Bekendtgørelse af luftfartsoverenskomst af 13. oktober 1976 med Jamaica
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/treaty/ltc/1981/60@1981-08-21/da
Indhold
Den 13. oktober 1976 undertegnedes i Montego Bay følgende luftfartsoverenskomst mellem Danmark og Jamaica:
LUFTFARTSOVERENSKOMST
mellem Kongeriget Danmarks regering og Jamaicas regering om lufttrafik mellem og udover deres respektive territorier
Kongeriget Danmarks regering og Jamaicas regering,
som er deltagere i konventionen om international civil luftfart og i overenskomsten om transitrettigheder for internationale luftruter, der åbnedes for undertegnelse i Chicago den syvende december 1944,
som ønsker at udvide samarbejdet på den internationale lufttransports område og
som ønsker at indgå en overenskomst, i overensstemmelse med den nævnte konvention, med henblik på at fremme lufttrafik mellem og udover deres respektive territorier,
er blevet enige om følgende:
Artikel 1
Definitioner
I nærværende overenskomst og dens tillæg skal, medmindre sammenhængen tilsiger andet,
a. udtrykket »konventionen« betyde konventionen om international civil luftfart, åbnet for undertegnelse i Chicago den syvende december 1944, og indbefatte ethvert tillæg vedtaget i henhold til denne konventions artikel 90 og enhver ændring af tillæggene eller konventionen i henhold til dennes artikler 90 og 94 i det omfang disse tillæg og ændringer er blevet gældende for eller er blevet ratificeret af begge kontraherende parter;
b. udtrykket »luftfartsmyndigheder« for så vidt angår Jamaica betyde den for civil luftfart ansvarlige minister, luftfartslicensnævnet, og for så vidt angår Danmarks regering ministeriet for offentlige arbejder eller, for begges vedkommende, enhver person eller ethvert organ, som er bemyndiget til at udøve de funktioner, der i øjeblikket varetages af disse myndigheder;
c. udtrykket »udpeget luftfartsselskab« betyde et luftfartsselskab, som er blevet udpeget og godkendt i overensstemmelse med nærværende overenskomsts artikel 3;
d. udtrykket »territorium« i relation til en stat betyde landområder med tilstødende territorialfarvande under den pågældende stats suverænitet, beskyttelse eller formynderskab;
e. udtrykket »lufttrafik« betyde enhver rutelufttrafik, der udføres med luftfartøjer med henblik på offentlig transport af passagerer, post eller fragt;
f. udtrykket »international lufttrafik« betyde lufttrafik, som passerer gennem luftrummet over mere end en stats territorium;
g. udtrykket »luftfartsselskab« betyde et hvilket som helst luftfartsforetagende, som tilbyder eller driver international lufttrafik;
h. udtrykket »teknisk landing« betyde en landing med et hvilket som helst andet formål end at optage eller afsætte passagerer, fragt eller post;
i. udtrykket »takst« betyde de priser, som skal betales for befordring af passagerer, bagage og fragt, samt betingelserne for disse prisers anvendelse, herunder priser og betingelser for agentur og andre biydelser, men ikke betaling eller vilkår for befordring af post, og
j. udtrykket »tillæg til denne overenskomst« betyde de rutelister, som er knyttet til nærværende overenskomst, og hvilke som helst klausuler eller bemærkninger, som forekommer i et sådant tillæg, og som vedrører ruterne.
Artikel 2
Trafikrettigheder
1. Hver kontraherende part tilstår den anden kontraherende part følgende rettigheder med henblik på det udpegede luftfartsselskabs drift af international lufttrafik:
a. at overflyve den anden kontraherende parts territorium uden landing,
b. at foretage tekniske landinger på det nævnte territorium og
c. at foretage landinger på det nævnte territorium på de pladser, der er opregnet på de ruter, som er angivet i tillægget til denne overenskomst, med det formål at optage og afsætte passagerer, fragt og post i international trafik hver for sig eller kombineret.
2. Intet i denne artikels stk. 1 skal anses for at give en kontraherende parts luftfartsselskab ret til på den anden kontraherende parts territorium at optage passagerer, fragt og post, som befordres mod vederlag og er bestemt for en anden plads på denne kontraherende parts territorium.
Artikel 3
Udpegelse af luftfartsselskab og
driftstilladelse
1. Hver kontraherende part skal have ret til at udpege et luftsfartsselskab til at drive den aftalte trafik. En sådan udpegelse skal ske skriftligt over for den anden kontraherende part ad diplomatisk vej.
