Gelex

Bekendtgørelse af overenskomst af 5. februar 1981 med Tunesien til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse for så vidt angår indkomst- og formueskatter

GældendeVersion 1981-10-20
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/treaty/ltc/1981/78@1981-10-20/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1
  3. Underskrift 2

Den 5. februar 1981 undertegnedes i Tunis en overenskomst mellem Danmark og Tunesien til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse for så vidt angår indkomst- og formueskatter. Overenskomsten har følgende ordlyd:

OVERENSKOMST

mellem Danmark og Tunesien til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomst- og formueskatter.

Regeringen i Kongeriget Danmark og Regeringen i Den Tunesiske Republik,

der ønsker at undgå dobbeltbeskatning og at forhindre beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomst- og formueskatter, er blevet enige om følgende bestemmelser:

Artikel 1

De af overenskomsten omfattede personer

Denne overenskomst skal finde anvendelse på personer, der er hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater.

Artikel 2

De af overenskomsten omfattede skatter

1. Denne overenskomst skal finde anvendelse på indkomst- og formueskatter, der pålignes på en kontraherende stats, dens politiske underafdelingers eller dens lokale myndigheders vegne uden hensyn til, hvorledes de opkræves.

2. Som indkomst- og formueskatter skal anses alle skatter, der pålignes hele indkomsten, hele formuen eller dele af indkomsten eller formuen, herunder skatter af fortjeneste ved afhændelse af rørlig formue eller fast ejendom, såvel som skatter på formueforøgelse.

3. De gældende skatter, på hvilke overenskomsten skal finde anvendelse, er især:

a) i Danmark:

1) indkomstskatten til staten;

2) den kommunale indkomstskat;

3) den amtskommunale indkomstskat;

4) folkepensionsbidragene;

5) sømandsskatten;

6) den særlige indkomstskat;

7) kirkeskatten;

8) udbytteskatten;

9) bidrag til dagpengefonden;

10) formueskatten til staten

(herefter omtalt som "dansk skat").

b) i Tunesien:

1) næringsskatten (l'impot de la patente);

2) kapitalvindingsskatten på fast ejendom (l'impot sur les plus-values immobilieres);

3) skatten på fortjeneste af ikke-erhvervsmæssig virksomhed (l'impot sur les benefices des professions non commerciales);

4) skatten på gager og lønindtægter (l'impot sur les traitements et salaires);

5) skatten på landbrugsvirksomhed (l'impot agricole);

6) skatten på indtægt af værdipapirer (l'impot sur le revenu des Valeurs Mobilieres);

7) skatten på indtægt af gældsbeviser, kautionsindskud og løbende konti (l'impot sur le revenu des creances, depots cautionnements et compte courants (I.C.R.);

8) personskatten til staten (la Contribution Personnelle d'Etat)

(herefter omtalt som "tunesisk skat").

4. Overenskomsten skal også finde anvendelse på alle skatter af samme eller væsentlig samme art, der efter denne overenskomsts underskrivelse pålignes som tillæg til eller i stedet for de gældende skatter. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal give hinanden underretning om vigtige ændringer, som er foretaget i deres respektive skattelove.

Artikel 3

Almindelige definitioner

1. Medmindre andet fremgår af sammenhængen, skal i denne overenskomst:

a) udtrykket "Danmark" betyde Kongeriget Danmark, herunder ethvert område, som grænser til Danmarks territorialfarvand, og indenfor hvilket Danmark, ifølge sin lovgivning og i overensstemmelse med international ret, kan udøve sine rettigheder til udforskning og udnyttelse af kontinentalsoklens naturforekomster; udtrykket omfatter ikke Færøerne og Grønland;

b) udtrykket "Tunesien", når det anvendes i geografisk betydning, betyde det tunesiske territorium, herunder ethvert område beliggende uden for Tunesiens territorialfarvand, som ifølge tunesisk lovgivning og i overensstemmelse med international ret anses for et område, indenfor hvilket Tunesien kan udøve sine rettigheder med hensyn til havbunden og dens undergrund og disses naturforekomster;

c) udtrykkene "en kontraherende stat" og den "anden kontraherende stat" betyde Danmark eller Tunesien, alt efter sammenhængen;

d) udtrykket "person" omfatte en fysisk person, et selskab og enhver anden sammenslutning af personer;

e) udtrykket "selskab" betyde enhver juridisk person eller enhver sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person;

f) udtrykkene "foretagende i en kontraherende stat" og "foretagende i den anden kontraherende stat" betyde henholdsvis et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat;

g) udtrykket "statsborgere" betyde:

1) alle fysiske personer, som har indfødsret i en kontraherende stat;

2) alle juridiske personer, interessentskaber og foreninger, der består i kraft af den i en kontraherende stat gældende lovgivning.

h) udtrykket "international trafik" betyde enhver transport med et skib eller luftfartøj,der anvendes af et foretagende, hvis virkelige ledelse har sit sæde i en kontraherende stat, bortset fra tilfælde, hvor skibet eller luftfartøjet udelukkende anvendes mellem pladser i den anden kontraherende stat;

i) udtrykket "kompetent myndighed" betyde:

1) for så vidt angår Danmark, ministeren for skatter og afgifter eller hans befuldmægtigede stedfortræder,

2) for så vidt angår Tunesien, finansministeren eller hans befuldmægtigede stedfortræder.

