse af projekter og undersøgelser med henblik på afsætning på tredjelandes markeder af goder og tjenesteydelser tilvejebragt inden for rammerne af det bilaterale samarbejde.
Artikel IV
Med henblik på at koordinere gennemførelsen af nærværende aftale og sikre de bedste betingelser for dens anvendelse, er parterne enige om at nedsætte en blandet kommission, der benævnes den
Blandede Kommission for Økonomisk Samarbejde mellem Danmark og Mexico.
Den Blandede Kommission vil bestå af repræsentanter for begge parter. Meddelelse om udnævnelse af dens medlemmer, vil blive givet ad diplomatisk vej.
Den Blandede Kommission vil mødes skiftevis i København og i Mexico City, på tidspunkter, der fastsættes ved fælles overenskomst.
Artikel V
Nærværende aftales ikrafttræden beror på de lovmæssige betingelser for gyldighed i hver af de kontraherende stater. De kontraherende stater vil notificere hinanden om opfyldelsen af disse betingelser og derefter iværksætte udveksling af de behørige instrumenter. Nærværende aftale træder i kraft den dato, på hvilken udvekslingen af de nævnte instrumenter finder sted.
Artikel VI
Nærværende aftales bestemmelser træder midlertidigt i kraft på dagen for dens underskrift.
Artikel VII
Nærværende aftale har en gyldighed på fem år og forlænges stiltiende for en tilsvarende periode, med mindre den ene af parterne skriftligt meddeler den anden, seks måneder før datoen for aftalens udløb, at aftalen ønskes bragt til ophør. Endvidere kan parterne opsige nærværende aftale på et hvilket som helst tidspunkt ved skriftlig tilkendegivelse, og denne opsigelse træder i kraft seks måneder efter, at den er modtaget af den anden part.
Udfærdiget i Mexico City den 5. december 1980, på dansk og spansk, idet begge tekster har samme gyldighed.
FOR KONGERIGET
DANMARKS REGERING
Kjeld Olesen
FOR DE FORENEDE MEXICANSKE
STATERS REGERING
Lic. Jorge Castaneda
Aftalen trådte i medfør af artikel V i kraft den 2. marts 1981.
Underskrift 1
Udenrigsministeriet, den 13. maj 1981 Kjeld Olesen