2. Ved modtagelsen af meddelelsen om en sådan udpegelse skal den anden kontraherende part under forbehold af bestemmelserne i denne artikels stk. 3 og 4 ufortøvet give det udpegede luftfartsselskab den behørige driftstilladelse.
3. Den ene kontraherende parts luftfartsmyndigheder kan forlange, at det af den anden kontraherende part udpegede luftfartsselskab over for dem godtgør, at det er i stand til at opfylde de vilkår, der er foreskrevet i medfør af de love og bestemmelser, som normalt og med rimelighed anvendes af de nævnte myndigheder på driften af international lufttrafik i overensstemmelse med konventionens bestemmelser.
4. Hver kontraherende part har ret til at nægte at give den i denne artikels stk. 2 nævnte driftstilladelse eller til at opstille sådanne betingelser, som den måtte anse for nødvendige for det udpegede luftfartsselskabs udnyttelse af de rettigheder, som er angivet i nærværende overenskomsts artikel 2, i ethvert tilfælde, hvor den nævnte kontraherende part ikke finder det godtgjort, at en væsentlig del af ejendomsretten til og den effektive kontrol med dette luftfartsselskab beror hos den kontraherende part, der har udpeget luftfartsselskabet, eller hos dens statsborgere.
5. Når et luftfartsselskab er blevet således udpeget og godkendt, kan det når som helst påbegynde driften af den aftalte trafik, forudsat at en takst fastsat i overensstemmelse med bestemmelserne i nærværende overenskomsts artikel 11 er i kraft for så vidt angår denne trafik.
Artikel 4
Tilbagekaldelse, suspension og pålæggelse af betingelser
1. Hver kontraherende part er berettiget til at tilbagekalde en driftstilladelse eller til at suspendere den anden kontraherende parts udpegede luftfartsselskabs udøvelse af de i nærværende overenskomsts artikel 2 angivne rettigheder eller til at opstille sådanne betingelser for disse rettigheders udøvelse, som den måtte anse for nødvendige,
a. i et hvilket som helst tilfælde, hvor den ikke finder det godtgjort, at en væsentlig del af ejendomsretten til og den effektive kontrol med dette luftfartsselskab beror hos den kontraherende part, som har udpeget luftfartsselskabet, eller hos dens statsborgere, eller
b. i tilfælde af dette luftfartsselskabs undladelse af at efterkomme de love eller bestemmelser, som er i kraft på territoriet tilhørende den kontraherende part, der tilstår disse rettigheder, eller
c. i tilfælde af, at dette luftfartsselskab på anden måde undlader at udføre den aftalte trafik i overensstemmelse med de betingelser, som er foreskrevet i medfør af nærværende overenskomst.
2. Medmindre øjeblikkelig tilbagekaldelse, suspension eller pålæggelse af de betingelser, som omhandles i denne artikels stk. 1, er absolut nødvendig for at forebygge yderligere overtrædelser af love og bestemmelser, kan denne ret kun udøves efter samråd med den anden kontraherende part.
Artikel 5
Efterlevelse af love og bestemmelser
1. De af en kontraherende parts love og bestemmelser, som vedrører adgang til eller udrejse fra dens territorium af luftfartøjer, der anvendes i international luftfart, eller som vedrører sådanne luftfartøjers drift og flyvning, medens de er inden for dens territorium, skal anvendes over for luftfartøjer tilhørende det luftfartsselskab, som er udpeget af den anden kontraherende part, på samme måde som de anvendes over for dens egne, og skal efterkommes af sådanne luftfartøjer ved indrejse i eller udrejse fra samt under ophold på den første kontraherende parts territorium.
2. De af en kontraherende parts love og bestemmelser, som vedrører adgang til eller udrejse fra dens territorium af passagerer, besætning, post eller luftfragt, herunder love og bestemmelser, som vedrører indrejse, klarering, indvandring, pas, told og karantæne, skal af den anden kontraherende parts udpegede luftfartsselskabs passagerer, besætning, post eller fragt eller på disses vegne efterkommes ved indrejse i eller udrejse fra samt under ophold på den første kontraherende parts territorium.