2. Ved anvendelsen af denne overenskomst i en kontraherende stat skal, medmindre andet følger af sammenhængen, ethvert udtryk, som ikke er defineret deri, tillægges den betydning, som det har i denne stats lovgivning om de skatter, hvorpå overenskomsten finder anvendelse.

Artikel 4

Skattemæssigt hjemsted

1. I denne overenskomst betyder udtrykket "en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat" enhver person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet lignende kriterium. Udtrykket omfatter dog ikke en person, hvis skattepligt i en kontraherende stat er begrænset til indkomst fra kilder i denne stat eller der beroende formue.

2. I tilfælde, hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, bestemmes hans status efter følgende regler:

a) han skal anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har en fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den, stat, med hvilken har har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser).

b) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken af staterne han har midtpunktet for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, hvori han sædvanligvis har ophold;

c) hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han er statsborger;

d) er han statsborger i begge stater, eller er han ikke statsborger i nogen af dem, skal de kompetente myndigheder i de kontraherende stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

3. I tilfælde, hvor en ikke-fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal den anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken dens virkelige ledelse har sit sæde.

Artikel 5

Fast driftssted

1. I denne overenskomst betyder udtrykket "fast driftssted" et fast forretningssted, gennem hvilket et foretagendes virksomhed helt eller delvis udøves.

2. Udtrykket "fast driftssted" omfatter navnlig:

a) et sted, hvorfra et foretagende ledes;

b) en filial;

c) et kontor;

d) en fabrik;

e) et værksted;

f) en mine, en olie- eller gaskilde, et stenbrud eller ethvert andet sted, hvor naturforekomster udvindes;

g) et lager, en forretning eller andre indretninger til oplagring af varer tilhørende en virksomhed, fra hvilken der udleveres varer til opfyldelse af ordrer, hvor denne virksomhed forvaltes af en ansat eller af en repræsentant for virksomheden;

h) et bygningsarbejde, midlertidigt monteringsarbejde eller tilsyn som udøves i forbindelse hermed, hvis dette arbejde eller tilsyn varer mere end 6 måneder eller, når det midlertidige monteringsarbejde eller tilsyn efterfølges af salg af maskiner eller redskaber og varer mere end 3 måneder, og omkostningerne ved arbejdet eller tilsynsvirksomheden overstiger 10 pct. af prisen på disse maskiner eller redskaber.

3. Udtrykket "fast driftssted" anses for ikke at omfatte:

a) anvendelsen af indretninger udelukkende til oplagring eller udstilling af varer tilhørende foretagendet;

b) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til oplagring eller udstilling;

c) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til bearbejdelse hos et andet foretagende;

d) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at foretage indkøb af varer eller indsamle oplysninger til foretagendet;

4. I tilfælde, hvor en person (der ikke er en sådan uafhængig repræsentant som omhandlet i stykke 6) i en kontraherende stat handler på et i den anden kontraherende stat hjemmehørende foretagendes vegne, anses han for at udgøre et fast driftssted i den førstnævnte stat:

a) hvis denne person har og sædvanligvis udøver i denne stat en fuldmagt til at forhandle og indgå aftaler i foretagendets navn eller for foretagendets regning, eller

b) hvis denne person i den førstnævnte stat sædvanligvis opretholder et varelager, fra hvilket han regelmæssigt udleverer varer i foretagendets navn eller for foretagendets regning

5. Et forsikringsselskab i en kontraherende stat skal anses for at have et fast driftssted i den anden stat, hvis det opkræver præmier på denne stats område eller dækker risici der gennem en mellemmand til en repræsentant som ikke er en sådan, som er omhandlet i stykke 6 nedenfor.

6. Et foretagende skal ikke anses for at have et fast driftssted i en kontraherende stat, blot fordi det driver erhvervsvirksomhed i denne stat gennem en mægler, kommissionær eller anden uafhængig repræsentant, forudsat at disse personer handler inden for deres sædvanlige erhvervsvirksomheds rammer.

7. Den omstændighed, at et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, behersker eller beherskes af et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, eller som (enten gennem et fast driftssted eller på anden måde) udøver erhvervsvirksomhed i denne anden stat, skal ikke i sig selv medføre, at et af de to selskaber anses for et fast driftssted for det andet.

Artikel 6

Indkomst af fast ejendom

1. Indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer af fast ejendom (herunder indkomst af land- eller skovbrug), der er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Udtrykket "fast ejendom" skal tillægges den betydning, som det har i lovgivningen i den kontraherende stat, hvori ejendommen er beliggende. Udtrykket skal i alle tilfælde omfatte tilbehør til fast ejendom, besætning og redskaber, der anvendes i land- og skovbrug, rettigheder på hvilke den almindelige lovgivning om fast ejendom finder anvendelse, brugsrettigheder til fast ejendom, samt rettigheder til varierende eller faste ydelser, der betales for udnyttelsen af eller retten til at udnytte mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster; skibe og luftfartøjer skal ikke anses for fast ejendom.

3. Bestemmelsen i stykke 1 skal finde anvendelse på indkomst, der hidrører fra direkte brug, udlejning, bortforpagtning eller fra enhver anden form for benyttelse af fast ejendom.

4. Bestemmelserne i stykke 1 og 3 skal også finde anvendelse på indkomst af fast ejendom, der tilhører et foretagende, og på indkomst af fast ejendom, der anvendes ved udøvelsen af frit erhverv.

Artikel 7

Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed

1. Fortjeneste indvundet af et foretagende i en kontraherende stat kan kun beskattes i denne stat, medmindre foretagendet driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted. Såfremt foretagendet driver en sådan virksomhed, kan dets fortjeneste beskattes i den anden stat, men dog kun for så vidt angår den del deraf, som kan henføres til dette faste driftssted.

2. Under iagttagelse af bestemmelserne i stykke 3 skal der i tilfælde, hvor et foretagende i en kontraherende stat driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted, i hver kontraherende stat til dette faste driftssted henføres den fortjeneste, som det kunne forventes at ville have opnået, hvis det havde været et frit og uafhængigt foretagende, som udøvede den samme eller lignende virksomhed på samme eller lignende vilkår, og som under fuldstændig frie forhold afsluttede forretninger med det foretagende, hvis faste driftssted det er.

3. Ved fastsættelsen af et fast driftssteds fortjeneste skal det være tilladt at fradrage omkostninger, som er afholdt i forbindelse med det faste driftssteds virksomhed, herunder de faktiske generalomkostninger til ledelse og administration, hvad enten de er afholdt i den stat, hvori det faste driftssted er beliggende, eller andre steder. Der kan ikke gives fradrag for beløb, der udbetales af det faste driftssted til foretagendets sæde eller til andre af foretagendets driftssteder som royalties, honorarer eller andre lignende betalinger for patenter, retten til at udnytte disse eller andre rettigheder, som provision (bortset fra godtgørelse for reelt afholdte udgifter) for ydede tjenesteydelser eller ledelsesarbejde eller, bortset fra tilfælde af bankvirksomhed, som renter af beløb udlånt til det faste driftssted.

4. Såfremt det har været sædvane i en kontraherende stat at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted,på grundlag af en fordeling af foretagendets samlede fortjeneste mellem dets forskellige afdelinger, skal intet i stykke 2 udelukke denne kontraherende stat fra at fastsætte den skattepligtige fortjeneste på grundlag af en sådan sædvanemæssig fordeling; den valgte fordelingsmetode skal imidlertid være sådan, at resultatet bliver i overensstemmelse med de principper, der er fastslagt i denne artikel.

5. Ingen fortjeneste skal kunne henføres til et fast driftssted, blot fordi dette faste driftssted har foretaget indkøb af varer for foretagendet.

6. Ved anvendelsen af de foranstående stykker skal den fortjeneste, der henføres til det faste driftssted, fastsættes efter samme metode hvert år, medmindre der er god og fyldestgørende grund til at anvende en anden fremgangsmåde.

7. I tilfælde, hvor en fortjeneste omfatter indkomster, som er omhandlet særskilt i andre artikler i denne overenskomst, skal bestemmelserne i disse andre artikler ikke berøres af bestemmelserne i denne artikel.

8. En interessents andele i fortjeneste fra et foretagende, der er etableret som "societe de fait" eller som "stille selskab", kan kun beskattes i den stat, hvor foretagendet har et fast driftssted.

Artikel 8

Skibs- og luftfart

1. Fortjeneste ved skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

2. Såfremt den virkelige ledelse for et foretagende, der driver skibsfartsvirksomhed, har sit sæde om bord på et skib, skal foretagendet anses for at have sit sæde i den kontraherende stat, i hvilken skibet har sit hjemsted, eller såfremt et sådant ikke findes, i den kontraherende stat, i hvilken skibets reder er hjemmehørende.

3. Bestemmelserne i stykke 1 skal også finde anvendelse på fortjeneste ved deltagelse i en pool, i et konsortium eller i en international driftsorganisation.

4. For så vidt angår fortjeneste, som oppebæres af det danske, norske og svenske luftfartskonsortium Scandinavian Airlines System (SAS), skal bestemmelsen i stykke 1 kun finde anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til den andel i konsortiet, som ejes af Det Danske Luftfartsselskab (DDL), den danske partner i Scandinavian Airlines System (SAS).

Artikel 9

Indbyrdes forbundne foretagender

1. I tilfælde, hvor

a) et foretagende i en kontraherende stat direkte eller indirekte har del i ledelsen af, kontrollen af eller kapitalen i et foretagende i den anden kontraherende stat, eller

b) samme personer direkte eller indirekte har del i ledelsen af, kontrollen af eller kapitalen i såvel et foretagende i en kontraherende stat som et foretagende i den anden kontraherende stat,

og der i noget af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende deres kommercielle eller finansielle forbindelser, der afviger fra de vilkår, som ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver fortjeneste, som, hvis disse vilkår ikke havde foreligget, ville være tilfaldet et af disse foretagender, men som på grund af disse vilkår ikke er tilfaldet dette, medregnes til dette foretagendes fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed.

2. I tilfælde, hvor en kontraherende stat til fortjenesten for et foretagende i denne stat medregner - og i overensstemmelse hermed beskatter - fortjeneste, som et foretagende i den anden kontraherende stat er blevet beskattet af i denne anden stat, og den således medregnede fortjeneste er fortjeneste, som ville være tilfaldet foretagendet i den førstnævnte stat, hvis vilkårene mellem de to foretagender havde været de samme, som ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, skal denne anden stat foretage en dertil svarende regulering af det skattebeløb, som er beregnet der af fortjenesten. Ved reguleringen skal der tages hensyn til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst, og de kontraherende staters kompetente myndigheder skal om nødvendigt rådføre sig med hinanden.