Artikel 6
Certifikater og tilladelser
1. Luftdygtighedscertifikater, duelighedsbeviser og tilladelser, som er udstedt eller gjort gyldige af en kontraherende part og som stadig er gyldige, skal anerkendes som gyldige af den anden kontraherende part for så vidt angår driften af de ruter og den trafik, som omhandles i nærværende overenskomst, forudsat at de betingelser, på hvilke sådanne certifikater eller tilladelser er udstedt eller gjort gyldige, svarer til eller ligger over de minimumskrav, som måtte være fastsat i henhold til konventionen.
2. Hver kontraherende part forbeholder sig ret til, for så vidt angår flyvninger over dens eget territorium, at nægte at anerkende de duelighedsbeviser og tilladelser, der er udfærdiget for dens egne statsborgere af den anden kontraherende part.
Artikel 7
Afgiftssatser
De afgifter, som af hver kontraherende part pålægges for den anden kontraherende parts udpegede luftfartsselskabs luftfartøjers brug af lufthavne og luftfartshjælpemidler, må ikke være højere end dem, som ville blive betalt af dens nationale luftfartøjer, der udfører tilsvarende international lufttrafik.
Artikel 8
Fritagelse for told og andre afgifter
1. Luftfartøjer, som anvendes i international trafik af det af hver kontraherende part udpegede luftfartsselskab, såvel som deres forskriftsmæssige udstyr, beholdninger af brændstof og smøreolie samt luftfartøjsforråd (herunder levnedsmidler, drikkevarer og tobak) om bord i sådanne luftfartøjer, skal ved ankomsten til den anden kontraherende parts territorium være fritaget for samtlige toldafgifter, undersøgelsesgebyrer og andre tilsvarende afgifter, forudsat at sådant udstyr og sådanne forsyninger forbliver om bord i luftfartøjerne, indtil de genudføres eller bruges på den del af rejsen, som foregår over dette territorium.
2. Der skal desuden gælde fritagelse for de samme toldafgifter, gebyrer og afgifter, med undtagelse af afgifter svarende til de ydede tjenester, for så vidt angår
a. luftfartøjsforråd, som er taget om bord på en kontraherende parts territorium, inden for grænser fastsat af den nævnte kontraherende parts myndigheder, og bestemt til brug om bord på udgående luftfartøjer, som anvendes af den anden kontraherende part i international trafik,
b. reservedele, der indføres til den ene kontraherende parts territorium med henblik på vedligeholdelse eller reparation af luftfartøjer, som benyttes i international trafik af den anden kontraherende parts udpegede luftfartsselskab,
c. brændstof og smøreolie beregnet til at forsyne udgående luftfartøjer, som anvendes i international trafik af det af den anden kontraherende part udpegede luftfartsselskab, selv om disse forsyninger skal anvendes på den del af rejsen, som finder sted over den kontraherende parts territorium, på hvilket de er taget om bord.
De ovenfor under pkt. a, b og c omhandlede effekter kan kræves opbevaret under toldopsyn eller -kontrol.
Artikel 9
Opbevaring af luftbårent udstyr og forsyninger
Det sædvanlige luftbårne udstyr såvel som materialer og forsyninger, der beholdes om bord i hver kontraherende parts luftfartøjer, kan kun aflæsses på den anden kontraherende parts territorium med dette territoriums toldmyndigheders godkendelse. I så fald kan de undergives de nævnte myndigheders opsyn, indtil de genudføres eller på anden måde afhændes i overensstemmelse med toldvedtægterne.
Artikel 10
Bestemmelser vedrørende kapacitet
1. De udpegede luftfartsselskaber skal have rimelige og lige muligheder for at drive den aftalte trafik på de angivne ruter mellem de kontraherende parters territorier.
2. Hver kontraherende parts udpegede luftfartsselskab skal tage hensyn til den anden kontraherende parts luftfartsselskabs interesser, således at den trafik, som det sidstnævnte driver på de samme ruter eller dele deraf, ikke påvirkes utilbørligt.
3. Den aftalte trafik, der udøves af hver kontraherende parts udpegede luftfartsselskab, skal være nøje afpasset efter publikums behov for befordring og skal have som hovedformål at tilvejebringe en kapacitet, der er tilstrækkelig til at opfylde de løbende og de med rimelighed forventede behov for befordring af passagerer, fragt og post mellem det territorium, der tilhører den kontraherende part, som har udpeget luftfartsselskabet, og pladserne på de angivne ruter.