Artikel 10

Udbytte

1. Udbytte, som udbetales af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Sådant udbytte kan imidlertid også beskattes i den kontraherende stat, hvori det selskab, der betaler udbyttet, er hjemmehørende, og i henhold til lovgivningen i denne stat, men den skat, der pålignes, må, såfremt modtageren er udbyttets retmæssige ejer, ikke overstige 15 pct. af udbyttets bruttobeløb.

De kontraherende staters kompetente myndigheder skal ved gensidig aftale fastsætte de nærmere regler for gennemførelsen af disse begrænsninger.

Dette stykke berører ikke adgangen til at beskatte selskabet af den fortjeneste, hvoraf udbyttet er udbetalt.

3. Udtrykket "udbytte" betyder i denne artikel indkomst af aktier, "jouissance" aktier eller "jouissance" rettigheder, stifterandele eller andre rettigheder, der ikke er gældsfordringer, og som giver ret til andel i fortjeneste såvel som indkomst fra andre selskabsrettigheder, der er undergivet samme skattemæssige behandling som indkomst af aktier i henhold til skattelovgivningen i den stat, i hvilken det selskab, der foretager udlodningen, er hjemmehørende.

4. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde anvendelse, såfremt udbyttets retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i den anden kontraherende stat, i hvilken det selskab, der udbetaler udbyttet, er hjemmehørende, driver erhvervsvirksomhed gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udlodningen af udbyttet, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne henholdsvis i artikel 7 eller i artikel 14 finde anvendelse.

5. I tilfælde, hvor et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer fortjeneste eller indkomst fra den anden kontraherende stat, må denne anden stat ikke påligne nogen skat på udbytte, som udbetales af selskabet, medmindre udbyttet udbetales til en person, der er hjemmehørende i denne anden stat, eller den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udlodningen af udbyttet, har direkte forbindelse med et fast driftssted eller et fast sted, der er beliggende i denne anden stat, eller undergive selskabets ikke-udloddede fortjeneste nogen skat på ikke-udloddet fortjeneste, selv om det udbetalte udbytte eller den ikke-udloddede fortjeneste helt eller delvis består af fortjeneste eller indkomst hidrørende fra denne anden stat.

6. Uanset enhver anden bestemmelse i denne overenskomst kan enhver af de kontraherende stater af et i den anden kontraherende stat hjemmehørende selskabs indkomst, som kan henføres til et fast driftssted i den førstnævnte stat, som et tillæg til den skat, som skulle svares af et selskab, som var registreret i den førstnævnte stat, opkræve en skat af samme karakter som udbytteskatten, idet den således pålignede tillægsskat dog ikke må overstige 15 pct. af den fra kildestaten overførte indkomst.

Ved anvendelsen af denne bestemmelse skal udtrykket "indkomst" betyde indkomster, som kan henføres til et fast driftssted i en kontraherende stat og vedrører det løbende år eller tidligere år, efter at alle skatter, bortset fra den af nærværende bestemmelse omfattede tillægsskat, pålignet de nævnte indkomster af nævnte stat, er bragt til fradrag, idet dette udtryk dog ikke omfatter indkomst, som kan henføres til et selskabs faste driftssted i en kontraherende stat, og denne stat, og heller ikke indkomster, der ikke er overført fra kildestaten.

Artikel 11

Renter

1. Renter, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Sådan rente kan imidlertid også beskattes i den kontraherende stat, hvorfra den hidrører, og i overensstemmelse med lovgivningen i denne stat, men den skat, der pålignes, må, såfremt modtageren er rentebeløbets retmæssige ejer, ikke overstige 12 pct. af bruttobeløbet. De kontraherende staters kompetente myndigheder skal ved gensidig aftale fastsætte de nærmere regler for gennemførelsen af denne begrænsning.

3. Udtrykket "rente" betyder i denne artikel indkomst af gældsfordringer af enhver art, hvad enten de er sikrede ved pant eller ikke, og hvad enten de indeholder en ret til andel i skyldnerens fortjeneste eller ikke, og især indkomst af statsgældsbeviser og indkomst af obligationer eller forskrivninger, herunder præmier og gevinster, der knytter sig til sådanne gældsbeviser, obligationer eller forskrivninger. Straftillæg som følge af for sen betaling skal ikke anses for renter i denne artikel.

4. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde anvendelse, såfremt renternes retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i den anden kontraherende stat, i den anden kontraherende stat, hvorfra renterne hidrører, driver erhvervsvirksomhed gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den fordring, som ligger til grund for den udbetalte rente, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne henholdsvis i artikel 7 eller i artikel 14 finde anvendelse.

5. Renter skal anses for at hidrøre fra en kontraherende stat, hvis de betales af denne stat selv, af en af dens politiske underafdelinger eller lokale myndigheder, eller af en person, der er hjemhørende i denne stat. I tilfælde, hvor den person, der betaler renten, hvad enten han er hjemmehørende i en kontraherende stat eller ikke, imidlertid har et fast driftssted eller et fast sted i en kontraherende stat, i forbindelse med hvilket den gæld, hvoraf renten betales, er stiftet, og sådan rente afholdes af dette faste driftssted eller faste sted, skal sådan rente anses for at hidrøre fra den stat, hvori det faste driftssted eller det faste sted er beliggende.

6. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der betaler renten, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje person, har bevirket, at den betalte rente set i forhold til den gældsfordring, for hvilken den er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem skyldneren og den retmæssige ejer, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

7. Uanset bestemmelserne i stykke 2 kan renter af lån og kreditter ydet til den tunesiske stat af den danske stat, af Industrialiseringsfonden for Udviklingslande eller af andre tilsvarende fonds, som disponerer over danske offentlige midler, ikke beskattes i Tunesien.

Artikel 12

Royalties

1. Royalties, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan, hvis denne person er den retmæssige ejer af royaltybeløbet, beskattes i denne anden stat.

2. Sådanne royalties kan imidlertid også beskattes i den kontraherende stat, hvorfra de hidrører, og i henhold til lovgivningen i denne stat, men hvis den person, der modtager royaltybeløbet, er den retmæssige ejer af beløbet, må den skat, der pålægges, ikke overstige 15 pct. af bruttobeløbet.

3. Udtrykket "royalties" betyder i denne artikel betalinger af enhver art, der modtages som vederlag for anvendelsen af eller retten til at anvende enhver ophavsret til et litterært, kunstnerisk eller videnskabeligt arbejde, herunder spillefilm og optagelser til brug for radio- og fjernsynsudsendelser, ethvert patent, varemærke, mønster eller model, tegning, hemmelig formel eller fremstillingsmetode, eller for anvendelsen af eller retten til at anvende industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr eller for oplysninger om industrielle, kommercielle eller videnskabelige erfaringer, eller for tekniske og økonomiske undersøgelser.

4. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde anvendelse, såfremt royaltybeløbets ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i den anden kontraherende stat, hvorfra royaltybeløbet hidrører, driver erhvervsvirksomhed gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den rettighed eller ejendom, som ligger til grund for de udbetalte royalties, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald kan royaltybeløbene beskattes i den nævnte anden kontraherende stat i overensstemmelse med dennes lovgivning og bestemmelserne henholdsvis i artikel 7 eller i artikel 14.

5. Royalties skal anses for at hidrøre fra en kontraherende stat, hvis de betales af denne stat selv, af en af dens politiske underafdelinger eller lokale myndigheder, eller af en person, der er hjemmehørende i denne stat. I tilfælde, hvor den person, der betaler royaltybeløbene, hvad enten han er hjemmehørende i en kontraherende stat eller ikke, imidlertid har et fast driftssted eller et fast sted i en kontraherende stat, i forbindelse med hvilket den kontrakt, som ligger til grund for betaling af royaltybeløbet, er indgået, og sådant beløb afholdes af dette faste driftssted eller faste sted, skal sådant royaltybeløb anses for at hidrøre fra den stat, hvori det faste driftssted eller det faste sted er beliggende.

6. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der betaler royalties, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje person, har bevirket, at de betalte royalties, når hensyn tages til den anvendelse, rettighed eller oplysning, for hvilken de er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem skyldneren og kreditor, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

Artikel 13

Kapitalgevinster

1. Fortjeneste, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver ved afhændelse af fast ejendom, som defineret i artikel 6, stk. 2, og som er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Fortjeneste ved afhændelse af rørlig formue, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat, eller ved afhændelse af rørlig formue, der hører til et fast sted, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, har til rådighed til udøvelsen af frit erhverv i den anden kontraherende stat, herunder også fortjeneste ved afhændelse af et sådant fast driftssted (særskilt eller sammen med hele foretagendet), eller af et sådant fast sted, kan beskattes i denne anden stat.

3. Fortjeneste ved afhændelse af skibe eller luftfartøjer, der anvendes i international trafik, eller af rørlig formue, som er knyttet til driften af sådanne skibe eller luftfartøjer, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

4. Fortjeneste ved afhændelse af alle andre aktiver end de i stykke 1, 2 og 3 omhandlede kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori afhænderen er hjemmehørende.

Artikel 14

Frit erhverv

1. Indkomst ved frit erhverv eller ved andet selvstændigt arbejde af lignende karakter oppebåret af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kan kun beskattes i denne stat. Dog kan sådan indkomst beskattes i den anden kontraherende stat:

a) såfremt den pågældende med henblik på udøvelsen af sin virksomhed sædvanligvis råder over et fast sted i den anden kontraherende stat; i så fald kan den del af fortjenesten, som kan henføres til dette sted, beskattes i denne anden stat; eller

b) såfremt hans ophold i den anden kontraherende stat i en periode eller i flere perioder tilsammen overstiger 183 dage i løbet af skatteåret.

2. Udtrykket "frit erhverv" omfatter især selvstændig videnskabelig, litterær, kunstnerisk, uddannende eller undervisende virksomhed samt selvstændig virksomhed som læge, advokat, ingeniør, arkitekt, tandlæge og revisor.

Artikel 15

Personligt arbejde i tjenesteforhold

1. Såfremt bestemmelserne i artiklerne 16, 18 og 19 ikke medfører andet, kan gage, løn og andet lignende vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold oppebåret af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet er udført i den anden kontraherende stat. Er arbejdet udført der, kan det vederlag, som oppebæres herfor, beskattes i denne anden stat.

2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan vederlag, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer for personligt arbejde i tjenesteforhold, udført i den anden kontraherende stat, kun beskattes i den førstnævnte stat, såfremt:

a) modtageren opholder sig i den anden stat i en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage i det pågældende kalenderår, og

b) vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i den anden stat, og

c) vederlaget ikke udredes af et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.

3. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel kan vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, som udføres om bord på et skib eller luftfartøj, der anvendes i international trafik, beskattes i den kontraherende stat, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

I tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, som udføres om bord på et luftfartøj, som drives i international trafik af Scandinavian Airlines System (SAS), kan et sådant vederlag beskattes i Danmark.

Artikel 16

Bestyrelseshonorarer

Bestyrelseshonorarer og lignende vederlag, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i hans egenskab af medlem af bestyrelsen eller af et tilsynsråd for et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

Artikel 17

Kunstnere og sportsfolk

1. Uanset bestemmelserne i artiklerne 14 og 15 kan indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer som optrædende kunstner, såsom teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstner, eller som musiker eller sportsmand, ved hans i denne egenskab i den anden kontraherende stat udøvede virksomhed, beskattes i denne anden stat.

2. I tilfælde, hvor indkomst ved den virksomhed, som udøves af en optrædende kunstner eller en sportsmand i hans egenskab som sådan, ikke tilfalder kunstneren eller sportsmanden selv, men en anden person, kan denne indkomst, uanset bestemmelserne i artiklerne 7, 14 og 15, beskattes i den kontraherende stat, i hvilken kunstnerens eller sportmandens virksomhed udøves.

Artikel 18

Pensioner

Såfremt bestemmelserne i artikel 19, stykke 2, ikke medfører andet, kan pensioner og lignende vederlag, der udbetales for tidligere personligt arbejde i tjenesteforhold til en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kun beskattes i denne stat.

Artikel 19

Offentlige hverv

1.a) Vederlag, undtagen pensioner, der udbetales af en kontraherende stat, dens politiske underafdeling eller lokale myndighed til en fysisk person for udførelse af hverv for denne stat, dens underafdeling eller myndighed, kan kun beskattes i denne stat.

b) Et sådant vederlag kan imidlertid kun beskattes i den anden kontraherende stat, hvis hvervet er udført i denne stat, og den pågældende er en i denne stat hjemmehørende person, som

(i) er statsborger i denne stat; eller

(ii) ikke blev hjemmehørende i denne stat alene med det formål at udføre hvervet.

2.a) Enhver pension, som udbetales af en kontraherende stat, dens politiske underafdeling eller lokale myndighed - eller af midler tilvejebragt af disse - til en fysisk person for udførelse af hverv for denne stat, dens underafdeling eller myndighed, kan kun beskattes i denne stat.

b) En sådan pension kan imidlertid kun beskattes i den anden kontraherende stat, hvis modtageren er hjemmehørende og statsborger i denne stat.

3. Bestemmelserne i artiklerne 15, 16 og 18 skal finde anvendelse på vederlag og pensioner, der udbetales for hverv i forbindelse med erhvervsvirksomhed, der drives af en kontraherende stat, dens politiske underafdeling eller lokale myndighed.

Artikel 20

Studerende

1. Beløb, som en studerende eller en erhvervspraktikant, som er, eller som, umiddelbart før han besøger en kontraherende stat, var hjemmehørende i den anden kontraherende stat, og som opholder sig i den førstnævnte stat udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed, modtager til sit underhold, sit studium eller sin uddannelse, skal ikke beskattes i denne stat under forudsætning af, at sådanne beløb hidrører fra kilder uden for denne stat.

2. Den samme fritagelse gælder for vederlag, som en person, der er omfattet af stykke 1, modtager for personligt arbejde i tjenesteforhold udøvet i den førstnævnte kontraherende stat, for at erhverve tilskud, der er nødvendige til hans underhold, studium eller uddannelse inden for en periode på højst 5 år.

Artikel 21

Andre indkomster

1. Indkomster, der oppebæres af en i en kontraherende stat hjemmehørende person, og som ikke er behandlet i de foranstående artikler i denne overenskomst, kan, uanset hvorfra de hidrører, kun beskattes i denne stat.

2. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse på anden indkomst end indkomst af fast ejendom som defineret i artikel 6, stykke 2, såfremt den i en kontraherende stat hjemmehørende modtager af sådan indkomst driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted, eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den rettighed eller ejendom, som ligger til grund for den udbetalte indkomst, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne henholdsvis i artikel 7 eller i artikel 14 finde anvendelse.

Artikel 22

Formue

1. Fast ejendom, omhandlet i artikel 6, som ejes af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og som er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Rørlig formue, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, eller rørlig formue, der hører til et fast sted, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, har til rådighed til udøvelse af frit erhverv i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

3. Skibe og luftfartøjer, der anvendes i international trafik, og rørlig formue, som er knyttet til driften af sådanne skibe og luftfartøjer, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

4. Al anden formue tilhørende en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kan kun beskattes i denne stat.

Artikel 23

Ophævelse af dobbeltbeskatning

1. I henhold til bestemmelserne i denne artikel:

I tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer indkomst eller ejer formue, som i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i den anden kontraherende stat, indrømmer den førstnævnte stat:

a) et nedslag i den skat, som opkræves af denne persons indkomst, med et beløb svarende til den skat, som er betalt af indkomsten i denne anden stat.

b) et nedslag i den skat, som opkræves af denne persons formue, med et beløb svarende til den skat, som er betalt af formuen i denne anden stat.

I intet tilfælde kan dette nedslag dog overstige den del af indkomst- og formueskatten, beregnet før sådant nedslag, som svarer til henholdsvis den indkomst eller den formue, som kan beskattes i denne anden stat.