4. Retten for hvert af de udpegede luftfartsselskaber til at befordre international trafik mellem den anden kontraherende parts territorium og tredjelandes territorier skal udøves i overensstemmelse med de generelle pricipper for normal udvikling, som begge kontraherende parter tilslutter sig, og på betingelse af, at kapaciteten tilpasses:
a. trafikbehovet fra og til det territorium, som tilhører den kontraherende part, der har udpeget luftfartsselskabet;
b. trafikbehovene i de områder, gennem hvilke den aftalte trafik passerer, idet lokal og regional trafik tages i betragtning;
c. behovet for drift af gennemgående luftruter.
Artikel 11
Fastsættelse af takster
1. Takster gældende for al aftalt trafik skal fastsættes på et rimeligt niveau under behørig hensyntagen til alle i betragtning kommende faktorer, herunder driftsomkostninger, rimelig fortjeneste, hver rutes særlige karakter og de takster, som anvendes af andre luftfartsselskaber.
2. Taksterne skal så vidt muligt fastsættes ved indbyrdes aftale mellem begge kontraherende parters udpegede luftfartsselskaber og efter samråd med de andre luftfartsselskaber, som beflyver den samme rute eller en del deraf, og en sådan aftale skal, når dette er muligt, bringes i stand ved hjælp af Den internationale Lufttransportsammenslutnings fremgangsmåde for fastsættelse af takster.
3. De således aftalte takster skal forelægges begge kontraherende parters luftfartsmyndigheder til godkendelse mindst halvfems (90) dage før den foreslåede dato for deres ikrafttræden. I særlige tilfælde kan denne frist afkortes under forudsætning af enighed herom mellem de nævnte myndigheder. Denne godkendelse kan gives specielt. Hvis ingen af luftfartsmyndighederne har forkastet taksterne inden for tredive (30) dage fra forelæggelsesdatoen, betragtes disse som godkendt. I tilfælde af, at forelæggelsesfristen forkortes, kan luftfartsmyndighederne aftale, at fristen for tilkendegivelse af en eventuel forkastelse skal være mindre end tredive (30) dage.
4. Såfremt de udpegede luftfartsselskaber ikke kan blive enige, eller hvis taksterne ikke godkendes af den ene kontraherende parts luftfartsmyndigheder, skal begge kontraherende parters luftfartsmyndigheder bestræbe sig på at fastsætte taksterne ved indbyrdes aftale.
5. I mangel af sådan aftale skal tvisten henvises til voldgift i overensstemmelse med artikel 15 nedenfor.
6. En takst, som er fastsat i overensstemmelse med bestemmelserne i denne artikel, skal forblive i kraft indtil en ny takst er fastsat. En takst kan dog ikke i medfør af dette stykke forblive i kraft i mere end tolv måneder fra den dato, da den ellers ville være udløbet enten ved forkastelse eller under hvilke som helst andre omstændigheder.
Artikel 12
Finansielle bestemmelser
Hver kontraherende part forpligter sig til at tilstå den anden kontraherende parts udpegede luftfartsselskab retten til fri overførsel til den officielle vekselkurs af det beløb, hvormed indtægter, der er indtjent på dens territorium i forbindelse med det nævnte udpegede luftfartsselskabs befordring af passagerer, bagage, fragt og post, overstiger udgifterne derved.
Artikel 13
Statistikudveksling
Hver kontraherende parts luftfartsmyndigheder skal på opfordring meddele hinanden periodiske statistiske eller andre tilsvarende oplysninger, som med rimelighed kan kræves, vedrørende den trafikmængde, som befordres i den aftalte trafik.
Artikel 14
Konsultation
1. I det nære samarbejdes ånd skal de kontraherende parters luftfartsmyndigheder fra tid til anden rådføre sig med hinanden med henblik på at sikre gennemførelsen af og den tilfredsstillende overholdelse af bestemmelserne i nærværende overenskomst og tillægget og skal rådføre sig med hinanden, når det er nødvendigt at foretage ændringer deri.
2. Hver kontraherende part kan anmode om konsultation, som kan foregå mundtligt eller skriftligt og skal begynde inden for et tidsrum af tres (60) dage fra modtagelsen af anmodningen, medmindre begge kontraherende parter enes om en forlængelse af dette tidsrum.
Artikel 15
Bilæggelse af tvister
1. Såfremt der mellem de kontraherende parter opstår nogen tvist angående fortolkningen eller anvendelsen af nærværende overenskomst, skal de kontraherende parter først søge at bilægge den ved forhandling.