2. I tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer indkomst eller ejer formue, som i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst kun kan beskattes i den anden kontraherende stat, kan den førstnævnte stat medregne denne indkomst og denne formue i beskatningsgrundlaget, men skal i indkomstskatten eller formueskatten fradrage et beløb, svarende til den del af henholdsvis indkomst- og formueskatten, som forholdsmæssigt svarer til henholdsvis den indkomst og den formue, som kun kan beskattes i den anden stat.

3. Skatter, for hvilke der i Tunesien for et begrænset tidsrum indrømmes fritagelse eller nedsættelse i henhold til tunesisk lovgivning vedrørende foranstaltninger til fremme af investeringer, skal imidlertid af Danmark anses som erlagte og skal i Danmark medføre nedslag i overensstemmelse med reglerne i stykke 1, som om nævnte fritagelse eller nedslag ikke var indrømmet.

Artikel 24

Ikke-diskriminering

1. Statsborgere i en kontraherende stat skal ikke i den anden kontraherende stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som statsborgere i denne anden stat under samme forhold er eller måtte blive undergivet. Uanset bestemmelserne i artikel 1 skal denne bestemmelse også finde anvendelse på personer, der ikke er hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater.

2. Beskatningen af et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, må ikke være mere byrdefuld i denne anden stat end beskatningen af foretagender i denne anden stat, der driver samme virksomhed. Denne bestemmelse skal ikke kunne fortolkes som forpligtende en kontraherende stat til at indrømme personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, de personlige skattemæssige begunstigelser, lempelser og nedsættelser, som den som følge af ægteskabelig stilling eller forsørgerpligt over for familie indrømmer personer, der er hjemmehørende, inden for dens eget område.

3. Medmindre bestemmelserne i artikel 9, stykke 1, artikel 11, stykke 6, eller artikel 12,stykke 6, finder anvendelse, skal renter, royalties og andre betalinger, der udredes af et foretagende i en kontraherende stat til en person hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kunne fratrækkes ved opgørelsen af et sådant foretagendes skattepligtige indkomst under samme betingelser, som hvis betalingerne var sket til en person hjemmehørende i den førstnævnte stat. På samme måde skal enhver gæld, som et foretagende i en kontraherende stat har til en person hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kunne fratrækkes ved opgørelsen af et sådant foretagendes skattepligtige formue under samme betingelser, som hvis gælden var blevet stiftet over for en person hjemmehørende i den førstnævnte stat.

4. Foretagender i en kontraherende stat, hvis formue helt eller delvis ejes eller kontrolleres, direkte eller indirekte, af en eller flere personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, skal ikke i den førstnævnte stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som andre tilsvarende foretagender i den førstnævnte stat er eller måtte blive undergivet.

5. Udtrykket "beskatning" betyder i denne artikel de af overenskomsten omfattede skatter.

Artikel 25

Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler

1. I tilfælde, hvor en person mener, at foranstaltninger, truffet af en af eller begge de kontraherende stater, for ham medfører eller vil medføre en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst, kan han, uanset hvilke retsmidler der måtte være fastsat i disse staters interne lovgivning, indbringe sin sag for den kompetente myndighed i den kontraherende stat, i hvilken han er hjemmehørende eller,såfremt tilfældet er omfattet af artikel 24, stykke 1, for den kompetente myndighed i den af de kontraherende stater, i hvilken han er statsborger. Sagen skal forelægges inden tre år fra den dag, hvor der er givet ham underretning om den foranstaltning der medføre en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i overenskomsten.

2. Den kompetente myndighed skal, hvis indsigelsen synes at være begrundet, og hvis den ikke selv kan nå til en rimelig løsning, søge at løse sagen ved gensidig aftale med den kompetente myndighed i den anden komtraherende stat med henblik på at undgå en beskatning, der ikke er i overensstemmelse med overenskomsten. Enhver indgået aftale skal gennemføres uden hensyn til frister, der måtte gælde ifølge de kontraherende staters interne lovgivning.

3. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal søge ved gensidig aftale at løse vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til fortolkningen eller anvendelsen af overenskomsten. De kan også forhandle om undgåelse af dobbeltbeskatning i tilfælde, som ikke er omhandlet i overenskomsten.

4. De kontraherende staters kompetente myndigheder kan træde i direkte forbindelse med hinanden med henblik på indgåelse af aftaler i overensstemmelse med de foranstående stykker. Hvor det for tilvejebringelsen af en aftale skønnes ønskeligt, at der finder en mundtlig forhandling sted, kan en sådan finde sted i et udvalg bestående af repræsentanter for de kompetente myndigheder i de kontraherende stater.

Artikel 26

Udveksling af oplysninger

1. De kontraherende staters kompetente myndigheder skal udveksle sådanne oplysninger, som er nødvendige for at gennemføre bestemmelserne i denne overenskomst eller i de kontraherende staters interne lovgivning vedrørende skatter, der omfattes af overenskomsten, i det omfang denne beskatning ikke strider mod overenskomsten. Udvekslingen af oplysninger er ikke begrænset af artikel 1. Alle oplysninger, der modtages af en kontraherende stat, skal behandles som hemmelige på samme måde som oplysninger, der modtages i henhold til denne stats interne lovgivning, og må kun meddeles til personer eller myndigheder (herunder domstole og forvaltningsmyndigheder), der er beskæftiget med påligning, opkrævning, inddrivelse, retforfølgelse eller klagebehandling i forbindelse med de skatter der er omfattet af overenskomsten. Sådanne personer eller myndigheder må kun benytte oplysningerne til de nævnte formål. De kan meddele oplysningerne under offentlige retshandlinger eller i retsafgørelser angående påligning, opkrævning eller inddrivelse af skatter.

2. Bestemmelserne i stykke 1 skal i intet tilfælde kunne fortolkes således, at der pålægges en kontraherende stat pligt til:

a) at udføre forvaltningsakter, der strider mod denne stats eller den anden kontraherende stats lovgivning og forvaltningspraksis;

b) at meddele oplysninger, som ikke kan opnås ifølge denne stats eller den anden kontraherende stats lovgivning eller normale forvaltningspraksis;

c) at meddele oplysninger, som ville røbe nogen erhvervsmæssig, forretningsmæssig,industriel, kommerciel eller faglig hemmelighed eller nogen fremstillingsmetode, eller oplysninger, hvis offentliggørelse ville stride mod almene interesser (ordre public).

Artikel 27

Personer ansat ved diplomatiske og konsulære repræsentationer

Intet i denne overenskomst berører de skattemæssige begunstigelser, som ansatte ved diplomatiske eller konsulære repræsentationer måtte nyde i kraft af folkerettens almindelige regler eller særlige aftaler.

Artikel 28

Territorial udvidelse

1. Denne overenskomst kan enten i sin helhed eller med de nødvendige ændringer udvides til ethvert til de kontraherende stater hørende område, som specielt er holdt uden for denne overenskomsts anvendelse, og som påligner skatter af væsentlig samme art som de skatter, overenskomsten finder anvendelse på. En sådan udvidelse skal have virkning fra det tidspunkt og være undergivet sådanne ændringer og betingelser, herunder betingelser vedrørende opsigelse, som måtte blive fastsat mellem de kontraherende stater i noter, der skal udveksles ad diplomatisk vej, eller på enhver anden måde, der er i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige regler.

2. Medmindre de kontraherende stater har aftalt andet, skal opsigelsen af overenskomsten af en af dem i henhold til artikel 30 også - på den måde, som er angivet i nævnte artikel - bringe anvendelsen af overenskomsten til ophør på ethvert til de kontraherende stater hørende område, til hvilken den er blevet udvidet i henhold til denne artikel.

Artikel 29

Ikrafttræden

1. De kontraherende staters regeringer skal underrette hinanden, når de forfatningsmæssige betingelser for denne overenskomsts ikrafttræden er opfyldt.

2. Overenskomsten skal træde i kraft den femtende dag efter den sidste af de i stykke 1 omhandlede underretninger, og overenskomstens bestemmelser skal i hver af de to stater have virkning:

a) for så vidt angår skatter, der opkræves ved kilden, på indkomst oppebåret eller udbetalt fra og med den 1. januar i det år, der umiddelbart følger efter det år, hvor den sidste underretning er udvekslet.

b) for så vidt angår andre skatter på indtægt og formue vedrørende skattepligtsperioder, som ophører efter den 31. december i året for denne udveksling.

Artikel 30

Opsigelse

Denne overenskomst skal forblive i kraft på ubestemt tid, men hver af de kontraherende stater kan overfor den anden kontraherende stat skriftligt og ad diplomatisk vej opsige overenskomsten senest den 30. juni i ethvert kalenderår, som følger efter udgangen af det femte år, fra udvekslingen af den sidste af de i artikel 29 omhandlede underretninger.

Den skal ophøre at have virkning:

a) for så vidt angår skatter, der opkræves ved kilden, på indkomst oppebåret eller udbetalt senest den 31. december i det år, hvori opsigelsen har fundet sted;

b) for så vidt angår andre skatter på indtægt og formue vedrørende skattepligtsperioder, som ophører senest den 31. december i det samme år.

Underskrift 1

UDFÆRDIGET i Tunis, den 5. februar 1981 i to eksemplarer på fransk. For Kongeriget Danmarks regering J.F.A. Holck Colding For Den Tunesiske Republiks regering Ahmed Ben Arfa Protokol Den tunesiske lovgivning vedrørende foranstaltninger til fremme af investeringer, som omhandlet i artikel 23, stykke 3, i denne overenskomst, omfatter navnlig: - forordning af 19. september 1946 som ændret ved forordning af 18. september 1947 angående byggetilladelse, - lov 58-18 af 10. februar 1958 angående indførelse af særlig skattelovgivning af længere varighed, - lov 62-75 af 31. december 1962 vedrørende skatteordninger til fordel for geninvesteringer af udbytte eller indtægter, og tilhørende vejledninger nr. 63-30 af 22. januar 1963, 68-2 af 5. januar 1968 og 70-332 af 19. september 1970, - lov 68-3 angående statsstøtte til investeringer i Sydtunesien, - lov 69-35 af 26. juni 1969 angående investeringsforskrifter, - lov 72-38 af 27. april 1972 angående etablering af en særlig ordning for eksportindustrien, - lov 74-74 af 3. august 1974 vedrørende investeringer i fabriksvirksomhed og tilhørende vejledning nr. 74-1059 af 27. november 1974. Overenskomsten, der ikke omfatter Grønland og Færøerne, trådte i medfør af artikel 29 i kraft den 28. maj 1981.

Underskrift 2

Udenrigsministeriet, den 29. juli 1981 KJELD OLESEN

Versioner

  1. 1981-10-20