2. Dersom det ikke lykkes de kontraherende parter at opnå en ordning ved forhandling, kan de aftale at henvise tvisten til afgørelse af en person eller institution; såfremt de ikke kan blive enige herom, skal tvisten på en kontraherende parts anmodning forelægges til afgørelse ved en domstol bestående af tre voldgiftsmænd, idet een skal udpeges af hver kontraherende part og den tredje skal udpeges af de to således udpegede. Hver af de kontraherende parter skal udpege en voldgiftsmand inden for et tidsrum af tres (60) dage fra den dato, da en kontraherende part ad diplomatisk vej har modtaget en henvendelse fra den anden part med anmodning om voldgiftsafgørelse af tvisten ved en sådan domstol, og den tredje voldgiftsmand skal udpeges inden for et tidsrum af yderligere tres (60) dage. Hvis det ikke lykkes en kontraherende part at udpege en voldgiftsmand inden for det angivne tidsrum, eller hvis den tredje voldgiftsmand ikke er udpeget inden for det angivne tidsrum, kan præsidenten for rådet i Organisationen for international civil Luftfart på en kontraherende parts anmodning udpege en voldgiftsmand eller voldgiftsmænd, alt efter omstændighederne. I så fald skal den tredje voldgiftsmand være en statsborger fra et tredjeland og skal fungere som formand for voldgiftsdomstolen.
3. De kontraherende parter skal efterkomme enhver kendelse, som afsiges i henhold til denne artikels stk. 2.
Artikel 16
Ændringer
1. Såfremt en af de kontraherende parter finder det ønskeligt at ændre nogen bestemmelse i nærværende overenskomst, kan den anmode om konsultation med den anden kontraherende part; en sådan konsultation, som kan finde sted mellem luftfartsmyndighederne, og som kan være mundtlig eller skriftlig, skal begynde inden for et tidsrum af tres (60) dage fra datoen for anmodningen. Alle således aftalte ændringer skal træde i kraft, når de er blevet bekræftet ved udveksling af diplomatiske noter.
2. Ændringer i tillægget til denne overenskomst kan ske ved direkte aftale mellem de kontraherende parters kompetente luftfartsmyndigheder.
Artikel 17
Registreringer
Nærværende overenskomst, tillægget og ændringer deri skal registreres hos Organisationen for international civil Luftfart.
Artikel 18
Overensstemmelse med multilaterale konventioner
Nærværende overenskomst og tillægget skal ændres ved udveksling af noter mellem de kontraherende parter med henblik på at skabe overensstemmelse med en hvilken som helst multilateral overenskomst, som måtte blive bindende for dem.
Artikel 19
Opsigelse
1. Hver kontraherende part kan når som helst ad diplomatisk vej give den anden kontraherende part meddelelse om sin beslutning om at bringe nærværende overenskomst til ophør; en sådan opsigelse skal samtidig meddeles Organisationen for international civil Luftfart.
2. I så fald skal overenskomsten ophøre tolv (12) måneder efter datoen for den anden kontraherende parts modtagelse af opsigelsen, medmindre den ifølge indbyrdes aftale trækkes tilbage før denne tidsfrist udløber.
3. I mangel af den anden kontraherende parts anerkendelse af modtagelsen skal opsigelsen anses som modtaget fjorten (14) dage efter den dato, på hvilken Organisationen for international civil Luftfart har modtaget opsigelsen.
Artikel 20
Ikrafttræden
Nærværende overenskomst træder i kraft på datoen for undertegnelsen.
Til bekræftelse heraf har undertegnede, som er behørigt bemyndiget dertil af deres respektive regeringer, underskrevet nærværende overenskomst.
Udfærdiget i to eksemplarer i Montego Bay, Jamaica, den 13. oktober 1976.
For Kongeriget Danmarks
regering
Lars Blinkenberg
For Jamaicas regering
Eric O. Bell
TILLÆG
Ruteliste
Afsnit I
udpegede luftfartsselskab:
Pladser i Jamaica - pladser i Danmark.
Afsnit II
udpegede luftfartsselskab:
Pladser i Danmark - pladser i Jamaica.
Afsnit III
landinger på pladser uden for den anden kontraherende parts territorium, og sådanne landinger skal ikke betragtes som udgørende en ændring af tillægget. Det nævnte luftfartsselskab kan imidlertid ikke udnytte trafikrettigheder mellem sådanne landinger og den anden kontraherende parts territorium.
Afsnit IV
hinanden med hensyn til formerne for den trafik, som udføres i henhold til dette tillæg.
Underskrift 1
Udenrigsministeriet, den 1. juni 1981 Kjeld Olesen